Hvad har Auswitch og Mission overfor jøder med hinanden at gøre?

Godt spørgsmål. Ikke så meget ville jeg nok have sagt for en uges tid siden. Men siden da har jeg været på en 3 dages konference om Mission til Jøder i den polske by Krakow med indlagt tur til Auschwitz. Temaet var kort fortalt hvordan man kan være engageret i mission til jøder med Holocaust i bagagen. For, som konferencen lærte mig, der er faktisk seriøse kristne som vil afholde sig fra at tale tro med jøder fordi de føler skyld overfor dem. Nok mest udpræget i, især Tyskland, men også f.eks. Polen. Tyskerne føler skyld fordi deres folk henrettede 6 mill jøder og Polakkerne og til dels også andre Europæere fordi de stod passivt på sidelinjen og så til. Man bliver i en sådan sammenhæng glad for og stolt over de af vores danske forfædre som hjalp den jødiske befolkning i Danmark i sikkerhed i Sverige.

At denne skyldfølelse på den kristne side spænder ben for at jøder kan høre evangeliet om Jesus kan måske være lidt svært at forstå. Men samtidigt så har holocaust også på den jødiske side skabt en række problemer for os som gerne vil være engageret i at række det gode budskab tilbage til dem vi fik det fra. Nogle af de religiøse jøder, især de ultraortodokse, beskylder os nemlig for at være med til at gentage Holocaust bare på et åndeligt plan. Hitlers mål var at udrydde den jødiske race, men hvis missionen til jøderne lykkes helt vil det set fra de ultraortodokses synsvinkel få samme resultat. For en jøde der kommer til tro på Jesus er for dem ikke længere jøde. Og det betyder at skulle hele det jødiske folk få øjnene åbnet for deres Messias, så vil der ikke længere være noget jødisk folk.

For mig at se er begge forhindringer. Både skyldfølelsen og beskyldningen om at vi er med til at begå et åndeligt holocaust imod det jødiske folk tåbelige. Skyldfølelsen kan jeg forstå, men at den skulle afholde os fra at give det bedste vi har til dem som vi føler skyld overfor kan jeg ikke helt få til at give mening. Og de ultraortodokses beskyldninger giver kun mening hvis man giver dem ret i den forudsætning, de tager for givet: At en jøde der tror på Jesus ikke længere kan være jøde. For har man bare lidt kendskab til den messianske bevægelse vil man vide, at er der noget, som de jesustroende jøder går op i, så er det deres jødiske identitet. De har for manges del mere travlt med at distancere sig overfor den kristne kirke og jeg har hørt flere give udtryk for at troen på Jesus tværtimod har gjort dem mere jødiske end de var før.

Så kan man stadig med god samvittighed være engageret i mission til jøderne efter Holocaust. Ja absolut, men samtidigt kan det være godt at være opmærksom på at Holocaust faktisk stadig spiller en rolle også i mødet mellem jøderne og evangeliet.

Billede fra konferencen. Det er mig på 1. række under fuglen

Børn og Gud

Ja, jeg ved det godt - for dem af jer, der ikke har børn, kan det sikkert undre (eller indimellem irritere), at forældre ofte, tit og længe fortæller om deres børns gøren og laden. Jeg beklager, men de kommer altså bare med så mange guldkorn, at det ville være synd ikke engang imellem at dele nogle af dem med jer.

Så her kommer to af Rebekka og Hannahs ytringer om Gud og Jesus.

I forbindelse med at vores terrasse blev lavet om, var vores lejlighed midlertidigt invaderet af tre flinke arabiske håndværkere. Rebekka lagde hurtigt mærke til, at de ikke snakkede dansk og heller ikke hebræisk. Jeg fortalte hende, at de snakkede arabisk til hinanden, fordi de var arabere. Hm... så sad hun og tyggede lidt på den. Handler de så også hos den arabiske købmand? (en butik i nærheden vi bruger, når vi har glemt at købe nok mælk til shabbatten fx) Jeps, kunne jeg så svare. (eller i en eller anden lignende butik..) Tror de på Gud, lød det så? Ok, det kræver et lidt længere svar... Det blev til noget med, at de ikke tror på Gud på samme måde som os, og at de ikke tror på Jesus. Det sidste blev hun noget overrasket over, men accepterede, at det gjorde de ikke, fordi der ikke var nogle, der havde fortalt dem om ham.

Jeg kunne ikke lade være med at blive slået over hendes tanker om emnet. Helt naturligt gik hun fra "hvor handler de" til "hvem tror de på". Ingen religionsforskrækkelse eller generthed her. Nej, det var lige så naturligt at spørge om det ene som om det andet.

Og det hele blev så yderligere understreget om eftermiddagen, hvor vi sad og spiste boller og drak kakao, mens de føromtalte håndværkere bad til Allah på gulvet i hjørnet af stuen. Jeg kunne ikke lade være med i tankerne at vende tilbage til dagens samtale med hende.... Gid nogle fortalte dem om Jesus! Og kunne denne 'nogen' så egentlig ikke være mig? Hvis jeg da ellers turde.

Forleden dag sad Hannah og jeg og tegnede. Pludselig sagde Hannah: "Mor, tegn Gud!" Åh, så sad jeg der helt blank. Hvordan tegner man ham? Som en rar gammel mand med langt hvidt skæg? Nej - det blev for stereotypt. Som en stor, sort favnende kvinde (jf. bogen "Hytten")? Nej - det krævede for mange forklaringer. Jeg endte med at tegne ham som et hjerte som symbol på kærligheden og fortalte hende, at det var Gud, fordi han elskede hende og boede i hendes hjerte.

Jeg ville ønske, at jeg havde en barnetro som mine to piger. Ligetil, enkel, naturlig og tillidsfuld. Det er trist, at vores barnetro ødelægges af alt for mange tanker, spekulationer, tvivl og spørgsmål. Sådan er det at være voksen, men jeg kan godt forstå, at Jesus sagde, at vi skulle blive som børn igen. Det er meget mere enkelt. Lige så naturligt som Rebekka spørger om mere morgenmad, lige så naturligt kan hun snakke om Jesus, der bor i hjertet og elsker alle børn. Det er da dejligt at blive mindet om :-)

Drama i Jerusalem

Natten til fredag blev jeg ringet op af en af vores volontører. "CMA er lige brændt". Øhh hva. Den måtte jeg lige ha' igen. CMA er en kristen organisation med et stort "ministry centre" lige midt i Jerusalem på grænsen til den ultraortodokse bydel. Faktisk samme center, som Caspari Centeret skal flytte ind på til januar. Nå, men nu var kælderen, hvor Christian boede, altså brændt. Christian var den sidste, som nåede ud af bygningen, og måtte kravle 20 meter på gulvet for at kunne trække vejret i den meget kraftige røg. Ingen kom til skade, og branden blev begrænset til kælderetagen. Resten af bygningen er intakt, men der lugter af røg overalt, så der bliver brug for en gennemgående rengøring og måske maling af hele centeret. Men glæden over, at ingen kom noget til, blev lidt ødelagt af politiets efterforskning. Branden var påsat :-( Og mistanken retter sig umiddelbart imod de ultraortodokses antimissionsorganisation "Jad LaAchim". De har før opført sig meget voldsomt overfor missionsaktiviteter og messianske jøder. Det skal dog nævnes, at der ikke er nogen antydninger af, hvem der står bag branden, så det kan i teorien lige så godt være en tilfældig pyroman, som det kan være de nævnte ultraortodokse. Men alligevel giver det en dårlig smag i munden. Alene det, at den første tanke efter at have været udsat for, hvad der kunne ha' udviklet sig til en mordbrand, er, at det kan have været religiøst betinget, er ubehagelig. Som flere har bemærket, så er den nævnte anti-missionsbevægelse, hvor voldsomme og radikale de end er, aldrig været kendt for at ville skade enkeltpersoner. Hvis de har haft noget med branden at gøre, må man forvente, at de har regnet med, at kirkecenteret var tomt, da de startede branden. Men stadigvæk. Hvordan kan man være så næsten militant aggressiv overfor, hvad der i vores øjne er verdens bedste budskab? At Gud i sin søn har skabt fred mellem os og ham. Og at han ønsker, at alle skal have del i den fred, og at den fred må forplante sig til os mennesker imellem. Hvordan kan man føle sig så truet af det budskab, at man kan finde på at brænde andre folks bygninger ned? Jeg forstår det ihvertfald ikke.