Børn - børn - børn

Når jeg (Lise) læser mine indlæg på Facebook, kan jeg godt indimellem standse op og tænke: "utroligt, som jeg altid skriver om mine børn. Er der ikke andet i mit liv?" Og jo - selvfølgelig er der det, men når man er mor til to  charmetrolde og har en mere på vej, så fylder det meget i hverdagen, i tankerne og i følelserne. For skønne er de... det kan man ikke komme udenom (og det er naturligvis helt objektivt set :-))
Som når vi i sidste uge fik at vide af pædagogen i Rebekkas børnehave, at hun var meget dygtig til at forstå hebræisk og følge med i undervisningen, men samtidigt også var en god ven. Og få dage efter får nogenlunde det samme at vide om Hannah: hun er kvik og en god ven. Ja, så bliver jeg som mor stolt. Jeg er naturligvis glad for, at de kan følge med, men jeg synes faktisk, at det med at være en god ven slår det andet! Det er et godt ry at have. 


Nå, men for at dette indlæg ikke bare skal handle om ros til mine unger, så faldt jeg i dag over dette indlæg på facebook: http://www.etik.dk/artikel/439056:Screening--Israelske-boern-sagsoeger-for-at-vaere-blevet-foedt 
En ret skræmmende artikel, som omhandler, hvordan en stigende mængde handicappede i Israel lægger sag an mod de læger og myndigheder, som sørgede for, at de blev født. Hele 600 retssager menes der at have forekommet siden 1987. 600 personer har anklaget myndighederne for det liv, de har fået, som de åbenbart ikke mener, har nok værdi. 
Som Rabbi Avraham Steinberg fra Hadassah Hospital på Mount Scopus udtaler til et tidsskrift: "Jeg finder det meget svært at forstå, hvordan forældre kan stille sig op på vidneskranken og sige til deres børn: "Det ville være bedre for dig ikke at være blevet født." Hvad er de psykologiske virkninger på børnene?"
Et meget godt og skræmmende spørgsmål! 


Hvordan kan forældrene få sig selv til at gøre det? Hvordan påvirker det et barn at høre sådanne ord af sine forældre? Og hvordan kan et menneske nå dertil, at det ønsker ikke at være blevet født? 


Artiklen fortsætter med at påpege, at Israel er et af de lande i verden, der foretager flest screeninger af fostre. Og i min gravide tilstand er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Ikke fordi jeg er blevet skannet så vældig meget. En skanning for nogle uger siden, hvilket svarer til en uge 19 skanning i DK. Men jeg blev både overrasket og lidt chokeret over, hvor længe lægen skannede mig. 45 minutter, og så føltes det også, som om alt på babyen var blevet undersøgt. Helt ned til dens drøpel og øjenlinser! Var det også nødvendigt? Ikke fordi jeg blev forarget over det, men mere lidt forundret. Fik følelsen af, at jeg var med på en jagt efter fejl .Heldigvis blev der ikke fundet nogle - et sundt og velskabt barn er på vej, og vi får endda fornøjelsen af at prøve at få en dreng denne gang, så vi kan da ikke være andet end lykkelige og tilfredse med det. 


Men når jeg tænker tilbage på en snak, jeg havde med en af volontørerne, om at det var en god skik i Israel, at mange mongoler arbejder som afryddere på caféer og lign., fordi  de er ude mellem andre folk, og faktisk gør deres arbejde meget samvittighedsfuldt og dygtigt. Ikke som i DK, hvor det kan føles som om, at handicappede er nogle, som skal gemmes væk og helst ikke ses og høres. Det er naturligvis en grov generalisering, men tendensen mærkes indimellem. Men få dage efter denne snak fandt jeg ud af, at der foretages op til 60.000 aborter i Israel om året! Skræmmende tal. Der måtte jeg så lige revidere min opfattelse af den israelske holdning til sygdom og handicap. 


Dette er ikke skrevet for at fordømme andre. Det er ikke min opgave. Men jeg kan ikke andet end have ondt af de små babyer, som aldrig får lov til at blive født og mødt med kærlighed. Eller de stakkels kvinder, som må gennemgå en sådan oplevelse. Eller de børn, som vokser op, men fortryder, at de har fået livet, og som ønsker at have være blevet fjernet. 
Hvor må det gøre ondt på deres himmelske far, som elsker dem for det indvid, de er. 

Vlog om missionsamarbejdet TORVET

Kom med ud og leg på motorvejen!

Hvis man ikke vidste bedre skulle man tro at Israel havde indført bilfri lørdag, som man havde bilfri søndag i Danmark for mange år siden. Men nej, årsagen til at vejene lå øde og forladte hen, og at cyklerne derimod blev luftet som ingen anden dag på året, skal søges et andet sted. I går (lørdag) var det Yom Kippur (Den store forsoningsdag). Dagen hvor langt de fleste jøder faster, hvor politiafspærringer sørger for at ingen bruger bilen, og hvor det nationale tv-signal er slukket. Alt sammen for at markere, at folket som nation bruger en dag på at bekende deres synder for Gud. Det er af gode grunde ikke længere muligt at fejre dagen, som den er foreskrevet i det gamle testamente, hvor ypperstepræsten skulle gå ind i det allerhelligste og skaffe soning for folkets synd. Men istedet ofrer man i dag af sin overflod ved at give til de som ikke har så meget, og holder sig ellers til faste og afholdenhed.

Os danskere i Jerusalem fejrede forsoningsdagen med en aftensgudstjeneste i Redeemer Church. I en kristen sammenhæng er det naturligt at se dagen og alle ofrene som pegende frem imod Jesus på korset. Vi læste f.eks. teksterne om forsoningsdagen i GT (3.mos16), i sammenhæng med Jesu død på korset, som får forhænget i templet til at flænges i to dele. Det forhæng som det ellers kun var tilladt ypperstepræsten og netop kun den ene gang om året på den store forsoningsdag, at træde ind bag.

Det er vores bøn at det jødiske folk må få øjenene op for denne den største forsoningsdag. Dagen hvor Gud forsonede sig med verden og dermed også med dem, og at der derfor nu ikke er andet end menneskers vantro der kan skille os fra Gud og fra hans Søn, som denne dag vandt sejren for os.

Det store valg!

Nu må det vist være på tide at få skrevet lidt nyt på denne blog. Sommerferien er forlængst overstået, og vi er godt igang med arbejdet igen.

Jakob har haft travlt med at stå for Galilæaturen i sidste uge i stedet for mig, og i denne uge står han for lovsangsaften i kirken med Børkop Højskole, Dansk Jødisk Venskab og Ordet og Israel samt vores 2. dåb i kirken på lørdag. Så han har nok at lave.

Jeg har haft travlt med at prøve at lære vores nye volontører at kende og få dem til at falde til i alt det nye. Vi har pt. Helene og Marie, og om nogle få uger modtager vi Lone. Arild, som har været her siden marts måned, rejser hjem i morgen (god tur, Arild!) Og ja - ellers passer jeg godt på babyen i maven, som vokser og vokser.

Hannah er startet i sin gamle børnehave på universitetet igen, men nu er hun en af de store børn! Det forpligter, har jeg prøvet at overbevise hende om :-) Hun trives godt derop og er god til at tage sig af de nye, små børn.

Og Rebekka er startet i sin nye børnehave, Jacob's ladder, som er en messiansk børnehave. Hun er i afdelingen for 5-6 årige (selvom hun først bliver 5 til oktober), og er derfor allerede gået i gang med at lære hebræiske bogstaver og engelske ord. Jeg skal lige vænne mig til, at min lille pige ikke er så lille mere, men faktisk kommer hjem med lektier for! Hun klarer det nu meget godt og får ros for sit hebræisk. Godt gået! :-)

I disse valgtider, som naturligvis præger DK langt mere i disse dage, end det præger Israel, kunne jeg ikke lade være med at more mig lidt. Det er egentligt lidt trist, at vi denne gang ikke får stemt. Jeg er vokset op med, at man som borger skal gøre sin pligt, og derfor er det ærgeligt, at vi ikke kan være med til at stemme. Det skyldes ikke, at vi bor her, men derimod at vi var for langsomme til at finde ud af valglisten og først for sent fandt ud af fristen for brevstemning. Øv.

Nå - men held og lykke til jer andre i morgen, og må den bedste kandidat vinde!

Det, jeg morede mig over, var et besøg, vi havde fra DK. Min kusine Johanne Marie var hernede i halvanden uge sammen med sin mand Jan og hans familie. Rigtig hyggeligt besøg - og nej, jeg morede mig ikke over dem (selvom de nu har en ganske underholdende tilgang til livet), men derimod af et billede de havde taget af Jan, der stod ved siden af en lygtepæl, hvorpå der var hæftet en plakat. De troede, at det var en valgplakat. Som de sagde: "Han hænger da over hele byen." Ja, det har I ret i, men plakaten var faktisk med Rabbi Schneerson, som er en afdød rabbiner fra Tel Aviv, der af visse ultra ortodokse jøder blev anset for at være Messias. Desværre - i deres øjne - døde han, men de afventer hans næste komme. Så det er egentlig en valgplakat for Messias!

Det fik mig til at tænke over, hvordan det ville være, hvis ham, vi regner for at være Messias, stillede op til valg i DK. Hvis der hang valgplakater med Jesus alle vegne, og hvis han medvirkede i det ene valgprogram i tv efter det andet. Hvad ville folk sige til hans budskab? Hvor mange stemmer ville han få?

Det paradoksale er, at Jesus faktisk er til valg hele tiden, men det er der så mange, der ikke ved! Jesus har gang i en livslang valgkampagne, hvor han kæmper for at få folk til at tage stilling til ham og høre hans budskab. Men desværre er hans medhjælpere ikke så aktive i valgkampen, som de burde være, eller også tøver de med at gå frem med budskabet af frygt for, hvordan det vil blive modtaget.

Men sikke et budskab, det er! Det slår alt, hvad andre politikere kommer frem med! Det handler om fred med Gud. Om tilgivelse og kærlighed. Om nåde. Om en relation til en levende og virkende Gud.

Tænk, hvis valgdetagelsen til dette valg en dag blev lige så stor, som folk spår, at den bliver til valget imorgen!

Tid til status!

I morgen rejser vi hjem til Danmark til en god og lang sommerferie med venner og familie! Det glæder vi os rigtig meget til.

Måske ses vi på SommerOase i uge 29 eller Holmsborg Bibelcamping i uge 30? Vi er der i hvert fald og vil gerne mødes :-)

Det betyder også, at dette forår er ved at være ovre i kirken i Jerusalem. Derfor er det oplagt at gøre lidt status og runde af.

En af de største ting i dette forår har været besøget fra norske MF på Caspari. Jakob brugte enormt meget tid på at forberede deres ophold og være med til at afvikle det, og det blev en stor succes. Tror, de alle rejste hjem med en masse gode oplevelser og indtryk fra Israel og tanker at tænke videre over. Og Jakob blev en lang række erfaringer og oplevelser rigere. Og det er da ikke så ringe.

For mig har det været et lidt anderledes forår, da vi ikke har haft så mange volontører; nemlig kun Leah på Caspari og Arild på Sct. Louis. Og de har været meget selvkørende, så jeg fik pludselig en masse tid til overs. Heldigvis fik jeg investeret den tid i et fag på Holyland University om Israel i det 20. årh. (hør mig fortælle om det på Holmsborg, hvis du er interesseret!), og jeg begyndte også at arbejde i giftshoppen på Bible College i Betlehem. To meget forskellige og udfordrende oplevelser. Men jeg har lært meget og mødt mange spændende mennesker.

Det sværeste har nok været at være blandt amr. kristne zionister den ene dag, som kun kunne se tingene fra Israels side, og dagen efter være blandt palæstinensere, som kun kunne se tingene fra deres egen side. Og så stod jeg der midt imellem og prøvede at forsvare hhv. den ene og den anden part. Noget af det mest udfordrende hernede for mig er nemlig, når jeg møder mennesker, der har fuldstændig fastlåste holdninger. Især om konflikten. Som er overbeviste om, hvor skylden skal placeres, og hvordan konflikten skal løses. Som omtaler parterne som "os og dem", og som har svært ved at se nuanceret på konflikten. Det provokerer mig meget.

Jeg ved godt, at jeg som dansker ikke på samme måde vil kunne sætte mig ind i, hvordan det er at være hhv. israeler og leve med frygten for terror, eller for at din søn eller datter skal i militæret og sendes i krig. Eller hvordan det er at være palæstinenser og få sin frihed og muligheder begrænset i den grad, som de ofte gør. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sætte mig ind i deres følelser, og derfor er mange ting nemmere for mig, idet jeg kommer ude fra. Men når man nu kender folk på begge sider og møder nogle, som taler om israelere og palæstinensere som 'en udefinerbar masse' - så kan jeg ikke andet end håbe, at de en dag lærte en at kende på den anden side. Fik et ansigt og et navn på. Så det menneske, som minder om dem selv så mange måder. Især messianske jøder og kristne palæstinensere, som har endnu flere fællestræk end den øvrige befolkning. Jeg tror på, at det er sværere at hade, når du kender mennesket.

Øvrige ting at gøre status over:

- pigerne har haft det rigtig godt i børnehaven sammen og er blevet supergode til hebræisk. Jeg bruger dem nu som mine tolke og oversættere :-)

- vi havde en fantastisk påske hernede, hvor vi mødte mange dejlige mennesker og endnu engang fik mulighed for at takke ham, som det hele drejer sig om

- vi har haft dejlige besøg fra DK: fra svigermor og svigerfar og fra gode venner

- jeg fik aldrig taget mod til mig og henvendt mig til den messianske sikkerhedsvagt, som står ved banken (jf. tidligere indlæg), men forleden dag henvendte han sig til mig, da jeg tilfældigvis gik forbi ham i en lille park. Han præsenterede sig og fortalte, at han var glad for at vide, at der var kristne søstre og brødre, som også boede i nabolaget. Det er godt, at Gud ikke er afhængig af mit mod!

Alt i alt et godt forår, og nu vender vi næsen mod DK. Vi glæder os til at se familie og venner igen og vil gerne benytte anledningen til at sige tusind tak for forbøn og tanker i året, der er gået. Vi sætter stor pris på det, og det gør en kæmpestor forskel for os. Så tak.

Vi ses!

Naksa eller Musalaha?

I begyndelsen af Juni var der igen uroligheder ved den Israelsk-Syriske grænse i Golanhøjderne. Situationen var i nogen grad en gentagelse af urolighederne i forbindelse med Nakba-demostrationer (palæstinensernes markering af Staten Israels oprettelse for et par uger siden). Ifølge syriske tabstal blev 20 palæstinensiske demonstranter dræbt da de forsøgte at klippe hul i pigtrådshegnet og krydse grænsen mellem Syrien og Palæstina. Den Israelske hær påpeger at de inden brugen af skarp ammunition havde brugt tåregas, varselsskud i luften, og over højtalere på arabisk, advaret demonstranterne om at det var med livet som indsats de nærmede sig sikkerhedshegnet.

Man må selvfølgelig have sympati med de familier som har mistet familiemedlemmer. En af de dræbte var tilsyneladende en 12 årig dreng!!!. Men samtidigt så er det svært at forstå, at man på den måde helt bevidst om faren, vil sætte livet på spil, eller sin 12 årige søns!!!, for at krydse en grænse. På den anden side kan jeg også have en vis forståelse for at den israelske hær ikke kan tillade demonstranter at krydse grænsen illegalt, men på den anden side, var der virkelig ikke andre muligheder end at skyde og dræbe demonstranterne der nærmede sig hegnet?

Naksa, som Palæstinenserne kalder dagen for disse demonstrationer, er arabisk og betyder "tilbageslag". Dagen er en markering af tilbageslaget under 6-dageskrigen i 1967, hvor Israelerne erobrede bl.a. Golanhøjderne hvor demonstrationerne fandt sted. Og uanset hvilken side man har sympati for i konflikten bliver "Naksa" (tilbageslag), efter min mening en passende betegnelse for dagen. Tilbageslag for en varig løsning på konflikten. Tilbageslag for fredelige gensidige forhandlinger. Tilbageslag for gensidig forståelse og respekt. Og i sidste ende tilbageslag for fred og retfærdighed.

Det er virkelig svært at forestille sig en løsning på den tilsyneladende uløselige konflikt. De politiske krav fra begge sider syntes bare at blive mere og mere uforenlige, og begge sider synes mere og mere optagede af at løse konflikten ensidigt. Israel ved brug af deres militære overmagt, i et forsøg på at fastholde den nuværende (uholdbare?) situation, og Palæstinenserne med deres forsøg på at få en ensidig anerkendelse af en Palæstinensisk stat gennemført i FN til September. På det storpolitiske plan er det virkelig svært at få øje på hvad der nogensinde skal føre til fred og forsoning.

På det mellemmenneskelige plan er der dog stadig håb. Her er der stadig beretninger om, hvordan personer fra begge sider får øjnene op for, at det faktisk er medmennesker, som står på den anden side og at eneste håb for virkelig fred og forsoning går via gensidig respekt, anerkendelse og tilgivelse.

Musalaha er det arabiske ord for forsoning. Og organisationen Musalaha, som støttes af bl.a. den Danske Israelsmission, arbejder for forsoning netop gennem tilgivelse, anerkendelse og gensidig respekt. Gennem deres projekter får palæstinensiske kristne og Jesustroende jøder muligheden for at møde hinanden og få "rigtige" ansigter på den anden side i konflikten. Det kan virke som en dråbe i havet, at 20 unge fra begge sider i konflikten kommer på en tur ud i ørkenen, lærer hinanden at kende og får nedbrudt nogen af deres fordomme om hinanden, men det er, som jeg ser det lige nu det bedste håb for at der nogensinde vil komme en varig løsning på konflikten.

Ser man derfor på et storpolitiske spil, er det svært at få øje på andet end "Naksa" (tilbageslag). Det eneste sted hvor "Musalaha" (forsoning) er en reel mulighed er på det individuelle mellemmenneskelige plan. Og jeg er derfor stolt af at være medlem af en organisation der støtter "Musalaha".

Teologi på norsk

Sådan ser man ud hvis man lige har gennemført et 4 ugers teologisk kandidat kursus. Smilene på de 6 ved bordet er norske og skyldes at de netop har gennemført 4 uger med undervisning, besøg på alle de historiske steder, hikes og foredrag i Israel. Det sidste smil ved bordet er imidlertid dansk, og skyldes at han om lidt kan sige pænt farvel til de studernede og sende dem på flyveren hjem til Norge.

De fire uger der førte op til påske var der lidt ekstra liv på Caspari Centeret. 21 unge engagerede teologistuderende fra MF i Oslo havde gjort deres indtog. Programmet de var på var et fælles projekt mellem Caspari og MF. MF stillede med to undervisere og vi stod for al den praktiske koordinering, lidt undervisning og så delte vi guidingen ca. ligeligt imellem os.

Jeg havde brugt det meste af efteråret på at foreberede oplægget og det var derfor spændende endeligt at kunne tage hul på det.

Jeg var særligt spændt på de 2 dobbelttimer hvor jeg selv skulle undervise. En ting er at undervise på en bibelskole, men det kræver alt andet lige en lidt anden grad af forebredelse når det er bachelorer i teologi der sidder bag bordene. Det gik nu rigtigt godt. Jeg kunne trods alt lære dem lidt om Josefus, arkæologi og Galilæa på Jesu tid.

Et par af kursets højdepunkter var ellers. Foredraget med Jerome Murphy O'Conner, Turen til Gamla, Rundvisning på Herodion, og at se Herodes den stores Mausolæum og private romerske teater.

Det var en stor tilfredsstillelse at kunne være med til at 21 unge nordmænd på denne måde fik en øget forståelse af kristendommens historiske udgangspunkt, men også at kunne bringe dem i kontakt med de nutidige efterkommere efter de første jødekristne i kraft af den messianske bevægelse.