Som de fleste af jer nok har fundet ud af, har den sidste uges tid været noget urolig her i Israel. Først og fremmest mest i Sydisrael og i Gaza med massive raketbeskydninger, men desværre også i Tel Aviv og Jerusalem med enkelte nedslag.
Jeg vil ikke gå nærmere ind i den politiske situation eller spå om fremtiden. Det vil jeg lade andre om. Men jeg vil dog give jer et lille indblik i, hvordan jeg har oplevet det, og hvilke tanker jeg har gjort mig i løbet af den sidste uges tid.
- det startede torsdag aften i sidste uge, hvor Jakob og jeg var til Casparis 30 års jubilæumsfest. Mens vi stod og snakkede med Christian Rasmussen, talte vi om den politiske uro og sandsynligheden for, at raketter ville nå til Tel Aviv. Vi var alle enige om, at det var meget usandsynligt. Mens vi snakkede, ringede hans mobil, og Lisbeth fortalte, at hun nu var på vej over i et beskyttelsesrum med alle fire børn, fordi der lige var blevet affyret raketter mod Tel Aviv. Meget overraskende og chokerende for os alle!
- dagen efter snakkede jeg med min nabo og gode ven, Avner. Han fortalte, at han var urolig for at blive indkaldt til hæren som reserve. Han havde ikke lyst til at forlade sin familie (de har tre små børn). Vi blev dog enige om, at raketterne heldigvis ikke kunne nå til Jerusalem... hvem ville dog skyde mod denne by og risikere at ramme Dome of the Rock eller araberne? Efter samtalen tog jeg mine tre børn og deres ældste Noga (som går i klasse med Rebekka) hen på legeplads. Og pludselig - mens vi var der - lød alarmen igen. Først troede jeg, at det var en øvelse (selvom det godt nok ville være en dum dag at have øvelse i). Legepladsen var fuld af andre israelske forældre, og ingen af dem søgte ly. Alle stod bare og lyttede lidt. Jeg havde ellers et kort øjeblik overvejet, om jeg skulle 'fange' alle fire børn og søge ind under en busk, legetårnet eller lign. Jeg vidste faktisk overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre. En af fædrene beroligede mig og sagde, at det bare var en øvelse. Men pludselig kom en af de andre fædre hen og sagde, at han nu havde hørt raketten eksplodere, så han tog hjem. Og på nul komma fem var hele legepladsen tom, og jeg stod der alene med fire små børn. Ret skræmmende. Jeg samlede dem sammen, og så gik vi stille og roligt hjem. Jeg ville ikke gøre dem urolige.
- derhjemme var Nogas mor noget bekymret, og vi fik også en snak om det. Noga var efterfølgende ret ked af det - blev bange for raketterne. Vores pigerne derimod forstod vist ikke rigtig, hvad der foregik. Og jeg lod dem blive i uvidenheden. Men da Jakob kom hjem om aftenen, og vi inden sengetid snakkede om, hvad vi skulle gøre, hvis luftalarmen lød om natten, blev jeg urolig igen. Tænk at diskutere, hvilket rum i lejligheden, der er mest 'bombesikkert'. Og overveje konsekvenserne af at evt. skulle bære sovende børn ned i et shelter midt om natten! Meget surresalistisk.
- i går lød alarmen så igen efter fire dage med ro i Jerusalem. Havde lige nået at sige til mig selv, at det nok var den eneste gang. Og mon ikke der snart kommer våbenhvile. Men ak. Rebekka, Andreas og jeg måtte skynde os ned i skolens beskyttelsesrum, hvor vi sad sammen med ca. 40 larmende israelske børn. Denne gang blev Rebekka noget påvirket af det, og flere gange i går tog vi en snak med hende om, hvad den lyd betød, hvad raketter er, og om det at være bange.
Det er lidt hjerteskærende at se sin store/lille pige med store øjne fortælle om, at hun er bange for at lægge sig til at sove pga. raketterne. Vi blev ved med at berolige hende med, at hun var i sikkerhed, og vi nok skulle passe på hende. Det er okay at være bange, men hjernen må fortælle hjertet, at der ikke sker noget. Sandsynligheden er så utrolig lille. Men for en sikkerhedsskyld går vi i et beskyttelsesrum alligevel. Det er ligesom at være bange for spøgelser - her må hjernen igen berolige hjertet.
- jeg håber, det kan trøste hende lidt. Men mit eget hjerte er også lidt uroligt. Jeg ved godt, at sandsynligheden er utrolig lille, men situationen er alligevel lidt skræmmende og ukendt, synes jeg. Jeg læner mig op af min mands rolige overblik og rationelle argumenter, søger trøst ved de andre mødre og deres lign. bekymringer og prøver at hvile i, at min kærlige Far sætter englevagt om os.
Og så håber jeg meget på en våbenhvile meget snart! Så Avner ikke skal i krig. Så raketterne standser. Så børn i Israel - og Gaza- igen kan sove roligt!
Jeg vil ikke gå nærmere ind i den politiske situation eller spå om fremtiden. Det vil jeg lade andre om. Men jeg vil dog give jer et lille indblik i, hvordan jeg har oplevet det, og hvilke tanker jeg har gjort mig i løbet af den sidste uges tid.
- det startede torsdag aften i sidste uge, hvor Jakob og jeg var til Casparis 30 års jubilæumsfest. Mens vi stod og snakkede med Christian Rasmussen, talte vi om den politiske uro og sandsynligheden for, at raketter ville nå til Tel Aviv. Vi var alle enige om, at det var meget usandsynligt. Mens vi snakkede, ringede hans mobil, og Lisbeth fortalte, at hun nu var på vej over i et beskyttelsesrum med alle fire børn, fordi der lige var blevet affyret raketter mod Tel Aviv. Meget overraskende og chokerende for os alle!
- dagen efter snakkede jeg med min nabo og gode ven, Avner. Han fortalte, at han var urolig for at blive indkaldt til hæren som reserve. Han havde ikke lyst til at forlade sin familie (de har tre små børn). Vi blev dog enige om, at raketterne heldigvis ikke kunne nå til Jerusalem... hvem ville dog skyde mod denne by og risikere at ramme Dome of the Rock eller araberne? Efter samtalen tog jeg mine tre børn og deres ældste Noga (som går i klasse med Rebekka) hen på legeplads. Og pludselig - mens vi var der - lød alarmen igen. Først troede jeg, at det var en øvelse (selvom det godt nok ville være en dum dag at have øvelse i). Legepladsen var fuld af andre israelske forældre, og ingen af dem søgte ly. Alle stod bare og lyttede lidt. Jeg havde ellers et kort øjeblik overvejet, om jeg skulle 'fange' alle fire børn og søge ind under en busk, legetårnet eller lign. Jeg vidste faktisk overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre. En af fædrene beroligede mig og sagde, at det bare var en øvelse. Men pludselig kom en af de andre fædre hen og sagde, at han nu havde hørt raketten eksplodere, så han tog hjem. Og på nul komma fem var hele legepladsen tom, og jeg stod der alene med fire små børn. Ret skræmmende. Jeg samlede dem sammen, og så gik vi stille og roligt hjem. Jeg ville ikke gøre dem urolige.
- derhjemme var Nogas mor noget bekymret, og vi fik også en snak om det. Noga var efterfølgende ret ked af det - blev bange for raketterne. Vores pigerne derimod forstod vist ikke rigtig, hvad der foregik. Og jeg lod dem blive i uvidenheden. Men da Jakob kom hjem om aftenen, og vi inden sengetid snakkede om, hvad vi skulle gøre, hvis luftalarmen lød om natten, blev jeg urolig igen. Tænk at diskutere, hvilket rum i lejligheden, der er mest 'bombesikkert'. Og overveje konsekvenserne af at evt. skulle bære sovende børn ned i et shelter midt om natten! Meget surresalistisk.
- i går lød alarmen så igen efter fire dage med ro i Jerusalem. Havde lige nået at sige til mig selv, at det nok var den eneste gang. Og mon ikke der snart kommer våbenhvile. Men ak. Rebekka, Andreas og jeg måtte skynde os ned i skolens beskyttelsesrum, hvor vi sad sammen med ca. 40 larmende israelske børn. Denne gang blev Rebekka noget påvirket af det, og flere gange i går tog vi en snak med hende om, hvad den lyd betød, hvad raketter er, og om det at være bange.
Det er lidt hjerteskærende at se sin store/lille pige med store øjne fortælle om, at hun er bange for at lægge sig til at sove pga. raketterne. Vi blev ved med at berolige hende med, at hun var i sikkerhed, og vi nok skulle passe på hende. Det er okay at være bange, men hjernen må fortælle hjertet, at der ikke sker noget. Sandsynligheden er så utrolig lille. Men for en sikkerhedsskyld går vi i et beskyttelsesrum alligevel. Det er ligesom at være bange for spøgelser - her må hjernen igen berolige hjertet.
- jeg håber, det kan trøste hende lidt. Men mit eget hjerte er også lidt uroligt. Jeg ved godt, at sandsynligheden er utrolig lille, men situationen er alligevel lidt skræmmende og ukendt, synes jeg. Jeg læner mig op af min mands rolige overblik og rationelle argumenter, søger trøst ved de andre mødre og deres lign. bekymringer og prøver at hvile i, at min kærlige Far sætter englevagt om os.
Og så håber jeg meget på en våbenhvile meget snart! Så Avner ikke skal i krig. Så raketterne standser. Så børn i Israel - og Gaza- igen kan sove roligt!
