Strøtanker om lidt af hvert...

Dette blogindlæg risikerer at blive en smulet rodet, men jeg havde bare lyst til at dele nogle tanker med jer. Da jeg ikke syntes, at jeg havde evnerne til at samle det hele til ét stor indlæg med indledning, rød tråd og en stor sammenfattende konklusion, bliver det blot en smule strøtanker fra min side...

Jeg havde en god oplevelse i Light Rail'en forleden dag. Jeg sad ved siden af en midaldrende arabisk kvinde, som var sød at gøre mig opmærksom på, at sædet ved siden af hende var ledigt, da jeg stod med en række tunge poser i hånden (havde lige været på det jødiske marked). I løbet af turen begyndte hun at snakke med mig på hebræisk.. spurgte mig fx om, hvor jeg boede. Jeg prøvede at forklare hende, hvor det var, men da dette spørgsmål blev efterfulgt af en lang smøre på hebræisk, begyndte det at knibe med forståelsen. Herefter tog to midaldrende jødiske kvinder over, som sad overfor os. De begyndte at snakke med den arabiske kvinde, og det udviklede sig til en lille hyggesnak for dem. Da den arabiske kvinde gik ud af turen, smilede de jødiske kvinder til hende og sagde "Ma Salaam" (ala farvel) til hende, mens hun svarede "Yom tov" (god dag) tilbage til dem. Jeg ved godt, at det bare var en lille ting, men jeg syntes, det var så positivt at se disse kvinder sludre sammen. Kun smil og venlighed fra begge parter. Ikke noget med mistro eller konflikt. Det bekræftede min tese om, at langt de fleste arabere og jøder hernede i virkeligheden bare ønsker at få lov at leve et alm. hverdagsliv i fred og ro. De ønsker ikke politiske, kulturelle eller religiøse stridigheder, men et alm. fredeligt liv som alle vi andre. Det er ikke dem, der skaber konflikten. Det er derimod de ekstreme på begge sider og politikerne, som ikke kan nå til enighed.

En  mindre god oplevelse de sidste par dage har været, at Jakobs morfar, Axel, døde i sidste uge. Han var godt nok 91 år gammel, syg og dårlig, og savnede sin kone Grete noget så forfærdeligt, så jeg ønskede ikke for ham, at han skulle leve længere. Men det er alligevel altid trist at miste. Vi vil komme til at savne hans varme charme og store personlighed. I skrivende stund er Jakob og Andreas i DK til begravelse. Jeg håber, de får en god dag trods alt med mulighed for at sige farvel. Oplevelsen har dog medført en lang række snakke med pigerne om død, himmel og Jesus. De har været noget optaget af det med døden, men som børn nu gør, så tager de det stille og roligt. Hannah erklærede her til morgenmaden, at hun gerne ville dø snart, så hun kunne komme til at lege gemmeleg med Jesus! Rebekka derimod, som den tænksomme og følsomme pige hun er, var mere glad for, at oldefar nu er et sted, hvor der ikke er nogle, der er kede af det, bliver syge eller dør. Der glædede hun sig til at komme hen.

Den sidste strøtanke i denne omgang handler om nyheder fra DK. Jeg prøver at følge med på nettet i, hvad der sker i DK.. om ikke andet så på et overordnet plan. Og to nyheder har især skilt sig ud i det seneste tid: 1) at folk er så voldsomt optaget af, om schæferhunden Thor skal aflives pga. voldsom opførsel, eller han ikke skal. Han er tilsyneladende blevet bortført/reddet af en politimand, som mente, han var i sin fulde ret til at tage loven i egen hånd, fordi det var synd for hunden. Bemærkelsesværdigt! Og endnu mere bemærkelsesværdigt er, hvor meget folk går op i denne sag. Hvor indædt diskussionen kan blive, og hvor hadske folk nærmest bliver i forsvar for denne hund i dyrevelfærdens navn. I selv samme navn er det åbenbart i orden at være voldsomt kritisk over for en hundepsykolog, som vovede at udtale sig negativt om Thor. Som om at hundens tarv sættes over respekt for andre mennesker og alm. takt og tone.
Det undrer mig meget. Siden hvornår er hunde/dyr blevet vigtigere end mennesker?
Og hvorfor fokuseres der ikke mere på 2) de jødiske børn i DK, som åbenbart ikke har frit skolevalg, fordi de risikerer mobning på visse københavnske skoler fra palæstinensiske børn?! Det, synes jeg da, er langt værre end en hunds ve og vel! Jeg ved godt, at de to sager ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg undrer mig bare over, at en hund kan fylde så meget i nyhederne, når jeg synes, at den anden sag er både langt vigtigere, men også noget mere oprørende.
Læs evt. følgende link med titlen "Jøder - dem er det ikke synd for":

http://www.metroxpress.dk/debat/jder-dem-er-det-ikke-synd-for/KObmaD!nYg8Fi7RiCNHk/?fb_action_ids=10200508556299650&fb_action_types=og.likes&fb_source=other_multiline&action_object_map=%7B%2210200508556299650%22%3A524165050951378%7D&action_type_map=%7B%2210200508556299650%22%3A%22og.likes%22%7D&action_ref_map=%5B%5D

Meget tankevækkende, synes jeg. 

Juletræsekskursion

Ca. Sådan her ser det ud når 20 israelske børn fra den lokale synagoges menighedsbørnehave danser rundt om et juletræ til Søren Banjamus...

Hanna vores yngste datter på 4 som selv går i børnehaven havde fået lov at invitere sine venner fra børnehaven hjem for at se vores juletræ. En god mulighed for at fortælle lidt om hvad julen går ud på skulle man syntes.

Problemet er bare at det er forbudt at evangelisere i Israel for mindreårige, hvilket gør en suspekt så snart man skal formidle noget som har bare en forbindelse til religion til børn.

Jeg spurgte lederen i børnehaven om jeg måtte læse juleevangeliet for dem på hebraisk hvortil kommentaren var: "Avital will die". Avital er den ortodokse pædagogmedhjælper i børnehaven. Og selvom det blev sagt af lederen som er noget mere liberal og sagt med et glimt i øjet så gemmer der sig en sandhed bag.

Ortodokse jøder har stadig den opfattelse at Jesus og Kristne er deres modstandere og at det er en vederstykkelighed at lytte til det kristne budskab. Desværre.

Så derfor også Søren Banjomus og ikke et barn er født i Betlehem.

De fik dog lidt af budskabet med da lederen fik børnene til at sidde omkring træet og spurgte dem hvad de kunne genkende på træet fra Hannuka (Den jødiske lysfest som i år faldt i starten af December). Og vi fandt frem til at begge fester handler om hvordan lyset skinner i mørket.

Det er mit håb at lyset fra evangeliet en dag kan få lov at oplyse det mørke som formørker især nogle ortodokses opfattelse af hvem julens hovedperson var og er.

En lærerig søndag!

I går var jeg på en guidet tur med en af vores venner, Yanai, som arbejder som turguide og skriver en ph.d. på universitetet om uafhængighedskrigen i 1948. Formålet med turen var at fortælle os om Israel i nyere tid og give en større forståelse af de nuværende grænseuenigheder i landet (fx om røde, grønne og blå grænselinier op gennem tiden), bosættelser, sikkerhedsmuren og livet i Østjerusalem.

Altsammen meget spændende emner og fortalt på en engageret og (så vidt mulig) nuanceret måde. 

Jeg vil ikke her gengive hele turens program i detaljer, men blot gengive noget af det, der gjorde mest indtryk i løbet af dagen. Ikke fordi jeg vil gå ind i den politiske diskussion om disse problemstillinger, men blot give jer en fornemmelse af, hvad vi hørte..

- det var underligt igen at stå på den gade i Gilo, hvor jeg boede, da jeg var volontør i foråret 2000. Få måneder efter at jeg rejste tilbage til DK, oplevede volontørerne, at der blev skudt på lejligheden, og de måtte søge ly i køkkenet. Terrassen var siden mærket af skudhuller. I dag havde lejlighederne skudsikre vinduer, og der var bygget ekstra mure op omkring skoler, børnehaver mm., så palæstinenserne ikke længere kunne skyde dertil fra Beit Jala (forstad til Betlehem, som ligger på den anden side af dalen).  Tænk sig, at jeg den gang prøvede at gå ned af bjerget fra Gilo, gennem Beit Jala og ind til Manger Square i Betlehem.. stort set uden problemer. I dag er den gåtur umulig pga. sikkerhedsmuren, checkpoints, stødhegn mm.

- Yanai fortalte om en palæstinensisk landsby på Vestbreden (lige overfor Gilo) på ca. 1000 indbyggere, som af uvisse årsager er ved at blive omringet af sikkerhedsmuren. Dvs. hele landsbyen på et tidspunkt vil være indhegnet af en 8 m høj betonmur! Helt absurd. Og det var ikke fordi alle indbyggerne var livsfarlige terrorister; men derimod helt almindelige bønder. Selv de jødiske bosættere tæt ved protester imod beslutningen, men det lader ikke til, at den bliver ændret….

-   - Op til 80 % af alle indbyggere i Østjerusalem lever under fattigdomsgrænsen, og man vurderer, at op                               
       til 6000 børn ikke går i skole, fordi de ikke har adgang til det. Der er simpelthen ikke bygget skoler 
       nok. Hvad gør det ikke ved en fremtidig generation, at de skal vokse op under sådanne vilkår?  
       Kontrasten ml. øst og vest i denne by er ufattelig stor!

-  - Yanais fortælling om, hvordan han to gange har oplevet at være en af de første, der ankom til en café            
      eller lign, som lige har været udsat for en selvmordsbombe (under 2. intifada). Hvordan han kunne stå 
      og se på kroppene af døde børn…

-  - Besøget i en jødisk bosættelse på toppen af Oliebjerget, som blev skarpt bevogtet af sikkerhedsvagter 
     (vi fik næsten ikke lov til at komme ind), og hvor mødrene må hente børnene i børnehave i ekskorteret 
      konvoj af sikkerhedsmæssige årsager. Den palæstinenser, som solgte huset til dem, er siden blevet 
      myrdet

-  - Yanais beskrivelser af, hvordan han oplevede urolighederne i november måned i år. Hvordan han blev 
      indkaldt til hæren midt om natten og måtte forlade sin kone og tre børn, og hvor tæt soldaterne (ifølge 
      ham) egentlig var på at rykke ind i Gaza. Dette blev fortalt på engelsk på en arabisk café midt i Sheikh 
      Jarrah, hvor betjeningen var arabisk og udmærket forstod engelsk. Det gav en underlig situation, synes 
      jeg.

Jeg blev så glad for, at jeg ikke er en af dem, der engang skal sidde ved forhandlingsbordet og finde ud af, hvordan man rent konkret løser nogle af de meget komplicerede problemstillinger, der er i denne tilsyneladende uløselige og fastlåste konflikt. Der er utrolig mange svære spørgsmål, som der ikke gives nemme, konkrete løsningsmuligheder til:

Hvad gør man med de palæstinensiske flygtninge? Er en tostatsløsning det bedste? Og hvor skal grænsen rent praktisk gå? Kan det rent praktisk lade sig gøre at flytte flere tusind jøder og palæstinensere rundt, hvis grænserne ændrer sig markant? Hvilken type by ville Jerusalem være, hvis beboerne i øst fik de samme rettigheder, muligheder og økonomi som dem i vest? Hvad gør det ved et menneske at leve op af en 8 m høj betonmur? Hvordan undgår man at skabe en os-dem stemning?

Hvordan forsoner man disse to folk? Er det overhovedet muligt?

Der blev sat mange tanker igang efter sådan en tur...

Tanker i en urolig tid...

Som de fleste af jer nok har fundet ud af, har den sidste uges tid været noget urolig her i Israel. Først og fremmest mest i Sydisrael og i Gaza med massive raketbeskydninger, men desværre også i Tel Aviv og Jerusalem med enkelte nedslag.
Jeg vil ikke gå nærmere ind i den politiske situation eller spå om fremtiden. Det vil jeg lade andre om. Men jeg vil dog give jer et lille indblik i, hvordan jeg har oplevet det, og hvilke tanker jeg har gjort mig i løbet af den sidste uges tid.

- det startede torsdag aften i sidste uge, hvor Jakob og jeg var til Casparis 30 års jubilæumsfest. Mens vi stod og snakkede med Christian Rasmussen, talte vi om den politiske uro og sandsynligheden for, at raketter ville nå til Tel Aviv. Vi var alle enige om, at det var meget usandsynligt. Mens vi snakkede, ringede hans mobil, og Lisbeth fortalte, at hun nu var på vej over i et beskyttelsesrum med alle fire børn, fordi der lige var blevet affyret raketter mod Tel Aviv. Meget overraskende og chokerende for os alle!

- dagen efter snakkede jeg med min nabo og gode ven, Avner. Han fortalte, at han var urolig for at blive indkaldt til hæren som reserve. Han havde ikke lyst til at forlade sin familie (de har tre små børn). Vi blev dog enige om, at raketterne heldigvis ikke kunne nå til Jerusalem... hvem ville dog skyde mod denne by og risikere at ramme Dome of the Rock eller araberne? Efter samtalen tog jeg mine tre børn og deres ældste Noga (som går i klasse med Rebekka) hen på legeplads. Og pludselig - mens vi var der - lød alarmen igen. Først troede jeg, at det var en øvelse (selvom det godt nok ville være en dum dag at have øvelse i). Legepladsen var fuld af andre israelske forældre, og ingen af dem søgte ly. Alle stod bare og lyttede lidt. Jeg havde ellers et kort øjeblik overvejet, om jeg skulle 'fange' alle fire børn og søge ind under en busk, legetårnet eller lign. Jeg vidste faktisk overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre. En af fædrene beroligede mig og sagde, at det bare var en øvelse. Men pludselig kom en af de andre fædre hen og sagde, at han nu havde hørt raketten eksplodere, så han tog hjem. Og på nul komma fem var hele legepladsen tom, og jeg stod der alene med fire små børn. Ret skræmmende. Jeg samlede dem sammen, og så gik vi stille og roligt hjem. Jeg ville ikke gøre dem urolige.

- derhjemme var Nogas mor noget bekymret, og vi fik også en snak om det. Noga var efterfølgende ret ked af det - blev bange for raketterne. Vores pigerne derimod forstod vist ikke rigtig, hvad der foregik. Og jeg lod dem blive i uvidenheden. Men da Jakob kom hjem om aftenen, og vi inden sengetid snakkede om, hvad vi skulle gøre, hvis luftalarmen lød om natten, blev jeg urolig igen. Tænk at diskutere, hvilket rum i lejligheden, der er mest 'bombesikkert'. Og overveje konsekvenserne af at evt. skulle bære sovende børn ned i et shelter midt om natten! Meget surresalistisk.

- i går lød alarmen så igen efter fire dage med ro i Jerusalem. Havde lige nået at sige til mig selv, at det nok var den eneste gang. Og mon ikke der snart kommer våbenhvile. Men ak. Rebekka, Andreas og jeg måtte skynde os ned i skolens beskyttelsesrum, hvor vi sad sammen med ca. 40 larmende israelske børn. Denne gang blev Rebekka noget påvirket af det, og flere gange i går tog vi en snak med hende om, hvad den lyd betød, hvad raketter er, og om det at være bange.
Det er lidt hjerteskærende at se sin store/lille pige med store øjne fortælle om, at hun er bange for at lægge sig til at sove pga. raketterne. Vi blev ved med at berolige hende med, at hun var i sikkerhed, og vi nok skulle passe på hende. Det er okay at være bange, men hjernen må fortælle hjertet, at der ikke sker noget. Sandsynligheden er så utrolig lille. Men for en sikkerhedsskyld går vi i et beskyttelsesrum alligevel. Det er ligesom at være bange for spøgelser - her må hjernen igen berolige hjertet.

- jeg håber, det kan trøste hende lidt. Men mit eget hjerte er også lidt uroligt. Jeg ved godt, at sandsynligheden er utrolig lille, men situationen er alligevel lidt skræmmende og ukendt, synes jeg. Jeg læner mig op af min mands rolige overblik og rationelle argumenter, søger trøst ved de andre mødre og deres lign. bekymringer og prøver at hvile i, at min kærlige Far sætter englevagt om os.
Og så håber jeg meget på en våbenhvile meget snart! Så Avner ikke skal i krig. Så raketterne standser. Så børn i Israel - og Gaza- igen kan sove roligt!

Hvad hjertet er fyldt af...

Tid til en ny familie-opdatering herfra J'lem...
Hvad render vi rundt og laver i hverdagen?

Tja, mine børn er vist egentlig generelt lidt seje...
For nogle uger siden hørte de i Hannahs børnehave en fortælling om, at det vigtigste er ikke, hvordan du ser ud, men hvad der er inde i hjertet. Avi (lederen) spørger så børnene om, hvad der er i hjertet, hvorefter Hannah svarer hurtigt: Yeshua! Sådan Hannah - godt svar som eneste kristen i en jødisk synagoge. Avi fortalte, at de voksne havde grinet ret meget af svaret, mens børnene ingenting forstod. Som han sagde: "jeg må hellere til at forklare de andre børn en dag, at Hannah er lidt anderledes..." Men godt gået, min pige!

Rebekka er startet i skolen igen efter to ugers Yom Kippur / Sukkot ferie. Her til aften sad hun og lavede lektier, og pludselig hører jeg min femårige datter sidde og læse op til flere sætninger på perfekt hebræisk (med rullende 'r' og det hele). Hold da op - det er godt gjort, når hun kun har gået i skole i halvanden måned...

Og Andreas? Ja, den længe ventede tand er endelig brudt frem. Han har lært at rejse sig op og stå - hvilket han så gør hele tiden og ved alting. Jeg giver ham snart en hjelm på, så han ikke skal slå hovedet mere på det hårde marmorgulv! Han har stort set lært at sove natten igennem, og han spiser meget af vores mad. Især hvis det smager af noget: dvs. humus, oliven, feta, lasagne, karrysuppe... ikke det kedelige, smagsløse overvurderede babymad! :-) Så han klarer sig ganske pænt.

Og Jakob og jeg? Jakob har lige haft 19 volontører og andet godtfolk tre dage med ude i ørkenen. De havde en super tur, og imens boede Lone hos mig og hjalp med hus og børn. God ordning! I aften er han til lovsangsaften med IMB, og på lørdag får vi besøg af vores gode venner, Mette og Peter, fra DK. Og i næste uge står det på fire dages afslapning ved poolen på hotel i Aqaba med vennerne... ih, hvor vi glæder os!

Israels største trussel?

Meget af spaltepladsen i Israels aviser bliver for øjeblikket brugt til at analysere situationen med Irans atomprogram. Er præstestyret muligvis er i færd med at udvikle atomvåben? Og hvordan skal Israel reagere på det? Den største trussel imod Israels som en jødisk stat bliver det kaldt.

Det er imidlertid ikke alle israelere, der er enige i den påstand. Faktisk antydede Hirsh Goodman, en prisvindende jødisk forfatter, i den forløbne uge i en artikel i Jerusalem Posts netavis, at en endnu større fare truer Israel som stat indefra.

Baggrunden for hans artikel var hændelser i forbindelse med opløsningen af den ulovlige jødiske bosættelse Migron på vestbredden. Nedrivelsen fik nemlig unge fra de højreekstremistiske miljøer til at tage på et så kaldt ”prize tag” togt.

”Prize tags” er nærmest ved at være standard procedure efter opløsninger af ulovlige bosættelser. Det er bosætternes måde at vise, at politiet såvel som hæren får problemer når de ødelægger bosættelserne.

Prize tags går ud på at unge bosættere i ly af nattens mørke sprayer anti-arabiske eller i det her tilfælde anti-kristne graffitibudskaber på moskeer eller kirker.

Det kan syntes dybt uretfærdigt at muslimer eller kristne på den måde indblandes i noget, som ellers er et rent internt jødisk anliggende, men besætternes pointe er, at hvis I ødelægger vores bosættelser så laver vi graffiti, som vil opildne til had og på den måde give jer sværere arbejdsbetingelser.

Og denne gang gid det altså ud over os kristne. Det var det ellers så berømte kloster i Latrun lidt uden for Jerusalem som blev prize-tagged. Trædøren ind til klostret blev sat i brænd, og der blev sprayet budskaber som dette på klostrets mure.

Teksten på billedet er: Yeshua Kof, hvilket ordret betyder: Jesus er en abe.

Hele det jødiske samfund med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen var selvfølgelig hurtigt ude og fordømme hærværkshandlingerne, men Hirsh Goodman antyder alligevel i sit indlæg at samfundet som sådan indirekte bærer en del af skylden.

For som han skrev:

”Someone has to be responsible for producing the warped minds of those who defaced the beauty and raped the silence of the Trappist Monastery in Latrun earlier this week”

Nogen må kunne holdes ansvarlige for at have præget de unge, som på denne måde voldtog stilheden i Trappist klostret i Latrun.

Gøres der ikke nok for at tale de ekstremistiske tendenser i det jødiske samfund imod?

Og han fortsætter med at rette en skarp kritik af de siddende jødiske ledere for ikke proaktivt at arbejde imod ekstremisme, men for bare at forsøge at opretholde status quo.

Og spørgsmålet han stiller, er om den største trussel imod det jødiske samfund, i virkeligheden ikke er de ydre i form af Ahmadinejad og co, men i den ligegyldighed og mangel på indgriben der præger holdningen til den voksende højre ekstremisme. 

Hverdagsglimt.

For nylig hørte jeg om en 104-årig ultra-ortodoks mand med en meget stor familie. Hvis han talte sine børn, børnebørn, oldebørn, tip-oldebørn (muligvis også tip-tipoldebørn), drejede det sig om mere end 1400 mennesker!! Ret vildt! Det siger noget om, hvor mange børn de ultraortodokse får, og at de får dem tidligt.

Nå, det kan jeg ikke prale af. Min pointe var egentlig bare - udover det overraskende og uoverskuelige antal i en familie - at jeg er glad for, at min lille familie kun er på 5. Det er nok at overskue for mig. I hvert fald lige nu. Og sikke fem.
Rebekka, som bliver 6 år om to måneder og lige har tabt sine to første tænder, er begyndt i skole. Vi har efter lang tids overvejelse valgt den lokale kommuneskole, som ligger fem min. væk. Både fordi hun er ret dygtig til hebræisk, kan gå sammen med sin veninde, Noga, som bor dør og dør med os, og fordi vi vil spare op til halvanden times transporttid hver dag. Hvilket også er værd at tage med for en småbørnsfamilie. Men også fordi at vi har hørt gode ting om skolen. Hun har nu gået 1 uge. Og det virker til at gå godt. Hun var noget betuttet og forsigtig de første par dage, men jeg tror, at det hjalp, at Noga og hende kunne følges af. Og så er hun utrolig glad for at sidde og tegne, nusse, skrive og høre efter læreren - og det er en stor hjælp! Hun kommer tit hjem med t-shirten overklistret med klistermærker for "god til at lytte efter" eller "god til at sidde stille og tegne" og lign. Hun skal såmænd nok klare den, vores store pige. Mor og far er i hvert fald ved at revne af stolthed over hende :-)

Hannah, som bliver 4 år om knap tre uger, er begyndt i børnehaven over i synagogen, som ligger lige over for skolen. Det er en reformert synagoge med en kvindelig rabbiner, og den mandlige leder af børnehaven, Avi, er da også gift med en mand og har to børn. Det ville nok ikke gå i en ultraortodoks børnehave! Men det ændrer nu ikke ved, at Avi er utrolig god til børn, og at Hannah trives derovre. Har allerede fået nye venner og er meget optaget af alt det nye, hun lærer. Senere i dag er det hendes tur til at starte til ballet.

Og Andreas? Han er blevet seks måneder og er stadig en lækker og dejlig dreng. Lille kan man ikke kalde ham længere... sundhedsplejersken har dog opgivet at sætte ham på diet og konstaterer blot, at han er stor og har et stort hoved. Men, som hun sagde: "Faderen er jo også ret stor. Har han et stort hoved?" Tja... det aner jeg ikke. Det er ikke lige noget, jeg har sat mig ned og tænkt over :-)
Han er i gang med at lære at spise alm. mad og er ret god til at smage på nyt: fx citron (faderens ide!), oliven og ris. En superdejlig dreng, som forhåbentlig snart lærer at sove lidt mere om natten, så jeg ikke føler mig så gammel :-)

Så vores tid er godt fyldt op med de tre. Den ene dag er der møde på skolen, den anden dag i børnehaven. Så har de legeaftaler (og jeg får trænet mit hebræisk), så hygger vi med naboen på terrassen, så lærer vi nye kammerater at kende, og så er vi til kabbalah Shabbat (shabbat fejring) i synagogen fredag aften. Der er såmænd nok at lave.

Det var lidt om de tre guldklumper i familien. Jakob er godt i gang med arbejdet - bl.a. med den store flok af nye volontører, som vi får her til efteråret. Der bliver op til 25 danskere tilknyttet vores arbejde - hvilket næsten er en tredobling af, hvad vi er vant til! Nye forhold må man sige.

Og mig? Ja, jeg prøver at få det hele til at hænge sammen herhjemme - godt hjulpet af Lone, vores halvtidskirkevolontør (tusind tak til jer, der har støttet økonomisk med at få hende herned til os!) Det er ikke sikkert, at mine indlæg bliver fyldt af politiske eller religiøse overvejelser dette efterår, men jeg vil forsøge at give jer nogle glimt af, hvordan et småbørnsliv kan foregå i J'lem. Enjoy!