Naksa eller Musalaha?

I begyndelsen af Juni var der igen uroligheder ved den Israelsk-Syriske grænse i Golanhøjderne. Situationen var i nogen grad en gentagelse af urolighederne i forbindelse med Nakba-demostrationer (palæstinensernes markering af Staten Israels oprettelse for et par uger siden). Ifølge syriske tabstal blev 20 palæstinensiske demonstranter dræbt da de forsøgte at klippe hul i pigtrådshegnet og krydse grænsen mellem Syrien og Palæstina. Den Israelske hær påpeger at de inden brugen af skarp ammunition havde brugt tåregas, varselsskud i luften, og over højtalere på arabisk, advaret demonstranterne om at det var med livet som indsats de nærmede sig sikkerhedshegnet.

Man må selvfølgelig have sympati med de familier som har mistet familiemedlemmer. En af de dræbte var tilsyneladende en 12 årig dreng!!!. Men samtidigt så er det svært at forstå, at man på den måde helt bevidst om faren, vil sætte livet på spil, eller sin 12 årige søns!!!, for at krydse en grænse. På den anden side kan jeg også have en vis forståelse for at den israelske hær ikke kan tillade demonstranter at krydse grænsen illegalt, men på den anden side, var der virkelig ikke andre muligheder end at skyde og dræbe demonstranterne der nærmede sig hegnet?

Naksa, som Palæstinenserne kalder dagen for disse demonstrationer, er arabisk og betyder "tilbageslag". Dagen er en markering af tilbageslaget under 6-dageskrigen i 1967, hvor Israelerne erobrede bl.a. Golanhøjderne hvor demonstrationerne fandt sted. Og uanset hvilken side man har sympati for i konflikten bliver "Naksa" (tilbageslag), efter min mening en passende betegnelse for dagen. Tilbageslag for en varig løsning på konflikten. Tilbageslag for fredelige gensidige forhandlinger. Tilbageslag for gensidig forståelse og respekt. Og i sidste ende tilbageslag for fred og retfærdighed.

Det er virkelig svært at forestille sig en løsning på den tilsyneladende uløselige konflikt. De politiske krav fra begge sider syntes bare at blive mere og mere uforenlige, og begge sider synes mere og mere optagede af at løse konflikten ensidigt. Israel ved brug af deres militære overmagt, i et forsøg på at fastholde den nuværende (uholdbare?) situation, og Palæstinenserne med deres forsøg på at få en ensidig anerkendelse af en Palæstinensisk stat gennemført i FN til September. På det storpolitiske plan er det virkelig svært at få øje på hvad der nogensinde skal føre til fred og forsoning.

På det mellemmenneskelige plan er der dog stadig håb. Her er der stadig beretninger om, hvordan personer fra begge sider får øjnene op for, at det faktisk er medmennesker, som står på den anden side og at eneste håb for virkelig fred og forsoning går via gensidig respekt, anerkendelse og tilgivelse.

Musalaha er det arabiske ord for forsoning. Og organisationen Musalaha, som støttes af bl.a. den Danske Israelsmission, arbejder for forsoning netop gennem tilgivelse, anerkendelse og gensidig respekt. Gennem deres projekter får palæstinensiske kristne og Jesustroende jøder muligheden for at møde hinanden og få "rigtige" ansigter på den anden side i konflikten. Det kan virke som en dråbe i havet, at 20 unge fra begge sider i konflikten kommer på en tur ud i ørkenen, lærer hinanden at kende og får nedbrudt nogen af deres fordomme om hinanden, men det er, som jeg ser det lige nu det bedste håb for at der nogensinde vil komme en varig løsning på konflikten.

Ser man derfor på et storpolitiske spil, er det svært at få øje på andet end "Naksa" (tilbageslag). Det eneste sted hvor "Musalaha" (forsoning) er en reel mulighed er på det individuelle mellemmenneskelige plan. Og jeg er derfor stolt af at være medlem af en organisation der støtter "Musalaha".