Jeg må tilstå, at jeg havde lidt sommerfugle i maven, den første dag jeg var på vej derud, fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg skulle lave, og hvem jeg skulle arbejde med. Jeg havde bare fået et telefonnummer og ringet og lavet en aftale. Gulp.. ikke lige sagen for en kontrolfreak som mig!
Nå, men jeg mødte op, og første dag bestod af at tælle lageret op, da giftshoppen lige havde fået en ny manager, som gerne ville vide, hvor meget der var af hver enkelt ting. Der stod jeg så i syv stive timer og talte oliventræsfigurer, t-shirts, porcelænstallerkner, postkort, kors, bøger, cd'er osv., til jeg var helt ør i hovedet. Siden hen har mit arbejde bestået af lidt af hvert: oprydning, betjening af kunder, indpakning af gaver, sortering af varer, påsætning af stregkoder, påsætning af stregkoder igen (fordi de hele tiden falder af!) og andet forefaldende arbejde. Jeg vil ikke sige, at det er det mest krævende og sindsoprivende arbejde, jeg har haft i mit liv, men på den anden side har det været godt at komme ud og lave noget helt andet, end jeg er vant til. Desuden tror jeg, at det gør en forskel for stedet, og det er da også værd at tage med.
Nogle undrer sig måske over, hvorfor jeg overhovedet er der. Det er der forskellige årsager til: 1) vi får kun 1 ny volontør til foråret, så for at jeg ikke skal overfalde den stakkels fyr hele tiden, fandt jeg det nødvendigt at finde på noget andet at lave indimellem. 2) et arbejde på Vestbredden giver mulighed for at søge om støtte til betaling af Rebekkas børnehave (også værd at tage med) 3) det giver en mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende og hjælpe lidt til. Bonus er, at jeg arbejder blandt arabiske kristne, hvilket giver mulighed for at lære lidt om, hvordan det er at bo på den anden side af muren. Ydermere møder jeg mange andre mennesker fra forskellige sammenhænge: englændere, amerikanere, skotter, tyskere mm. Spændende sammenblanding.
Især har jeg sat pris på at lære Samar at kende (hun er manager i giftshoppen). En sprudlende, glad og sjov arabisk kvinde sidst i tyverne, som giver et indblik i, hvordan det er at være ung og bo i Betlehem. (ja, man er altså stadig ung, når man er sidst i tyverne.. eller i begyndelsen af trediverne for den sags skyld :-)) Mit indtryk er, at hun er ret atypisk for arabiske unge kvinder. Måske fordi hun har opholdt sig meget i England og USA og er blevet præget af kulturen der. Måske fordi hun har en jeg-vil-gerne-skille-mig-ud-personlighed og ikke nødvendigvis vil bøje sig for, hvad en arabisk mand siger, bare fordi han er mand. Uanset hvad, synes jeg, at det er rigtig spændende at lære hende at kende.
Til sidst vil jeg gerne fortælle om en oplevelse, som jeg havde på vej hjem fra Betlehem. Jeg skulle igennem det famøse checkpoint og havnede midt imellem en stor gruppe amerikanske og tyske turister. Puh, hvor tog det lang tid at komme igennem! Både fordi vi var mange mennesker på et lille og trangt sted, men måske også fordi visse midaldrende amerikanske kvinder har lidt svært ved at forstå simple beskeder som: gå igennem gaten (og nej, du behøver ikke tage dine sko af...)! Nå, men da vi stod der som sild i en tønde, kunne vi høre (ikke se), hvad der foregik længere fremme i flokken ved dem, der var på vej igennem metaldetektoren. En israelsk soldat blev ved med at sige i højtaleren: "move forward, man with the peacemaker!" Beskeden blev gentaget op til 10-15 gange. Alle kiggede lidt undrende på hinanden.. øh, peacemaker? Hvis der var noget, der manglede lidt præcis der, så var det vist en peacemaker! Til sidst fandt soldaten ud af sin fejl og rettede beskeden til "move forward, man with the pacemaker!" Ret stor forskel.
Jeg fandt situationen lidt absurd og lettere komisk, men samtidigt kunne jeg godt mærke, at jeg også var lidt irriteret over at være strandet der i menneskemylderet. Og da jeg så mig omkring, så jeg flere arabere, som så ud til at være endnu mere irriterede end jeg. Og hvor kan jeg bare godt forstå det. Tænk at skulle igennem sådan en mølle hver eneste dag. Og sikke en kæmpestor forskel, der var på den behandling, man fik, hvis man kom fra USA (eller DK), i forhold til, hvis man var araber. Amerikanerne blev budt velkomne til landet, og det så ud som om, at arabernes tilstedeværelse blev allernådigst tålt. Nu ved jeg godt, at der er mange sider i denne sag, og at det ikke er muligt at komme med et enkelt bud på, hvordan den komplicerede, uløselige konflikt, der har foregået i årevis, kan løses. Men da jeg stod der den eftermiddag i menneskemængden og ventede, fik jeg dog alligevel medfølelse med araberne, som skal igennem checkpointet dagligt og må finde sig i den behandling, de får. Jeg skal trods alt kun derud en gang i ugen....
