Da jeg (Lise) sad og læste på den israelske netavis Haaretz forleden dag, faldt jeg over flg. artikel: "Jerusalem builds fence between secular, religious playgrounds
(se linket:
http://www.haaretz.com/print-edition/news/jerusalem-builds-fence-between-secular-religious-playgrounds-1.347541 ), som omhandler en legeplads delt ml. en sekulær nursery school (vuggestue) og en ultra-ortodoks nursery.
De ultra-ortodokse forældre har klaget til kommunen over, at børnene delte legeplads, og derfor har kommunen bygget et hegn, som deler legepladsen i to, så børnene ikke bliver blandet. Hegnet vil blive yderligere udbygget, så børnene heller ikke kan se ind til hinanden.
De ultraortodokses argumenter var bl.a.: "to keep their children from seeing other little boys in T-shirts and without skullcaps" samt for at bevare deres egen uddannelse uden at blive påvirket af de sekulære. Vi omringer ikke den sekulære vuggestue, som en af de ultraortodokse siger.. "we're surrounding ourselves!"
De sekulære forældre har protesteret over hegnet og udtaler bl.a.: "[it] will create a cage feeling. The children got along and played games; it is regrettable that we adults separate them and show it's impossible to live together in the same city and the same state."
En anden fortsætter: "Raising children in such a setting is very sad. This was a normal neighborhood, and it's painful to think what this fence says about our neighborhood and city. Where will this ghettoization end?"
Min første reaktion, da jeg læste artiklen, var overraskelse og irritation på de ultraortodokse. Enhver, som har prøvet at være i Jerusalem for længere tid, har sandsynligvis opdaget, at netop den gruppe i samfundet, kan være lidt besværlig at have med at gøre. Ikke fordi de i og for sig generer mig, men alligevel... Det er dem, der kan finde på at spytte på mig, hvis de synes, jeg er for verdslig klædt. Det er dem, der kigger nedladende og fordømmende på mig. De optager sæderne i busserne og forhindrer mig i at kunne sidde ned. De får mig til at føle mig som en outsider og som mindreværdig. Eller rettere: det er der nogle af dem, der gør. For jeg tvivler ikke på, at mange af dem sikkert er flinke og rare mennesker, som det ville være interessant at lære at kende. Og de er da bestemt bemærkelsesværdige at se på i hverdagen. Men tendensen hos dem til at være meget fastlåste - og i mine øjne lidt fordømmende - i deres holdninger er klart til stede. Også i en sag som denne.
Selvom det drejer sig om toårige børn, så frygter de for de sekulære børns påvirkning. De kunne fx lære dem bandeord. Desuden frygter de også de sekulære kvinders påklædning om sommeren (hvilket jeg læste i en anden artikel om samme tema). Som den ultraortodokse far udtrykte det: det er ud fra et ønske om at indhegne sig selv. Beskytte deres børn mod det, de mener, er farligt og forkert.
Og så langt kan jeg som forældre godt følge dem. Hvem vil som mor eller far ikke gerne beskytte sine børn mod det farlige? Det som kan skade dem. Mit spørgsmål er bare, om hvad der er mest farligt her? Er det andre toårige drenge uden kippa på, som kan komme til at sige et lille bandeord, hvis de falder og slår sig? Er det en kvindelig pædagogs skulder? Eller er det snarere det menneskesyn og den livsindstilling, som de ultraortodokse forældre præger deres børn med? Frygten for dem, der er anderledes. Opdelingen af mennesker i 'os og dem', i 'de gode og i de forkerte'.
Men igen: det er vel ikke kun en tendens, som ultraortodokse i Jerusalem har? Den opdeling er de fleste af os vel egentlig i fare for selv at leve efter - hvis vi nu skal være helt ærlige. For det er så dejligt nemt at kunne dele verden op i sort og hvid - i det rigtige og forkerte. Så er det så nemt at forholde sig til, hvad man skal gøre. Der er dog noget forskel på, hvordan denne opdeling bliver foretaget. Nogle deler op i racer, i køn, i religion, i seksualitet eller i holdninger. For nogle vil det være de homoseksuelle, der er potentielt farlige, mens det for andre er de 'ikke-kristne' eller jøder/palæstinensere.
Desværre er der rigtig mange, der opdeler mennesker på denne måde. Og ved netop selv at lave en opdeling i 'de forfærdelige mennesker, der gør det' og 'mig, der heldigvis aldrig kunne finde på det', så er jeg selv skyldig. Jeg tror, de fleste mennesker vil være mere eller mindre ramt af det, hvis de tør være ærlige over for sig selv og andre.
Men selvom det er noget, vi alle gør, så finder jeg det stadig trist. Og jeg ville ønske, at det var anderledes. Jeg ville ønske, at vi kunne lære af ham, som ikke satte skel, men derimod nedbrød mure, og som gerne vil fjerne hegn mellem mennesker. Om det så er fysiske hegn i en vuggestuelegeplads (eller mure for den sags skyld!), eller det er usynlige hegn i samfundet.
Jesus kunne finde ud af ikke at opdele mennesker. Han ser på hver enkelt med lige stor kærlighed, så det enkelte individs potentiale og muligheder, men også de sår, der er. Han ønsker at lære alle mennesker at kende og give alle en ny chance - uanset hvem de er! Sikke en læremester!
Sådan ser man ud hvis man lige har gennemført et 4 ugers teologisk kandidat kursus. Smilene på de 6 ved bordet er norske og skyldes at de netop har gennemført 4 uger med undervisning, besøg på alle de historiske steder, hikes og foredrag i Israel. Det sidste smil ved bordet er imidlertid dansk, og skyldes at han om lidt kan sige pænt farvel til de studernede og sende dem på flyveren hjem til Norge. 