I sommers lagde jeg mærke til, at jeg mange gange blev spurgt, om det ikke var helt vildt eksotisk at bo i Jerusalem. Tænk at bo i et fremmed land, som er så anderledes end Danmark. De fleste gange svarede jeg tilbage, at det vænner man sig til. Det bliver også hverdag hernede... og vores hverdag skiller sig i bund og grund ikke så meget ud fra andre børnefamiliers hverdag i Danmark. Vi skal også tidligt op, aflevere børn, på arbejde, hente børn, rydde op, vaske tøj, lave mad, gøre rent osv... De elementer ændrer sig ikke, selvom vi skal gøre det i en israelsk kontekst. Og selvom jeg rigtig gerne ville lære nogle spændende, 'eksotiske' jøder at kende - fx nogle ortodokse - for at få et indblik i deres liv og tankegang, så er faktum, at de jøder, vi lærer at kende, er forældrene til børnene i børnehaven. Og det er faktisk slet ikke ment ringeagtende, for det er nogle utrolig søde mennesker, som er gode til at byde os velkomne og være åbne og imødekommende. Helt bestemt. Men de er lige så 'almindelige' som os andre.
Men på baggrund af at jeg fik stillet det spørgsmål så tit, begyndte jeg at tænke over, om der er områder i vores hverdag, som skiller sig ud fra et hverdagsliv i Danmark. Er der elementer i vores hverdag, som er kommet udelukkende af den grund, at vi bor her i Jerusalem, Israel, og som gør det lidt anderledes (ikke i betydningen bedre - bare anderledes), men som jeg blot har vænnet mig til og ikke tænker over?
- er det udsigten til Jeriko fra vores terrasse?
- er det frygten for kakerlakker, som får mig til at tjekke vores trappe hver gang, jeg går ud (selvom Jakob er gentleman nok til at prøve at slå dem ihjel, så jeg ikke opdager dem..)
- er det, når ens knap 2-årige datter øver sig i at sige 'Thank you' (med kraftig dansk accent :-))
- er det, når ens arbejdsdag fx består af at guide på Via Dolorosa og i Gravkirken og Gravhaven (som det er i morgen for mit vedkommende.. another hard day at the office...)
-er det, når man går og overvejer, hvor man kan købe en løvhytte til løvhyttefesten?
- er det, når man efterhånden har vænnet sig så meget til israelsk trafikkultur, at man synes, danskerne kører vildt langsomt og gerne vil dytte af dem hele tiden?
- er det, når man er til 1 års-fødselsdag ved ens venner sammen med danskere, nordmænd, finnere, jøder og amerikanere.. og man ikke er vildt overrasket over sprogblandingen?
- er det, når ens 3-årige datter er bedre til hebræisk end en selv (og forstår ord som 'ryd op' og 'skær min schnitzel over')?
- er det, når man automatisk tager en bog med i banken, fordi man ved, at det tager lang tid?
- er det, når man sagtens kan købe eksotisk frugt en alm. mandag og ikke kun til særlige lejligheder, fordi det ikke koster særlig meget nede ved den arabiske købmand?
Tja.. lidt er der da, som skiller sig ud fra en dansk hverdag...
