Sproglig forvirring, men en god oplevelse!

I skrivende stund er der ro i huset.. pigerne sover, og Jakob er til menighedsbesøg med volontørerne, så nu er der tid til at opdatere vores blog. Jeg har lyst til at fortælle om vores nyligt overståede Ulpan-forløb (hebræisk-undervisning). Af gode grunde kan jeg kun fortælle om mit eget hold, da jeg ikke ved, hvordan det har været på Jakobs hold.

Jeg mødte spændt op til Ulpan den sidste mandag i oktober.. gad vide, hvordan det ville være, hvem ville man møde, og ville jeg kunne følge med? Nu, hvor kurset er overstået, kan jeg bedre besvare disse spørgsmål.

Vi har været afsted 3 timer dagligt fra kl. 9-12 mandag til torsdag i 3 måneder. Vi har haft to rigtig dygtige undervisere, som tydeligvis var meget øvede i at undervise udlændinge. Og vi har været en noget blandet flok fra en række forskellige lande: Hongkong, Hawaii, Cuba, Korea, USA, Tyskland, England og Danmark for bare at nævne nogle....

For mig personligt har det mest spændende faktisk været at lære disse mennesker at kende. At høre Christy fortælle om, hvordan det er at være kristen i Hongkong, eller hvordan det er at være mor og opdrage børn i en kultur, som er meget anderledes end min egen. Eller Hannahs fortælling om livet som messiansk jøde på Hawaii. Eller Bassim, Firaz og Basils argumenter for kønsrolle-fordelingen i en arabisk og muslimsk kultur.

Trods de mange forskelligheder har vi alle været fælles om ønsket om lære mere hebræisk (for nogle lykkes det bedre end andre... jeg har fx et stykke vej endnu, før jeg vil betegne mig selv som hebræisk-talende.. :-)). Men vi har også været fælles om andre ting: det at være i Israel og lære at forstå og gebærde sig i en israelsk og mellemøstlig kultur, udfordringerne ved børneopdragelse, ønsket om at falde til i et nyt og anderledes land...

Der kan nævnes mange ting, og jeg har fået mig mange gode snakke - og nogle gode venner (og invitationer til at rejse til spændende steder!). Den største overraskelse - og glæde - har dog været, at nogle af mine nye venner deler min tro på Jesus som Messias.. om de så er kristne som mig eller messianske jøder. Det har været dejligt at kunne bede med dem og høre dem fortælle om deres tro på og forhold til Ham, som ikke gør forskel på mennesker, men ønsker at møde os alle med sin kærlighed og tilgivelse.

Hellig festforvirring

I udgangspunktet kan det være svært at se forskel på følgende to billeder.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne de været taget ved samme anledning. Men forskellen består netop af anledningen. Billede nr. 1 er taget til en børne- channukafest, mens billede nr. 2 er taget ved en tilsvarende børnejulefest. Midt i december var vi inviteret hjem til et søskendepar fra Rebekkas børnehave for at tænde et af lysene i Channukiaen; en lille lerlysestage, som alle jødiske børn laver til den jødiske fest Channuka. Channuka er den jødiske fejring af makkabæeroprøret 150 år før vores tidsregning. Da makkabæerne havde befriet templet fra hedensk herredømme, ønskede de at genantænde den jødiske lysestage, som stod i templet. De fandt dog kun olie nok til én dag, men via et mirakel formåede olien at brænde i otte dage, indtil det blev muligt at skaffe mere olie. Channuka fejres derfor ved at spise mad med masser af olie. F.eks. donoughts.

Ved den lejlighed blev vi spurgt, om Rebekkas venner ikke også måtte komme og se, hvordan vi fejrer jul, og vi inviterede dem derfor et par uger senere hjem for at se vores juletræ og spise resten af vores julekager. Begge begivenheder var meget festlige. Big Ballagang, børn overalt og forældre, der sad på gulvet i børneværelset og snakkede. Set udefra kan det være svært at se forskel på de to begivenheder. Og der er for så vidt også mange ligheder mellem de to fester. Begge er en fejring af lyset. Under Channuka fejres det, at der var nok olie til at holde lyset brændende i templet, og vi fejrer som bekendt, at lyset i den første jul kom til verden for at lyse i vores formørkede sind. For vores datter Rebekka på 3 år var det også svært at skelne. F.eks. begyndte hun helt af sig selv, at da vi tændte lys i adventskransen, at sige ”Baruch atah Adonai, Eloheinu”, som er begyndelsen på den hebraiske velsignelse, der fremsiges, når sabbatslysene tændes, men også når der tændtes lys i stagerne under Channuka. Da vi var kommet os over vores forbavselse, gik det op for os, at hun må have lært velsignelsen i børnehaven, hvor de hver dag under Channuka tændte et lys og sagde den samme velsignelse (beder den også hver torsdag for at markere, at shabbaten nærmer sig). Men selvom de to fester har mange ligheder, er der også forskelle. Vi kan være med til fejringen af Channuka og glæde os over makkabæernes generobring af templet 150 år før vores tidsregning, for, som jeg hørte en turguide sige, havde der ikke været et makkabæeroprør, havde der måske slet ikke været noget jødisk folk, som Jesus kunne blive født ind i. Men samtidigt ved vi også, at det lys, som jøderne fejrer, blev tændt igen i templet, kun skinnede et par hundrede år. Så blev templet igen ødelagt, og lyset endegyldigt slukket. Det lys, vi lige har fejret i julen, skinner stadigt. Og vi håber, at vi med vores julefejring kan være med til at pege på det lys for jøderne, så de kan få øjnene op for ham, som deres profet Esajas talte om: ”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans” (Es. 60).