Børn - børn - børn

Når jeg (Lise) læser mine indlæg på Facebook, kan jeg godt indimellem standse op og tænke: "utroligt, som jeg altid skriver om mine børn. Er der ikke andet i mit liv?" Og jo - selvfølgelig er der det, men når man er mor til to  charmetrolde og har en mere på vej, så fylder det meget i hverdagen, i tankerne og i følelserne. For skønne er de... det kan man ikke komme udenom (og det er naturligvis helt objektivt set :-))
Som når vi i sidste uge fik at vide af pædagogen i Rebekkas børnehave, at hun var meget dygtig til at forstå hebræisk og følge med i undervisningen, men samtidigt også var en god ven. Og få dage efter får nogenlunde det samme at vide om Hannah: hun er kvik og en god ven. Ja, så bliver jeg som mor stolt. Jeg er naturligvis glad for, at de kan følge med, men jeg synes faktisk, at det med at være en god ven slår det andet! Det er et godt ry at have. 


Nå, men for at dette indlæg ikke bare skal handle om ros til mine unger, så faldt jeg i dag over dette indlæg på facebook: http://www.etik.dk/artikel/439056:Screening--Israelske-boern-sagsoeger-for-at-vaere-blevet-foedt 
En ret skræmmende artikel, som omhandler, hvordan en stigende mængde handicappede i Israel lægger sag an mod de læger og myndigheder, som sørgede for, at de blev født. Hele 600 retssager menes der at have forekommet siden 1987. 600 personer har anklaget myndighederne for det liv, de har fået, som de åbenbart ikke mener, har nok værdi. 
Som Rabbi Avraham Steinberg fra Hadassah Hospital på Mount Scopus udtaler til et tidsskrift: "Jeg finder det meget svært at forstå, hvordan forældre kan stille sig op på vidneskranken og sige til deres børn: "Det ville være bedre for dig ikke at være blevet født." Hvad er de psykologiske virkninger på børnene?"
Et meget godt og skræmmende spørgsmål! 


Hvordan kan forældrene få sig selv til at gøre det? Hvordan påvirker det et barn at høre sådanne ord af sine forældre? Og hvordan kan et menneske nå dertil, at det ønsker ikke at være blevet født? 


Artiklen fortsætter med at påpege, at Israel er et af de lande i verden, der foretager flest screeninger af fostre. Og i min gravide tilstand er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Ikke fordi jeg er blevet skannet så vældig meget. En skanning for nogle uger siden, hvilket svarer til en uge 19 skanning i DK. Men jeg blev både overrasket og lidt chokeret over, hvor længe lægen skannede mig. 45 minutter, og så føltes det også, som om alt på babyen var blevet undersøgt. Helt ned til dens drøpel og øjenlinser! Var det også nødvendigt? Ikke fordi jeg blev forarget over det, men mere lidt forundret. Fik følelsen af, at jeg var med på en jagt efter fejl .Heldigvis blev der ikke fundet nogle - et sundt og velskabt barn er på vej, og vi får endda fornøjelsen af at prøve at få en dreng denne gang, så vi kan da ikke være andet end lykkelige og tilfredse med det. 


Men når jeg tænker tilbage på en snak, jeg havde med en af volontørerne, om at det var en god skik i Israel, at mange mongoler arbejder som afryddere på caféer og lign., fordi  de er ude mellem andre folk, og faktisk gør deres arbejde meget samvittighedsfuldt og dygtigt. Ikke som i DK, hvor det kan føles som om, at handicappede er nogle, som skal gemmes væk og helst ikke ses og høres. Det er naturligvis en grov generalisering, men tendensen mærkes indimellem. Men få dage efter denne snak fandt jeg ud af, at der foretages op til 60.000 aborter i Israel om året! Skræmmende tal. Der måtte jeg så lige revidere min opfattelse af den israelske holdning til sygdom og handicap. 


Dette er ikke skrevet for at fordømme andre. Det er ikke min opgave. Men jeg kan ikke andet end have ondt af de små babyer, som aldrig får lov til at blive født og mødt med kærlighed. Eller de stakkels kvinder, som må gennemgå en sådan oplevelse. Eller de børn, som vokser op, men fortryder, at de har fået livet, og som ønsker at have være blevet fjernet. 
Hvor må det gøre ondt på deres himmelske far, som elsker dem for det indvid, de er.