Israels største trussel?

Meget af spaltepladsen i Israels aviser bliver for øjeblikket brugt til at analysere situationen med Irans atomprogram. Er præstestyret muligvis er i færd med at udvikle atomvåben? Og hvordan skal Israel reagere på det? Den største trussel imod Israels som en jødisk stat bliver det kaldt.

Det er imidlertid ikke alle israelere, der er enige i den påstand. Faktisk antydede Hirsh Goodman, en prisvindende jødisk forfatter, i den forløbne uge i en artikel i Jerusalem Posts netavis, at en endnu større fare truer Israel som stat indefra.

Baggrunden for hans artikel var hændelser i forbindelse med opløsningen af den ulovlige jødiske bosættelse Migron på vestbredden. Nedrivelsen fik nemlig unge fra de højreekstremistiske miljøer til at tage på et så kaldt ”prize tag” togt.

”Prize tags” er nærmest ved at være standard procedure efter opløsninger af ulovlige bosættelser. Det er bosætternes måde at vise, at politiet såvel som hæren får problemer når de ødelægger bosættelserne.

Prize tags går ud på at unge bosættere i ly af nattens mørke sprayer anti-arabiske eller i det her tilfælde anti-kristne graffitibudskaber på moskeer eller kirker.

Det kan syntes dybt uretfærdigt at muslimer eller kristne på den måde indblandes i noget, som ellers er et rent internt jødisk anliggende, men besætternes pointe er, at hvis I ødelægger vores bosættelser så laver vi graffiti, som vil opildne til had og på den måde give jer sværere arbejdsbetingelser.

Og denne gang gid det altså ud over os kristne. Det var det ellers så berømte kloster i Latrun lidt uden for Jerusalem som blev prize-tagged. Trædøren ind til klostret blev sat i brænd, og der blev sprayet budskaber som dette på klostrets mure.

Teksten på billedet er: Yeshua Kof, hvilket ordret betyder: Jesus er en abe.

Hele det jødiske samfund med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen var selvfølgelig hurtigt ude og fordømme hærværkshandlingerne, men Hirsh Goodman antyder alligevel i sit indlæg at samfundet som sådan indirekte bærer en del af skylden.

For som han skrev:

”Someone has to be responsible for producing the warped minds of those who defaced the beauty and raped the silence of the Trappist Monastery in Latrun earlier this week”

Nogen må kunne holdes ansvarlige for at have præget de unge, som på denne måde voldtog stilheden i Trappist klostret i Latrun.

Gøres der ikke nok for at tale de ekstremistiske tendenser i det jødiske samfund imod?

Og han fortsætter med at rette en skarp kritik af de siddende jødiske ledere for ikke proaktivt at arbejde imod ekstremisme, men for bare at forsøge at opretholde status quo.

Og spørgsmålet han stiller, er om den største trussel imod det jødiske samfund, i virkeligheden ikke er de ydre i form af Ahmadinejad og co, men i den ligegyldighed og mangel på indgriben der præger holdningen til den voksende højre ekstremisme. 

Hverdagsglimt.

For nylig hørte jeg om en 104-årig ultra-ortodoks mand med en meget stor familie. Hvis han talte sine børn, børnebørn, oldebørn, tip-oldebørn (muligvis også tip-tipoldebørn), drejede det sig om mere end 1400 mennesker!! Ret vildt! Det siger noget om, hvor mange børn de ultraortodokse får, og at de får dem tidligt.

Nå, det kan jeg ikke prale af. Min pointe var egentlig bare - udover det overraskende og uoverskuelige antal i en familie - at jeg er glad for, at min lille familie kun er på 5. Det er nok at overskue for mig. I hvert fald lige nu. Og sikke fem.
Rebekka, som bliver 6 år om to måneder og lige har tabt sine to første tænder, er begyndt i skole. Vi har efter lang tids overvejelse valgt den lokale kommuneskole, som ligger fem min. væk. Både fordi hun er ret dygtig til hebræisk, kan gå sammen med sin veninde, Noga, som bor dør og dør med os, og fordi vi vil spare op til halvanden times transporttid hver dag. Hvilket også er værd at tage med for en småbørnsfamilie. Men også fordi at vi har hørt gode ting om skolen. Hun har nu gået 1 uge. Og det virker til at gå godt. Hun var noget betuttet og forsigtig de første par dage, men jeg tror, at det hjalp, at Noga og hende kunne følges af. Og så er hun utrolig glad for at sidde og tegne, nusse, skrive og høre efter læreren - og det er en stor hjælp! Hun kommer tit hjem med t-shirten overklistret med klistermærker for "god til at lytte efter" eller "god til at sidde stille og tegne" og lign. Hun skal såmænd nok klare den, vores store pige. Mor og far er i hvert fald ved at revne af stolthed over hende :-)

Hannah, som bliver 4 år om knap tre uger, er begyndt i børnehaven over i synagogen, som ligger lige over for skolen. Det er en reformert synagoge med en kvindelig rabbiner, og den mandlige leder af børnehaven, Avi, er da også gift med en mand og har to børn. Det ville nok ikke gå i en ultraortodoks børnehave! Men det ændrer nu ikke ved, at Avi er utrolig god til børn, og at Hannah trives derovre. Har allerede fået nye venner og er meget optaget af alt det nye, hun lærer. Senere i dag er det hendes tur til at starte til ballet.

Og Andreas? Han er blevet seks måneder og er stadig en lækker og dejlig dreng. Lille kan man ikke kalde ham længere... sundhedsplejersken har dog opgivet at sætte ham på diet og konstaterer blot, at han er stor og har et stort hoved. Men, som hun sagde: "Faderen er jo også ret stor. Har han et stort hoved?" Tja... det aner jeg ikke. Det er ikke lige noget, jeg har sat mig ned og tænkt over :-)
Han er i gang med at lære at spise alm. mad og er ret god til at smage på nyt: fx citron (faderens ide!), oliven og ris. En superdejlig dreng, som forhåbentlig snart lærer at sove lidt mere om natten, så jeg ikke føler mig så gammel :-)

Så vores tid er godt fyldt op med de tre. Den ene dag er der møde på skolen, den anden dag i børnehaven. Så har de legeaftaler (og jeg får trænet mit hebræisk), så hygger vi med naboen på terrassen, så lærer vi nye kammerater at kende, og så er vi til kabbalah Shabbat (shabbat fejring) i synagogen fredag aften. Der er såmænd nok at lave.

Det var lidt om de tre guldklumper i familien. Jakob er godt i gang med arbejdet - bl.a. med den store flok af nye volontører, som vi får her til efteråret. Der bliver op til 25 danskere tilknyttet vores arbejde - hvilket næsten er en tredobling af, hvad vi er vant til! Nye forhold må man sige.

Og mig? Ja, jeg prøver at få det hele til at hænge sammen herhjemme - godt hjulpet af Lone, vores halvtidskirkevolontør (tusind tak til jer, der har støttet økonomisk med at få hende herned til os!) Det er ikke sikkert, at mine indlæg bliver fyldt af politiske eller religiøse overvejelser dette efterår, men jeg vil forsøge at give jer nogle glimt af, hvordan et småbørnsliv kan foregå i J'lem. Enjoy!