Hvad hjertet er fyldt af...

Tid til en ny familie-opdatering herfra J'lem...
Hvad render vi rundt og laver i hverdagen?

Tja, mine børn er vist egentlig generelt lidt seje...
For nogle uger siden hørte de i Hannahs børnehave en fortælling om, at det vigtigste er ikke, hvordan du ser ud, men hvad der er inde i hjertet. Avi (lederen) spørger så børnene om, hvad der er i hjertet, hvorefter Hannah svarer hurtigt: Yeshua! Sådan Hannah - godt svar som eneste kristen i en jødisk synagoge. Avi fortalte, at de voksne havde grinet ret meget af svaret, mens børnene ingenting forstod. Som han sagde: "jeg må hellere til at forklare de andre børn en dag, at Hannah er lidt anderledes..." Men godt gået, min pige!

Rebekka er startet i skolen igen efter to ugers Yom Kippur / Sukkot ferie. Her til aften sad hun og lavede lektier, og pludselig hører jeg min femårige datter sidde og læse op til flere sætninger på perfekt hebræisk (med rullende 'r' og det hele). Hold da op - det er godt gjort, når hun kun har gået i skole i halvanden måned...

Og Andreas? Ja, den længe ventede tand er endelig brudt frem. Han har lært at rejse sig op og stå - hvilket han så gør hele tiden og ved alting. Jeg giver ham snart en hjelm på, så han ikke skal slå hovedet mere på det hårde marmorgulv! Han har stort set lært at sove natten igennem, og han spiser meget af vores mad. Især hvis det smager af noget: dvs. humus, oliven, feta, lasagne, karrysuppe... ikke det kedelige, smagsløse overvurderede babymad! :-) Så han klarer sig ganske pænt.

Og Jakob og jeg? Jakob har lige haft 19 volontører og andet godtfolk tre dage med ude i ørkenen. De havde en super tur, og imens boede Lone hos mig og hjalp med hus og børn. God ordning! I aften er han til lovsangsaften med IMB, og på lørdag får vi besøg af vores gode venner, Mette og Peter, fra DK. Og i næste uge står det på fire dages afslapning ved poolen på hotel i Aqaba med vennerne... ih, hvor vi glæder os!

Israels største trussel?

Meget af spaltepladsen i Israels aviser bliver for øjeblikket brugt til at analysere situationen med Irans atomprogram. Er præstestyret muligvis er i færd med at udvikle atomvåben? Og hvordan skal Israel reagere på det? Den største trussel imod Israels som en jødisk stat bliver det kaldt.

Det er imidlertid ikke alle israelere, der er enige i den påstand. Faktisk antydede Hirsh Goodman, en prisvindende jødisk forfatter, i den forløbne uge i en artikel i Jerusalem Posts netavis, at en endnu større fare truer Israel som stat indefra.

Baggrunden for hans artikel var hændelser i forbindelse med opløsningen af den ulovlige jødiske bosættelse Migron på vestbredden. Nedrivelsen fik nemlig unge fra de højreekstremistiske miljøer til at tage på et så kaldt ”prize tag” togt.

”Prize tags” er nærmest ved at være standard procedure efter opløsninger af ulovlige bosættelser. Det er bosætternes måde at vise, at politiet såvel som hæren får problemer når de ødelægger bosættelserne.

Prize tags går ud på at unge bosættere i ly af nattens mørke sprayer anti-arabiske eller i det her tilfælde anti-kristne graffitibudskaber på moskeer eller kirker.

Det kan syntes dybt uretfærdigt at muslimer eller kristne på den måde indblandes i noget, som ellers er et rent internt jødisk anliggende, men besætternes pointe er, at hvis I ødelægger vores bosættelser så laver vi graffiti, som vil opildne til had og på den måde give jer sværere arbejdsbetingelser.

Og denne gang gid det altså ud over os kristne. Det var det ellers så berømte kloster i Latrun lidt uden for Jerusalem som blev prize-tagged. Trædøren ind til klostret blev sat i brænd, og der blev sprayet budskaber som dette på klostrets mure.

Teksten på billedet er: Yeshua Kof, hvilket ordret betyder: Jesus er en abe.

Hele det jødiske samfund med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen var selvfølgelig hurtigt ude og fordømme hærværkshandlingerne, men Hirsh Goodman antyder alligevel i sit indlæg at samfundet som sådan indirekte bærer en del af skylden.

For som han skrev:

”Someone has to be responsible for producing the warped minds of those who defaced the beauty and raped the silence of the Trappist Monastery in Latrun earlier this week”

Nogen må kunne holdes ansvarlige for at have præget de unge, som på denne måde voldtog stilheden i Trappist klostret i Latrun.

Gøres der ikke nok for at tale de ekstremistiske tendenser i det jødiske samfund imod?

Og han fortsætter med at rette en skarp kritik af de siddende jødiske ledere for ikke proaktivt at arbejde imod ekstremisme, men for bare at forsøge at opretholde status quo.

Og spørgsmålet han stiller, er om den største trussel imod det jødiske samfund, i virkeligheden ikke er de ydre i form af Ahmadinejad og co, men i den ligegyldighed og mangel på indgriben der præger holdningen til den voksende højre ekstremisme. 

Hverdagsglimt.

For nylig hørte jeg om en 104-årig ultra-ortodoks mand med en meget stor familie. Hvis han talte sine børn, børnebørn, oldebørn, tip-oldebørn (muligvis også tip-tipoldebørn), drejede det sig om mere end 1400 mennesker!! Ret vildt! Det siger noget om, hvor mange børn de ultraortodokse får, og at de får dem tidligt.

Nå, det kan jeg ikke prale af. Min pointe var egentlig bare - udover det overraskende og uoverskuelige antal i en familie - at jeg er glad for, at min lille familie kun er på 5. Det er nok at overskue for mig. I hvert fald lige nu. Og sikke fem.
Rebekka, som bliver 6 år om to måneder og lige har tabt sine to første tænder, er begyndt i skole. Vi har efter lang tids overvejelse valgt den lokale kommuneskole, som ligger fem min. væk. Både fordi hun er ret dygtig til hebræisk, kan gå sammen med sin veninde, Noga, som bor dør og dør med os, og fordi vi vil spare op til halvanden times transporttid hver dag. Hvilket også er værd at tage med for en småbørnsfamilie. Men også fordi at vi har hørt gode ting om skolen. Hun har nu gået 1 uge. Og det virker til at gå godt. Hun var noget betuttet og forsigtig de første par dage, men jeg tror, at det hjalp, at Noga og hende kunne følges af. Og så er hun utrolig glad for at sidde og tegne, nusse, skrive og høre efter læreren - og det er en stor hjælp! Hun kommer tit hjem med t-shirten overklistret med klistermærker for "god til at lytte efter" eller "god til at sidde stille og tegne" og lign. Hun skal såmænd nok klare den, vores store pige. Mor og far er i hvert fald ved at revne af stolthed over hende :-)

Hannah, som bliver 4 år om knap tre uger, er begyndt i børnehaven over i synagogen, som ligger lige over for skolen. Det er en reformert synagoge med en kvindelig rabbiner, og den mandlige leder af børnehaven, Avi, er da også gift med en mand og har to børn. Det ville nok ikke gå i en ultraortodoks børnehave! Men det ændrer nu ikke ved, at Avi er utrolig god til børn, og at Hannah trives derovre. Har allerede fået nye venner og er meget optaget af alt det nye, hun lærer. Senere i dag er det hendes tur til at starte til ballet.

Og Andreas? Han er blevet seks måneder og er stadig en lækker og dejlig dreng. Lille kan man ikke kalde ham længere... sundhedsplejersken har dog opgivet at sætte ham på diet og konstaterer blot, at han er stor og har et stort hoved. Men, som hun sagde: "Faderen er jo også ret stor. Har han et stort hoved?" Tja... det aner jeg ikke. Det er ikke lige noget, jeg har sat mig ned og tænkt over :-)
Han er i gang med at lære at spise alm. mad og er ret god til at smage på nyt: fx citron (faderens ide!), oliven og ris. En superdejlig dreng, som forhåbentlig snart lærer at sove lidt mere om natten, så jeg ikke føler mig så gammel :-)

Så vores tid er godt fyldt op med de tre. Den ene dag er der møde på skolen, den anden dag i børnehaven. Så har de legeaftaler (og jeg får trænet mit hebræisk), så hygger vi med naboen på terrassen, så lærer vi nye kammerater at kende, og så er vi til kabbalah Shabbat (shabbat fejring) i synagogen fredag aften. Der er såmænd nok at lave.

Det var lidt om de tre guldklumper i familien. Jakob er godt i gang med arbejdet - bl.a. med den store flok af nye volontører, som vi får her til efteråret. Der bliver op til 25 danskere tilknyttet vores arbejde - hvilket næsten er en tredobling af, hvad vi er vant til! Nye forhold må man sige.

Og mig? Ja, jeg prøver at få det hele til at hænge sammen herhjemme - godt hjulpet af Lone, vores halvtidskirkevolontør (tusind tak til jer, der har støttet økonomisk med at få hende herned til os!) Det er ikke sikkert, at mine indlæg bliver fyldt af politiske eller religiøse overvejelser dette efterår, men jeg vil forsøge at give jer nogle glimt af, hvordan et småbørnsliv kan foregå i J'lem. Enjoy!

Påsketid!

Nu er det vist ved at være på tide at få skrevet lidt på bloggen igen. Ikke sådan forstået, at vi har ligget på den lade side siden sidste opdatering i februar. Nej - vi har såmænd fået en søn og brugt tiden på at lære ham lidt at kende. Og det tager tid, energi, kræfter, søvn og lidt mere tid.
Men skøn er han - sønnen. Stor, stærk, smilende og glad - og nem (som regel). Hvad kan man ønske sig mere? Og storesøstrene er glade for ham, især Rebekka. Kærlig og omsorgsfuld som altid.
Vi er så småt ved at vænne os til at være en familie med tre børn. Det kræver noget planlægning og overblik, men indtil nu går det fint. Sove - det må vi gøre, når vi bliver gamle :-)

Dette var egentlig tænkt som en indlæg om påske, så inden jeg fortaber mig i detaljer om mine dejlige børn, må jeg hellere vende tilbage til sporet igen. Påsken er som sagt over os, især her i Jerusalem. Byen er fuld af tilrejsende, solen skinner fra en skyfri himmel (vejrudsigten siger op til 27 grader i weekenden!) og afslører, at lejligheden ville have godt af en årlig forårs rengøring, og præsten har travlt. Så ved vi, at påsken nærmer sig :-)
Jeg sidder og skriver dette blog-indlæg med lyden af tre volontører, der er ved at bage kager i vores køkken sammen med Rebekka. Kagerne skal bruges til seder-måltidet på fredag sammen med O&I og Dansk-Jødisk venskab. Flot, at de vil hjælpe til. Det skal nok blive en god aften.

Påsketid er igen i går også Pesach tid (starter Langfredag aften). I sidste uge havde vi besøg af nogle gode venner, som har børn i Hannahs børnehave. Jeg faldt i snak med konen, som fortalte lidt om deres forberedelser op til Pesach. Hun sagde, at hun havde afsat nogle aftner til at få huset gjort pænt rent (dog ikke i alle kroge), og at hun aflåste de skabe med 'forbudt' mad (altså som indeholder gær) i stedet for at smide det hele ud, som mange jøder gør. Men det var noget anderledes med hendes mor. Hun brugte nemlig flere timer på at gøre ALT rent i huset. Helt ned til at skille sofaen ad og vaske imellem hynderne til at vaske i hver enkelt sprække i flisegulvet i hele huset. Ja - vaske alt af, som man kan komme i tanke om. Desuden skulle hun også købe ind, lave mad, sætte det ekstra køkkenudstyr frem, smide al mad ud... sikke et arbejde! Hun fortsatte med at betone, at når Pesach så endelig startede med Sedermåltidet, var moderen fuldstændig smadret. Hendes knoer var blodige, og hun var overtræt efter al den rengøring og forberedelserne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget hun får ud af selve måltidet, når hun har brugt så lang tid og så mange kræfter på forberedelserne. Men, som konen insisterede, så gør hun det jo, fordi hun mener, at det er det, Gud ønsker af hende. Det er den rigtige måde at forberede sig til påsken/pesach på.

Og der sad jeg så som dansker og tænkte mit. Først tænkte jeg: sikke et arbejde! Det ville jeg aldrig få gjort. Men på den anden side må det være rart at vide, at hele huset - i det mindste én gang om året - er rengjort helt i bund. Men igen: bliver prisen for høj? Huset er rent, reglerne er fuldt, maden er lavet.. alt er klappet og klart, men når selve festen starter, er man mest af alt klar til at gå i seng og sove til dagen efter. Hvad får man så ud af det? Og hvad handler pesach egentlig om? Hvad er det vigtigste i pesach? At følge reglerne eller få sat tid af samme med Gud til at reflektere over, hvad Han har gjort i vores liv?

Og igen: hvem er jeg til at dømme andre? Det er så nemt som udefrakommende at bedømme andres handlinger og måder at gøre tingene på, men så svært at se sine egne fejl. Ja - måske var det bedre for moderen (og andre hårdtarbejdende kvinder) at gøre mindre rent og bruge mere tid på at være stille, være til, åbne hjertet og lytte. Være Maria og ikke Martha. Men hvad gør jeg selv? Ja - jeg gør i hvert fald ikke hele huset rent - så meget kan jeg love! Men hvad gør jeg i stedet for? Åbner jeg mit hjerte for påskens budskab? For Ham, som kom til denne by for 2000 år siden og døde for min skyld? Eller drukner det budskab i madlavning, påskeforberedelser, travlhed og optagethed af alt muligt andet??

Ting, der indikerer...

Ting, der indikerer, at man har boet længere tid i Israel:

- når jeg konstaterer, at jeg har tilpasset trafikkulturen: nu er jeg også en (lettere) aggressiv og utålmodig bilist. Hvilket fx viser sig ved, at mine piger spontant siger mine trafik-udtryk ved den mindste tøven eller dytten i trafikken, eller jeg lidt forbavset konstaterer, at min tålmodighed er påfaldende lille, når det gælder mine medtrafikanter...

- når min datter vågner ved 5-tiden om morgenen, og jeg skal berolige hende med, at lyden af minareten ikke er farlig, men blot udtryk for, at araberne skal bede

- når jeg med undren må konstatere, at mine børn er blevet internationale: i går sad de og sagde forskellige farver på hhv. dansk, hebræisk og engelsk (samt Hannahs hjemmelavede hebræisk, som er danske ord udtalt med hebræisk intonation og selvbevidsthed :-))

- når jeg opdager, at temperaturen er 17 grader midt i februar, og det ikke undrer mig

- når jeg med selvfølgelighed spiser friske jordbær om vinteren

- når jeg tænker over alle de penge, vi indtil nu har sparret på flyverdragter, vinterstøvler og huer/vanter

- når Hannah ikke kan huske ordet "rød" på dansk, men automatisk bruger ordet "adom" på hebræisk i stedet for

- når jeg bliver irriteret over at blive kaldt 'turist'

- når min første reaktion på en bureaukratisk proces er at sukke

- når folk fra DK omtaler bands eller tv-programmer, som jeg aldrig har hørt om

- når jeg tager mig selv i at brokke mig over kulden hernede (4 grader) til en dansker, som har minus 8 grader udenfor.. og hurtigt forsvarer mig selv med, at 'husene altså er dårligt isolerede hernede...'

- når jeg begynder at overveje at lære at lave leverpostej af kyllingelever

- når jeg bruger mine døtre som tolke og oversættere

- når jeg ikke bliver vildt overrasket over at trække et nummer, der er 30-40 numre foran det nummer, der bliver ekspederet i banken eller på posthuset

- når ens datter som den første i familien får et israelsk id-nummer (for at kunne blive indskrevet i skolen)

- når jeg ser Mini-Israel, som er modeller over en række seværdigheder i Israel, og må konstatere, at jeg har set rigtig mange af stederne

- når jeg tager mig selv i at længes efter dansk rugbrød med leverpostej

Listen kunne blive ved... jeg synes, det er lidt sjovt indimellem at standse op og lægge mærke til de små forskelle mellem livet i DK og livet i Israel. Forskelle, som vi ofte ikke tænker på i hverdagen, men som alligevel er der :-)

Opdatering...

Nu er det vist på tide at få skrevet lidt nyt her fra Jerusalem, da vores julehilsen ikke bliver ved med at være aktuel :-) Vi er kommet godt ind i det nye år og har fået lagt sidste hånd på forårets kirkeprogram (den skal nok blive lagt ud på hjemmesiden inden så længe...), så alt i alt går det fint.

Martin, min barselsvikar, ankom i går aftes og virker til at være en rigtig fin fyr. Lige nu er han ude på en cykel-recogniseringstur med Jakob og Adrian for at tjekke området ud omkring Latrun, inden vores annoncerede mountainbike-tur på tirsdag. Another hard day at work!

På fredag holder vi afskedsfest for to volontører (Ditte og Anne) og en studerende (Adrian), hvis selskab vi alle har sat stor pris på i efteråret. Vi ønsker alt det bedste for dem alle og håber at se dem igen. Det er altid lidt mærkeligt at skulle sige farvel til volontører og andet godtfolk. Vi glæder os naturligvis over, at de har haft et godt ophold og er taknemmelige for det, vi har oplevet sammen. Men det er også lidt trist og vemodigt, hver gang et hold stopper.... vi kan ses igen i DK, men det bliver aldrig det samme... Jeg har nok bare stadig ikke vænnet mig til alle de goddag'er og farveller, som man udsættes for hernede.
Heldigvis er det ikke kun farveller. Vi har godt nok lige sagt farvel til vores volontør Marie og til Ida og Mathias, som var lederpar i Joffihuset, men samtidigt har vi også sagt goddag til Peter og Margrethe, som er det nye lederpar - vi glæder os til samarbejdet og samværet! Og til Martin. Og snart til de nye volontører, som kommer i starten af februar og marts.

For dem af jer, der måske synes, at der til tider går lidt for meget mor-snak i denne blog - jeg beklager. Men jeg kan ikke love, at det bliver bedre i den nærmeste fremtid... :-) Forleden dag fik jeg en snak med tyske Vibeke-Marie, som er med på mit hebræisk hold. Vi kom til at snakke om barselsforholdene i Tyskland i sammenligning med DK. Ifølge hende virkede det som om, at der ikke var så stor forskel i vilkårene for barslende kvinder i DK og i Tyskland hverken før eller efter fødslen. Den helt store forskel lå i, at en stor procentdel af de tyske kvinder (især i det tidligere Vesttyskland åbenbart) ikke startede igen på arbejdsmarkedet efter 1 års barsel, men valgte at gå hjemme ved barnet, indtil han/hun blev tre år. Det er selvfølgelig op til den enkelte kvinde at afgøre med sig selv og sin mand, hvordan man vil gøre det, men jeg blev alligevel noget overrasket over, at procentdelen var så stor (kan desværre ikke huske tallet). Måske fordi jeg selv har svært ved at se mig selv gå hjemme, indtil junior bliver tre år (tror, at min hjerne ville holde helt op med at fungere..), men også fordi emnet relaterer lidt til det, som jeg i sin tid skrev speciale om. Hvordan kvinder i DK i 1930erne begyndte at kæmpe for deres ret til at komme på arbejdsmarkedet og blive set som andet og mere end mødre. Også som individer, der havde noget at bidrage med i samfundet, og at samfundet derfor blev nødt til at indrette sig efter, at disse individer havde børn, som skulle passes. En begyndende udvikling, der siden har ført til, at langt de fleste danske kvinder nyder deres 1 år på barsel og så starter igen på arbejdsmarkedet. Men hvilke chancer har tyske kvinder for at gøre en forskel på arbejdsmarkedet, hvis de er væk i mindst 3-4 år?? Pr. barn! Det gør det da fuldstændig umuligt.
Jeg synes bare, at det var meget tankevækkende, at det tyske samfund, som jeg på mange måder anser for at være moderne og langt fremme i udviklingen, lige på dette punkt virker til at være lidt fastholdt i traditionelle kønsrollemønstre og opfattelser af, hvad den 'ægte' og 'rigtige' kvinde bør gøre.

Jeg elsker mine børn over alt på jorden og er dybt taknemmelig for muligheden for at være sammen med dem så intenst i løbet af deres første leveår - også selvom det til tider kan frustrere mig at gå hjemme. Men det ændrer ikke ved, at jeg ser mig selv som en kvinde med flere roller. Jeg er ikke 'kun' mor - jeg har også andet at byde på. Og jeg vil gerne lære, udvikle mig, udfordres og blive klogere... på mange af livets områder.

To dage efter denne snak med Vibeke-Marie snakkede jeg kort med en israelsk mor fra Hannahs børnehave, som har en lille baby på knap 4 måneder. Utrolig sød og dejlig baby. Moderen fortalte så, at hun allerede skulle starte på arbejde igen om 1 måned (5 måneders barsel i Israel er faktisk lidt usædvanligt!), men at hun ikke nænnede at aflevere hende i en institution, så hun havde hyret en Nanny til at komme og passe hende derhjemme. Stakkels mor. Og virkelig ærgeligt, at de israelske barselsregler er så dårlige for både mor og barn. Det kan godt være, at det er et spørgsmål om økonomi (hvilke andre argumenter kan der ellers være?), men det er stadig ikke holdbart for hverken mor eller barn.
Og hvor blev kontrasten stor til både tyske og danske mødre....