To indput...

Nu er vi nået ind i september, og det er ved at være tid til blog-skrivning igen. Siden sidst har vi holdt en dejlig lang sommer i DK med mange gode oplevelser med familie og venner. Det nød vi meget!
Og vi er landet i Israel igen og så småt igang med hverdagen igen. Jeg skriver "så småt", fordi børnenes skole og børnehave først startede for nogle dage siden, og nu nærmer 3 jødiske fester sig i løbet af september, hvilket giver os ca. 8-10 skoledage i løbet af en hel måned. Lidt udfordrende med to jobs og 3 børn hjemme....

Rebekka er nu startet i kita bet og nyder at være større end de små i kita alef :-) Hannah er startet i gan chrova (preschool) og skal lige vænne sig til et nyt sted. Men hun klør på, så hun skal nok klare sig. Andreas startede i sin nye børnehave på universitetet i går, men indtil nu er far med hele tiden. Det er den samme børnehave, som Rebekka startede i, da vi flyttede herned for 4 år siden, og pigerne har i alt gået deroppe i 3 år, så det er helt nostalgi at være tilbage igen. Han skal lige lære spillereglerne, men han er allerede godt i gang med at charme de voksne, så mon ikke han også klarer sig.

Grunden til, at jeg skriver idag er, at jeg for nylig har fået to spændende og interessante indput på konflikten hernede. Det første indput kom fra bogen "Søn af Hamas", som er skrevet af Musab Hassan Yusef, som er søn af en højtstående leder i Hamas, og som ender med at bryde med Hamas, blive kristen og være spion for Israel. En interessant og spændende livsberetning fra en usædvanlig vinkel. Han fortæller om, hvordan han oplever hhv. 1. og 2. intifada, og hvordan han følelsesmæssigt bliver påvirket af selvmordsbomberne. Jeg har efterhånden både skrevet, læst og holdt oplæg om disse emner, men det er alligevel mærkeligt, når han skriver, at det var en barndomsven, der sprængte sig selv i luften i French Hill krydset for ca. 10 år siden. Det var ikke bare en kynisk terrorist, der valgte at tage andre mennesker med i døden. Det var et menneske, han kendte og havde været glad for. Og det skete nogle få hundrede meter fra min bopæl. Det er altså lidt mærkeligt.

Jeg blev grebet af bogen, fordi det er højst usædvanligt at høre historien fra Hamas' side. Og så endda fra en mand, som traf nogle markante og utraditionelle valg i sit liv. Jeg blev rørt af hans ærlighed og evne til at se fejl ved både israelernes og palæstinensernes side. Det er ikke så tit, at jeg møder ægte selverkendelse og selvindsigt hernede. Det er så nemt at se fejlene hos de andre, men så svært at se dem hos sig selv. Det er på nogle måder 'rarere' at være offeret end at erkende, at begge sider er ofre og dem, der begår overgreb. for Musab var ting ikke sort/hvidt, og han beskriver overgreb på begge side. Samtidigt er han drevet af et ønske om at skabe fred. Som han selv slutter bogen med: "Sandhed og tilgivelse er det eneste, der kan bringe fred til Mellemøsten. Udfordringen, især mellem israelere og palæstinensere, består ikke i at finde løsningen. Udfordringen består i at finde modet til at som den første at gribe løsningen."
Meget tankevækkende bog, som jeg kun varmt kan anbefale. Gid der var flere som ham hernede, der turde have selverkendelse, og som ønskede at kæmpe for fred og tilgivelse.

Det andet indput, som jeg har fået fornylig, kom fra en noget mere useriøs kant. Som udenlandsdansker rammes jeg indimellem af 'missionærsyndromet', hvor jeg ikke aner, hvad danskere snakker om. Jeg havde fx aldrig hørt om Monte Carlo, men jeg blev gjort opmærksom på, at de havde lavet en programserie, som hed "Monte Carlo elsker jøderne", hvor de to værter rejste til Israel for at prøve at finde ud af, hvorfor denne konflikt havde varet så længe og var så tilsyneladende uløselig. I modsætning til den omtalte bog er disse værter naturligvis noget mere useriøse og satiriske. Jeg har indtil videre set to programmer, og selvom de er ret overfladiske og til tider tager lidt for let på et emne, som er meget kompliceret og følsomt for mange mennesker (omtaler fx konflikten som en "årelang nabostrid." - det er måske en lidt forfladiget måde at beskrive det på). Men hvis man går med på deres præmis om, at det er satire og et forsøg på at vise Mellemøsten på en anden måde, er det egentlig både underholdende og ret interessant. De gør i hvert fald et forsøg på at se tingene fra begge sider og har efterfølgende deres egne refleksioner over det. De deltager fx i en demonstration i Bi'lin på Vestbredden - den ene fredag på palæstinenserne side og den næste fredag på jødernes side. Jeg synes, at de mangler lidt forståelse for konfliktens dybde og seriøsitet for mange mennesker i dette område, men på den anden side er det forfriskende at se på konflikten med nye, udefrakommende øjne, som vinkler det på helt andre, overraskende måder. Og samtidigt er det ganske underholdende at se dem prøve ultraortodokse hatte, oparbejde mod i en demonstration eller danse til musik ved Grædemuren. I hvert fald tankevækkende.

Dryp fra sidste uge...

Her fire dage før vi pakker kufferten og tager på sommerferie i DK (juhuu!), vil jeg gerne fortælle lidt om, hvad vi har lavet den sidste uges tid.

Skt. Hans på terassen på Bar Kochba Street

I søndags holdt vi Skt. Hans fest på terrassen for de tilbageværende volontører og andet godtfolk. Havde endda fået besøg af Mette og Martin fra Jaffo, så der var rigtig fest :-) Som det sig hør og bør, havde vi naturligvis lavet hekse (3 stk), sang Skt. Hans visen og lavede snobrød. En rigtig hyggelig aften i godt selskab.

I mandags var vi til sommerfest med Rebekkas klasse på en legeplads i området. Jakob og Avner (naboen) stod for en vandpost og havde i den anledning fyldt en masse vandballoner og indkøbt en stor vandpistol. Posten var - som forventet - et stort hit; især blandt drengene. Til festen blev vi også bedt om at medbringe mad fra vores land eller egn. Avner mente bestemt, at vi skulle servere bacon, men af hensyn til de øvrige deltagere nøjedes jeg med at lave kalkunfrikadeller og kartoffelsalat. Det er vist det tætteste, vi kommer på dansk mad hernede, når vi ikke importerer grisekød. Men der blev da spist op.

Onsdag blev det tid til at sige farvel til Anne-sofie, som rejste hjem efter ialt 9 måneder i Israel (on-off). Trist at sige farvel til sådan en dejlig kvinde, men et privilegium at have lært hende at kende. Alle tre børn elsker hende højt, og vi vil savne hende i hverdagen, men ønsker hende også held og lykke med det nye livskapitel i Norge.

Fredag aften var vi inviteret til Sabbat middag i synagogen sammen med forældre og søskende fra Hannahs børnehave. En hyggelig og festlig aften, selvom ventetiden indimellem blev lidt lang for både små og store. Måske mest for den store (mig), der ikke forstod så meget af det hebræiske, og synes, det var længe at vente på det lækre tag-selv-bord. Vi spiste til bords med et andet forældrepar, som undrede sig over, at vi havde valgt at sende Hannah i netop denne synagoge, når vi nu ikke er jøder. Jeg fortalte, at vi havde fået den anbefalet af nogle venner, og desuden syntes vi, at det havde været en rigtig god oplevelse for Hannah at være der. Hun er blevet fuldt ud accepteret som den, hun er (den eneste kristen), og samtidigt lært en masse om jødedom. Forhåbentlig har vi alle lært lidt mere om, hvor vigtigt det er at give plads til hver enkelt - uanset de forskelle der måtte være. Vi har sat utrolig stor pris på børnehaven og især på Avi, lederen. Dygtig pædagog og fuld af ideer; men også fuld af kærlighed og omsorg for det enkelte barn.  På onsdag har Hannah sidste dag i børnehaven - et stik i hjertet for os alle!

I går spiste vi frokost med nabopigen, Noga. Alt foregik hviskende, fordi Andreas sov. Pludselig faldt samtalen på tro, og pigerne begyndte at spørge hende om tro. Hvor kommer vi fra? Hvor kommer naturen fra osv.? Hun troede ikke på Gud, fortalte hun, men mere på, at alt kommer fra naturen. Hun kunne dog ikke svare på, hvor naturen kom fra, og endte med at blive helt rundtosset. Måske godt hjulpet af, at hun nærmest blev overfaldet af to meget ivrige og ihærdige missionærer, der blev ved med at hviske "Elohim, Elohim" (Gud). Og det var altså ikke Jakob og mig! Skæg lille episode. Jeg prøver at lære pigerne at respektere de af deres venner, som tror noget andet, end de gør. Men samtidigt er det også lidt rørende at se deres egen overbevisning skinne igennem. For dem er der ingen tvivl om, hvordan tingene hænger sammen. Barnetro er fantastisk!

Om fire dage rejser vi som sagt til DK på ferie og vender først tilbage igen den 14. august. Vi glæder os til et gensyn med familie og venner og tænker tilbage med taknemmelighed på et godt semester i J'lem. Vi har haft mange gode oplevelser og mødt mange dejlige mennesker. Tak til alle volontører, venner og andet godtfolk for et godt semester! Og god ferie :-)

Den sidste uges tid...

Det er egentlig ikke, fordi den sidste uges tid har været helt usædvanlig hernede. Jeg (Lise) kunne bare godt tænke mig at dele nogle af mine oplevelser og tanker med jer, så I får en fornemmelse af, hvad der også kan foregå hernede.

Tirsdag i sidste uge var jeg til Open Lecture på Caspari og hørte et foredrag om messianske jøder i den jødiske ghetto i Waszawa under 2. verdenkrig. For en historieinteresseret som mig var det vældig interessant; især fordi jeg egentlig aldrig har overvejet eller tænkt over, at en vis procendel af de jøder, der døde under 2. verdenskrig, faktisk var messianske jøder! Det gør det hverken værre eller bedre - det er bare en ny vinkel.
Foredragsholderen fortalte også om en tur til Polen, som han havde foretaget for nylig. Efter et restaurantbesøg opdagede han et billede af en rabbiner hængende på restaurantens væg lige ved døren - dog vendt på hovedet. Han undrede sig og spurgte værten, hvorfor der mon hang sådan et billede der. Svaret var, at mange restauranter og forretninger i Polen åbenbart har billeder hængende af jøder, for 'de bringer jo økonomisk held' (jf. tankegangen om, at jøder pr. definition altid er dygtige til forretning og økonomi). Han undrede sig over, hvorfor billedet så hang på hovedet, hvortil svaret var: "jamen, vi kan jo ikke lide jøder!" Ikke udtalt på vegne af værten, men som en udtalelse om den generelle holdning blandt mange i Polen.

Skræmmende at antisemitisme stadig kan florere, når man tænker på, hvad der er foregået i historien. Især i et land som Polen. Er der ingen, der har taget ved lære og tager afstand fra det?
Jeg fortalte historien til en ældre jødisk kvinde hernede, og hun endte med at sidde med tårer i øjnene. Det kan jeg egentlig godt forstå.

Torsdag til søndag havde jeg besøg af min danske kollega, Lise Søndergaard, og vi var ude og besøge en række steder for at se, om de kunne være potentielle nye volontør-steder. I forbindelse hermed mødte vi flere spændende og interessante mennesker med meget på hjerte. Et af stederne var en kristen organisation kaldet "Shevet Achim", som arbejder med hjertesyge børn fra arabiske lande i regionen, hvor lægerne ikke er i stand til at operere dem. Lande som fx Kurdistan, Iran, Irak, Syrien mm. Organisationen får sendt børnene og deres mødre til J'lem, hvor de bor, indtil de kan blive opereret i Tel Aviv. Når de er kommet sig helt, rejser de tilbage til hjemlandet. Jeg blev rørt over den - ja - hjertevarme, der var på stedet. Kærligheden til børnene, ønsket om at hjælpe dem. Tanken om, at vi alle i bund og grund er ens, og vi bør se ud over det, som typisk skaber skel: religion, etnicitet osv.(de fleste børn kommer fra muslimsk baggrund). Et sygt barn er et sygt barn - sådan er det! Og vi bør alle række ud og hjælpe til.
Læs evt. mere på deres hjemmeside, hvor du bla. kan læse om de enkelte børns historie. http://www.shevet.org/

Mit hjerte ville aldrig kunne holde til at arbejde sådan et sted, for jeg ville have lyst til at tage alle de små børn med mig hjem. Jeg ville ikke kunne bære, at de kunne dø, eller at jeg måtte sige farvel til dem og sandsynligvis aldrig se dem igen. Så jeg har den største respekt for dem, der kan arbejde sådan et sted. Dem, der gør en forskel i de børns liv. Og hvis du har den mindste smule penge til overs, så overvej, om dette ikke var et godt sted at placere dem!
Pigerne og jeg har i hvert fald besluttet at give noget af deres gamle tøj og legetøj til disse børn, så de har lidt at tage med hjem i kufferten, når de skal afsted. Det er da det mindste, vi kan gøre...

Lidt nyt herfra J'lem

To måneder er gået - det er vist for længst blevet tid til at skrive lidt nyt på bloggen igen. Derfor vil jeg her give en kort status over hvert enkelt medlem i familien:

Andreas: 14 måneder gammel, aktiv, glad og charmerende. Har fået sin 8. tand og øver sig meget i at spille fodbold. Udviser indtil nu tydelig evner inden for boldbeherskelse til glæde for farmand :-) Har en stor interesse i biler, busser, lastbiler mm, så lykken er gjort, når nogle vil gå en tur med ham på p-pladsen eller stå ved den store vej og se på de køretøjer, der kommer forbi. Stadig glad for kiks og bamba og nyder at lege med sin ven Joel eller sine søstre.

Hannah: 4 1/2 år, udtryksfuld, glad og fuld af gåpåmod. Trives i børnehaven og leger godt med sin ven Abigail, som bor i naboopgangen. Er begyndt selv at sætte sit hår, så vi kan snart undværes, da hun længe har udvalgt sit tøj selv. Selvstændig og stærk og har en mening om det meste. Elsker at male og tegne eller spille Friv på computeren. Blev forleden dag interviewet af en universitetsstuderende, der studerede børns udviklingspsykologi, og derfor gerne ville snakke med en 4-årig. Hun 'bestod' med glans :-)

Rebekka, 6 1/2 år: skolepige, tænksom og følsom. Glad for at gå i skole, men sætter også pris på weekender og fridage. Leger godt med nabopigen Noga, som hun udtalte flg. om forleden dag: "Jeg elsker Noga lige så højt, som jeg elsker mig selv!" Stiller mange spørgsmål og vil gerne forstå, hvad der foregår. Glæder sig meget til at flytte til DK til næste januar - især fordi der er sne i DK.

Jakob: har overstået påsken, 4 ugers kursus for norske MF-studenter på Caspari og Galiæaturen for vores egne volontører. Så kan nu se frem til en rolig arbejdsperiode for første gang siden jul. Nyder stadig computerspil, fodbold eller en kold øl. Er begyndt at overveje sin fremtid i DK, da vi nu ved, at vi rejser til DK til januar 2014.

Mig: alder ukendt - eller som pilot-Anders siger: "i sin bedste alder!" :-) Nyder at have manden mere hjemme, så jeg ikke er alenemor længere. Trives med volontører og andet godtfolk. Overvejer også sin fremtid i DK og har indimellem søvnløse nætter pga. bekymringer om fremtiden. Øver mig i at lægge alt i de hænder, som kender fremtiden, og som ønsker os alle det bedste.

Vi glæder os, at vores afløsere er fundet, og tror på, at de bedste er blevet valgt! Men nyder også tiden her i Israel og samværet med venner her. Der er stadig 8 måneder igen... 

Hvem er jeg?

Hvem er jeg?
Ja, det er et godt spørgsmål. Normalt ikke noget, jeg går rundt og reflekterer over hele tiden, men indimellem dukker det op. Fornylig dukkede det op i forbindelse med, at Charlie (far til Hannahs gode veninde fra børnehaven) spurgte mig, om jeg ville medvirke i en årlig photo-shoot. Han var medarrangør af et tiltag på French Hill, hvor der bliver taget billeder af kvinder i lokalområdet. Disse billeder kommer op og hænge på lygtepæle mm. med kvindens navn og 'titel' nedenunder. Jeg lagde godt mærke til dem sidste år, da de dukkede op. Dejlige billeder af smukke, naturlige kvinder, hvoraf jeg kendte flere. Jeg har nydt at se på billederne, fordi:
1. det var kvinder i alle aldre; ikke kun dem mellem 15-20 år, som ligner modeller (og vejer 10 kg for lidt).
2. de så naturlige ud - og var dermed smukke på hver deres måde. Jeg blev endnu engang bekræftet i min antagelse om, at jødiske kvinder bare er smukke!

Jeg tror, at ideen bag tiltaget var dels at engagere lokalsamfundet og vise lokale borgere, men måske også som et statement mod visse områder i Jerusalem, hvor det er ildeset af vise billeder af kvinder af religiøse årsager (også selvom det kun er et ansigtsbillede). Altså dermed et forsøg på at vise, at på French Hill tør vi godt vise vores kvinder, og de har hver noget at komme med.
Som bibemærkning: hvis de ultraortodokse mænd protesterer over ansigtsbilleder af kvinder, skulle de prøve at se de reklamebilleder, der findes i DK!! Da kan man da brokke sig over en bestemt afbildning af kvinder!!

Selvfølgelig ville jeg gerne støtte op om sådan et tiltag, selvom jeg undrede mig over, at jeg blev spurgt, når jeg nu ikke er jøde. Men lokal i området er jeg da :-) Så en fredag morgen stillede jeg mig op ved en blomstrende busk i solskinnet og smilede alt det, jeg har lært :-)

Det interessante - og i denne sammenhæng relevante (jf. spørgsmålet) - kom frem, da Charlie ringede til mig og spurgte, hvad der skulle stå under mit billede udover mit navn. Skulle der stå 'mor', 'hustru', min titel, noget andet? Ja, det var jo et godt spørgsmål, for hvem er jeg? Og hvordan præsenterer man kort sig selv? Jeg kunne ikke rigtig affinde mig med, at der skulle stå 'mor' eller 'hustru' (eller 'fru præst' for den sags skyld!). Ikke fordi jeg ikke elsker mine børn og moderskabet - eller Jakob. For det gør jeg bestemt. Men jeg synes også, at jeg er mere end det. Jeg har min egen identitet; er en person i mig selv uden nødvendigvis at skulle hænge sammen med nogle andre. Og dermed ikke et ondt ord om det at være mor/hustru/ven/søster osv.

Det oplagte svar var naturligvis min uddannelse. Men "cand. mag. i Nordisk litteratur og sprog og Musikvidenskab" er ikke så nemt at oversætte til hebræisk! Jeg fandt ud af, at det svarede til "Master of Arts" på engelsk, så det blev mit bedste bud.

Det medførte dog en interessant diskussion med Charlie og senere med mig selv om, hvordan man vil beskrive sig selv, hvis man kun har lidt plads at gøre det på. Charlie jokede med, at der kunne stå "missionær", men det modsatte jeg mig!

For sandheden om mig - og om jer - er jo, at vi har mange roller; mange identiteter. Det kan ikke siges kort, hvem vi er. Og dog: jeg kom nemlig til at tænke på en sang af det kristne band Casting Crown med titlen "Who am I", hvor ordene lyder:
"I am a flower quickly fading, here today and gone tomorrow. A wave tossed in the ocean. Vapor in the wind. Still You hear me when I'm calling, Lord you catch me when I'm falling. And You've told me who I am. I am Yours, I am Yours."
Og omkvædet forklarer hvorfor:
"Not because of who I am, but because of what You've done. Not because of what I've done, but because of who You are."

Så hvem er jeg? Jeg er Guds!

PS: det endte med, at der på plakaten står mit navn og titlen "partner fra DK" på hebræisk. Og tja - det kan jeg godt leve med :-)

Strøtanker om lidt af hvert...

Dette blogindlæg risikerer at blive en smulet rodet, men jeg havde bare lyst til at dele nogle tanker med jer. Da jeg ikke syntes, at jeg havde evnerne til at samle det hele til ét stor indlæg med indledning, rød tråd og en stor sammenfattende konklusion, bliver det blot en smule strøtanker fra min side...

Jeg havde en god oplevelse i Light Rail'en forleden dag. Jeg sad ved siden af en midaldrende arabisk kvinde, som var sød at gøre mig opmærksom på, at sædet ved siden af hende var ledigt, da jeg stod med en række tunge poser i hånden (havde lige været på det jødiske marked). I løbet af turen begyndte hun at snakke med mig på hebræisk.. spurgte mig fx om, hvor jeg boede. Jeg prøvede at forklare hende, hvor det var, men da dette spørgsmål blev efterfulgt af en lang smøre på hebræisk, begyndte det at knibe med forståelsen. Herefter tog to midaldrende jødiske kvinder over, som sad overfor os. De begyndte at snakke med den arabiske kvinde, og det udviklede sig til en lille hyggesnak for dem. Da den arabiske kvinde gik ud af turen, smilede de jødiske kvinder til hende og sagde "Ma Salaam" (ala farvel) til hende, mens hun svarede "Yom tov" (god dag) tilbage til dem. Jeg ved godt, at det bare var en lille ting, men jeg syntes, det var så positivt at se disse kvinder sludre sammen. Kun smil og venlighed fra begge parter. Ikke noget med mistro eller konflikt. Det bekræftede min tese om, at langt de fleste arabere og jøder hernede i virkeligheden bare ønsker at få lov at leve et alm. hverdagsliv i fred og ro. De ønsker ikke politiske, kulturelle eller religiøse stridigheder, men et alm. fredeligt liv som alle vi andre. Det er ikke dem, der skaber konflikten. Det er derimod de ekstreme på begge sider og politikerne, som ikke kan nå til enighed.

En  mindre god oplevelse de sidste par dage har været, at Jakobs morfar, Axel, døde i sidste uge. Han var godt nok 91 år gammel, syg og dårlig, og savnede sin kone Grete noget så forfærdeligt, så jeg ønskede ikke for ham, at han skulle leve længere. Men det er alligevel altid trist at miste. Vi vil komme til at savne hans varme charme og store personlighed. I skrivende stund er Jakob og Andreas i DK til begravelse. Jeg håber, de får en god dag trods alt med mulighed for at sige farvel. Oplevelsen har dog medført en lang række snakke med pigerne om død, himmel og Jesus. De har været noget optaget af det med døden, men som børn nu gør, så tager de det stille og roligt. Hannah erklærede her til morgenmaden, at hun gerne ville dø snart, så hun kunne komme til at lege gemmeleg med Jesus! Rebekka derimod, som den tænksomme og følsomme pige hun er, var mere glad for, at oldefar nu er et sted, hvor der ikke er nogle, der er kede af det, bliver syge eller dør. Der glædede hun sig til at komme hen.

Den sidste strøtanke i denne omgang handler om nyheder fra DK. Jeg prøver at følge med på nettet i, hvad der sker i DK.. om ikke andet så på et overordnet plan. Og to nyheder har især skilt sig ud i det seneste tid: 1) at folk er så voldsomt optaget af, om schæferhunden Thor skal aflives pga. voldsom opførsel, eller han ikke skal. Han er tilsyneladende blevet bortført/reddet af en politimand, som mente, han var i sin fulde ret til at tage loven i egen hånd, fordi det var synd for hunden. Bemærkelsesværdigt! Og endnu mere bemærkelsesværdigt er, hvor meget folk går op i denne sag. Hvor indædt diskussionen kan blive, og hvor hadske folk nærmest bliver i forsvar for denne hund i dyrevelfærdens navn. I selv samme navn er det åbenbart i orden at være voldsomt kritisk over for en hundepsykolog, som vovede at udtale sig negativt om Thor. Som om at hundens tarv sættes over respekt for andre mennesker og alm. takt og tone.
Det undrer mig meget. Siden hvornår er hunde/dyr blevet vigtigere end mennesker?
Og hvorfor fokuseres der ikke mere på 2) de jødiske børn i DK, som åbenbart ikke har frit skolevalg, fordi de risikerer mobning på visse københavnske skoler fra palæstinensiske børn?! Det, synes jeg da, er langt værre end en hunds ve og vel! Jeg ved godt, at de to sager ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg undrer mig bare over, at en hund kan fylde så meget i nyhederne, når jeg synes, at den anden sag er både langt vigtigere, men også noget mere oprørende.
Læs evt. følgende link med titlen "Jøder - dem er det ikke synd for":

http://www.metroxpress.dk/debat/jder-dem-er-det-ikke-synd-for/KObmaD!nYg8Fi7RiCNHk/?fb_action_ids=10200508556299650&fb_action_types=og.likes&fb_source=other_multiline&action_object_map=%7B%2210200508556299650%22%3A524165050951378%7D&action_type_map=%7B%2210200508556299650%22%3A%22og.likes%22%7D&action_ref_map=%5B%5D

Meget tankevækkende, synes jeg. 

Juletræsekskursion

Ca. Sådan her ser det ud når 20 israelske børn fra den lokale synagoges menighedsbørnehave danser rundt om et juletræ til Søren Banjamus...

Hanna vores yngste datter på 4 som selv går i børnehaven havde fået lov at invitere sine venner fra børnehaven hjem for at se vores juletræ. En god mulighed for at fortælle lidt om hvad julen går ud på skulle man syntes.

Problemet er bare at det er forbudt at evangelisere i Israel for mindreårige, hvilket gør en suspekt så snart man skal formidle noget som har bare en forbindelse til religion til børn.

Jeg spurgte lederen i børnehaven om jeg måtte læse juleevangeliet for dem på hebraisk hvortil kommentaren var: "Avital will die". Avital er den ortodokse pædagogmedhjælper i børnehaven. Og selvom det blev sagt af lederen som er noget mere liberal og sagt med et glimt i øjet så gemmer der sig en sandhed bag.

Ortodokse jøder har stadig den opfattelse at Jesus og Kristne er deres modstandere og at det er en vederstykkelighed at lytte til det kristne budskab. Desværre.

Så derfor også Søren Banjomus og ikke et barn er født i Betlehem.

De fik dog lidt af budskabet med da lederen fik børnene til at sidde omkring træet og spurgte dem hvad de kunne genkende på træet fra Hannuka (Den jødiske lysfest som i år faldt i starten af December). Og vi fandt frem til at begge fester handler om hvordan lyset skinner i mørket.

Det er mit håb at lyset fra evangeliet en dag kan få lov at oplyse det mørke som formørker især nogle ortodokses opfattelse af hvem julens hovedperson var og er.

En lærerig søndag!

I går var jeg på en guidet tur med en af vores venner, Yanai, som arbejder som turguide og skriver en ph.d. på universitetet om uafhængighedskrigen i 1948. Formålet med turen var at fortælle os om Israel i nyere tid og give en større forståelse af de nuværende grænseuenigheder i landet (fx om røde, grønne og blå grænselinier op gennem tiden), bosættelser, sikkerhedsmuren og livet i Østjerusalem.

Altsammen meget spændende emner og fortalt på en engageret og (så vidt mulig) nuanceret måde. 

Jeg vil ikke her gengive hele turens program i detaljer, men blot gengive noget af det, der gjorde mest indtryk i løbet af dagen. Ikke fordi jeg vil gå ind i den politiske diskussion om disse problemstillinger, men blot give jer en fornemmelse af, hvad vi hørte..

- det var underligt igen at stå på den gade i Gilo, hvor jeg boede, da jeg var volontør i foråret 2000. Få måneder efter at jeg rejste tilbage til DK, oplevede volontørerne, at der blev skudt på lejligheden, og de måtte søge ly i køkkenet. Terrassen var siden mærket af skudhuller. I dag havde lejlighederne skudsikre vinduer, og der var bygget ekstra mure op omkring skoler, børnehaver mm., så palæstinenserne ikke længere kunne skyde dertil fra Beit Jala (forstad til Betlehem, som ligger på den anden side af dalen).  Tænk sig, at jeg den gang prøvede at gå ned af bjerget fra Gilo, gennem Beit Jala og ind til Manger Square i Betlehem.. stort set uden problemer. I dag er den gåtur umulig pga. sikkerhedsmuren, checkpoints, stødhegn mm.

- Yanai fortalte om en palæstinensisk landsby på Vestbreden (lige overfor Gilo) på ca. 1000 indbyggere, som af uvisse årsager er ved at blive omringet af sikkerhedsmuren. Dvs. hele landsbyen på et tidspunkt vil være indhegnet af en 8 m høj betonmur! Helt absurd. Og det var ikke fordi alle indbyggerne var livsfarlige terrorister; men derimod helt almindelige bønder. Selv de jødiske bosættere tæt ved protester imod beslutningen, men det lader ikke til, at den bliver ændret….

-   - Op til 80 % af alle indbyggere i Østjerusalem lever under fattigdomsgrænsen, og man vurderer, at op                               
       til 6000 børn ikke går i skole, fordi de ikke har adgang til det. Der er simpelthen ikke bygget skoler 
       nok. Hvad gør det ikke ved en fremtidig generation, at de skal vokse op under sådanne vilkår?  
       Kontrasten ml. øst og vest i denne by er ufattelig stor!

-  - Yanais fortælling om, hvordan han to gange har oplevet at være en af de første, der ankom til en café            
      eller lign, som lige har været udsat for en selvmordsbombe (under 2. intifada). Hvordan han kunne stå 
      og se på kroppene af døde børn…

-  - Besøget i en jødisk bosættelse på toppen af Oliebjerget, som blev skarpt bevogtet af sikkerhedsvagter 
     (vi fik næsten ikke lov til at komme ind), og hvor mødrene må hente børnene i børnehave i ekskorteret 
      konvoj af sikkerhedsmæssige årsager. Den palæstinenser, som solgte huset til dem, er siden blevet 
      myrdet

-  - Yanais beskrivelser af, hvordan han oplevede urolighederne i november måned i år. Hvordan han blev 
      indkaldt til hæren midt om natten og måtte forlade sin kone og tre børn, og hvor tæt soldaterne (ifølge 
      ham) egentlig var på at rykke ind i Gaza. Dette blev fortalt på engelsk på en arabisk café midt i Sheikh 
      Jarrah, hvor betjeningen var arabisk og udmærket forstod engelsk. Det gav en underlig situation, synes 
      jeg.

Jeg blev så glad for, at jeg ikke er en af dem, der engang skal sidde ved forhandlingsbordet og finde ud af, hvordan man rent konkret løser nogle af de meget komplicerede problemstillinger, der er i denne tilsyneladende uløselige og fastlåste konflikt. Der er utrolig mange svære spørgsmål, som der ikke gives nemme, konkrete løsningsmuligheder til:

Hvad gør man med de palæstinensiske flygtninge? Er en tostatsløsning det bedste? Og hvor skal grænsen rent praktisk gå? Kan det rent praktisk lade sig gøre at flytte flere tusind jøder og palæstinensere rundt, hvis grænserne ændrer sig markant? Hvilken type by ville Jerusalem være, hvis beboerne i øst fik de samme rettigheder, muligheder og økonomi som dem i vest? Hvad gør det ved et menneske at leve op af en 8 m høj betonmur? Hvordan undgår man at skabe en os-dem stemning?

Hvordan forsoner man disse to folk? Er det overhovedet muligt?

Der blev sat mange tanker igang efter sådan en tur...

Tanker i en urolig tid...

Som de fleste af jer nok har fundet ud af, har den sidste uges tid været noget urolig her i Israel. Først og fremmest mest i Sydisrael og i Gaza med massive raketbeskydninger, men desværre også i Tel Aviv og Jerusalem med enkelte nedslag.
Jeg vil ikke gå nærmere ind i den politiske situation eller spå om fremtiden. Det vil jeg lade andre om. Men jeg vil dog give jer et lille indblik i, hvordan jeg har oplevet det, og hvilke tanker jeg har gjort mig i løbet af den sidste uges tid.

- det startede torsdag aften i sidste uge, hvor Jakob og jeg var til Casparis 30 års jubilæumsfest. Mens vi stod og snakkede med Christian Rasmussen, talte vi om den politiske uro og sandsynligheden for, at raketter ville nå til Tel Aviv. Vi var alle enige om, at det var meget usandsynligt. Mens vi snakkede, ringede hans mobil, og Lisbeth fortalte, at hun nu var på vej over i et beskyttelsesrum med alle fire børn, fordi der lige var blevet affyret raketter mod Tel Aviv. Meget overraskende og chokerende for os alle!

- dagen efter snakkede jeg med min nabo og gode ven, Avner. Han fortalte, at han var urolig for at blive indkaldt til hæren som reserve. Han havde ikke lyst til at forlade sin familie (de har tre små børn). Vi blev dog enige om, at raketterne heldigvis ikke kunne nå til Jerusalem... hvem ville dog skyde mod denne by og risikere at ramme Dome of the Rock eller araberne? Efter samtalen tog jeg mine tre børn og deres ældste Noga (som går i klasse med Rebekka) hen på legeplads. Og pludselig - mens vi var der - lød alarmen igen. Først troede jeg, at det var en øvelse (selvom det godt nok ville være en dum dag at have øvelse i). Legepladsen var fuld af andre israelske forældre, og ingen af dem søgte ly. Alle stod bare og lyttede lidt. Jeg havde ellers et kort øjeblik overvejet, om jeg skulle 'fange' alle fire børn og søge ind under en busk, legetårnet eller lign. Jeg vidste faktisk overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre. En af fædrene beroligede mig og sagde, at det bare var en øvelse. Men pludselig kom en af de andre fædre hen og sagde, at han nu havde hørt raketten eksplodere, så han tog hjem. Og på nul komma fem var hele legepladsen tom, og jeg stod der alene med fire små børn. Ret skræmmende. Jeg samlede dem sammen, og så gik vi stille og roligt hjem. Jeg ville ikke gøre dem urolige.

- derhjemme var Nogas mor noget bekymret, og vi fik også en snak om det. Noga var efterfølgende ret ked af det - blev bange for raketterne. Vores pigerne derimod forstod vist ikke rigtig, hvad der foregik. Og jeg lod dem blive i uvidenheden. Men da Jakob kom hjem om aftenen, og vi inden sengetid snakkede om, hvad vi skulle gøre, hvis luftalarmen lød om natten, blev jeg urolig igen. Tænk at diskutere, hvilket rum i lejligheden, der er mest 'bombesikkert'. Og overveje konsekvenserne af at evt. skulle bære sovende børn ned i et shelter midt om natten! Meget surresalistisk.

- i går lød alarmen så igen efter fire dage med ro i Jerusalem. Havde lige nået at sige til mig selv, at det nok var den eneste gang. Og mon ikke der snart kommer våbenhvile. Men ak. Rebekka, Andreas og jeg måtte skynde os ned i skolens beskyttelsesrum, hvor vi sad sammen med ca. 40 larmende israelske børn. Denne gang blev Rebekka noget påvirket af det, og flere gange i går tog vi en snak med hende om, hvad den lyd betød, hvad raketter er, og om det at være bange.
Det er lidt hjerteskærende at se sin store/lille pige med store øjne fortælle om, at hun er bange for at lægge sig til at sove pga. raketterne. Vi blev ved med at berolige hende med, at hun var i sikkerhed, og vi nok skulle passe på hende. Det er okay at være bange, men hjernen må fortælle hjertet, at der ikke sker noget. Sandsynligheden er så utrolig lille. Men for en sikkerhedsskyld går vi i et beskyttelsesrum alligevel. Det er ligesom at være bange for spøgelser - her må hjernen igen berolige hjertet.

- jeg håber, det kan trøste hende lidt. Men mit eget hjerte er også lidt uroligt. Jeg ved godt, at sandsynligheden er utrolig lille, men situationen er alligevel lidt skræmmende og ukendt, synes jeg. Jeg læner mig op af min mands rolige overblik og rationelle argumenter, søger trøst ved de andre mødre og deres lign. bekymringer og prøver at hvile i, at min kærlige Far sætter englevagt om os.
Og så håber jeg meget på en våbenhvile meget snart! Så Avner ikke skal i krig. Så raketterne standser. Så børn i Israel - og Gaza- igen kan sove roligt!

Hvad hjertet er fyldt af...

Tid til en ny familie-opdatering herfra J'lem...
Hvad render vi rundt og laver i hverdagen?

Tja, mine børn er vist egentlig generelt lidt seje...
For nogle uger siden hørte de i Hannahs børnehave en fortælling om, at det vigtigste er ikke, hvordan du ser ud, men hvad der er inde i hjertet. Avi (lederen) spørger så børnene om, hvad der er i hjertet, hvorefter Hannah svarer hurtigt: Yeshua! Sådan Hannah - godt svar som eneste kristen i en jødisk synagoge. Avi fortalte, at de voksne havde grinet ret meget af svaret, mens børnene ingenting forstod. Som han sagde: "jeg må hellere til at forklare de andre børn en dag, at Hannah er lidt anderledes..." Men godt gået, min pige!

Rebekka er startet i skolen igen efter to ugers Yom Kippur / Sukkot ferie. Her til aften sad hun og lavede lektier, og pludselig hører jeg min femårige datter sidde og læse op til flere sætninger på perfekt hebræisk (med rullende 'r' og det hele). Hold da op - det er godt gjort, når hun kun har gået i skole i halvanden måned...

Og Andreas? Ja, den længe ventede tand er endelig brudt frem. Han har lært at rejse sig op og stå - hvilket han så gør hele tiden og ved alting. Jeg giver ham snart en hjelm på, så han ikke skal slå hovedet mere på det hårde marmorgulv! Han har stort set lært at sove natten igennem, og han spiser meget af vores mad. Især hvis det smager af noget: dvs. humus, oliven, feta, lasagne, karrysuppe... ikke det kedelige, smagsløse overvurderede babymad! :-) Så han klarer sig ganske pænt.

Og Jakob og jeg? Jakob har lige haft 19 volontører og andet godtfolk tre dage med ude i ørkenen. De havde en super tur, og imens boede Lone hos mig og hjalp med hus og børn. God ordning! I aften er han til lovsangsaften med IMB, og på lørdag får vi besøg af vores gode venner, Mette og Peter, fra DK. Og i næste uge står det på fire dages afslapning ved poolen på hotel i Aqaba med vennerne... ih, hvor vi glæder os!

Israels største trussel?

Meget af spaltepladsen i Israels aviser bliver for øjeblikket brugt til at analysere situationen med Irans atomprogram. Er præstestyret muligvis er i færd med at udvikle atomvåben? Og hvordan skal Israel reagere på det? Den største trussel imod Israels som en jødisk stat bliver det kaldt.

Det er imidlertid ikke alle israelere, der er enige i den påstand. Faktisk antydede Hirsh Goodman, en prisvindende jødisk forfatter, i den forløbne uge i en artikel i Jerusalem Posts netavis, at en endnu større fare truer Israel som stat indefra.

Baggrunden for hans artikel var hændelser i forbindelse med opløsningen af den ulovlige jødiske bosættelse Migron på vestbredden. Nedrivelsen fik nemlig unge fra de højreekstremistiske miljøer til at tage på et så kaldt ”prize tag” togt.

”Prize tags” er nærmest ved at være standard procedure efter opløsninger af ulovlige bosættelser. Det er bosætternes måde at vise, at politiet såvel som hæren får problemer når de ødelægger bosættelserne.

Prize tags går ud på at unge bosættere i ly af nattens mørke sprayer anti-arabiske eller i det her tilfælde anti-kristne graffitibudskaber på moskeer eller kirker.

Det kan syntes dybt uretfærdigt at muslimer eller kristne på den måde indblandes i noget, som ellers er et rent internt jødisk anliggende, men besætternes pointe er, at hvis I ødelægger vores bosættelser så laver vi graffiti, som vil opildne til had og på den måde give jer sværere arbejdsbetingelser.

Og denne gang gid det altså ud over os kristne. Det var det ellers så berømte kloster i Latrun lidt uden for Jerusalem som blev prize-tagged. Trædøren ind til klostret blev sat i brænd, og der blev sprayet budskaber som dette på klostrets mure.

Teksten på billedet er: Yeshua Kof, hvilket ordret betyder: Jesus er en abe.

Hele det jødiske samfund med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen var selvfølgelig hurtigt ude og fordømme hærværkshandlingerne, men Hirsh Goodman antyder alligevel i sit indlæg at samfundet som sådan indirekte bærer en del af skylden.

For som han skrev:

”Someone has to be responsible for producing the warped minds of those who defaced the beauty and raped the silence of the Trappist Monastery in Latrun earlier this week”

Nogen må kunne holdes ansvarlige for at have præget de unge, som på denne måde voldtog stilheden i Trappist klostret i Latrun.

Gøres der ikke nok for at tale de ekstremistiske tendenser i det jødiske samfund imod?

Og han fortsætter med at rette en skarp kritik af de siddende jødiske ledere for ikke proaktivt at arbejde imod ekstremisme, men for bare at forsøge at opretholde status quo.

Og spørgsmålet han stiller, er om den største trussel imod det jødiske samfund, i virkeligheden ikke er de ydre i form af Ahmadinejad og co, men i den ligegyldighed og mangel på indgriben der præger holdningen til den voksende højre ekstremisme. 

Hverdagsglimt.

For nylig hørte jeg om en 104-årig ultra-ortodoks mand med en meget stor familie. Hvis han talte sine børn, børnebørn, oldebørn, tip-oldebørn (muligvis også tip-tipoldebørn), drejede det sig om mere end 1400 mennesker!! Ret vildt! Det siger noget om, hvor mange børn de ultraortodokse får, og at de får dem tidligt.

Nå, det kan jeg ikke prale af. Min pointe var egentlig bare - udover det overraskende og uoverskuelige antal i en familie - at jeg er glad for, at min lille familie kun er på 5. Det er nok at overskue for mig. I hvert fald lige nu. Og sikke fem.
Rebekka, som bliver 6 år om to måneder og lige har tabt sine to første tænder, er begyndt i skole. Vi har efter lang tids overvejelse valgt den lokale kommuneskole, som ligger fem min. væk. Både fordi hun er ret dygtig til hebræisk, kan gå sammen med sin veninde, Noga, som bor dør og dør med os, og fordi vi vil spare op til halvanden times transporttid hver dag. Hvilket også er værd at tage med for en småbørnsfamilie. Men også fordi at vi har hørt gode ting om skolen. Hun har nu gået 1 uge. Og det virker til at gå godt. Hun var noget betuttet og forsigtig de første par dage, men jeg tror, at det hjalp, at Noga og hende kunne følges af. Og så er hun utrolig glad for at sidde og tegne, nusse, skrive og høre efter læreren - og det er en stor hjælp! Hun kommer tit hjem med t-shirten overklistret med klistermærker for "god til at lytte efter" eller "god til at sidde stille og tegne" og lign. Hun skal såmænd nok klare den, vores store pige. Mor og far er i hvert fald ved at revne af stolthed over hende :-)

Hannah, som bliver 4 år om knap tre uger, er begyndt i børnehaven over i synagogen, som ligger lige over for skolen. Det er en reformert synagoge med en kvindelig rabbiner, og den mandlige leder af børnehaven, Avi, er da også gift med en mand og har to børn. Det ville nok ikke gå i en ultraortodoks børnehave! Men det ændrer nu ikke ved, at Avi er utrolig god til børn, og at Hannah trives derovre. Har allerede fået nye venner og er meget optaget af alt det nye, hun lærer. Senere i dag er det hendes tur til at starte til ballet.

Og Andreas? Han er blevet seks måneder og er stadig en lækker og dejlig dreng. Lille kan man ikke kalde ham længere... sundhedsplejersken har dog opgivet at sætte ham på diet og konstaterer blot, at han er stor og har et stort hoved. Men, som hun sagde: "Faderen er jo også ret stor. Har han et stort hoved?" Tja... det aner jeg ikke. Det er ikke lige noget, jeg har sat mig ned og tænkt over :-)
Han er i gang med at lære at spise alm. mad og er ret god til at smage på nyt: fx citron (faderens ide!), oliven og ris. En superdejlig dreng, som forhåbentlig snart lærer at sove lidt mere om natten, så jeg ikke føler mig så gammel :-)

Så vores tid er godt fyldt op med de tre. Den ene dag er der møde på skolen, den anden dag i børnehaven. Så har de legeaftaler (og jeg får trænet mit hebræisk), så hygger vi med naboen på terrassen, så lærer vi nye kammerater at kende, og så er vi til kabbalah Shabbat (shabbat fejring) i synagogen fredag aften. Der er såmænd nok at lave.

Det var lidt om de tre guldklumper i familien. Jakob er godt i gang med arbejdet - bl.a. med den store flok af nye volontører, som vi får her til efteråret. Der bliver op til 25 danskere tilknyttet vores arbejde - hvilket næsten er en tredobling af, hvad vi er vant til! Nye forhold må man sige.

Og mig? Ja, jeg prøver at få det hele til at hænge sammen herhjemme - godt hjulpet af Lone, vores halvtidskirkevolontør (tusind tak til jer, der har støttet økonomisk med at få hende herned til os!) Det er ikke sikkert, at mine indlæg bliver fyldt af politiske eller religiøse overvejelser dette efterår, men jeg vil forsøge at give jer nogle glimt af, hvordan et småbørnsliv kan foregå i J'lem. Enjoy!

Påsketid!

Nu er det vist ved at være på tide at få skrevet lidt på bloggen igen. Ikke sådan forstået, at vi har ligget på den lade side siden sidste opdatering i februar. Nej - vi har såmænd fået en søn og brugt tiden på at lære ham lidt at kende. Og det tager tid, energi, kræfter, søvn og lidt mere tid.
Men skøn er han - sønnen. Stor, stærk, smilende og glad - og nem (som regel). Hvad kan man ønske sig mere? Og storesøstrene er glade for ham, især Rebekka. Kærlig og omsorgsfuld som altid.
Vi er så småt ved at vænne os til at være en familie med tre børn. Det kræver noget planlægning og overblik, men indtil nu går det fint. Sove - det må vi gøre, når vi bliver gamle :-)

Dette var egentlig tænkt som en indlæg om påske, så inden jeg fortaber mig i detaljer om mine dejlige børn, må jeg hellere vende tilbage til sporet igen. Påsken er som sagt over os, især her i Jerusalem. Byen er fuld af tilrejsende, solen skinner fra en skyfri himmel (vejrudsigten siger op til 27 grader i weekenden!) og afslører, at lejligheden ville have godt af en årlig forårs rengøring, og præsten har travlt. Så ved vi, at påsken nærmer sig :-)
Jeg sidder og skriver dette blog-indlæg med lyden af tre volontører, der er ved at bage kager i vores køkken sammen med Rebekka. Kagerne skal bruges til seder-måltidet på fredag sammen med O&I og Dansk-Jødisk venskab. Flot, at de vil hjælpe til. Det skal nok blive en god aften.

Påsketid er igen i går også Pesach tid (starter Langfredag aften). I sidste uge havde vi besøg af nogle gode venner, som har børn i Hannahs børnehave. Jeg faldt i snak med konen, som fortalte lidt om deres forberedelser op til Pesach. Hun sagde, at hun havde afsat nogle aftner til at få huset gjort pænt rent (dog ikke i alle kroge), og at hun aflåste de skabe med 'forbudt' mad (altså som indeholder gær) i stedet for at smide det hele ud, som mange jøder gør. Men det var noget anderledes med hendes mor. Hun brugte nemlig flere timer på at gøre ALT rent i huset. Helt ned til at skille sofaen ad og vaske imellem hynderne til at vaske i hver enkelt sprække i flisegulvet i hele huset. Ja - vaske alt af, som man kan komme i tanke om. Desuden skulle hun også købe ind, lave mad, sætte det ekstra køkkenudstyr frem, smide al mad ud... sikke et arbejde! Hun fortsatte med at betone, at når Pesach så endelig startede med Sedermåltidet, var moderen fuldstændig smadret. Hendes knoer var blodige, og hun var overtræt efter al den rengøring og forberedelserne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget hun får ud af selve måltidet, når hun har brugt så lang tid og så mange kræfter på forberedelserne. Men, som konen insisterede, så gør hun det jo, fordi hun mener, at det er det, Gud ønsker af hende. Det er den rigtige måde at forberede sig til påsken/pesach på.

Og der sad jeg så som dansker og tænkte mit. Først tænkte jeg: sikke et arbejde! Det ville jeg aldrig få gjort. Men på den anden side må det være rart at vide, at hele huset - i det mindste én gang om året - er rengjort helt i bund. Men igen: bliver prisen for høj? Huset er rent, reglerne er fuldt, maden er lavet.. alt er klappet og klart, men når selve festen starter, er man mest af alt klar til at gå i seng og sove til dagen efter. Hvad får man så ud af det? Og hvad handler pesach egentlig om? Hvad er det vigtigste i pesach? At følge reglerne eller få sat tid af samme med Gud til at reflektere over, hvad Han har gjort i vores liv?

Og igen: hvem er jeg til at dømme andre? Det er så nemt som udefrakommende at bedømme andres handlinger og måder at gøre tingene på, men så svært at se sine egne fejl. Ja - måske var det bedre for moderen (og andre hårdtarbejdende kvinder) at gøre mindre rent og bruge mere tid på at være stille, være til, åbne hjertet og lytte. Være Maria og ikke Martha. Men hvad gør jeg selv? Ja - jeg gør i hvert fald ikke hele huset rent - så meget kan jeg love! Men hvad gør jeg i stedet for? Åbner jeg mit hjerte for påskens budskab? For Ham, som kom til denne by for 2000 år siden og døde for min skyld? Eller drukner det budskab i madlavning, påskeforberedelser, travlhed og optagethed af alt muligt andet??

Ting, der indikerer...

Ting, der indikerer, at man har boet længere tid i Israel:

- når jeg konstaterer, at jeg har tilpasset trafikkulturen: nu er jeg også en (lettere) aggressiv og utålmodig bilist. Hvilket fx viser sig ved, at mine piger spontant siger mine trafik-udtryk ved den mindste tøven eller dytten i trafikken, eller jeg lidt forbavset konstaterer, at min tålmodighed er påfaldende lille, når det gælder mine medtrafikanter...

- når min datter vågner ved 5-tiden om morgenen, og jeg skal berolige hende med, at lyden af minareten ikke er farlig, men blot udtryk for, at araberne skal bede

- når jeg med undren må konstatere, at mine børn er blevet internationale: i går sad de og sagde forskellige farver på hhv. dansk, hebræisk og engelsk (samt Hannahs hjemmelavede hebræisk, som er danske ord udtalt med hebræisk intonation og selvbevidsthed :-))

- når jeg opdager, at temperaturen er 17 grader midt i februar, og det ikke undrer mig

- når jeg med selvfølgelighed spiser friske jordbær om vinteren

- når jeg tænker over alle de penge, vi indtil nu har sparret på flyverdragter, vinterstøvler og huer/vanter

- når Hannah ikke kan huske ordet "rød" på dansk, men automatisk bruger ordet "adom" på hebræisk i stedet for

- når jeg bliver irriteret over at blive kaldt 'turist'

- når min første reaktion på en bureaukratisk proces er at sukke

- når folk fra DK omtaler bands eller tv-programmer, som jeg aldrig har hørt om

- når jeg tager mig selv i at brokke mig over kulden hernede (4 grader) til en dansker, som har minus 8 grader udenfor.. og hurtigt forsvarer mig selv med, at 'husene altså er dårligt isolerede hernede...'

- når jeg begynder at overveje at lære at lave leverpostej af kyllingelever

- når jeg bruger mine døtre som tolke og oversættere

- når jeg ikke bliver vildt overrasket over at trække et nummer, der er 30-40 numre foran det nummer, der bliver ekspederet i banken eller på posthuset

- når ens datter som den første i familien får et israelsk id-nummer (for at kunne blive indskrevet i skolen)

- når jeg ser Mini-Israel, som er modeller over en række seværdigheder i Israel, og må konstatere, at jeg har set rigtig mange af stederne

- når jeg tager mig selv i at længes efter dansk rugbrød med leverpostej

Listen kunne blive ved... jeg synes, det er lidt sjovt indimellem at standse op og lægge mærke til de små forskelle mellem livet i DK og livet i Israel. Forskelle, som vi ofte ikke tænker på i hverdagen, men som alligevel er der :-)

Opdatering...

Nu er det vist på tide at få skrevet lidt nyt her fra Jerusalem, da vores julehilsen ikke bliver ved med at være aktuel :-) Vi er kommet godt ind i det nye år og har fået lagt sidste hånd på forårets kirkeprogram (den skal nok blive lagt ud på hjemmesiden inden så længe...), så alt i alt går det fint.

Martin, min barselsvikar, ankom i går aftes og virker til at være en rigtig fin fyr. Lige nu er han ude på en cykel-recogniseringstur med Jakob og Adrian for at tjekke området ud omkring Latrun, inden vores annoncerede mountainbike-tur på tirsdag. Another hard day at work!

På fredag holder vi afskedsfest for to volontører (Ditte og Anne) og en studerende (Adrian), hvis selskab vi alle har sat stor pris på i efteråret. Vi ønsker alt det bedste for dem alle og håber at se dem igen. Det er altid lidt mærkeligt at skulle sige farvel til volontører og andet godtfolk. Vi glæder os naturligvis over, at de har haft et godt ophold og er taknemmelige for det, vi har oplevet sammen. Men det er også lidt trist og vemodigt, hver gang et hold stopper.... vi kan ses igen i DK, men det bliver aldrig det samme... Jeg har nok bare stadig ikke vænnet mig til alle de goddag'er og farveller, som man udsættes for hernede.
Heldigvis er det ikke kun farveller. Vi har godt nok lige sagt farvel til vores volontør Marie og til Ida og Mathias, som var lederpar i Joffihuset, men samtidigt har vi også sagt goddag til Peter og Margrethe, som er det nye lederpar - vi glæder os til samarbejdet og samværet! Og til Martin. Og snart til de nye volontører, som kommer i starten af februar og marts.

For dem af jer, der måske synes, at der til tider går lidt for meget mor-snak i denne blog - jeg beklager. Men jeg kan ikke love, at det bliver bedre i den nærmeste fremtid... :-) Forleden dag fik jeg en snak med tyske Vibeke-Marie, som er med på mit hebræisk hold. Vi kom til at snakke om barselsforholdene i Tyskland i sammenligning med DK. Ifølge hende virkede det som om, at der ikke var så stor forskel i vilkårene for barslende kvinder i DK og i Tyskland hverken før eller efter fødslen. Den helt store forskel lå i, at en stor procentdel af de tyske kvinder (især i det tidligere Vesttyskland åbenbart) ikke startede igen på arbejdsmarkedet efter 1 års barsel, men valgte at gå hjemme ved barnet, indtil han/hun blev tre år. Det er selvfølgelig op til den enkelte kvinde at afgøre med sig selv og sin mand, hvordan man vil gøre det, men jeg blev alligevel noget overrasket over, at procentdelen var så stor (kan desværre ikke huske tallet). Måske fordi jeg selv har svært ved at se mig selv gå hjemme, indtil junior bliver tre år (tror, at min hjerne ville holde helt op med at fungere..), men også fordi emnet relaterer lidt til det, som jeg i sin tid skrev speciale om. Hvordan kvinder i DK i 1930erne begyndte at kæmpe for deres ret til at komme på arbejdsmarkedet og blive set som andet og mere end mødre. Også som individer, der havde noget at bidrage med i samfundet, og at samfundet derfor blev nødt til at indrette sig efter, at disse individer havde børn, som skulle passes. En begyndende udvikling, der siden har ført til, at langt de fleste danske kvinder nyder deres 1 år på barsel og så starter igen på arbejdsmarkedet. Men hvilke chancer har tyske kvinder for at gøre en forskel på arbejdsmarkedet, hvis de er væk i mindst 3-4 år?? Pr. barn! Det gør det da fuldstændig umuligt.
Jeg synes bare, at det var meget tankevækkende, at det tyske samfund, som jeg på mange måder anser for at være moderne og langt fremme i udviklingen, lige på dette punkt virker til at være lidt fastholdt i traditionelle kønsrollemønstre og opfattelser af, hvad den 'ægte' og 'rigtige' kvinde bør gøre.

Jeg elsker mine børn over alt på jorden og er dybt taknemmelig for muligheden for at være sammen med dem så intenst i løbet af deres første leveår - også selvom det til tider kan frustrere mig at gå hjemme. Men det ændrer ikke ved, at jeg ser mig selv som en kvinde med flere roller. Jeg er ikke 'kun' mor - jeg har også andet at byde på. Og jeg vil gerne lære, udvikle mig, udfordres og blive klogere... på mange af livets områder.

To dage efter denne snak med Vibeke-Marie snakkede jeg kort med en israelsk mor fra Hannahs børnehave, som har en lille baby på knap 4 måneder. Utrolig sød og dejlig baby. Moderen fortalte så, at hun allerede skulle starte på arbejde igen om 1 måned (5 måneders barsel i Israel er faktisk lidt usædvanligt!), men at hun ikke nænnede at aflevere hende i en institution, så hun havde hyret en Nanny til at komme og passe hende derhjemme. Stakkels mor. Og virkelig ærgeligt, at de israelske barselsregler er så dårlige for både mor og barn. Det kan godt være, at det er et spørgsmål om økonomi (hvilke andre argumenter kan der ellers være?), men det er stadig ikke holdbart for hverken mor eller barn.
Og hvor blev kontrasten stor til både tyske og danske mødre....

Årets julehilsen

Jerusalem december 2011

Kære venner og familie!

Endnu et år er gået, og det er blevet tid til den årlige julehilsen. Egentlig en god måde at få tænkt lidt over året, der er gået, med alle de gode og mindre gode oplevelser, men også en anledning til at få sagt tak for samvær, snakke og tanker.

2011 har været et godt år for os her i Jerusalem. Vi bliver efterhånden mere og mere ’rutinerede’ i det at bo i et andet land, men jeg vil dog ikke afvise, at vi ikke stadig kan overraskes, forundres, irriteres og udfordres! Foråret bød på afsked med vores 3. volontørhold og velkomst til vores 4. hold. Dette hold bestod dog kun af to personer, som passede sig selv meget af tiden, så for første gang i vores tid hernede stod vi uden et ugentligt møde med volontører og en række aflyste arrangementer, hvilket betød en masse ekstra tid. Det passede meget godt, da Jakob havde meget travlt på Caspari med at arrangere et fire ugers kursus for 21 norske MF-studenter i marts-april. I marts fik vi besøg af Jakobs forældre og nød at have fri sammen med dem. Gode oplevelser og minder. Og så kom MF-studenterne, og Jakob forsvandt fra Bar Kochba str.! Ej, helt så slemt var det ikke, men han havde meget travlt i den periode både med guidede ture og undervisning. Heldigvis gik kurset rigtig godt, og Jakob og Knut (chef på Caspari, overbo og god ven) fik god respons tilbage. Kurset blev afløst af påsken, som traditionen tro også er en travl periode i Jerusalem, så det var et godt brugt præstepar, der kunne sætte sig i sofaen i ugen efter påsken. Travlhed eller ej – så synes jeg altid, at påsken er noget helt særligt her i Jerusalem. Det rører mig at stå på Oliebjerget kl. seks om morgenen påskedag og se solen stige op eller synge påskelovsange med 600 andre skandinavere i Gravhaven senere på dagen. Ikke fordi det skal være alt afgørende at være på præcis det rigtige sted (hvilket vi jo heller ikke var – det er i Gravkirken!), men vi er i den samme by – som også i dag har det samme behov for at høre budskabet om ham, som kom for at slutte fred; både i hjertet og blandt mennesker.

Den ekstra tid i foråret gav mig mulighed for at prøve noget nyt. Derfor valgte jeg i januar at starte som volontør i Giftshoppen på Betlehem Bible College én dag om ugen. Både for at lære lidt om livet på den anden side af muren, men også for at lære nogle kristne palæstinensere at kende.  Det har været meget lærerigt for mig - både det at vænne sig til checkpoints og arabiske taxachauffører, men også at møde folk fra en lang række andre lande og at blive gode venner med fx Samar. En lokal, kristen palæstinensisk kvinde på 28, som på mange måder minder om mig, og så alligevel slet ikke. Jeg har sat stor pris på det – også selvom visse dage har bestået af at prismærke keramik, opstille krybbespil, betjene kunder eller rydde op. En anden ting, som jeg valgte at gøre, var at følge et fag på Holyland University om Israel i det 20. århundrede. En dag om ugen sad jeg på skolebænken igen og blev undervist sammen med 6 andre kristne fra 5 forskellige lande. Kontrasten til arbejdet i Betlehem var stor – især fordi de andre deltagere og underviseren var kristne zionister, som ikke lagde skjul på deres holdning til konflikten i landet og på, hvordan den skulle løses. Den ene dag sad jeg og diskuterede med en palæstinenser, om Israel selv var skyld i den 2. intifada, idet alle terrorhandlinger stoppede den dag, de begyndte at bygge muren (jeg var uenig!). Den anden dag diskuterede jeg med en finsk zionist, om løsningen på konflikten nu virkelig ’bare’ var at sende alle palæstinenserne til Jordan (igen: uenig!). Fastlåste holdninger og ensidige opfattelser findes på begge sider af konflikten hernede, og der sad jeg så i midten!

2011 bød heldigvis også på en god lang sommerferie i Danmark sammen med familie og venner. I år var vi alle hjemme ca. 8 uger, og vi nød samværet med jer alle. Tak for gode oplevelser, snakke og ikke-kosher mad! J Sommeren blev også præget af, at vi fandt ud af, at vores tredje barn var på vej! En dejlig og glædelig nyhed, som hurtigt blev afløst af kvalme, opkast og migræneanfald. Puha. Heldigvis går det meget bedre nu, og vi har siden fundet ud af, at vi skal have en dreng. Til stor glæde for os alle – og især for faderen J I skrivende stund fylder maven godt, junior viser tendenser til at blive en fodboldspiller, og vi har fået købt lidt lyseblåt tøj, så mon ikke vi er klar, når han melder sin ankomst sandsynligvis engang sidst i februar? Vi glæder os i hvert fald meget alle fire til at hilse på ham og lære ham at kende. J

Og apropos børn – så trives vores to dejlige piger. Rebekka er blevet fem år og er startet i pre-school i en messiansk børnehave. Det lyder måske vildt at starte i skole som fem-årig og pludselig have ’lektier’ for, men i virkeligheden leger de meget af tiden, og så skal hun måske skrive 10 5-taller på et papir, når hun kommer hjem. Uanset hvad, trives hun godt med det. Det er lige noget for hende, og hendes viden om både det hebræiske og det danske alfabet øges. En dag om ugen lærer hun også engelsk, så hun bliver hurtig så klog! Vi er glade for, at hun er godt med boglig set, men det bedste er dog at høre, at hun er en god ven mod de andre. Det betyder alligevel mere. Hun er stadig mild og god og kærlig mod sin søster. Og Hannah? Ja, hun er nu 3 år og en af de store i børnehaven. Hun er fuld af krudt og ballade (på den gode måde) og har en udpræget sans for humor. Meget populær i børnehaven og har en distinkt israelsk personlighed, som slet ikke minder om os andres. Meget skægt at se. En dejlig glad og frisk pige.

Efteråret har budt på vores 5. volontørhold, og denne gang er vi oppe på god flok. Dejlige volontører, som er meget aktive i vores arrangementer, i godt humør og meget hjælpsomme. Vi glæder os til at fejre jul med dem på lørdag, hvor vi i alt bliver 11 personer. For første gang skal vi selv stege kalkunen – spændende, men mon ikke det går, når vi nu også har bacon? 1. juledag fejrer vi en privat familiejul med pigerne og lader roen sænke sig over det lille hjem.

Det har været et travlt efterår, men også fyldt med gode oplevelser. Jakob havde både Galilæaturen og ørkenturen, men begge ture gik godt. Jeg er startet på hebræisk undervisning to aftner om ugen, og i oktober havde vi fornøjelsen af at have besøg af Michael og Marianne samt tre børn i to uger! Utrolig dejligt besøg, masser af gode lege, snakke og oplevelser og en bombet lejlighed J Lige præcis sådan det skal være! Tak for besøget, M&M – vi gemmer det som et godt minde i hjertet. 

Så alt i alt er livet godt her i Jerusalem, som I måske fornemmer. Børnene trives, arbejdet er godt, manden elsker stadig sin BMW og sit nye computerspil, maven vokser, og konen prøver på ikke at være stresset, men derimod være sød og rar J Vi er spændte på, hvad det nye år vil bringe med barsel (min afløser, Martin, kommer midt i januar), baby og nye muligheder. Men lige nu øver vi os i at være i nuet, bare være sammen som familie og lade tankerne samles om julens budskab, som netop i år virker særligt aktuelt og nærværende:

”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” (Esajas 9,5)

Med ønsket om, at julens budskab og fred også må sænke sig over jer. Glædelig jul!

Mange kærlige hilsner fra Lise og Jakob, Rebekka og Hannah (samt junior)

Udpluk fra Ulpan

Så sidder jeg der igen - altså på skolebænken. Det plejer at være et sted, jeg godt kan lide at være, og det er det egentlig også denne gang, hvis man ser bort fra, at det foregår to aftner om ugen (søndag og onsdag) fra kl. 17.30-20.30. Puha - tidspunktet er ikke det allerbedste for en gravid småbørnsmor, men jeg prøver da at få banket noget sprog ind i hovedet. Så må vi se, om det lykkedes denne gang....
Tænkte, at jeg ville dele lidt af oplevelsen med jer ved at fortælle jer lidt om nogle af de andre på mit hold.

Den første aften sad jeg ved siden af Octavio, som er katolsk pater fra Columbia. Ca. 40 år. Vi skulle tale sammen to og to, og jeg skulle spørge ham, om han var far! Tja.. jeg kendte nok svaret på forhånd, men han grinede lidt og sagde, at han ikke var far i fysisk, men spirituel forstand. Godt reddet.

Spencer er en kraftig amerikansk jøde på ca. 60 år, som er i Israel i 1 år, fordi hans kone læser til rabbi. Hans største problem for tiden er vist kulden og det at vænne sig til, at alt er småt (i hans øjne). Folks lejligheder, senge, brusere, borde, stole - alt! Han er nok vant til en anden standard from over there..

Hver aften sidder jeg ved siden af Cynthia, som er en sød, argentisk jøde på ca. 28, som lige er ankommet til Israel, hvor hun skal være 1 år. Hun har en jødisk kæreste, som læser til rabbi, men kommer selv fra en sekulær familie. For hendes forældre var det en større forandring, at hun blev kæreste med en rabbi, end da hendes søster blev kæreste med en katolik! Ironisk nok er det ofte mig, der må forklare hende ting om jødedom, som fx hvad den dag hedder, som jøderne holder hellig: Øh, du mener Shabbat?? Men en meget sød og venlig pige.

På et tidspunkt blev jeg sat til at lave en øvelse sammen med Amal, som er en ung, spinkel, arabisk kvinde midt i tyverne. Vi skulle prøve at udtrykke på hebræisk, hvilke tre elementer, der - filosofisk set - kunne være med til at opretholde verden. Og her troede jeg, at det var alef-holdet, jeg var på!! Nå, men jeg fik da sagt noget med Ahava (kærlighed), Mispahot ve haverim (familie og venner) og Elohim (Gud). Hun var enig i de to første elementer, men ville ikke gå med til den sidste. "Jeg er ikke religiøs og tror ikke på Gud", sagde hun. Jeg burde måske også have forudsagt, at forslaget ikke ville falde i god jord. Jeg gik med til, at vi skrev "etik" i stedet for, og for mig selv tænkte jeg: "Gud er alligevel i kærlighed, så jeg fik ham med :-)"

I aftes tog jeg sporvognen hjem sammen med Vibeke-Marie, som er en tysk forsker, og Tazmin, som er en ung palæstinensisk kvinde med muslimsk baggrund. Tazmin fortalte lidt om sit liv: hendes mor er fra Vestbredden, og hendes far er fra Østjerusalem. Hun er selv født i USA og har også boet 5 år i Hebron, indtil hendes familie for nogle år siden flyttede til Østjerusalem. Har lige uddannet sig som ergoterapeut og virker som en intelligent og kvik pige. Men det var lidt mærkeligt at høre om hendes liv midt i sporvognen en sen onsdag aften omgivet af jøder, som skulede til hende, når hun fortalte om sin opvækst i Hebron under intifadaen, eller hvor frustrerende det var pt., hvor hun har opholdstilladelse i Israel, men ikke et israelsk ID-kort. Dvs. hun ikke må køre bil eller arbejde fx. Nyuddannet, men med ingen mulighed for et arbejde, medmindre hun vil arbejde på Vestbredden. Jeg forstår egentlig godt frustrationen, selvom jeg ikke personligt kan relatere til det, men hvad mon den unge jødiske kvinde ved siden af hende i toget tænkte? Hvorfor skulede hun sådan til hende?  

Dette var blot et lille udpluk for at give jer en fornemmelse af, hvad jeg kan opleve søndag og onsdag aften, udover at lære nye verber og grammatik.

Børn - børn - børn

Når jeg (Lise) læser mine indlæg på Facebook, kan jeg godt indimellem standse op og tænke: "utroligt, som jeg altid skriver om mine børn. Er der ikke andet i mit liv?" Og jo - selvfølgelig er der det, men når man er mor til to  charmetrolde og har en mere på vej, så fylder det meget i hverdagen, i tankerne og i følelserne. For skønne er de... det kan man ikke komme udenom (og det er naturligvis helt objektivt set :-))
Som når vi i sidste uge fik at vide af pædagogen i Rebekkas børnehave, at hun var meget dygtig til at forstå hebræisk og følge med i undervisningen, men samtidigt også var en god ven. Og få dage efter får nogenlunde det samme at vide om Hannah: hun er kvik og en god ven. Ja, så bliver jeg som mor stolt. Jeg er naturligvis glad for, at de kan følge med, men jeg synes faktisk, at det med at være en god ven slår det andet! Det er et godt ry at have. 


Nå, men for at dette indlæg ikke bare skal handle om ros til mine unger, så faldt jeg i dag over dette indlæg på facebook: http://www.etik.dk/artikel/439056:Screening--Israelske-boern-sagsoeger-for-at-vaere-blevet-foedt 
En ret skræmmende artikel, som omhandler, hvordan en stigende mængde handicappede i Israel lægger sag an mod de læger og myndigheder, som sørgede for, at de blev født. Hele 600 retssager menes der at have forekommet siden 1987. 600 personer har anklaget myndighederne for det liv, de har fået, som de åbenbart ikke mener, har nok værdi. 
Som Rabbi Avraham Steinberg fra Hadassah Hospital på Mount Scopus udtaler til et tidsskrift: "Jeg finder det meget svært at forstå, hvordan forældre kan stille sig op på vidneskranken og sige til deres børn: "Det ville være bedre for dig ikke at være blevet født." Hvad er de psykologiske virkninger på børnene?"
Et meget godt og skræmmende spørgsmål! 


Hvordan kan forældrene få sig selv til at gøre det? Hvordan påvirker det et barn at høre sådanne ord af sine forældre? Og hvordan kan et menneske nå dertil, at det ønsker ikke at være blevet født? 


Artiklen fortsætter med at påpege, at Israel er et af de lande i verden, der foretager flest screeninger af fostre. Og i min gravide tilstand er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Ikke fordi jeg er blevet skannet så vældig meget. En skanning for nogle uger siden, hvilket svarer til en uge 19 skanning i DK. Men jeg blev både overrasket og lidt chokeret over, hvor længe lægen skannede mig. 45 minutter, og så føltes det også, som om alt på babyen var blevet undersøgt. Helt ned til dens drøpel og øjenlinser! Var det også nødvendigt? Ikke fordi jeg blev forarget over det, men mere lidt forundret. Fik følelsen af, at jeg var med på en jagt efter fejl .Heldigvis blev der ikke fundet nogle - et sundt og velskabt barn er på vej, og vi får endda fornøjelsen af at prøve at få en dreng denne gang, så vi kan da ikke være andet end lykkelige og tilfredse med det. 


Men når jeg tænker tilbage på en snak, jeg havde med en af volontørerne, om at det var en god skik i Israel, at mange mongoler arbejder som afryddere på caféer og lign., fordi  de er ude mellem andre folk, og faktisk gør deres arbejde meget samvittighedsfuldt og dygtigt. Ikke som i DK, hvor det kan føles som om, at handicappede er nogle, som skal gemmes væk og helst ikke ses og høres. Det er naturligvis en grov generalisering, men tendensen mærkes indimellem. Men få dage efter denne snak fandt jeg ud af, at der foretages op til 60.000 aborter i Israel om året! Skræmmende tal. Der måtte jeg så lige revidere min opfattelse af den israelske holdning til sygdom og handicap. 


Dette er ikke skrevet for at fordømme andre. Det er ikke min opgave. Men jeg kan ikke andet end have ondt af de små babyer, som aldrig får lov til at blive født og mødt med kærlighed. Eller de stakkels kvinder, som må gennemgå en sådan oplevelse. Eller de børn, som vokser op, men fortryder, at de har fået livet, og som ønsker at have være blevet fjernet. 
Hvor må det gøre ondt på deres himmelske far, som elsker dem for det indvid, de er. 

Vlog om missionsamarbejdet TORVET