Det er egentlig ikke, fordi den sidste uges tid har været helt usædvanlig hernede. Jeg (Lise) kunne bare godt tænke mig at dele nogle af mine oplevelser og tanker med jer, så I får en fornemmelse af, hvad der også kan foregå hernede.
Tirsdag i sidste uge var jeg til Open Lecture på Caspari og hørte et foredrag om messianske jøder i den jødiske ghetto i Waszawa under 2. verdenkrig. For en historieinteresseret som mig var det vældig interessant; især fordi jeg egentlig aldrig har overvejet eller tænkt over, at en vis procendel af de jøder, der døde under 2. verdenskrig, faktisk var messianske jøder! Det gør det hverken værre eller bedre - det er bare en ny vinkel.
Foredragsholderen fortalte også om en tur til Polen, som han havde foretaget for nylig. Efter et restaurantbesøg opdagede han et billede af en rabbiner hængende på restaurantens væg lige ved døren - dog vendt på hovedet. Han undrede sig og spurgte værten, hvorfor der mon hang sådan et billede der. Svaret var, at mange restauranter og forretninger i Polen åbenbart har billeder hængende af jøder, for 'de bringer jo økonomisk held' (jf. tankegangen om, at jøder pr. definition altid er dygtige til forretning og økonomi). Han undrede sig over, hvorfor billedet så hang på hovedet, hvortil svaret var: "jamen, vi kan jo ikke lide jøder!" Ikke udtalt på vegne af værten, men som en udtalelse om den generelle holdning blandt mange i Polen.
Skræmmende at antisemitisme stadig kan florere, når man tænker på, hvad der er foregået i historien. Især i et land som Polen. Er der ingen, der har taget ved lære og tager afstand fra det?
Jeg fortalte historien til en ældre jødisk kvinde hernede, og hun endte med at sidde med tårer i øjnene. Det kan jeg egentlig godt forstå.
Torsdag til søndag havde jeg besøg af min danske kollega, Lise Søndergaard, og vi var ude og besøge en række steder for at se, om de kunne være potentielle nye volontør-steder. I forbindelse hermed mødte vi flere spændende og interessante mennesker med meget på hjerte. Et af stederne var en kristen organisation kaldet "Shevet Achim", som arbejder med hjertesyge børn fra arabiske lande i regionen, hvor lægerne ikke er i stand til at operere dem. Lande som fx Kurdistan, Iran, Irak, Syrien mm. Organisationen får sendt børnene og deres mødre til J'lem, hvor de bor, indtil de kan blive opereret i Tel Aviv. Når de er kommet sig helt, rejser de tilbage til hjemlandet. Jeg blev rørt over den - ja - hjertevarme, der var på stedet. Kærligheden til børnene, ønsket om at hjælpe dem. Tanken om, at vi alle i bund og grund er ens, og vi bør se ud over det, som typisk skaber skel: religion, etnicitet osv.(de fleste børn kommer fra muslimsk baggrund). Et sygt barn er et sygt barn - sådan er det! Og vi bør alle række ud og hjælpe til.
Læs evt. mere på deres hjemmeside, hvor du bla. kan læse om de enkelte børns historie. http://www.shevet.org/
Mit hjerte ville aldrig kunne holde til at arbejde sådan et sted, for jeg ville have lyst til at tage alle de små børn med mig hjem. Jeg ville ikke kunne bære, at de kunne dø, eller at jeg måtte sige farvel til dem og sandsynligvis aldrig se dem igen. Så jeg har den største respekt for dem, der kan arbejde sådan et sted. Dem, der gør en forskel i de børns liv. Og hvis du har den mindste smule penge til overs, så overvej, om dette ikke var et godt sted at placere dem!
Pigerne og jeg har i hvert fald besluttet at give noget af deres gamle tøj og legetøj til disse børn, så de har lidt at tage med hjem i kufferten, når de skal afsted. Det er da det mindste, vi kan gøre...
Tirsdag i sidste uge var jeg til Open Lecture på Caspari og hørte et foredrag om messianske jøder i den jødiske ghetto i Waszawa under 2. verdenkrig. For en historieinteresseret som mig var det vældig interessant; især fordi jeg egentlig aldrig har overvejet eller tænkt over, at en vis procendel af de jøder, der døde under 2. verdenskrig, faktisk var messianske jøder! Det gør det hverken værre eller bedre - det er bare en ny vinkel.
Foredragsholderen fortalte også om en tur til Polen, som han havde foretaget for nylig. Efter et restaurantbesøg opdagede han et billede af en rabbiner hængende på restaurantens væg lige ved døren - dog vendt på hovedet. Han undrede sig og spurgte værten, hvorfor der mon hang sådan et billede der. Svaret var, at mange restauranter og forretninger i Polen åbenbart har billeder hængende af jøder, for 'de bringer jo økonomisk held' (jf. tankegangen om, at jøder pr. definition altid er dygtige til forretning og økonomi). Han undrede sig over, hvorfor billedet så hang på hovedet, hvortil svaret var: "jamen, vi kan jo ikke lide jøder!" Ikke udtalt på vegne af værten, men som en udtalelse om den generelle holdning blandt mange i Polen.
Skræmmende at antisemitisme stadig kan florere, når man tænker på, hvad der er foregået i historien. Især i et land som Polen. Er der ingen, der har taget ved lære og tager afstand fra det?
Jeg fortalte historien til en ældre jødisk kvinde hernede, og hun endte med at sidde med tårer i øjnene. Det kan jeg egentlig godt forstå.
Torsdag til søndag havde jeg besøg af min danske kollega, Lise Søndergaard, og vi var ude og besøge en række steder for at se, om de kunne være potentielle nye volontør-steder. I forbindelse hermed mødte vi flere spændende og interessante mennesker med meget på hjerte. Et af stederne var en kristen organisation kaldet "Shevet Achim", som arbejder med hjertesyge børn fra arabiske lande i regionen, hvor lægerne ikke er i stand til at operere dem. Lande som fx Kurdistan, Iran, Irak, Syrien mm. Organisationen får sendt børnene og deres mødre til J'lem, hvor de bor, indtil de kan blive opereret i Tel Aviv. Når de er kommet sig helt, rejser de tilbage til hjemlandet. Jeg blev rørt over den - ja - hjertevarme, der var på stedet. Kærligheden til børnene, ønsket om at hjælpe dem. Tanken om, at vi alle i bund og grund er ens, og vi bør se ud over det, som typisk skaber skel: religion, etnicitet osv.(de fleste børn kommer fra muslimsk baggrund). Et sygt barn er et sygt barn - sådan er det! Og vi bør alle række ud og hjælpe til.
Læs evt. mere på deres hjemmeside, hvor du bla. kan læse om de enkelte børns historie. http://www.shevet.org/
Mit hjerte ville aldrig kunne holde til at arbejde sådan et sted, for jeg ville have lyst til at tage alle de små børn med mig hjem. Jeg ville ikke kunne bære, at de kunne dø, eller at jeg måtte sige farvel til dem og sandsynligvis aldrig se dem igen. Så jeg har den største respekt for dem, der kan arbejde sådan et sted. Dem, der gør en forskel i de børns liv. Og hvis du har den mindste smule penge til overs, så overvej, om dette ikke var et godt sted at placere dem!
Pigerne og jeg har i hvert fald besluttet at give noget af deres gamle tøj og legetøj til disse børn, så de har lidt at tage med hjem i kufferten, når de skal afsted. Det er da det mindste, vi kan gøre...
