En god tradition

Først vil vi gerne ønske Godt Nytår til jer alle! Håber I kom godt ind i 2011. Det gjorde vi. Havde en hyggelig aften med gæster og god mad, men det var en lidt stille aften, da vi kun havde én bordbombe og stjernekastere... ikke hvad man er vant til i DK!

Det lader til, at vi har fået skabt en tradition hernede i dagene omkring nytår, idet nogle af forældrene fra pigernes børnehave, som vi besøgte før jul, spurgte os, om vi ikke igen i år inviterede folk over for at se vores juletræ (hvilket vi gjorde sidste jul). Øh, jo, det kunne vi da godt. Så den 30. december inviterede vi tre hold forældre fra børnehaven + børn til dansk julehygge og risengrød. Vi havde endda pakket små julegaver ind til børnene, som lå under juletræet. Det blev en hyggelig eftermiddag/aften, hvor børnene fik leget med pigernes julegaver, hoppet i sengene, spist en masse chokolade og set lidt film. Det eneste, som ikke vakte stor begejstring, var risengrøden. Måske er jeg uegnet til at bedømme det, da både Rebekka og Hannah elsker risengrød, men jeg troede faktisk, at de fleste børn i DK var vilde med det? Men det er israelske børn i hvert fald ikke. Halvdelen af børnene smagte på det, og så var det vist også det. Forældrene var dog så høflige, at de spiste mindst en portion hver og gav udtryk for, at det smagte godt. Selvom de studsede noget over, at vi puttede kanelsukker og smør ovenpå grøden og ikke rørte det hele sammen, som israelere generelt elsker at gøre. Men ned kom det da. Når vi så blev bedt om at forklare retten: hvorfor vi spiser den, hvor længe man har spist den i DK osv... ja, så måtte vi blive lidt svar skyldig. Tja... det gør vi vel bare, fordi det er en god og hyggelig tradition?

Uanset hvad, så havde vi en hyggelig aften sammen med dem - også selvom det pludseligt kan være lidt svært at forklare traditioner som risengrød og et pyntet træ i stuen, når man skal forklare det for nogle, som kommer fra en helt anden tradition :-)

"While you were sleeping"

Kære alle.

Det er blevet tid for en lille hilsen her før jul. Jeg vil derfor gerne dele nogle tanker med jer, som jeg har haft vedr. en sang af det amr. lovsangsband Casting Crowns. I får lige teksten til de første to vers her:

"While you were sleeping"

Oh little town of Bethlehem
Looks like another silent night
Above your deep and dreamless sleep
A giant star lights up the sky
And while you're lying in the dark
There shines an everlasting light
For the King has left His throne
And is sleeping in a manger tonight

Oh Bethlehem, what you have missed while you were sleeping
For God became a man
And stepped into your world today
Oh Bethlehem, you will go down in history
As a city with no room for its King
While you were sleeping
While you were sleeping

Oh little town of Jerusalem
Looks like another silent night
The Father gave His only Son
The Way, the Truth, the Life had come
But there was no room for Him in the world He came to save

Jerusalem, what you have missed while you were sleeping
The Savior of the world is dying on your cross today
Jerusalem, you will go down in history
As a city with no room for its King
While you were sleeping
While you were sleeping

Grunden til, at jeg er blevet rørt af disse ord, er, at jeg kun lytter til denne sang, når jeg er ude at løbe en tur.. ofte ved skumringstid, når mørket er ved at falde på. Det har været lidt mærkeligt at løbe rundt i Jerusalems gader og så høre disse ord sunget netop til Jerusalem! Her løber jeg rundt i mit nabolag, hvor der bor mange jøder og har disse ord i mine ører, mens jeg kan se på jøderne på gaden, som ikke kan høre ordene (af gode grunde: fordi de ikke har min MP3-afspiller i ørene!). Men ville de rigtig kunne høre ordene, selvom de hørte dem blive sunget? Ville de kunne høre og tro ordene om Jesus, som kom netop til dem, eller ville de sove væk fra det hele? Det er meget tankevækkende og giver god grund til netop af bede for, at jødernes ører og hjerter må åbne sig for ham, som kom for at frelse dem!

Den næste tanke, der opstår i mit hoved, er: hører jeg ordene? Ja, jeg hører dem jo rent fysisk og synger endda tit med på sangen (selvom det kan være lidt svært at gøre, når jeg løber), men når de ind i mit hjerte? Er jeg blevet så vant til at høre ordene om, at Jesus blev menneske og kom til jorden for at frelse os, at jeg i virkeligheden ikke rigtig lader det trænge ind? Forstår mit hjerte, at disse ord gælder også mig? At der var en god grund til, at Jesus blev født som menneske for 2000 år siden? At det ikke bare var for at være en god historie, som kunne bruges i krybbespil og julesange, men at der faktisk var en langt vigtigere årsag til det: fordi det var den eneste måde, hvorpå Gud kunne nå ind til os mennesker på og frelse os! Og at dette budskab ikke kun gælder menneskeheden generelt, men faktisk i allerhøjeste grad også gælder mig - og dig!!

Hvad har Auswitch og Mission overfor jøder med hinanden at gøre?

Godt spørgsmål. Ikke så meget ville jeg nok have sagt for en uges tid siden. Men siden da har jeg været på en 3 dages konference om Mission til Jøder i den polske by Krakow med indlagt tur til Auschwitz. Temaet var kort fortalt hvordan man kan være engageret i mission til jøder med Holocaust i bagagen. For, som konferencen lærte mig, der er faktisk seriøse kristne som vil afholde sig fra at tale tro med jøder fordi de føler skyld overfor dem. Nok mest udpræget i, især Tyskland, men også f.eks. Polen. Tyskerne føler skyld fordi deres folk henrettede 6 mill jøder og Polakkerne og til dels også andre Europæere fordi de stod passivt på sidelinjen og så til. Man bliver i en sådan sammenhæng glad for og stolt over de af vores danske forfædre som hjalp den jødiske befolkning i Danmark i sikkerhed i Sverige.

At denne skyldfølelse på den kristne side spænder ben for at jøder kan høre evangeliet om Jesus kan måske være lidt svært at forstå. Men samtidigt så har holocaust også på den jødiske side skabt en række problemer for os som gerne vil være engageret i at række det gode budskab tilbage til dem vi fik det fra. Nogle af de religiøse jøder, især de ultraortodokse, beskylder os nemlig for at være med til at gentage Holocaust bare på et åndeligt plan. Hitlers mål var at udrydde den jødiske race, men hvis missionen til jøderne lykkes helt vil det set fra de ultraortodokses synsvinkel få samme resultat. For en jøde der kommer til tro på Jesus er for dem ikke længere jøde. Og det betyder at skulle hele det jødiske folk få øjnene åbnet for deres Messias, så vil der ikke længere være noget jødisk folk.

For mig at se er begge forhindringer. Både skyldfølelsen og beskyldningen om at vi er med til at begå et åndeligt holocaust imod det jødiske folk tåbelige. Skyldfølelsen kan jeg forstå, men at den skulle afholde os fra at give det bedste vi har til dem som vi føler skyld overfor kan jeg ikke helt få til at give mening. Og de ultraortodokses beskyldninger giver kun mening hvis man giver dem ret i den forudsætning, de tager for givet: At en jøde der tror på Jesus ikke længere kan være jøde. For har man bare lidt kendskab til den messianske bevægelse vil man vide, at er der noget, som de jesustroende jøder går op i, så er det deres jødiske identitet. De har for manges del mere travlt med at distancere sig overfor den kristne kirke og jeg har hørt flere give udtryk for at troen på Jesus tværtimod har gjort dem mere jødiske end de var før.

Så kan man stadig med god samvittighed være engageret i mission til jøderne efter Holocaust. Ja absolut, men samtidigt kan det være godt at være opmærksom på at Holocaust faktisk stadig spiller en rolle også i mødet mellem jøderne og evangeliet.

Billede fra konferencen. Det er mig på 1. række under fuglen

Børn og Gud

Ja, jeg ved det godt - for dem af jer, der ikke har børn, kan det sikkert undre (eller indimellem irritere), at forældre ofte, tit og længe fortæller om deres børns gøren og laden. Jeg beklager, men de kommer altså bare med så mange guldkorn, at det ville være synd ikke engang imellem at dele nogle af dem med jer.

Så her kommer to af Rebekka og Hannahs ytringer om Gud og Jesus.

I forbindelse med at vores terrasse blev lavet om, var vores lejlighed midlertidigt invaderet af tre flinke arabiske håndværkere. Rebekka lagde hurtigt mærke til, at de ikke snakkede dansk og heller ikke hebræisk. Jeg fortalte hende, at de snakkede arabisk til hinanden, fordi de var arabere. Hm... så sad hun og tyggede lidt på den. Handler de så også hos den arabiske købmand? (en butik i nærheden vi bruger, når vi har glemt at købe nok mælk til shabbatten fx) Jeps, kunne jeg så svare. (eller i en eller anden lignende butik..) Tror de på Gud, lød det så? Ok, det kræver et lidt længere svar... Det blev til noget med, at de ikke tror på Gud på samme måde som os, og at de ikke tror på Jesus. Det sidste blev hun noget overrasket over, men accepterede, at det gjorde de ikke, fordi der ikke var nogle, der havde fortalt dem om ham.

Jeg kunne ikke lade være med at blive slået over hendes tanker om emnet. Helt naturligt gik hun fra "hvor handler de" til "hvem tror de på". Ingen religionsforskrækkelse eller generthed her. Nej, det var lige så naturligt at spørge om det ene som om det andet.

Og det hele blev så yderligere understreget om eftermiddagen, hvor vi sad og spiste boller og drak kakao, mens de føromtalte håndværkere bad til Allah på gulvet i hjørnet af stuen. Jeg kunne ikke lade være med i tankerne at vende tilbage til dagens samtale med hende.... Gid nogle fortalte dem om Jesus! Og kunne denne 'nogen' så egentlig ikke være mig? Hvis jeg da ellers turde.

Forleden dag sad Hannah og jeg og tegnede. Pludselig sagde Hannah: "Mor, tegn Gud!" Åh, så sad jeg der helt blank. Hvordan tegner man ham? Som en rar gammel mand med langt hvidt skæg? Nej - det blev for stereotypt. Som en stor, sort favnende kvinde (jf. bogen "Hytten")? Nej - det krævede for mange forklaringer. Jeg endte med at tegne ham som et hjerte som symbol på kærligheden og fortalte hende, at det var Gud, fordi han elskede hende og boede i hendes hjerte.

Jeg ville ønske, at jeg havde en barnetro som mine to piger. Ligetil, enkel, naturlig og tillidsfuld. Det er trist, at vores barnetro ødelægges af alt for mange tanker, spekulationer, tvivl og spørgsmål. Sådan er det at være voksen, men jeg kan godt forstå, at Jesus sagde, at vi skulle blive som børn igen. Det er meget mere enkelt. Lige så naturligt som Rebekka spørger om mere morgenmad, lige så naturligt kan hun snakke om Jesus, der bor i hjertet og elsker alle børn. Det er da dejligt at blive mindet om :-)

Drama i Jerusalem

Natten til fredag blev jeg ringet op af en af vores volontører. "CMA er lige brændt". Øhh hva. Den måtte jeg lige ha' igen. CMA er en kristen organisation med et stort "ministry centre" lige midt i Jerusalem på grænsen til den ultraortodokse bydel. Faktisk samme center, som Caspari Centeret skal flytte ind på til januar. Nå, men nu var kælderen, hvor Christian boede, altså brændt. Christian var den sidste, som nåede ud af bygningen, og måtte kravle 20 meter på gulvet for at kunne trække vejret i den meget kraftige røg. Ingen kom til skade, og branden blev begrænset til kælderetagen. Resten af bygningen er intakt, men der lugter af røg overalt, så der bliver brug for en gennemgående rengøring og måske maling af hele centeret. Men glæden over, at ingen kom noget til, blev lidt ødelagt af politiets efterforskning. Branden var påsat :-( Og mistanken retter sig umiddelbart imod de ultraortodokses antimissionsorganisation "Jad LaAchim". De har før opført sig meget voldsomt overfor missionsaktiviteter og messianske jøder. Det skal dog nævnes, at der ikke er nogen antydninger af, hvem der står bag branden, så det kan i teorien lige så godt være en tilfældig pyroman, som det kan være de nævnte ultraortodokse. Men alligevel giver det en dårlig smag i munden. Alene det, at den første tanke efter at have været udsat for, hvad der kunne ha' udviklet sig til en mordbrand, er, at det kan have været religiøst betinget, er ubehagelig. Som flere har bemærket, så er den nævnte anti-missionsbevægelse, hvor voldsomme og radikale de end er, aldrig været kendt for at ville skade enkeltpersoner. Hvis de har haft noget med branden at gøre, må man forvente, at de har regnet med, at kirkecenteret var tomt, da de startede branden. Men stadigvæk. Hvordan kan man være så næsten militant aggressiv overfor, hvad der i vores øjne er verdens bedste budskab? At Gud i sin søn har skabt fred mellem os og ham. Og at han ønsker, at alle skal have del i den fred, og at den fred må forplante sig til os mennesker imellem. Hvordan kan man føle sig så truet af det budskab, at man kan finde på at brænde andre folks bygninger ned? Jeg forstår det ihvertfald ikke.

Are you a follower of Christ?

I går prøvede jeg noget, jeg aldrig har prøvet før. På vej ind i banken passerede jeg vagtmanden - iøvrigt altid venlig, vil aldrig se min taske og er meget sød til at holde døren og smile - og mens jeg rodede rundt i min taske for at finde mit pas (hvorfor er det altid svært at finde noget i en dametaske? Er der hemmelige rum eller Bermuda trekanter dernede?), spurgte han mig pludselig: "Are you a follower of Christ?" Jeg standsede op - helt paf. "Øh..." fik jeg vist bare mumlet. Han pegede på mit kors og sagde "Me too. I'm a messianic Jew." Stadig helt overrasket fik jeg sagt noget med, at det var da dejligt at høre og gik ind i banken.

Mens jeg sad og ventede på, at det blev min tur, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte snakke lidt med ham, når jeg gik ud igen... ellers ville det virke meget mærkeligt. Men da jeg så gik ud igen, stod han imellem flere ansatte fra banken, og for ikke at bringe ham i forlegenhed (hvis de nu fx ikke vidste det eller ville have det mærkeligt med det), smilede jeg bare til ham.

Men næste gang jeg skal i banken, vil jeg lige standse op og tage en snak med vagtmanden... om Jesus! Hvor tit er det, at man får mulighed for det??

Er det anderledes??

I sommers lagde jeg mærke til, at jeg mange gange blev spurgt, om det ikke var helt vildt eksotisk at bo i Jerusalem. Tænk at bo i et fremmed land, som er så anderledes end Danmark. De fleste gange svarede jeg tilbage, at det vænner man sig til. Det bliver også hverdag hernede... og vores hverdag skiller sig i bund og grund ikke så meget ud fra andre børnefamiliers hverdag i Danmark. Vi skal også tidligt op, aflevere børn, på arbejde, hente børn, rydde op, vaske tøj, lave mad, gøre rent osv... De elementer ændrer sig ikke, selvom vi skal gøre det i en israelsk kontekst. Og selvom jeg rigtig gerne ville lære nogle spændende, 'eksotiske' jøder at kende - fx nogle ortodokse - for at få et indblik i deres liv og tankegang, så er faktum, at de jøder, vi lærer at kende, er forældrene til børnene i børnehaven. Og det er faktisk slet ikke ment ringeagtende, for det er nogle utrolig søde mennesker, som er gode til at byde os velkomne og være åbne og imødekommende. Helt bestemt. Men de er lige så 'almindelige' som os andre.

Men på baggrund af at jeg fik stillet det spørgsmål så tit, begyndte jeg at tænke over, om der er områder i vores hverdag, som skiller sig ud fra et hverdagsliv i Danmark. Er der elementer i vores hverdag, som er kommet udelukkende af den grund, at vi bor her i Jerusalem, Israel, og som gør det lidt anderledes (ikke i betydningen bedre - bare anderledes), men som jeg blot har vænnet mig til og ikke tænker over?

- er det udsigten til Jeriko fra vores terrasse?

- er det frygten for kakerlakker, som får mig til at tjekke vores trappe hver gang, jeg går ud (selvom Jakob er gentleman nok til at prøve at slå dem ihjel, så jeg ikke opdager dem..)

- er det, når ens knap 2-årige datter øver sig i at sige 'Thank you' (med kraftig dansk accent :-))

- er det, når ens arbejdsdag fx består af at guide på Via Dolorosa og i Gravkirken og Gravhaven (som det er i morgen for mit vedkommende.. another hard day at the office...)

-er det, når man går og overvejer, hvor man kan købe en løvhytte til løvhyttefesten?

- er det, når man efterhånden har vænnet sig så meget til israelsk trafikkultur, at man synes, danskerne kører vildt langsomt og gerne vil dytte af dem hele tiden?

- er det, når man er til 1 års-fødselsdag ved ens venner sammen med danskere, nordmænd, finnere, jøder og amerikanere.. og man ikke er vildt overrasket over sprogblandingen?

- er det, når ens 3-årige datter er bedre til hebræisk end en selv (og forstår ord som 'ryd op' og 'skær min schnitzel over')?

- er det, når man automatisk tager en bog med i banken, fordi man ved, at det tager lang tid?

- er det, når man sagtens kan købe eksotisk frugt en alm. mandag og ikke kun til særlige lejligheder, fordi det ikke koster særlig meget nede ved den arabiske købmand?

Tja.. lidt er der da, som skiller sig ud fra en dansk hverdag...