lørdag den 14. april 2012
onsdag den 4. april 2012
Påsketid!
Nu er det vist ved at være på tide at få skrevet lidt på bloggen igen. Ikke sådan forstået, at vi har ligget på den lade side siden sidste opdatering i februar. Nej - vi har såmænd fået en søn og brugt tiden på at lære ham lidt at kende. Og det tager tid, energi, kræfter, søvn og lidt mere tid.
Men skøn er han - sønnen. Stor, stærk, smilende og glad - og nem (som regel). Hvad kan man ønske sig mere? Og storesøstrene er glade for ham, især Rebekka. Kærlig og omsorgsfuld som altid.
Vi er så småt ved at vænne os til at være en familie med tre børn. Det kræver noget planlægning og overblik, men indtil nu går det fint. Sove - det må vi gøre, når vi bliver gamle :-)
Dette var egentlig tænkt som en indlæg om påske, så inden jeg fortaber mig i detaljer om mine dejlige børn, må jeg hellere vende tilbage til sporet igen. Påsken er som sagt over os, især her i Jerusalem. Byen er fuld af tilrejsende, solen skinner fra en skyfri himmel (vejrudsigten siger op til 27 grader i weekenden!) og afslører, at lejligheden ville have godt af en årlig forårs rengøring, og præsten har travlt. Så ved vi, at påsken nærmer sig :-)
Jeg sidder og skriver dette blog-indlæg med lyden af tre volontører, der er ved at bage kager i vores køkken sammen med Rebekka. Kagerne skal bruges til seder-måltidet på fredag sammen med O&I og Dansk-Jødisk venskab. Flot, at de vil hjælpe til. Det skal nok blive en god aften.
Påsketid er igen i går også Pesach tid (starter Langfredag aften). I sidste uge havde vi besøg af nogle gode venner, som har børn i Hannahs børnehave. Jeg faldt i snak med konen, som fortalte lidt om deres forberedelser op til Pesach. Hun sagde, at hun havde afsat nogle aftner til at få huset gjort pænt rent (dog ikke i alle kroge), og at hun aflåste de skabe med 'forbudt' mad (altså som indeholder gær) i stedet for at smide det hele ud, som mange jøder gør. Men det var noget anderledes med hendes mor. Hun brugte nemlig flere timer på at gøre ALT rent i huset. Helt ned til at skille sofaen ad og vaske imellem hynderne til at vaske i hver enkelt sprække i flisegulvet i hele huset. Ja - vaske alt af, som man kan komme i tanke om. Desuden skulle hun også købe ind, lave mad, sætte det ekstra køkkenudstyr frem, smide al mad ud... sikke et arbejde! Hun fortsatte med at betone, at når Pesach så endelig startede med Sedermåltidet, var moderen fuldstændig smadret. Hendes knoer var blodige, og hun var overtræt efter al den rengøring og forberedelserne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget hun får ud af selve måltidet, når hun har brugt så lang tid og så mange kræfter på forberedelserne. Men, som konen insisterede, så gør hun det jo, fordi hun mener, at det er det, Gud ønsker af hende. Det er den rigtige måde at forberede sig til påsken/pesach på.
Og der sad jeg så som dansker og tænkte mit. Først tænkte jeg: sikke et arbejde! Det ville jeg aldrig få gjort. Men på den anden side må det være rart at vide, at hele huset - i det mindste én gang om året - er rengjort helt i bund. Men igen: bliver prisen for høj? Huset er rent, reglerne er fuldt, maden er lavet.. alt er klappet og klart, men når selve festen starter, er man mest af alt klar til at gå i seng og sove til dagen efter. Hvad får man så ud af det? Og hvad handler pesach egentlig om? Hvad er det vigtigste i pesach? At følge reglerne eller få sat tid af samme med Gud til at reflektere over, hvad Han har gjort i vores liv?
Og igen: hvem er jeg til at dømme andre? Det er så nemt som udefrakommende at bedømme andres handlinger og måder at gøre tingene på, men så svært at se sine egne fejl. Ja - måske var det bedre for moderen (og andre hårdtarbejdende kvinder) at gøre mindre rent og bruge mere tid på at være stille, være til, åbne hjertet og lytte. Være Maria og ikke Martha. Men hvad gør jeg selv? Ja - jeg gør i hvert fald ikke hele huset rent - så meget kan jeg love! Men hvad gør jeg i stedet for? Åbner jeg mit hjerte for påskens budskab? For Ham, som kom til denne by for 2000 år siden og døde for min skyld? Eller drukner det budskab i madlavning, påskeforberedelser, travlhed og optagethed af alt muligt andet??
Men skøn er han - sønnen. Stor, stærk, smilende og glad - og nem (som regel). Hvad kan man ønske sig mere? Og storesøstrene er glade for ham, især Rebekka. Kærlig og omsorgsfuld som altid.
Vi er så småt ved at vænne os til at være en familie med tre børn. Det kræver noget planlægning og overblik, men indtil nu går det fint. Sove - det må vi gøre, når vi bliver gamle :-)
Dette var egentlig tænkt som en indlæg om påske, så inden jeg fortaber mig i detaljer om mine dejlige børn, må jeg hellere vende tilbage til sporet igen. Påsken er som sagt over os, især her i Jerusalem. Byen er fuld af tilrejsende, solen skinner fra en skyfri himmel (vejrudsigten siger op til 27 grader i weekenden!) og afslører, at lejligheden ville have godt af en årlig forårs rengøring, og præsten har travlt. Så ved vi, at påsken nærmer sig :-)
Jeg sidder og skriver dette blog-indlæg med lyden af tre volontører, der er ved at bage kager i vores køkken sammen med Rebekka. Kagerne skal bruges til seder-måltidet på fredag sammen med O&I og Dansk-Jødisk venskab. Flot, at de vil hjælpe til. Det skal nok blive en god aften.
Påsketid er igen i går også Pesach tid (starter Langfredag aften). I sidste uge havde vi besøg af nogle gode venner, som har børn i Hannahs børnehave. Jeg faldt i snak med konen, som fortalte lidt om deres forberedelser op til Pesach. Hun sagde, at hun havde afsat nogle aftner til at få huset gjort pænt rent (dog ikke i alle kroge), og at hun aflåste de skabe med 'forbudt' mad (altså som indeholder gær) i stedet for at smide det hele ud, som mange jøder gør. Men det var noget anderledes med hendes mor. Hun brugte nemlig flere timer på at gøre ALT rent i huset. Helt ned til at skille sofaen ad og vaske imellem hynderne til at vaske i hver enkelt sprække i flisegulvet i hele huset. Ja - vaske alt af, som man kan komme i tanke om. Desuden skulle hun også købe ind, lave mad, sætte det ekstra køkkenudstyr frem, smide al mad ud... sikke et arbejde! Hun fortsatte med at betone, at når Pesach så endelig startede med Sedermåltidet, var moderen fuldstændig smadret. Hendes knoer var blodige, og hun var overtræt efter al den rengøring og forberedelserne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget hun får ud af selve måltidet, når hun har brugt så lang tid og så mange kræfter på forberedelserne. Men, som konen insisterede, så gør hun det jo, fordi hun mener, at det er det, Gud ønsker af hende. Det er den rigtige måde at forberede sig til påsken/pesach på.
Og der sad jeg så som dansker og tænkte mit. Først tænkte jeg: sikke et arbejde! Det ville jeg aldrig få gjort. Men på den anden side må det være rart at vide, at hele huset - i det mindste én gang om året - er rengjort helt i bund. Men igen: bliver prisen for høj? Huset er rent, reglerne er fuldt, maden er lavet.. alt er klappet og klart, men når selve festen starter, er man mest af alt klar til at gå i seng og sove til dagen efter. Hvad får man så ud af det? Og hvad handler pesach egentlig om? Hvad er det vigtigste i pesach? At følge reglerne eller få sat tid af samme med Gud til at reflektere over, hvad Han har gjort i vores liv?
Og igen: hvem er jeg til at dømme andre? Det er så nemt som udefrakommende at bedømme andres handlinger og måder at gøre tingene på, men så svært at se sine egne fejl. Ja - måske var det bedre for moderen (og andre hårdtarbejdende kvinder) at gøre mindre rent og bruge mere tid på at være stille, være til, åbne hjertet og lytte. Være Maria og ikke Martha. Men hvad gør jeg selv? Ja - jeg gør i hvert fald ikke hele huset rent - så meget kan jeg love! Men hvad gør jeg i stedet for? Åbner jeg mit hjerte for påskens budskab? For Ham, som kom til denne by for 2000 år siden og døde for min skyld? Eller drukner det budskab i madlavning, påskeforberedelser, travlhed og optagethed af alt muligt andet??
Abonner på:
Opslag (Atom)