Os og dem...

Da jeg (Lise) sad og læste på den israelske netavis Haaretz forleden dag, faldt jeg over flg. artikel: "Jerusalem builds fence between secular, religious playgrounds

(se linket: http://www.haaretz.com/print-edition/news/jerusalem-builds-fence-between-secular-religious-playgrounds-1.347541 ), som omhandler en legeplads delt ml. en sekulær nursery school (vuggestue) og en ultra-ortodoks nursery.

De ultra-ortodokse forældre har klaget til kommunen over, at børnene delte legeplads, og derfor har kommunen bygget et hegn, som deler legepladsen i to, så børnene ikke bliver blandet. Hegnet vil blive yderligere udbygget, så børnene heller ikke kan se ind til hinanden.

De ultraortodokses argumenter var bl.a.: "to keep their children from seeing other little boys in T-shirts and without skullcaps" samt for at bevare deres egen uddannelse uden at blive påvirket af de sekulære. Vi omringer ikke den sekulære vuggestue, som en af de ultraortodokse siger.. "we're surrounding ourselves!"

De sekulære forældre har protesteret over hegnet og udtaler bl.a.: "[it] will create a cage feeling. The children got along and played games; it is regrettable that we adults separate them and show it's impossible to live together in the same city and the same state."

En anden fortsætter: "Raising children in such a setting is very sad. This was a normal neighborhood, and it's painful to think what this fence says about our neighborhood and city. Where will this ghettoization end?"

Min første reaktion, da jeg læste artiklen, var overraskelse og irritation på de ultraortodokse. Enhver, som har prøvet at være i Jerusalem for længere tid, har sandsynligvis opdaget, at netop den gruppe i samfundet, kan være lidt besværlig at have med at gøre. Ikke fordi de i og for sig generer mig, men alligevel... Det er dem, der kan finde på at spytte på mig, hvis de synes, jeg er for verdslig klædt. Det er dem, der kigger nedladende og fordømmende på mig. De optager sæderne i busserne og forhindrer mig i at kunne sidde ned. De får mig til at føle mig som en outsider og som mindreværdig. Eller rettere: det er der nogle af dem, der gør. For jeg tvivler ikke på, at mange af dem sikkert er flinke og rare mennesker, som det ville være interessant at lære at kende. Og de er da bestemt bemærkelsesværdige at se på i hverdagen. Men tendensen hos dem til at være meget fastlåste - og i mine øjne lidt fordømmende - i deres holdninger er klart til stede. Også i en sag som denne.

Selvom det drejer sig om toårige børn, så frygter de for de sekulære børns påvirkning. De kunne fx lære dem bandeord. Desuden frygter de også de sekulære kvinders påklædning om sommeren (hvilket jeg læste i en anden artikel om samme tema). Som den ultraortodokse far udtrykte det: det er ud fra et ønske om at indhegne sig selv. Beskytte deres børn mod det, de mener, er farligt og forkert.

Og så langt kan jeg som forældre godt følge dem. Hvem vil som mor eller far ikke gerne beskytte sine børn mod det farlige? Det som kan skade dem. Mit spørgsmål er bare, om hvad der er mest farligt her? Er det andre toårige drenge uden kippa på, som kan komme til at sige et lille bandeord, hvis de falder og slår sig? Er det en kvindelig pædagogs skulder? Eller er det snarere det menneskesyn og den livsindstilling, som de ultraortodokse forældre præger deres børn med? Frygten for dem, der er anderledes. Opdelingen af mennesker i 'os og dem', i 'de gode og i de forkerte'.

Men igen: det er vel ikke kun en tendens, som ultraortodokse i Jerusalem har? Den opdeling er de fleste af os vel egentlig i fare for selv at leve efter - hvis vi nu skal være helt ærlige. For det er så dejligt nemt at kunne dele verden op i sort og hvid - i det rigtige og forkerte. Så er det så nemt at forholde sig til, hvad man skal gøre. Der er dog noget forskel på, hvordan denne opdeling bliver foretaget. Nogle deler op i racer, i køn, i religion, i seksualitet eller i holdninger. For nogle vil det være de homoseksuelle, der er potentielt farlige, mens det for andre er de 'ikke-kristne' eller jøder/palæstinensere.

Desværre er der rigtig mange, der opdeler mennesker på denne måde. Og ved netop selv at lave en opdeling i 'de forfærdelige mennesker, der gør det' og 'mig, der heldigvis aldrig kunne finde på det', så er jeg selv skyldig. Jeg tror, de fleste mennesker vil være mere eller mindre ramt af det, hvis de tør være ærlige over for sig selv og andre.

Men selvom det er noget, vi alle gør, så finder jeg det stadig trist. Og jeg ville ønske, at det var anderledes. Jeg ville ønske, at vi kunne lære af ham, som ikke satte skel, men derimod nedbrød mure, og som gerne vil fjerne hegn mellem mennesker. Om det så er fysiske hegn i en vuggestuelegeplads (eller mure for den sags skyld!), eller det er usynlige hegn i samfundet.

Jesus kunne finde ud af ikke at opdele mennesker. Han ser på hver enkelt med lige stor kærlighed, så det enkelte individs potentiale og muligheder, men også de sår, der er. Han ønsker at lære alle mennesker at kende og give alle en ny chance - uanset hvem de er! Sikke en læremester!

En familietragedie...

Til dem af jer, der blev forskrækkede over min titel, vil jeg skynde mig at sige, at den tragedie, som jeg vil komme ind på, ikke på nogen måde har noget at gøre med vores familie!

Tragedien har ramt en jødisk, religiøs familie bosat i Itamar - en jødisk bosættelse sydøst for Nablus på Vestbredden. Fredag aften (for to dage siden) ved 22-tiden trængte et ukendt antal mænd ind i deres hus og myrdede begge forældre og 3 børn ved knivstik. Børnene var hhv. en dreng, Yoav, på 11 år, en anden dreng, Elad på 2 år og en lille pige, Hadas, på 3 måneder. Alle blev myrdet med knive, mens de lå og sov i deres senge. Familiens tre øvrige børn (på 2, 8 og 12 år) overlevede angrebet.

Den israelske regering kalder det et terroristangreb og har iværksat en eftersøgning for at finde de skyldige. Der er usikkerhed om, hvorvidt det er en organiseret terrorgruppe, der står bag, eller enkeltpersoner, som støtter en af de store palæstinensiske terroristgrupper.

Normalt kommenterer jeg ikke så tit politiske begivenheder her i regionen, da jeg synes, at det kan være svært som udenforstående både helt at komme til bunds i, hvad der reelt skete, da palæstinenserne og jøderne sjældent fremstiller sagen ens, men også fordi den igangværende konflikt i landet er så kompleks, at det ikke er muligt at give enkle, sort/hvide løsninger til den. Men denne begivenhed har jeg alligevel valgt at kommentere.

Først og fremmest fordi jeg blev ked af det, da jeg hørte om tragedien. Uanset race, religion eller overbevisning har INGEN fortjent at blive myrdet i deres senge. Det er virkelig forfærdeligt, at forældrene blev myrdet - klart - men jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, hvordan nogle kan få sig selv til at myrde børn og så en lille baby på tre måneder! Hvad er det for en ondskab??

Dernæst blev jeg ked af det, da jeg læste de efterfølgende kommentarer fra div. israelske politikere. Premierminister Benjamin Netanyahu udtalte bl.a.: “There is no justification, no excuse and no forgiveness for the murder of babies.”

Mens en anden minisiter, Yuli Edelstein (minister for diplomati og diaspora affærer) udtalte, at angrebet viste, at der ikke en partner på den anden side . Fortsættelsen lyder: "While our children are slaughtered in their beds and Gazans celebrate the criminal butchery by handing out candy and cheering shouts of joy, I ask the international community: With whom do you expect us to talk about peace?”

Jeg kan godt forstå disse udtalelser rent menneskeligt set, men samtidigt er det dobbelt tragisk, hvis sådan en tragedie som denne er med til at udvide kløften endnu mere mellem palæstinensere og israelere. Det er ikke for på nogen måde at retfærdiggøre eller forsvare angriberne - det er umuligt! Det er mere med tanke på de palæstinensere, jeg efterhånden har lært at kende hernede. Den ganske alm. palæstinenser, som fx min ven Samar fra Betlehem og hendes familie, som jeg var hjemme og spise ved i torsdags. De risikerer at blive sat i bås med disse voldsmænd og blive karakteriseret som 'disse forfærdelige palæstinensere'. Alle samlet under én kam. Og det er jo ikke retfærdigt imod dem, for de kunne aldrig finde på at gøre sådan noget. Det er jeg sikker på.

Så derfor er det med vemod, at jeg læser dagens netaviser. Stor medfølelse med de overlevende børn og familien til de dræbte og et ønske om retfærdighed og tilfangetagelse af forbryderne. Men også medfølelse med alm. palæstinensere, der også rammes af en tragedie som denne.

Hvordan skal der nogensinde kunne blive fred hernede? Åh, Jesus, gid du ville komme og skabe fred hernede. Fred i hjerterne og hele de sår, der er her....

Volontør igen igen!

Mærkelig titel, tænker du måske.. men jeg (Lise) er faktisk blevet volontør igen. En dag om ugen (tirsdag) kæmper jeg mig igennem morgentrafikken i Jerusalem og gennem checkpointet for at komme til Betlehem Bible College i Betlehem. Her arbejder jeg som volontør i deres giftshop.

Jeg må tilstå, at jeg havde lidt sommerfugle i maven, den første dag jeg var på vej derud, fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg skulle lave, og hvem jeg skulle arbejde med. Jeg havde bare fået et telefonnummer og ringet og lavet en aftale. Gulp.. ikke lige sagen for en kontrolfreak som mig!

Nå, men jeg mødte op, og første dag bestod af at tælle lageret op, da giftshoppen lige havde fået en ny manager, som gerne ville vide, hvor meget der var af hver enkelt ting. Der stod jeg så i syv stive timer og talte oliventræsfigurer, t-shirts, porcelænstallerkner, postkort, kors, bøger, cd'er osv., til jeg var helt ør i hovedet. Siden hen har mit arbejde bestået af lidt af hvert: oprydning, betjening af kunder, indpakning af gaver, sortering af varer, påsætning af stregkoder, påsætning af stregkoder igen (fordi de hele tiden falder af!) og andet forefaldende arbejde. Jeg vil ikke sige, at det er det mest krævende og sindsoprivende arbejde, jeg har haft i mit liv, men på den anden side har det været godt at komme ud og lave noget helt andet, end jeg er vant til. Desuden tror jeg, at det gør en forskel for stedet, og det er da også værd at tage med.

Nogle undrer sig måske over, hvorfor jeg overhovedet er der. Det er der forskellige årsager til: 1) vi får kun 1 ny volontør til foråret, så for at jeg ikke skal overfalde den stakkels fyr hele tiden, fandt jeg det nødvendigt at finde på noget andet at lave indimellem. 2) et arbejde på Vestbredden giver mulighed for at søge om støtte til betaling af Rebekkas børnehave (også værd at tage med) 3) det giver en mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende og hjælpe lidt til. Bonus er, at jeg arbejder blandt arabiske kristne, hvilket giver mulighed for at lære lidt om, hvordan det er at bo på den anden side af muren. Ydermere møder jeg mange andre mennesker fra forskellige sammenhænge: englændere, amerikanere, skotter, tyskere mm. Spændende sammenblanding.

Især har jeg sat pris på at lære Samar at kende (hun er manager i giftshoppen). En sprudlende, glad og sjov arabisk kvinde sidst i tyverne, som giver et indblik i, hvordan det er at være ung og bo i Betlehem. (ja, man er altså stadig ung, når man er sidst i tyverne.. eller i begyndelsen af trediverne for den sags skyld :-)) Mit indtryk er, at hun er ret atypisk for arabiske unge kvinder. Måske fordi hun har opholdt sig meget i England og USA og er blevet præget af kulturen der. Måske fordi hun har en jeg-vil-gerne-skille-mig-ud-personlighed og ikke nødvendigvis vil bøje sig for, hvad en arabisk mand siger, bare fordi han er mand. Uanset hvad, synes jeg, at det er rigtig spændende at lære hende at kende.

Til sidst vil jeg gerne fortælle om en oplevelse, som jeg havde på vej hjem fra Betlehem. Jeg skulle igennem det famøse checkpoint og havnede midt imellem en stor gruppe amerikanske og tyske turister. Puh, hvor tog det lang tid at komme igennem! Både fordi vi var mange mennesker på et lille og trangt sted, men måske også fordi visse midaldrende amerikanske kvinder har lidt svært ved at forstå simple beskeder som: gå igennem gaten (og nej, du behøver ikke tage dine sko af...)! Nå, men da vi stod der som sild i en tønde, kunne vi høre (ikke se), hvad der foregik længere fremme i flokken ved dem, der var på vej igennem metaldetektoren. En israelsk soldat blev ved med at sige i højtaleren: "move forward, man with the peacemaker!" Beskeden blev gentaget op til 10-15 gange. Alle kiggede lidt undrende på hinanden.. øh, peacemaker? Hvis der var noget, der manglede lidt præcis der, så var det vist en peacemaker! Til sidst fandt soldaten ud af sin fejl og rettede beskeden til "move forward, man with the pacemaker!" Ret stor forskel.

Jeg fandt situationen lidt absurd og lettere komisk, men samtidigt kunne jeg godt mærke, at jeg også var lidt irriteret over at være strandet der i menneskemylderet. Og da jeg så mig omkring, så jeg flere arabere, som så ud til at være endnu mere irriterede end jeg. Og hvor kan jeg bare godt forstå det. Tænk at skulle igennem sådan en mølle hver eneste dag. Og sikke en kæmpestor forskel, der var på den behandling, man fik, hvis man kom fra USA (eller DK), i forhold til, hvis man var araber. Amerikanerne blev budt velkomne til landet, og det så ud som om, at arabernes tilstedeværelse blev allernådigst tålt. Nu ved jeg godt, at der er mange sider i denne sag, og at det ikke er muligt at komme med et enkelt bud på, hvordan den komplicerede, uløselige konflikt, der har foregået i årevis, kan løses. Men da jeg stod der den eftermiddag i menneskemængden og ventede, fik jeg dog alligevel medfølelse med araberne, som skal igennem checkpointet dagligt og må finde sig i den behandling, de får. Jeg skal trods alt kun derud en gang i ugen....

De tre D'er

Sidste lørdag var vi til gudstjeneste i den messianske menighed Shemen Sasson. Vi kom der ret trofast sidste år, men besluttede egentlig at stoppe der efter sommerferien, fordi den præst, som vi ventede på, skulle komme tilbage fra orlov, valgte helt at stoppe. Nå, men lang historie... efter 7 måneder var vi der igen. Og denne gang var det min tur til at høre prædikenen.

Det var Caleb Meyers, der prædikede, og han talte om vores relation til Gud. Jeg vil særligt nævne to ting fra talen:

Han talte om de tre d'er: desire - discipline - delight. I den betydning, at vi kan have en desire (et ønske) at lære Gud bedre at kende. Fx et ønske om at komme tættere på Ham gennem bøn, men det kræver faktisk disciplin. For at vi skal komme til at bede mere, så må vi faktisk 'tage os lidt sammen'. Og dette skal ikke forstås i betydningen: at vi tager os sammen for, at Gud bedre kan lide os, men at bøn hver dag kræver en god rutine. Det kommer ikke af sig selv, men kræver lidt arbejde fra vores side, fordi vi så nemt bliver afledt af noget andet, eller ikke får taget os sammen. Jeg kunne i hvert fald godt sætte mig ind i det. Og det sidste d (delight) - ja, det kommer, når vi får oparbejdet denne gode vane og ofte får snakket med Gud - og lyttet til ham! Så kommer velsignelsen! Det kan måske komme til at lyde lidt strengt eller lidt firkantet, men for mig var det faktisk rart at få sat det op på denne måde: der er faktisk noget konkret, jeg godt kan gøre. Jeg skal gøre noget ved min desire om at lære Gud bedre at kende: jeg skal bede og være stille sammen med Gud. Og det følger der velsignelse med til. Åh, hvor vil jeg gerne lære det :-)

Det næste billede var om en særlig blomst, der vokser i NordIsrael. Jeg kan ikke huske, hvad den hed, men det særlige ved den var, at når den havde gode vækstforhold og nok vand, havde den blade og bar frugt, men når den var ved at tørre ud, krøllede bladene sig sammen og blev til torne. Ifølge traditionen var det af denne plante, at Jesu tornekrans blev lavet. Vi ved selvfølgelig ikke, om det er sandt, men for mig blev det et stærkt billede. Hvis jeg tørrer ud som menneske, hvis jeg ikke bliver fyldt på af Gud - så udvikler jeg torne. Så bliver jeg hård og afvisende og gør ondt at være sammen med. Det viser mig igen vigtigheden af at være sammen med Gud dagligt for at blive fyldt på.

Til sidst: måske lyder alt dette her meget fromt for nogle, men i virkeligheden er jeg faktisk ikke så "from." Grundet personlige årsager har jeg haft en lang tørkeperiode i mit forhold til Gud, som langsomt er ved at vende. Derfor er det så befriende for mig, at Gud lægger denne desire i mig efter at lære ham at kende og viser mig, at Han gerne vil 'vande' mig og lade mig vokse i kendskab til Ham. Det viser mig, at Han stadig elsker mig :-)

En god tradition

Først vil vi gerne ønske Godt Nytår til jer alle! Håber I kom godt ind i 2011. Det gjorde vi. Havde en hyggelig aften med gæster og god mad, men det var en lidt stille aften, da vi kun havde én bordbombe og stjernekastere... ikke hvad man er vant til i DK!

Det lader til, at vi har fået skabt en tradition hernede i dagene omkring nytår, idet nogle af forældrene fra pigernes børnehave, som vi besøgte før jul, spurgte os, om vi ikke igen i år inviterede folk over for at se vores juletræ (hvilket vi gjorde sidste jul). Øh, jo, det kunne vi da godt. Så den 30. december inviterede vi tre hold forældre fra børnehaven + børn til dansk julehygge og risengrød. Vi havde endda pakket små julegaver ind til børnene, som lå under juletræet. Det blev en hyggelig eftermiddag/aften, hvor børnene fik leget med pigernes julegaver, hoppet i sengene, spist en masse chokolade og set lidt film. Det eneste, som ikke vakte stor begejstring, var risengrøden. Måske er jeg uegnet til at bedømme det, da både Rebekka og Hannah elsker risengrød, men jeg troede faktisk, at de fleste børn i DK var vilde med det? Men det er israelske børn i hvert fald ikke. Halvdelen af børnene smagte på det, og så var det vist også det. Forældrene var dog så høflige, at de spiste mindst en portion hver og gav udtryk for, at det smagte godt. Selvom de studsede noget over, at vi puttede kanelsukker og smør ovenpå grøden og ikke rørte det hele sammen, som israelere generelt elsker at gøre. Men ned kom det da. Når vi så blev bedt om at forklare retten: hvorfor vi spiser den, hvor længe man har spist den i DK osv... ja, så måtte vi blive lidt svar skyldig. Tja... det gør vi vel bare, fordi det er en god og hyggelig tradition?

Uanset hvad, så havde vi en hyggelig aften sammen med dem - også selvom det pludseligt kan være lidt svært at forklare traditioner som risengrød og et pyntet træ i stuen, når man skal forklare det for nogle, som kommer fra en helt anden tradition :-)

"While you were sleeping"

Kære alle.

Det er blevet tid for en lille hilsen her før jul. Jeg vil derfor gerne dele nogle tanker med jer, som jeg har haft vedr. en sang af det amr. lovsangsband Casting Crowns. I får lige teksten til de første to vers her:

"While you were sleeping"

Oh little town of Bethlehem
Looks like another silent night
Above your deep and dreamless sleep
A giant star lights up the sky
And while you're lying in the dark
There shines an everlasting light
For the King has left His throne
And is sleeping in a manger tonight

Oh Bethlehem, what you have missed while you were sleeping
For God became a man
And stepped into your world today
Oh Bethlehem, you will go down in history
As a city with no room for its King
While you were sleeping
While you were sleeping

Oh little town of Jerusalem
Looks like another silent night
The Father gave His only Son
The Way, the Truth, the Life had come
But there was no room for Him in the world He came to save

Jerusalem, what you have missed while you were sleeping
The Savior of the world is dying on your cross today
Jerusalem, you will go down in history
As a city with no room for its King
While you were sleeping
While you were sleeping

Grunden til, at jeg er blevet rørt af disse ord, er, at jeg kun lytter til denne sang, når jeg er ude at løbe en tur.. ofte ved skumringstid, når mørket er ved at falde på. Det har været lidt mærkeligt at løbe rundt i Jerusalems gader og så høre disse ord sunget netop til Jerusalem! Her løber jeg rundt i mit nabolag, hvor der bor mange jøder og har disse ord i mine ører, mens jeg kan se på jøderne på gaden, som ikke kan høre ordene (af gode grunde: fordi de ikke har min MP3-afspiller i ørene!). Men ville de rigtig kunne høre ordene, selvom de hørte dem blive sunget? Ville de kunne høre og tro ordene om Jesus, som kom netop til dem, eller ville de sove væk fra det hele? Det er meget tankevækkende og giver god grund til netop af bede for, at jødernes ører og hjerter må åbne sig for ham, som kom for at frelse dem!

Den næste tanke, der opstår i mit hoved, er: hører jeg ordene? Ja, jeg hører dem jo rent fysisk og synger endda tit med på sangen (selvom det kan være lidt svært at gøre, når jeg løber), men når de ind i mit hjerte? Er jeg blevet så vant til at høre ordene om, at Jesus blev menneske og kom til jorden for at frelse os, at jeg i virkeligheden ikke rigtig lader det trænge ind? Forstår mit hjerte, at disse ord gælder også mig? At der var en god grund til, at Jesus blev født som menneske for 2000 år siden? At det ikke bare var for at være en god historie, som kunne bruges i krybbespil og julesange, men at der faktisk var en langt vigtigere årsag til det: fordi det var den eneste måde, hvorpå Gud kunne nå ind til os mennesker på og frelse os! Og at dette budskab ikke kun gælder menneskeheden generelt, men faktisk i allerhøjeste grad også gælder mig - og dig!!

Hvad har Auswitch og Mission overfor jøder med hinanden at gøre?

Godt spørgsmål. Ikke så meget ville jeg nok have sagt for en uges tid siden. Men siden da har jeg været på en 3 dages konference om Mission til Jøder i den polske by Krakow med indlagt tur til Auschwitz. Temaet var kort fortalt hvordan man kan være engageret i mission til jøder med Holocaust i bagagen. For, som konferencen lærte mig, der er faktisk seriøse kristne som vil afholde sig fra at tale tro med jøder fordi de føler skyld overfor dem. Nok mest udpræget i, især Tyskland, men også f.eks. Polen. Tyskerne føler skyld fordi deres folk henrettede 6 mill jøder og Polakkerne og til dels også andre Europæere fordi de stod passivt på sidelinjen og så til. Man bliver i en sådan sammenhæng glad for og stolt over de af vores danske forfædre som hjalp den jødiske befolkning i Danmark i sikkerhed i Sverige.

At denne skyldfølelse på den kristne side spænder ben for at jøder kan høre evangeliet om Jesus kan måske være lidt svært at forstå. Men samtidigt så har holocaust også på den jødiske side skabt en række problemer for os som gerne vil være engageret i at række det gode budskab tilbage til dem vi fik det fra. Nogle af de religiøse jøder, især de ultraortodokse, beskylder os nemlig for at være med til at gentage Holocaust bare på et åndeligt plan. Hitlers mål var at udrydde den jødiske race, men hvis missionen til jøderne lykkes helt vil det set fra de ultraortodokses synsvinkel få samme resultat. For en jøde der kommer til tro på Jesus er for dem ikke længere jøde. Og det betyder at skulle hele det jødiske folk få øjnene åbnet for deres Messias, så vil der ikke længere være noget jødisk folk.

For mig at se er begge forhindringer. Både skyldfølelsen og beskyldningen om at vi er med til at begå et åndeligt holocaust imod det jødiske folk tåbelige. Skyldfølelsen kan jeg forstå, men at den skulle afholde os fra at give det bedste vi har til dem som vi føler skyld overfor kan jeg ikke helt få til at give mening. Og de ultraortodokses beskyldninger giver kun mening hvis man giver dem ret i den forudsætning, de tager for givet: At en jøde der tror på Jesus ikke længere kan være jøde. For har man bare lidt kendskab til den messianske bevægelse vil man vide, at er der noget, som de jesustroende jøder går op i, så er det deres jødiske identitet. De har for manges del mere travlt med at distancere sig overfor den kristne kirke og jeg har hørt flere give udtryk for at troen på Jesus tværtimod har gjort dem mere jødiske end de var før.

Så kan man stadig med god samvittighed være engageret i mission til jøderne efter Holocaust. Ja absolut, men samtidigt kan det være godt at være opmærksom på at Holocaust faktisk stadig spiller en rolle også i mødet mellem jøderne og evangeliet.

Billede fra konferencen. Det er mig på 1. række under fuglen