Til dem af jer, der blev forskrækkede over min titel, vil jeg skynde mig at sige, at den tragedie, som jeg vil komme ind på, ikke på nogen måde har noget at gøre med vores familie!
Tragedien har ramt en jødisk, religiøs familie bosat i Itamar - en jødisk bosættelse sydøst for Nablus på Vestbredden. Fredag aften (for to dage siden) ved 22-tiden trængte et ukendt antal mænd ind i deres hus og myrdede begge forældre og 3 børn ved knivstik. Børnene var hhv. en dreng, Yoav, på 11 år, en anden dreng, Elad på 2 år og en lille pige, Hadas, på 3 måneder. Alle blev myrdet med knive, mens de lå og sov i deres senge. Familiens tre øvrige børn (på 2, 8 og 12 år) overlevede angrebet.
Den israelske regering kalder det et terroristangreb og har iværksat en eftersøgning for at finde de skyldige. Der er usikkerhed om, hvorvidt det er en organiseret terrorgruppe, der står bag, eller enkeltpersoner, som støtter en af de store palæstinensiske terroristgrupper.
Normalt kommenterer jeg ikke så tit politiske begivenheder her i regionen, da jeg synes, at det kan være svært som udenforstående både helt at komme til bunds i, hvad der reelt skete, da palæstinenserne og jøderne sjældent fremstiller sagen ens, men også fordi den igangværende konflikt i landet er så kompleks, at det ikke er muligt at give enkle, sort/hvide løsninger til den. Men denne begivenhed har jeg alligevel valgt at kommentere.
Først og fremmest fordi jeg blev ked af det, da jeg hørte om tragedien. Uanset race, religion eller overbevisning har INGEN fortjent at blive myrdet i deres senge. Det er virkelig forfærdeligt, at forældrene blev myrdet - klart - men jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, hvordan nogle kan få sig selv til at myrde børn og så en lille baby på tre måneder! Hvad er det for en ondskab??
Dernæst blev jeg ked af det, da jeg læste de efterfølgende kommentarer fra div. israelske politikere. Premierminister Benjamin Netanyahu udtalte bl.a.: “There is no justification, no excuse and no forgiveness for the murder of babies.”
Mens en anden minisiter, Yuli Edelstein (minister for diplomati og diaspora affærer) udtalte, at angrebet viste, at der ikke en partner på den anden side . Fortsættelsen lyder: "While our children are slaughtered in their beds and Gazans celebrate the criminal butchery by handing out candy and cheering shouts of joy, I ask the international community: With whom do you expect us to talk about peace?”
Jeg kan godt forstå disse udtalelser rent menneskeligt set, men samtidigt er det dobbelt tragisk, hvis sådan en tragedie som denne er med til at udvide kløften endnu mere mellem palæstinensere og israelere. Det er ikke for på nogen måde at retfærdiggøre eller forsvare angriberne - det er umuligt! Det er mere med tanke på de palæstinensere, jeg efterhånden har lært at kende hernede. Den ganske alm. palæstinenser, som fx min ven Samar fra Betlehem og hendes familie, som jeg var hjemme og spise ved i torsdags. De risikerer at blive sat i bås med disse voldsmænd og blive karakteriseret som 'disse forfærdelige palæstinensere'. Alle samlet under én kam. Og det er jo ikke retfærdigt imod dem, for de kunne aldrig finde på at gøre sådan noget. Det er jeg sikker på.
Så derfor er det med vemod, at jeg læser dagens netaviser. Stor medfølelse med de overlevende børn og familien til de dræbte og et ønske om retfærdighed og tilfangetagelse af forbryderne. Men også medfølelse med alm. palæstinensere, der også rammes af en tragedie som denne.
Hvordan skal der nogensinde kunne blive fred hernede? Åh, Jesus, gid du ville komme og skabe fred hernede. Fred i hjerterne og hele de sår, der er her....
