lørdag den 28. november 2009

Update november

Kære alle.

Hører, at vejret i DK ikke er noget at skrive hjem om? Her i Israel kunne vi nok egentlig godt bruge noget mere regn, selvom vi nyder, at det er solskin og temperaturer på ml. 15-18 grader. Det er nu dejligt her sidst i november måned.. En ting, der dog er lidt mærkeligt i Israel for tiden, er, at julen nærmer sig med hastige skridt, men det fylder nærmest intet hernede. Ingen julepynt, julelys, julekæder, julemænd (dem kan man nu også godt undvære..) eller snak om juleferie eller lign. Bare alm. hverdag, som det plejer. I dag kom jeg fx pludselig til at tænke på, at det er 1. søndag i advent på søndag. Ups - jamen, vi har jo ingen adventskrans. Og hvor får man fat i sådan en hernede? Jeg må prøve at se, om jeg kan finde nogle bloklys eller lign. og være lidt kreativ.. Knut (vores norske overbo) mindede os også om, at vi hellere snart må få bestilt et juletræ til jul, inden det er for sent. (juletræ: læs cypres og ikke grantræ!) Tænk, hvis vi ikke havde fået det at vide – ville vi så have været foruden juletræ? Og så skal man bestille et! Mærkelig tanke, når vi er vant til forholdene i DK. Heldigvis kan kalkunen bestilles hos slagteren i supermarkedet – dejligt nemt.

Ellers går det fremad hernede. Jeg har lige været på Galilæatur i tre dage med 7 friske piger. Vi havde en rigtig god tur, men jeg må indrømme, at det også var lidt hårdt at skulle stå for det meste selv: guidning, planlægning, finde rundt, handle ind, overskue og køre en minibus til 9 personer selv! Især i Nazareths smalle og trange gader eller på tresporet motorvej rundt om Tel Aviv. Puha, det giver sved på panden! Volontørerne mente dog, at jeg var ved at blive lidt israelsk i min trafikkultur: dyttede og brokkede mig over de andre. Jamen, det mangler da bare! De kører som ’en pakke pølser’, som volontør Mette ville sige. Utroligt, at de ikke har forstået, at man som tilkørende bil til en rundkørsel venter, til der er plads, inden man kører ind, og ikke blot kører ind i rundkørslen, når man kommer, og så brokker sig over, at der kommer prop. De er skøre, de israelere…. Jeg synes, vi havde en god tur, hvor jeg fik lært lidt mere om, hvad der virker, og hvad der kan gøres bedre til næste Galilæa-tur. Og så kan man vel ikke ønske sig mere. Jeg nød fx at ligge i 35 grader varmt vand i en naturlig, varm kilde i Hamat Gader eller grine over vores tur i Yehudia (naturreservat), hvor vejen var så mudret, at vi alle fik mudder-plateau-sko på, inden der var gået 5 min. Nej, hvor går man sjovt så. Det var ret underholdende.. selvom mine sko aldrig bliver til sko igen J

En anden ting, som fylder meget lige for tiden, er vores nye bil! Vi har simpelthen fået vores egen BMW X5! Virkelig surrealistisk! Den gamle peugeot fra DK er en saga blot i sammenligning med.. Den er virkelig fed – kan man vist rolig sige. Og kombinationen af BMW X5, solbriller og et diplomatpas (hvis man skulle gå til et sikkerhedstjek) er ret god J Jeg æææælsker at vise mit pas! Så får man oprejsning fra alle de andre gange, hvor man har ventet i 100 år i det israelske bureaukrati. Nu kan nogle måske tro, at vi er ved at blive lidt fine på den… det er vi såmænd ikke. Vi er stadig bare os – men derfor kan man jo godt nyde en lækker bil J Men kom endelig og se den ved selvsyn – vi giver en tur!

December måned nærmer sig med juletamtam og forberedelser, men også med en guidet tur til Betlehem (det hører sig til!) og med at glæde sig til at få besøg af farmor og farfar og onkel Christian den 19. december! Det glæder vi os rigtig meget til! Jeg vil slutte denne hilsen med at ønske jer alle Shabbat Shalom og rigtig god 1. søndag i advent. Vi tænker meget på jer – venner og familie – og sender jer kærlige hilsner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar