Så sidder jeg der igen - altså på skolebænken. Det plejer at være et sted, jeg godt kan lide at være, og det er det egentlig også denne gang, hvis man ser bort fra, at det foregår to aftner om ugen (søndag og onsdag) fra kl. 17.30-20.30. Puha - tidspunktet er ikke det allerbedste for en gravid småbørnsmor, men jeg prøver da at få banket noget sprog ind i hovedet. Så må vi se, om det lykkedes denne gang....
Tænkte, at jeg ville dele lidt af oplevelsen med jer ved at fortælle jer lidt om nogle af de andre på mit hold.
Den første aften sad jeg ved siden af Octavio, som er katolsk pater fra Columbia. Ca. 40 år. Vi skulle tale sammen to og to, og jeg skulle spørge ham, om han var far! Tja.. jeg kendte nok svaret på forhånd, men han grinede lidt og sagde, at han ikke var far i fysisk, men spirituel forstand. Godt reddet.
Spencer er en kraftig amerikansk jøde på ca. 60 år, som er i Israel i 1 år, fordi hans kone læser til rabbi. Hans største problem for tiden er vist kulden og det at vænne sig til, at alt er småt (i hans øjne). Folks lejligheder, senge, brusere, borde, stole - alt! Han er nok vant til en anden standard from over there..
Hver aften sidder jeg ved siden af Cynthia, som er en sød, argentisk jøde på ca. 28, som lige er ankommet til Israel, hvor hun skal være 1 år. Hun har en jødisk kæreste, som læser til rabbi, men kommer selv fra en sekulær familie. For hendes forældre var det en større forandring, at hun blev kæreste med en rabbi, end da hendes søster blev kæreste med en katolik! Ironisk nok er det ofte mig, der må forklare hende ting om jødedom, som fx hvad den dag hedder, som jøderne holder hellig: Øh, du mener Shabbat?? Men en meget sød og venlig pige.
På et tidspunkt blev jeg sat til at lave en øvelse sammen med Amal, som er en ung, spinkel, arabisk kvinde midt i tyverne. Vi skulle prøve at udtrykke på hebræisk, hvilke tre elementer, der - filosofisk set - kunne være med til at opretholde verden. Og her troede jeg, at det var alef-holdet, jeg var på!! Nå, men jeg fik da sagt noget med Ahava (kærlighed), Mispahot ve haverim (familie og venner) og Elohim (Gud). Hun var enig i de to første elementer, men ville ikke gå med til den sidste. "Jeg er ikke religiøs og tror ikke på Gud", sagde hun. Jeg burde måske også have forudsagt, at forslaget ikke ville falde i god jord. Jeg gik med til, at vi skrev "etik" i stedet for, og for mig selv tænkte jeg: "Gud er alligevel i kærlighed, så jeg fik ham med :-)"
I aftes tog jeg sporvognen hjem sammen med Vibeke-Marie, som er en tysk forsker, og Tazmin, som er en ung palæstinensisk kvinde med muslimsk baggrund. Tazmin fortalte lidt om sit liv: hendes mor er fra Vestbredden, og hendes far er fra Østjerusalem. Hun er selv født i USA og har også boet 5 år i Hebron, indtil hendes familie for nogle år siden flyttede til Østjerusalem. Har lige uddannet sig som ergoterapeut og virker som en intelligent og kvik pige. Men det var lidt mærkeligt at høre om hendes liv midt i sporvognen en sen onsdag aften omgivet af jøder, som skulede til hende, når hun fortalte om sin opvækst i Hebron under intifadaen, eller hvor frustrerende det var pt., hvor hun har opholdstilladelse i Israel, men ikke et israelsk ID-kort. Dvs. hun ikke må køre bil eller arbejde fx. Nyuddannet, men med ingen mulighed for et arbejde, medmindre hun vil arbejde på Vestbredden. Jeg forstår egentlig godt frustrationen, selvom jeg ikke personligt kan relatere til det, men hvad mon den unge jødiske kvinde ved siden af hende i toget tænkte? Hvorfor skulede hun sådan til hende?
Dette var blot et lille udpluk for at give jer en fornemmelse af, hvad jeg kan opleve søndag og onsdag aften, udover at lære nye verber og grammatik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar