De tre D'er

Sidste lørdag var vi til gudstjeneste i den messianske menighed Shemen Sasson. Vi kom der ret trofast sidste år, men besluttede egentlig at stoppe der efter sommerferien, fordi den præst, som vi ventede på, skulle komme tilbage fra orlov, valgte helt at stoppe. Nå, men lang historie... efter 7 måneder var vi der igen. Og denne gang var det min tur til at høre prædikenen.

Det var Caleb Meyers, der prædikede, og han talte om vores relation til Gud. Jeg vil særligt nævne to ting fra talen:

Han talte om de tre d'er: desire - discipline - delight. I den betydning, at vi kan have en desire (et ønske) at lære Gud bedre at kende. Fx et ønske om at komme tættere på Ham gennem bøn, men det kræver faktisk disciplin. For at vi skal komme til at bede mere, så må vi faktisk 'tage os lidt sammen'. Og dette skal ikke forstås i betydningen: at vi tager os sammen for, at Gud bedre kan lide os, men at bøn hver dag kræver en god rutine. Det kommer ikke af sig selv, men kræver lidt arbejde fra vores side, fordi vi så nemt bliver afledt af noget andet, eller ikke får taget os sammen. Jeg kunne i hvert fald godt sætte mig ind i det. Og det sidste d (delight) - ja, det kommer, når vi får oparbejdet denne gode vane og ofte får snakket med Gud - og lyttet til ham! Så kommer velsignelsen! Det kan måske komme til at lyde lidt strengt eller lidt firkantet, men for mig var det faktisk rart at få sat det op på denne måde: der er faktisk noget konkret, jeg godt kan gøre. Jeg skal gøre noget ved min desire om at lære Gud bedre at kende: jeg skal bede og være stille sammen med Gud. Og det følger der velsignelse med til. Åh, hvor vil jeg gerne lære det :-)

Det næste billede var om en særlig blomst, der vokser i NordIsrael. Jeg kan ikke huske, hvad den hed, men det særlige ved den var, at når den havde gode vækstforhold og nok vand, havde den blade og bar frugt, men når den var ved at tørre ud, krøllede bladene sig sammen og blev til torne. Ifølge traditionen var det af denne plante, at Jesu tornekrans blev lavet. Vi ved selvfølgelig ikke, om det er sandt, men for mig blev det et stærkt billede. Hvis jeg tørrer ud som menneske, hvis jeg ikke bliver fyldt på af Gud - så udvikler jeg torne. Så bliver jeg hård og afvisende og gør ondt at være sammen med. Det viser mig igen vigtigheden af at være sammen med Gud dagligt for at blive fyldt på.

Til sidst: måske lyder alt dette her meget fromt for nogle, men i virkeligheden er jeg faktisk ikke så "from." Grundet personlige årsager har jeg haft en lang tørkeperiode i mit forhold til Gud, som langsomt er ved at vende. Derfor er det så befriende for mig, at Gud lægger denne desire i mig efter at lære ham at kende og viser mig, at Han gerne vil 'vande' mig og lade mig vokse i kendskab til Ham. Det viser mig, at Han stadig elsker mig :-)