Den sidste uges tid...

Det er egentlig ikke, fordi den sidste uges tid har været helt usædvanlig hernede. Jeg (Lise) kunne bare godt tænke mig at dele nogle af mine oplevelser og tanker med jer, så I får en fornemmelse af, hvad der også kan foregå hernede.

Tirsdag i sidste uge var jeg til Open Lecture på Caspari og hørte et foredrag om messianske jøder i den jødiske ghetto i Waszawa under 2. verdenkrig. For en historieinteresseret som mig var det vældig interessant; især fordi jeg egentlig aldrig har overvejet eller tænkt over, at en vis procendel af de jøder, der døde under 2. verdenskrig, faktisk var messianske jøder! Det gør det hverken værre eller bedre - det er bare en ny vinkel.
Foredragsholderen fortalte også om en tur til Polen, som han havde foretaget for nylig. Efter et restaurantbesøg opdagede han et billede af en rabbiner hængende på restaurantens væg lige ved døren - dog vendt på hovedet. Han undrede sig og spurgte værten, hvorfor der mon hang sådan et billede der. Svaret var, at mange restauranter og forretninger i Polen åbenbart har billeder hængende af jøder, for 'de bringer jo økonomisk held' (jf. tankegangen om, at jøder pr. definition altid er dygtige til forretning og økonomi). Han undrede sig over, hvorfor billedet så hang på hovedet, hvortil svaret var: "jamen, vi kan jo ikke lide jøder!" Ikke udtalt på vegne af værten, men som en udtalelse om den generelle holdning blandt mange i Polen.

Skræmmende at antisemitisme stadig kan florere, når man tænker på, hvad der er foregået i historien. Især i et land som Polen. Er der ingen, der har taget ved lære og tager afstand fra det?
Jeg fortalte historien til en ældre jødisk kvinde hernede, og hun endte med at sidde med tårer i øjnene. Det kan jeg egentlig godt forstå.

Torsdag til søndag havde jeg besøg af min danske kollega, Lise Søndergaard, og vi var ude og besøge en række steder for at se, om de kunne være potentielle nye volontør-steder. I forbindelse hermed mødte vi flere spændende og interessante mennesker med meget på hjerte. Et af stederne var en kristen organisation kaldet "Shevet Achim", som arbejder med hjertesyge børn fra arabiske lande i regionen, hvor lægerne ikke er i stand til at operere dem. Lande som fx Kurdistan, Iran, Irak, Syrien mm. Organisationen får sendt børnene og deres mødre til J'lem, hvor de bor, indtil de kan blive opereret i Tel Aviv. Når de er kommet sig helt, rejser de tilbage til hjemlandet. Jeg blev rørt over den - ja - hjertevarme, der var på stedet. Kærligheden til børnene, ønsket om at hjælpe dem. Tanken om, at vi alle i bund og grund er ens, og vi bør se ud over det, som typisk skaber skel: religion, etnicitet osv.(de fleste børn kommer fra muslimsk baggrund). Et sygt barn er et sygt barn - sådan er det! Og vi bør alle række ud og hjælpe til.
Læs evt. mere på deres hjemmeside, hvor du bla. kan læse om de enkelte børns historie. http://www.shevet.org/

Mit hjerte ville aldrig kunne holde til at arbejde sådan et sted, for jeg ville have lyst til at tage alle de små børn med mig hjem. Jeg ville ikke kunne bære, at de kunne dø, eller at jeg måtte sige farvel til dem og sandsynligvis aldrig se dem igen. Så jeg har den største respekt for dem, der kan arbejde sådan et sted. Dem, der gør en forskel i de børns liv. Og hvis du har den mindste smule penge til overs, så overvej, om dette ikke var et godt sted at placere dem!
Pigerne og jeg har i hvert fald besluttet at give noget af deres gamle tøj og legetøj til disse børn, så de har lidt at tage med hjem i kufferten, når de skal afsted. Det er da det mindste, vi kan gøre...

Lidt nyt herfra J'lem

To måneder er gået - det er vist for længst blevet tid til at skrive lidt nyt på bloggen igen. Derfor vil jeg her give en kort status over hvert enkelt medlem i familien:

Andreas: 14 måneder gammel, aktiv, glad og charmerende. Har fået sin 8. tand og øver sig meget i at spille fodbold. Udviser indtil nu tydelig evner inden for boldbeherskelse til glæde for farmand :-) Har en stor interesse i biler, busser, lastbiler mm, så lykken er gjort, når nogle vil gå en tur med ham på p-pladsen eller stå ved den store vej og se på de køretøjer, der kommer forbi. Stadig glad for kiks og bamba og nyder at lege med sin ven Joel eller sine søstre.

Hannah: 4 1/2 år, udtryksfuld, glad og fuld af gåpåmod. Trives i børnehaven og leger godt med sin ven Abigail, som bor i naboopgangen. Er begyndt selv at sætte sit hår, så vi kan snart undværes, da hun længe har udvalgt sit tøj selv. Selvstændig og stærk og har en mening om det meste. Elsker at male og tegne eller spille Friv på computeren. Blev forleden dag interviewet af en universitetsstuderende, der studerede børns udviklingspsykologi, og derfor gerne ville snakke med en 4-årig. Hun 'bestod' med glans :-)

Rebekka, 6 1/2 år: skolepige, tænksom og følsom. Glad for at gå i skole, men sætter også pris på weekender og fridage. Leger godt med nabopigen Noga, som hun udtalte flg. om forleden dag: "Jeg elsker Noga lige så højt, som jeg elsker mig selv!" Stiller mange spørgsmål og vil gerne forstå, hvad der foregår. Glæder sig meget til at flytte til DK til næste januar - især fordi der er sne i DK.

Jakob: har overstået påsken, 4 ugers kursus for norske MF-studenter på Caspari og Galiæaturen for vores egne volontører. Så kan nu se frem til en rolig arbejdsperiode for første gang siden jul. Nyder stadig computerspil, fodbold eller en kold øl. Er begyndt at overveje sin fremtid i DK, da vi nu ved, at vi rejser til DK til januar 2014.

Mig: alder ukendt - eller som pilot-Anders siger: "i sin bedste alder!" :-) Nyder at have manden mere hjemme, så jeg ikke er alenemor længere. Trives med volontører og andet godtfolk. Overvejer også sin fremtid i DK og har indimellem søvnløse nætter pga. bekymringer om fremtiden. Øver mig i at lægge alt i de hænder, som kender fremtiden, og som ønsker os alle det bedste.

Vi glæder os, at vores afløsere er fundet, og tror på, at de bedste er blevet valgt! Men nyder også tiden her i Israel og samværet med venner her. Der er stadig 8 måneder igen... 

Hvem er jeg?

Hvem er jeg?
Ja, det er et godt spørgsmål. Normalt ikke noget, jeg går rundt og reflekterer over hele tiden, men indimellem dukker det op. Fornylig dukkede det op i forbindelse med, at Charlie (far til Hannahs gode veninde fra børnehaven) spurgte mig, om jeg ville medvirke i en årlig photo-shoot. Han var medarrangør af et tiltag på French Hill, hvor der bliver taget billeder af kvinder i lokalområdet. Disse billeder kommer op og hænge på lygtepæle mm. med kvindens navn og 'titel' nedenunder. Jeg lagde godt mærke til dem sidste år, da de dukkede op. Dejlige billeder af smukke, naturlige kvinder, hvoraf jeg kendte flere. Jeg har nydt at se på billederne, fordi:
1. det var kvinder i alle aldre; ikke kun dem mellem 15-20 år, som ligner modeller (og vejer 10 kg for lidt).
2. de så naturlige ud - og var dermed smukke på hver deres måde. Jeg blev endnu engang bekræftet i min antagelse om, at jødiske kvinder bare er smukke!

Jeg tror, at ideen bag tiltaget var dels at engagere lokalsamfundet og vise lokale borgere, men måske også som et statement mod visse områder i Jerusalem, hvor det er ildeset af vise billeder af kvinder af religiøse årsager (også selvom det kun er et ansigtsbillede). Altså dermed et forsøg på at vise, at på French Hill tør vi godt vise vores kvinder, og de har hver noget at komme med.
Som bibemærkning: hvis de ultraortodokse mænd protesterer over ansigtsbilleder af kvinder, skulle de prøve at se de reklamebilleder, der findes i DK!! Da kan man da brokke sig over en bestemt afbildning af kvinder!!

Selvfølgelig ville jeg gerne støtte op om sådan et tiltag, selvom jeg undrede mig over, at jeg blev spurgt, når jeg nu ikke er jøde. Men lokal i området er jeg da :-) Så en fredag morgen stillede jeg mig op ved en blomstrende busk i solskinnet og smilede alt det, jeg har lært :-)

Det interessante - og i denne sammenhæng relevante (jf. spørgsmålet) - kom frem, da Charlie ringede til mig og spurgte, hvad der skulle stå under mit billede udover mit navn. Skulle der stå 'mor', 'hustru', min titel, noget andet? Ja, det var jo et godt spørgsmål, for hvem er jeg? Og hvordan præsenterer man kort sig selv? Jeg kunne ikke rigtig affinde mig med, at der skulle stå 'mor' eller 'hustru' (eller 'fru præst' for den sags skyld!). Ikke fordi jeg ikke elsker mine børn og moderskabet - eller Jakob. For det gør jeg bestemt. Men jeg synes også, at jeg er mere end det. Jeg har min egen identitet; er en person i mig selv uden nødvendigvis at skulle hænge sammen med nogle andre. Og dermed ikke et ondt ord om det at være mor/hustru/ven/søster osv.

Det oplagte svar var naturligvis min uddannelse. Men "cand. mag. i Nordisk litteratur og sprog og Musikvidenskab" er ikke så nemt at oversætte til hebræisk! Jeg fandt ud af, at det svarede til "Master of Arts" på engelsk, så det blev mit bedste bud.

Det medførte dog en interessant diskussion med Charlie og senere med mig selv om, hvordan man vil beskrive sig selv, hvis man kun har lidt plads at gøre det på. Charlie jokede med, at der kunne stå "missionær", men det modsatte jeg mig!

For sandheden om mig - og om jer - er jo, at vi har mange roller; mange identiteter. Det kan ikke siges kort, hvem vi er. Og dog: jeg kom nemlig til at tænke på en sang af det kristne band Casting Crown med titlen "Who am I", hvor ordene lyder:
"I am a flower quickly fading, here today and gone tomorrow. A wave tossed in the ocean. Vapor in the wind. Still You hear me when I'm calling, Lord you catch me when I'm falling. And You've told me who I am. I am Yours, I am Yours."
Og omkvædet forklarer hvorfor:
"Not because of who I am, but because of what You've done. Not because of what I've done, but because of who You are."

Så hvem er jeg? Jeg er Guds!

PS: det endte med, at der på plakaten står mit navn og titlen "partner fra DK" på hebræisk. Og tja - det kan jeg godt leve med :-)

Strøtanker om lidt af hvert...

Dette blogindlæg risikerer at blive en smulet rodet, men jeg havde bare lyst til at dele nogle tanker med jer. Da jeg ikke syntes, at jeg havde evnerne til at samle det hele til ét stor indlæg med indledning, rød tråd og en stor sammenfattende konklusion, bliver det blot en smule strøtanker fra min side...

Jeg havde en god oplevelse i Light Rail'en forleden dag. Jeg sad ved siden af en midaldrende arabisk kvinde, som var sød at gøre mig opmærksom på, at sædet ved siden af hende var ledigt, da jeg stod med en række tunge poser i hånden (havde lige været på det jødiske marked). I løbet af turen begyndte hun at snakke med mig på hebræisk.. spurgte mig fx om, hvor jeg boede. Jeg prøvede at forklare hende, hvor det var, men da dette spørgsmål blev efterfulgt af en lang smøre på hebræisk, begyndte det at knibe med forståelsen. Herefter tog to midaldrende jødiske kvinder over, som sad overfor os. De begyndte at snakke med den arabiske kvinde, og det udviklede sig til en lille hyggesnak for dem. Da den arabiske kvinde gik ud af turen, smilede de jødiske kvinder til hende og sagde "Ma Salaam" (ala farvel) til hende, mens hun svarede "Yom tov" (god dag) tilbage til dem. Jeg ved godt, at det bare var en lille ting, men jeg syntes, det var så positivt at se disse kvinder sludre sammen. Kun smil og venlighed fra begge parter. Ikke noget med mistro eller konflikt. Det bekræftede min tese om, at langt de fleste arabere og jøder hernede i virkeligheden bare ønsker at få lov at leve et alm. hverdagsliv i fred og ro. De ønsker ikke politiske, kulturelle eller religiøse stridigheder, men et alm. fredeligt liv som alle vi andre. Det er ikke dem, der skaber konflikten. Det er derimod de ekstreme på begge sider og politikerne, som ikke kan nå til enighed.

En  mindre god oplevelse de sidste par dage har været, at Jakobs morfar, Axel, døde i sidste uge. Han var godt nok 91 år gammel, syg og dårlig, og savnede sin kone Grete noget så forfærdeligt, så jeg ønskede ikke for ham, at han skulle leve længere. Men det er alligevel altid trist at miste. Vi vil komme til at savne hans varme charme og store personlighed. I skrivende stund er Jakob og Andreas i DK til begravelse. Jeg håber, de får en god dag trods alt med mulighed for at sige farvel. Oplevelsen har dog medført en lang række snakke med pigerne om død, himmel og Jesus. De har været noget optaget af det med døden, men som børn nu gør, så tager de det stille og roligt. Hannah erklærede her til morgenmaden, at hun gerne ville dø snart, så hun kunne komme til at lege gemmeleg med Jesus! Rebekka derimod, som den tænksomme og følsomme pige hun er, var mere glad for, at oldefar nu er et sted, hvor der ikke er nogle, der er kede af det, bliver syge eller dør. Der glædede hun sig til at komme hen.

Den sidste strøtanke i denne omgang handler om nyheder fra DK. Jeg prøver at følge med på nettet i, hvad der sker i DK.. om ikke andet så på et overordnet plan. Og to nyheder har især skilt sig ud i det seneste tid: 1) at folk er så voldsomt optaget af, om schæferhunden Thor skal aflives pga. voldsom opførsel, eller han ikke skal. Han er tilsyneladende blevet bortført/reddet af en politimand, som mente, han var i sin fulde ret til at tage loven i egen hånd, fordi det var synd for hunden. Bemærkelsesværdigt! Og endnu mere bemærkelsesværdigt er, hvor meget folk går op i denne sag. Hvor indædt diskussionen kan blive, og hvor hadske folk nærmest bliver i forsvar for denne hund i dyrevelfærdens navn. I selv samme navn er det åbenbart i orden at være voldsomt kritisk over for en hundepsykolog, som vovede at udtale sig negativt om Thor. Som om at hundens tarv sættes over respekt for andre mennesker og alm. takt og tone.
Det undrer mig meget. Siden hvornår er hunde/dyr blevet vigtigere end mennesker?
Og hvorfor fokuseres der ikke mere på 2) de jødiske børn i DK, som åbenbart ikke har frit skolevalg, fordi de risikerer mobning på visse københavnske skoler fra palæstinensiske børn?! Det, synes jeg da, er langt værre end en hunds ve og vel! Jeg ved godt, at de to sager ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg undrer mig bare over, at en hund kan fylde så meget i nyhederne, når jeg synes, at den anden sag er både langt vigtigere, men også noget mere oprørende.
Læs evt. følgende link med titlen "Jøder - dem er det ikke synd for":

http://www.metroxpress.dk/debat/jder-dem-er-det-ikke-synd-for/KObmaD!nYg8Fi7RiCNHk/?fb_action_ids=10200508556299650&fb_action_types=og.likes&fb_source=other_multiline&action_object_map=%7B%2210200508556299650%22%3A524165050951378%7D&action_type_map=%7B%2210200508556299650%22%3A%22og.likes%22%7D&action_ref_map=%5B%5D

Meget tankevækkende, synes jeg. 

Juletræsekskursion

Ca. Sådan her ser det ud når 20 israelske børn fra den lokale synagoges menighedsbørnehave danser rundt om et juletræ til Søren Banjamus...

Hanna vores yngste datter på 4 som selv går i børnehaven havde fået lov at invitere sine venner fra børnehaven hjem for at se vores juletræ. En god mulighed for at fortælle lidt om hvad julen går ud på skulle man syntes.

Problemet er bare at det er forbudt at evangelisere i Israel for mindreårige, hvilket gør en suspekt så snart man skal formidle noget som har bare en forbindelse til religion til børn.

Jeg spurgte lederen i børnehaven om jeg måtte læse juleevangeliet for dem på hebraisk hvortil kommentaren var: "Avital will die". Avital er den ortodokse pædagogmedhjælper i børnehaven. Og selvom det blev sagt af lederen som er noget mere liberal og sagt med et glimt i øjet så gemmer der sig en sandhed bag.

Ortodokse jøder har stadig den opfattelse at Jesus og Kristne er deres modstandere og at det er en vederstykkelighed at lytte til det kristne budskab. Desværre.

Så derfor også Søren Banjomus og ikke et barn er født i Betlehem.

De fik dog lidt af budskabet med da lederen fik børnene til at sidde omkring træet og spurgte dem hvad de kunne genkende på træet fra Hannuka (Den jødiske lysfest som i år faldt i starten af December). Og vi fandt frem til at begge fester handler om hvordan lyset skinner i mørket.

Det er mit håb at lyset fra evangeliet en dag kan få lov at oplyse det mørke som formørker især nogle ortodokses opfattelse af hvem julens hovedperson var og er.

En lærerig søndag!

I går var jeg på en guidet tur med en af vores venner, Yanai, som arbejder som turguide og skriver en ph.d. på universitetet om uafhængighedskrigen i 1948. Formålet med turen var at fortælle os om Israel i nyere tid og give en større forståelse af de nuværende grænseuenigheder i landet (fx om røde, grønne og blå grænselinier op gennem tiden), bosættelser, sikkerhedsmuren og livet i Østjerusalem.

Altsammen meget spændende emner og fortalt på en engageret og (så vidt mulig) nuanceret måde. 

Jeg vil ikke her gengive hele turens program i detaljer, men blot gengive noget af det, der gjorde mest indtryk i løbet af dagen. Ikke fordi jeg vil gå ind i den politiske diskussion om disse problemstillinger, men blot give jer en fornemmelse af, hvad vi hørte..

- det var underligt igen at stå på den gade i Gilo, hvor jeg boede, da jeg var volontør i foråret 2000. Få måneder efter at jeg rejste tilbage til DK, oplevede volontørerne, at der blev skudt på lejligheden, og de måtte søge ly i køkkenet. Terrassen var siden mærket af skudhuller. I dag havde lejlighederne skudsikre vinduer, og der var bygget ekstra mure op omkring skoler, børnehaver mm., så palæstinenserne ikke længere kunne skyde dertil fra Beit Jala (forstad til Betlehem, som ligger på den anden side af dalen).  Tænk sig, at jeg den gang prøvede at gå ned af bjerget fra Gilo, gennem Beit Jala og ind til Manger Square i Betlehem.. stort set uden problemer. I dag er den gåtur umulig pga. sikkerhedsmuren, checkpoints, stødhegn mm.

- Yanai fortalte om en palæstinensisk landsby på Vestbreden (lige overfor Gilo) på ca. 1000 indbyggere, som af uvisse årsager er ved at blive omringet af sikkerhedsmuren. Dvs. hele landsbyen på et tidspunkt vil være indhegnet af en 8 m høj betonmur! Helt absurd. Og det var ikke fordi alle indbyggerne var livsfarlige terrorister; men derimod helt almindelige bønder. Selv de jødiske bosættere tæt ved protester imod beslutningen, men det lader ikke til, at den bliver ændret….

-   - Op til 80 % af alle indbyggere i Østjerusalem lever under fattigdomsgrænsen, og man vurderer, at op                               
       til 6000 børn ikke går i skole, fordi de ikke har adgang til det. Der er simpelthen ikke bygget skoler 
       nok. Hvad gør det ikke ved en fremtidig generation, at de skal vokse op under sådanne vilkår?  
       Kontrasten ml. øst og vest i denne by er ufattelig stor!

-  - Yanais fortælling om, hvordan han to gange har oplevet at være en af de første, der ankom til en café            
      eller lign, som lige har været udsat for en selvmordsbombe (under 2. intifada). Hvordan han kunne stå 
      og se på kroppene af døde børn…

-  - Besøget i en jødisk bosættelse på toppen af Oliebjerget, som blev skarpt bevogtet af sikkerhedsvagter 
     (vi fik næsten ikke lov til at komme ind), og hvor mødrene må hente børnene i børnehave i ekskorteret 
      konvoj af sikkerhedsmæssige årsager. Den palæstinenser, som solgte huset til dem, er siden blevet 
      myrdet

-  - Yanais beskrivelser af, hvordan han oplevede urolighederne i november måned i år. Hvordan han blev 
      indkaldt til hæren midt om natten og måtte forlade sin kone og tre børn, og hvor tæt soldaterne (ifølge 
      ham) egentlig var på at rykke ind i Gaza. Dette blev fortalt på engelsk på en arabisk café midt i Sheikh 
      Jarrah, hvor betjeningen var arabisk og udmærket forstod engelsk. Det gav en underlig situation, synes 
      jeg.

Jeg blev så glad for, at jeg ikke er en af dem, der engang skal sidde ved forhandlingsbordet og finde ud af, hvordan man rent konkret løser nogle af de meget komplicerede problemstillinger, der er i denne tilsyneladende uløselige og fastlåste konflikt. Der er utrolig mange svære spørgsmål, som der ikke gives nemme, konkrete løsningsmuligheder til:

Hvad gør man med de palæstinensiske flygtninge? Er en tostatsløsning det bedste? Og hvor skal grænsen rent praktisk gå? Kan det rent praktisk lade sig gøre at flytte flere tusind jøder og palæstinensere rundt, hvis grænserne ændrer sig markant? Hvilken type by ville Jerusalem være, hvis beboerne i øst fik de samme rettigheder, muligheder og økonomi som dem i vest? Hvad gør det ved et menneske at leve op af en 8 m høj betonmur? Hvordan undgår man at skabe en os-dem stemning?

Hvordan forsoner man disse to folk? Er det overhovedet muligt?

Der blev sat mange tanker igang efter sådan en tur...

Tanker i en urolig tid...

Som de fleste af jer nok har fundet ud af, har den sidste uges tid været noget urolig her i Israel. Først og fremmest mest i Sydisrael og i Gaza med massive raketbeskydninger, men desværre også i Tel Aviv og Jerusalem med enkelte nedslag.
Jeg vil ikke gå nærmere ind i den politiske situation eller spå om fremtiden. Det vil jeg lade andre om. Men jeg vil dog give jer et lille indblik i, hvordan jeg har oplevet det, og hvilke tanker jeg har gjort mig i løbet af den sidste uges tid.

- det startede torsdag aften i sidste uge, hvor Jakob og jeg var til Casparis 30 års jubilæumsfest. Mens vi stod og snakkede med Christian Rasmussen, talte vi om den politiske uro og sandsynligheden for, at raketter ville nå til Tel Aviv. Vi var alle enige om, at det var meget usandsynligt. Mens vi snakkede, ringede hans mobil, og Lisbeth fortalte, at hun nu var på vej over i et beskyttelsesrum med alle fire børn, fordi der lige var blevet affyret raketter mod Tel Aviv. Meget overraskende og chokerende for os alle!

- dagen efter snakkede jeg med min nabo og gode ven, Avner. Han fortalte, at han var urolig for at blive indkaldt til hæren som reserve. Han havde ikke lyst til at forlade sin familie (de har tre små børn). Vi blev dog enige om, at raketterne heldigvis ikke kunne nå til Jerusalem... hvem ville dog skyde mod denne by og risikere at ramme Dome of the Rock eller araberne? Efter samtalen tog jeg mine tre børn og deres ældste Noga (som går i klasse med Rebekka) hen på legeplads. Og pludselig - mens vi var der - lød alarmen igen. Først troede jeg, at det var en øvelse (selvom det godt nok ville være en dum dag at have øvelse i). Legepladsen var fuld af andre israelske forældre, og ingen af dem søgte ly. Alle stod bare og lyttede lidt. Jeg havde ellers et kort øjeblik overvejet, om jeg skulle 'fange' alle fire børn og søge ind under en busk, legetårnet eller lign. Jeg vidste faktisk overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre. En af fædrene beroligede mig og sagde, at det bare var en øvelse. Men pludselig kom en af de andre fædre hen og sagde, at han nu havde hørt raketten eksplodere, så han tog hjem. Og på nul komma fem var hele legepladsen tom, og jeg stod der alene med fire små børn. Ret skræmmende. Jeg samlede dem sammen, og så gik vi stille og roligt hjem. Jeg ville ikke gøre dem urolige.

- derhjemme var Nogas mor noget bekymret, og vi fik også en snak om det. Noga var efterfølgende ret ked af det - blev bange for raketterne. Vores pigerne derimod forstod vist ikke rigtig, hvad der foregik. Og jeg lod dem blive i uvidenheden. Men da Jakob kom hjem om aftenen, og vi inden sengetid snakkede om, hvad vi skulle gøre, hvis luftalarmen lød om natten, blev jeg urolig igen. Tænk at diskutere, hvilket rum i lejligheden, der er mest 'bombesikkert'. Og overveje konsekvenserne af at evt. skulle bære sovende børn ned i et shelter midt om natten! Meget surresalistisk.

- i går lød alarmen så igen efter fire dage med ro i Jerusalem. Havde lige nået at sige til mig selv, at det nok var den eneste gang. Og mon ikke der snart kommer våbenhvile. Men ak. Rebekka, Andreas og jeg måtte skynde os ned i skolens beskyttelsesrum, hvor vi sad sammen med ca. 40 larmende israelske børn. Denne gang blev Rebekka noget påvirket af det, og flere gange i går tog vi en snak med hende om, hvad den lyd betød, hvad raketter er, og om det at være bange.
Det er lidt hjerteskærende at se sin store/lille pige med store øjne fortælle om, at hun er bange for at lægge sig til at sove pga. raketterne. Vi blev ved med at berolige hende med, at hun var i sikkerhed, og vi nok skulle passe på hende. Det er okay at være bange, men hjernen må fortælle hjertet, at der ikke sker noget. Sandsynligheden er så utrolig lille. Men for en sikkerhedsskyld går vi i et beskyttelsesrum alligevel. Det er ligesom at være bange for spøgelser - her må hjernen igen berolige hjertet.

- jeg håber, det kan trøste hende lidt. Men mit eget hjerte er også lidt uroligt. Jeg ved godt, at sandsynligheden er utrolig lille, men situationen er alligevel lidt skræmmende og ukendt, synes jeg. Jeg læner mig op af min mands rolige overblik og rationelle argumenter, søger trøst ved de andre mødre og deres lign. bekymringer og prøver at hvile i, at min kærlige Far sætter englevagt om os.
Og så håber jeg meget på en våbenhvile meget snart! Så Avner ikke skal i krig. Så raketterne standser. Så børn i Israel - og Gaza- igen kan sove roligt!