Årets julehilsen

Jerusalem december 2011

Kære venner og familie!

Endnu et år er gået, og det er blevet tid til den årlige julehilsen. Egentlig en god måde at få tænkt lidt over året, der er gået, med alle de gode og mindre gode oplevelser, men også en anledning til at få sagt tak for samvær, snakke og tanker.

2011 har været et godt år for os her i Jerusalem. Vi bliver efterhånden mere og mere ’rutinerede’ i det at bo i et andet land, men jeg vil dog ikke afvise, at vi ikke stadig kan overraskes, forundres, irriteres og udfordres! Foråret bød på afsked med vores 3. volontørhold og velkomst til vores 4. hold. Dette hold bestod dog kun af to personer, som passede sig selv meget af tiden, så for første gang i vores tid hernede stod vi uden et ugentligt møde med volontører og en række aflyste arrangementer, hvilket betød en masse ekstra tid. Det passede meget godt, da Jakob havde meget travlt på Caspari med at arrangere et fire ugers kursus for 21 norske MF-studenter i marts-april. I marts fik vi besøg af Jakobs forældre og nød at have fri sammen med dem. Gode oplevelser og minder. Og så kom MF-studenterne, og Jakob forsvandt fra Bar Kochba str.! Ej, helt så slemt var det ikke, men han havde meget travlt i den periode både med guidede ture og undervisning. Heldigvis gik kurset rigtig godt, og Jakob og Knut (chef på Caspari, overbo og god ven) fik god respons tilbage. Kurset blev afløst af påsken, som traditionen tro også er en travl periode i Jerusalem, så det var et godt brugt præstepar, der kunne sætte sig i sofaen i ugen efter påsken. Travlhed eller ej – så synes jeg altid, at påsken er noget helt særligt her i Jerusalem. Det rører mig at stå på Oliebjerget kl. seks om morgenen påskedag og se solen stige op eller synge påskelovsange med 600 andre skandinavere i Gravhaven senere på dagen. Ikke fordi det skal være alt afgørende at være på præcis det rigtige sted (hvilket vi jo heller ikke var – det er i Gravkirken!), men vi er i den samme by – som også i dag har det samme behov for at høre budskabet om ham, som kom for at slutte fred; både i hjertet og blandt mennesker.

Den ekstra tid i foråret gav mig mulighed for at prøve noget nyt. Derfor valgte jeg i januar at starte som volontør i Giftshoppen på Betlehem Bible College én dag om ugen. Både for at lære lidt om livet på den anden side af muren, men også for at lære nogle kristne palæstinensere at kende.  Det har været meget lærerigt for mig - både det at vænne sig til checkpoints og arabiske taxachauffører, men også at møde folk fra en lang række andre lande og at blive gode venner med fx Samar. En lokal, kristen palæstinensisk kvinde på 28, som på mange måder minder om mig, og så alligevel slet ikke. Jeg har sat stor pris på det – også selvom visse dage har bestået af at prismærke keramik, opstille krybbespil, betjene kunder eller rydde op. En anden ting, som jeg valgte at gøre, var at følge et fag på Holyland University om Israel i det 20. århundrede. En dag om ugen sad jeg på skolebænken igen og blev undervist sammen med 6 andre kristne fra 5 forskellige lande. Kontrasten til arbejdet i Betlehem var stor – især fordi de andre deltagere og underviseren var kristne zionister, som ikke lagde skjul på deres holdning til konflikten i landet og på, hvordan den skulle løses. Den ene dag sad jeg og diskuterede med en palæstinenser, om Israel selv var skyld i den 2. intifada, idet alle terrorhandlinger stoppede den dag, de begyndte at bygge muren (jeg var uenig!). Den anden dag diskuterede jeg med en finsk zionist, om løsningen på konflikten nu virkelig ’bare’ var at sende alle palæstinenserne til Jordan (igen: uenig!). Fastlåste holdninger og ensidige opfattelser findes på begge sider af konflikten hernede, og der sad jeg så i midten!

2011 bød heldigvis også på en god lang sommerferie i Danmark sammen med familie og venner. I år var vi alle hjemme ca. 8 uger, og vi nød samværet med jer alle. Tak for gode oplevelser, snakke og ikke-kosher mad! J Sommeren blev også præget af, at vi fandt ud af, at vores tredje barn var på vej! En dejlig og glædelig nyhed, som hurtigt blev afløst af kvalme, opkast og migræneanfald. Puha. Heldigvis går det meget bedre nu, og vi har siden fundet ud af, at vi skal have en dreng. Til stor glæde for os alle – og især for faderen J I skrivende stund fylder maven godt, junior viser tendenser til at blive en fodboldspiller, og vi har fået købt lidt lyseblåt tøj, så mon ikke vi er klar, når han melder sin ankomst sandsynligvis engang sidst i februar? Vi glæder os i hvert fald meget alle fire til at hilse på ham og lære ham at kende. J

Og apropos børn – så trives vores to dejlige piger. Rebekka er blevet fem år og er startet i pre-school i en messiansk børnehave. Det lyder måske vildt at starte i skole som fem-årig og pludselig have ’lektier’ for, men i virkeligheden leger de meget af tiden, og så skal hun måske skrive 10 5-taller på et papir, når hun kommer hjem. Uanset hvad, trives hun godt med det. Det er lige noget for hende, og hendes viden om både det hebræiske og det danske alfabet øges. En dag om ugen lærer hun også engelsk, så hun bliver hurtig så klog! Vi er glade for, at hun er godt med boglig set, men det bedste er dog at høre, at hun er en god ven mod de andre. Det betyder alligevel mere. Hun er stadig mild og god og kærlig mod sin søster. Og Hannah? Ja, hun er nu 3 år og en af de store i børnehaven. Hun er fuld af krudt og ballade (på den gode måde) og har en udpræget sans for humor. Meget populær i børnehaven og har en distinkt israelsk personlighed, som slet ikke minder om os andres. Meget skægt at se. En dejlig glad og frisk pige.

Efteråret har budt på vores 5. volontørhold, og denne gang er vi oppe på god flok. Dejlige volontører, som er meget aktive i vores arrangementer, i godt humør og meget hjælpsomme. Vi glæder os til at fejre jul med dem på lørdag, hvor vi i alt bliver 11 personer. For første gang skal vi selv stege kalkunen – spændende, men mon ikke det går, når vi nu også har bacon? 1. juledag fejrer vi en privat familiejul med pigerne og lader roen sænke sig over det lille hjem.

Det har været et travlt efterår, men også fyldt med gode oplevelser. Jakob havde både Galilæaturen og ørkenturen, men begge ture gik godt. Jeg er startet på hebræisk undervisning to aftner om ugen, og i oktober havde vi fornøjelsen af at have besøg af Michael og Marianne samt tre børn i to uger! Utrolig dejligt besøg, masser af gode lege, snakke og oplevelser og en bombet lejlighed J Lige præcis sådan det skal være! Tak for besøget, M&M – vi gemmer det som et godt minde i hjertet. 

Så alt i alt er livet godt her i Jerusalem, som I måske fornemmer. Børnene trives, arbejdet er godt, manden elsker stadig sin BMW og sit nye computerspil, maven vokser, og konen prøver på ikke at være stresset, men derimod være sød og rar J Vi er spændte på, hvad det nye år vil bringe med barsel (min afløser, Martin, kommer midt i januar), baby og nye muligheder. Men lige nu øver vi os i at være i nuet, bare være sammen som familie og lade tankerne samles om julens budskab, som netop i år virker særligt aktuelt og nærværende:

”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” (Esajas 9,5)

Med ønsket om, at julens budskab og fred også må sænke sig over jer. Glædelig jul!

Mange kærlige hilsner fra Lise og Jakob, Rebekka og Hannah (samt junior)

Udpluk fra Ulpan

Så sidder jeg der igen - altså på skolebænken. Det plejer at være et sted, jeg godt kan lide at være, og det er det egentlig også denne gang, hvis man ser bort fra, at det foregår to aftner om ugen (søndag og onsdag) fra kl. 17.30-20.30. Puha - tidspunktet er ikke det allerbedste for en gravid småbørnsmor, men jeg prøver da at få banket noget sprog ind i hovedet. Så må vi se, om det lykkedes denne gang....
Tænkte, at jeg ville dele lidt af oplevelsen med jer ved at fortælle jer lidt om nogle af de andre på mit hold.

Den første aften sad jeg ved siden af Octavio, som er katolsk pater fra Columbia. Ca. 40 år. Vi skulle tale sammen to og to, og jeg skulle spørge ham, om han var far! Tja.. jeg kendte nok svaret på forhånd, men han grinede lidt og sagde, at han ikke var far i fysisk, men spirituel forstand. Godt reddet.

Spencer er en kraftig amerikansk jøde på ca. 60 år, som er i Israel i 1 år, fordi hans kone læser til rabbi. Hans største problem for tiden er vist kulden og det at vænne sig til, at alt er småt (i hans øjne). Folks lejligheder, senge, brusere, borde, stole - alt! Han er nok vant til en anden standard from over there..

Hver aften sidder jeg ved siden af Cynthia, som er en sød, argentisk jøde på ca. 28, som lige er ankommet til Israel, hvor hun skal være 1 år. Hun har en jødisk kæreste, som læser til rabbi, men kommer selv fra en sekulær familie. For hendes forældre var det en større forandring, at hun blev kæreste med en rabbi, end da hendes søster blev kæreste med en katolik! Ironisk nok er det ofte mig, der må forklare hende ting om jødedom, som fx hvad den dag hedder, som jøderne holder hellig: Øh, du mener Shabbat?? Men en meget sød og venlig pige.

På et tidspunkt blev jeg sat til at lave en øvelse sammen med Amal, som er en ung, spinkel, arabisk kvinde midt i tyverne. Vi skulle prøve at udtrykke på hebræisk, hvilke tre elementer, der - filosofisk set - kunne være med til at opretholde verden. Og her troede jeg, at det var alef-holdet, jeg var på!! Nå, men jeg fik da sagt noget med Ahava (kærlighed), Mispahot ve haverim (familie og venner) og Elohim (Gud). Hun var enig i de to første elementer, men ville ikke gå med til den sidste. "Jeg er ikke religiøs og tror ikke på Gud", sagde hun. Jeg burde måske også have forudsagt, at forslaget ikke ville falde i god jord. Jeg gik med til, at vi skrev "etik" i stedet for, og for mig selv tænkte jeg: "Gud er alligevel i kærlighed, så jeg fik ham med :-)"

I aftes tog jeg sporvognen hjem sammen med Vibeke-Marie, som er en tysk forsker, og Tazmin, som er en ung palæstinensisk kvinde med muslimsk baggrund. Tazmin fortalte lidt om sit liv: hendes mor er fra Vestbredden, og hendes far er fra Østjerusalem. Hun er selv født i USA og har også boet 5 år i Hebron, indtil hendes familie for nogle år siden flyttede til Østjerusalem. Har lige uddannet sig som ergoterapeut og virker som en intelligent og kvik pige. Men det var lidt mærkeligt at høre om hendes liv midt i sporvognen en sen onsdag aften omgivet af jøder, som skulede til hende, når hun fortalte om sin opvækst i Hebron under intifadaen, eller hvor frustrerende det var pt., hvor hun har opholdstilladelse i Israel, men ikke et israelsk ID-kort. Dvs. hun ikke må køre bil eller arbejde fx. Nyuddannet, men med ingen mulighed for et arbejde, medmindre hun vil arbejde på Vestbredden. Jeg forstår egentlig godt frustrationen, selvom jeg ikke personligt kan relatere til det, men hvad mon den unge jødiske kvinde ved siden af hende i toget tænkte? Hvorfor skulede hun sådan til hende?  

Dette var blot et lille udpluk for at give jer en fornemmelse af, hvad jeg kan opleve søndag og onsdag aften, udover at lære nye verber og grammatik.