Nu er det vist på tide at få skrevet lidt nyt her fra Jerusalem, da vores julehilsen ikke bliver ved med at være aktuel :-) Vi er kommet godt ind i det nye år og har fået lagt sidste hånd på forårets kirkeprogram (den skal nok blive lagt ud på hjemmesiden inden så længe...), så alt i alt går det fint.
Martin, min barselsvikar, ankom i går aftes og virker til at være en rigtig fin fyr. Lige nu er han ude på en cykel-recogniseringstur med Jakob og Adrian for at tjekke området ud omkring Latrun, inden vores annoncerede mountainbike-tur på tirsdag. Another hard day at work!
På fredag holder vi afskedsfest for to volontører (Ditte og Anne) og en studerende (Adrian), hvis selskab vi alle har sat stor pris på i efteråret. Vi ønsker alt det bedste for dem alle og håber at se dem igen. Det er altid lidt mærkeligt at skulle sige farvel til volontører og andet godtfolk. Vi glæder os naturligvis over, at de har haft et godt ophold og er taknemmelige for det, vi har oplevet sammen. Men det er også lidt trist og vemodigt, hver gang et hold stopper.... vi kan ses igen i DK, men det bliver aldrig det samme... Jeg har nok bare stadig ikke vænnet mig til alle de goddag'er og farveller, som man udsættes for hernede.
Heldigvis er det ikke kun farveller. Vi har godt nok lige sagt farvel til vores volontør Marie og til Ida og Mathias, som var lederpar i Joffihuset, men samtidigt har vi også sagt goddag til Peter og Margrethe, som er det nye lederpar - vi glæder os til samarbejdet og samværet! Og til Martin. Og snart til de nye volontører, som kommer i starten af februar og marts.
For dem af jer, der måske synes, at der til tider går lidt for meget mor-snak i denne blog - jeg beklager. Men jeg kan ikke love, at det bliver bedre i den nærmeste fremtid... :-) Forleden dag fik jeg en snak med tyske Vibeke-Marie, som er med på mit hebræisk hold. Vi kom til at snakke om barselsforholdene i Tyskland i sammenligning med DK. Ifølge hende virkede det som om, at der ikke var så stor forskel i vilkårene for barslende kvinder i DK og i Tyskland hverken før eller efter fødslen. Den helt store forskel lå i, at en stor procentdel af de tyske kvinder (især i det tidligere Vesttyskland åbenbart) ikke startede igen på arbejdsmarkedet efter 1 års barsel, men valgte at gå hjemme ved barnet, indtil han/hun blev tre år. Det er selvfølgelig op til den enkelte kvinde at afgøre med sig selv og sin mand, hvordan man vil gøre det, men jeg blev alligevel noget overrasket over, at procentdelen var så stor (kan desværre ikke huske tallet). Måske fordi jeg selv har svært ved at se mig selv gå hjemme, indtil junior bliver tre år (tror, at min hjerne ville holde helt op med at fungere..), men også fordi emnet relaterer lidt til det, som jeg i sin tid skrev speciale om. Hvordan kvinder i DK i 1930erne begyndte at kæmpe for deres ret til at komme på arbejdsmarkedet og blive set som andet og mere end mødre. Også som individer, der havde noget at bidrage med i samfundet, og at samfundet derfor blev nødt til at indrette sig efter, at disse individer havde børn, som skulle passes. En begyndende udvikling, der siden har ført til, at langt de fleste danske kvinder nyder deres 1 år på barsel og så starter igen på arbejdsmarkedet. Men hvilke chancer har tyske kvinder for at gøre en forskel på arbejdsmarkedet, hvis de er væk i mindst 3-4 år?? Pr. barn! Det gør det da fuldstændig umuligt.
Jeg synes bare, at det var meget tankevækkende, at det tyske samfund, som jeg på mange måder anser for at være moderne og langt fremme i udviklingen, lige på dette punkt virker til at være lidt fastholdt i traditionelle kønsrollemønstre og opfattelser af, hvad den 'ægte' og 'rigtige' kvinde bør gøre.
Jeg elsker mine børn over alt på jorden og er dybt taknemmelig for muligheden for at være sammen med dem så intenst i løbet af deres første leveår - også selvom det til tider kan frustrere mig at gå hjemme. Men det ændrer ikke ved, at jeg ser mig selv som en kvinde med flere roller. Jeg er ikke 'kun' mor - jeg har også andet at byde på. Og jeg vil gerne lære, udvikle mig, udfordres og blive klogere... på mange af livets områder.
To dage efter denne snak med Vibeke-Marie snakkede jeg kort med en israelsk mor fra Hannahs børnehave, som har en lille baby på knap 4 måneder. Utrolig sød og dejlig baby. Moderen fortalte så, at hun allerede skulle starte på arbejde igen om 1 måned (5 måneders barsel i Israel er faktisk lidt usædvanligt!), men at hun ikke nænnede at aflevere hende i en institution, så hun havde hyret en Nanny til at komme og passe hende derhjemme. Stakkels mor. Og virkelig ærgeligt, at de israelske barselsregler er så dårlige for både mor og barn. Det kan godt være, at det er et spørgsmål om økonomi (hvilke andre argumenter kan der ellers være?), men det er stadig ikke holdbart for hverken mor eller barn.
Og hvor blev kontrasten stor til både tyske og danske mødre....
