Nu er vi nået ind i september, og det er ved at være tid til blog-skrivning igen. Siden sidst har vi holdt en dejlig lang sommer i DK med mange gode oplevelser med familie og venner. Det nød vi meget!
Og vi er landet i Israel igen og så småt igang med hverdagen igen. Jeg skriver "så småt", fordi børnenes skole og børnehave først startede for nogle dage siden, og nu nærmer 3 jødiske fester sig i løbet af september, hvilket giver os ca. 8-10 skoledage i løbet af en hel måned. Lidt udfordrende med to jobs og 3 børn hjemme....
Rebekka er nu startet i kita bet og nyder at være større end de små i kita alef :-) Hannah er startet i gan chrova (preschool) og skal lige vænne sig til et nyt sted. Men hun klør på, så hun skal nok klare sig. Andreas startede i sin nye børnehave på universitetet i går, men indtil nu er far med hele tiden. Det er den samme børnehave, som Rebekka startede i, da vi flyttede herned for 4 år siden, og pigerne har i alt gået deroppe i 3 år, så det er helt nostalgi at være tilbage igen. Han skal lige lære spillereglerne, men han er allerede godt i gang med at charme de voksne, så mon ikke han også klarer sig.
Grunden til, at jeg skriver idag er, at jeg for nylig har fået to spændende og interessante indput på konflikten hernede. Det første indput kom fra bogen "Søn af Hamas", som er skrevet af Musab Hassan Yusef, som er søn af en højtstående leder i Hamas, og som ender med at bryde med Hamas, blive kristen og være spion for Israel. En interessant og spændende livsberetning fra en usædvanlig vinkel. Han fortæller om, hvordan han oplever hhv. 1. og 2. intifada, og hvordan han følelsesmæssigt bliver påvirket af selvmordsbomberne. Jeg har efterhånden både skrevet, læst og holdt oplæg om disse emner, men det er alligevel mærkeligt, når han skriver, at det var en barndomsven, der sprængte sig selv i luften i French Hill krydset for ca. 10 år siden. Det var ikke bare en kynisk terrorist, der valgte at tage andre mennesker med i døden. Det var et menneske, han kendte og havde været glad for. Og det skete nogle få hundrede meter fra min bopæl. Det er altså lidt mærkeligt.
Jeg blev grebet af bogen, fordi det er højst usædvanligt at høre historien fra Hamas' side. Og så endda fra en mand, som traf nogle markante og utraditionelle valg i sit liv. Jeg blev rørt af hans ærlighed og evne til at se fejl ved både israelernes og palæstinensernes side. Det er ikke så tit, at jeg møder ægte selverkendelse og selvindsigt hernede. Det er så nemt at se fejlene hos de andre, men så svært at se dem hos sig selv. Det er på nogle måder 'rarere' at være offeret end at erkende, at begge sider er ofre og dem, der begår overgreb. for Musab var ting ikke sort/hvidt, og han beskriver overgreb på begge side. Samtidigt er han drevet af et ønske om at skabe fred. Som han selv slutter bogen med: "Sandhed og tilgivelse er det eneste, der kan bringe fred til Mellemøsten. Udfordringen, især mellem israelere og palæstinensere, består ikke i at finde løsningen. Udfordringen består i at finde modet til at som den første at gribe løsningen."
Meget tankevækkende bog, som jeg kun varmt kan anbefale. Gid der var flere som ham hernede, der turde have selverkendelse, og som ønskede at kæmpe for fred og tilgivelse.
Det andet indput, som jeg har fået fornylig, kom fra en noget mere useriøs kant. Som udenlandsdansker rammes jeg indimellem af 'missionærsyndromet', hvor jeg ikke aner, hvad danskere snakker om. Jeg havde fx aldrig hørt om Monte Carlo, men jeg blev gjort opmærksom på, at de havde lavet en programserie, som hed "Monte Carlo elsker jøderne", hvor de to værter rejste til Israel for at prøve at finde ud af, hvorfor denne konflikt havde varet så længe og var så tilsyneladende uløselig. I modsætning til den omtalte bog er disse værter naturligvis noget mere useriøse og satiriske. Jeg har indtil videre set to programmer, og selvom de er ret overfladiske og til tider tager lidt for let på et emne, som er meget kompliceret og følsomt for mange mennesker (omtaler fx konflikten som en "årelang nabostrid." - det er måske en lidt forfladiget måde at beskrive det på). Men hvis man går med på deres præmis om, at det er satire og et forsøg på at vise Mellemøsten på en anden måde, er det egentlig både underholdende og ret interessant. De gør i hvert fald et forsøg på at se tingene fra begge sider og har efterfølgende deres egne refleksioner over det. De deltager fx i en demonstration i Bi'lin på Vestbredden - den ene fredag på palæstinenserne side og den næste fredag på jødernes side. Jeg synes, at de mangler lidt forståelse for konfliktens dybde og seriøsitet for mange mennesker i dette område, men på den anden side er det forfriskende at se på konflikten med nye, udefrakommende øjne, som vinkler det på helt andre, overraskende måder. Og samtidigt er det ganske underholdende at se dem prøve ultraortodokse hatte, oparbejde mod i en demonstration eller danse til musik ved Grædemuren. I hvert fald tankevækkende.
Og vi er landet i Israel igen og så småt igang med hverdagen igen. Jeg skriver "så småt", fordi børnenes skole og børnehave først startede for nogle dage siden, og nu nærmer 3 jødiske fester sig i løbet af september, hvilket giver os ca. 8-10 skoledage i løbet af en hel måned. Lidt udfordrende med to jobs og 3 børn hjemme....
Rebekka er nu startet i kita bet og nyder at være større end de små i kita alef :-) Hannah er startet i gan chrova (preschool) og skal lige vænne sig til et nyt sted. Men hun klør på, så hun skal nok klare sig. Andreas startede i sin nye børnehave på universitetet i går, men indtil nu er far med hele tiden. Det er den samme børnehave, som Rebekka startede i, da vi flyttede herned for 4 år siden, og pigerne har i alt gået deroppe i 3 år, så det er helt nostalgi at være tilbage igen. Han skal lige lære spillereglerne, men han er allerede godt i gang med at charme de voksne, så mon ikke han også klarer sig.
Grunden til, at jeg skriver idag er, at jeg for nylig har fået to spændende og interessante indput på konflikten hernede. Det første indput kom fra bogen "Søn af Hamas", som er skrevet af Musab Hassan Yusef, som er søn af en højtstående leder i Hamas, og som ender med at bryde med Hamas, blive kristen og være spion for Israel. En interessant og spændende livsberetning fra en usædvanlig vinkel. Han fortæller om, hvordan han oplever hhv. 1. og 2. intifada, og hvordan han følelsesmæssigt bliver påvirket af selvmordsbomberne. Jeg har efterhånden både skrevet, læst og holdt oplæg om disse emner, men det er alligevel mærkeligt, når han skriver, at det var en barndomsven, der sprængte sig selv i luften i French Hill krydset for ca. 10 år siden. Det var ikke bare en kynisk terrorist, der valgte at tage andre mennesker med i døden. Det var et menneske, han kendte og havde været glad for. Og det skete nogle få hundrede meter fra min bopæl. Det er altså lidt mærkeligt.
Jeg blev grebet af bogen, fordi det er højst usædvanligt at høre historien fra Hamas' side. Og så endda fra en mand, som traf nogle markante og utraditionelle valg i sit liv. Jeg blev rørt af hans ærlighed og evne til at se fejl ved både israelernes og palæstinensernes side. Det er ikke så tit, at jeg møder ægte selverkendelse og selvindsigt hernede. Det er så nemt at se fejlene hos de andre, men så svært at se dem hos sig selv. Det er på nogle måder 'rarere' at være offeret end at erkende, at begge sider er ofre og dem, der begår overgreb. for Musab var ting ikke sort/hvidt, og han beskriver overgreb på begge side. Samtidigt er han drevet af et ønske om at skabe fred. Som han selv slutter bogen med: "Sandhed og tilgivelse er det eneste, der kan bringe fred til Mellemøsten. Udfordringen, især mellem israelere og palæstinensere, består ikke i at finde løsningen. Udfordringen består i at finde modet til at som den første at gribe løsningen."
Meget tankevækkende bog, som jeg kun varmt kan anbefale. Gid der var flere som ham hernede, der turde have selverkendelse, og som ønskede at kæmpe for fred og tilgivelse.
Det andet indput, som jeg har fået fornylig, kom fra en noget mere useriøs kant. Som udenlandsdansker rammes jeg indimellem af 'missionærsyndromet', hvor jeg ikke aner, hvad danskere snakker om. Jeg havde fx aldrig hørt om Monte Carlo, men jeg blev gjort opmærksom på, at de havde lavet en programserie, som hed "Monte Carlo elsker jøderne", hvor de to værter rejste til Israel for at prøve at finde ud af, hvorfor denne konflikt havde varet så længe og var så tilsyneladende uløselig. I modsætning til den omtalte bog er disse værter naturligvis noget mere useriøse og satiriske. Jeg har indtil videre set to programmer, og selvom de er ret overfladiske og til tider tager lidt for let på et emne, som er meget kompliceret og følsomt for mange mennesker (omtaler fx konflikten som en "årelang nabostrid." - det er måske en lidt forfladiget måde at beskrive det på). Men hvis man går med på deres præmis om, at det er satire og et forsøg på at vise Mellemøsten på en anden måde, er det egentlig både underholdende og ret interessant. De gør i hvert fald et forsøg på at se tingene fra begge sider og har efterfølgende deres egne refleksioner over det. De deltager fx i en demonstration i Bi'lin på Vestbredden - den ene fredag på palæstinenserne side og den næste fredag på jødernes side. Jeg synes, at de mangler lidt forståelse for konfliktens dybde og seriøsitet for mange mennesker i dette område, men på den anden side er det forfriskende at se på konflikten med nye, udefrakommende øjne, som vinkler det på helt andre, overraskende måder. Og samtidigt er det ganske underholdende at se dem prøve ultraortodokse hatte, oparbejde mod i en demonstration eller danse til musik ved Grædemuren. I hvert fald tankevækkende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar