Børn og Gud

Ja, jeg ved det godt - for dem af jer, der ikke har børn, kan det sikkert undre (eller indimellem irritere), at forældre ofte, tit og længe fortæller om deres børns gøren og laden. Jeg beklager, men de kommer altså bare med så mange guldkorn, at det ville være synd ikke engang imellem at dele nogle af dem med jer.

Så her kommer to af Rebekka og Hannahs ytringer om Gud og Jesus.

I forbindelse med at vores terrasse blev lavet om, var vores lejlighed midlertidigt invaderet af tre flinke arabiske håndværkere. Rebekka lagde hurtigt mærke til, at de ikke snakkede dansk og heller ikke hebræisk. Jeg fortalte hende, at de snakkede arabisk til hinanden, fordi de var arabere. Hm... så sad hun og tyggede lidt på den. Handler de så også hos den arabiske købmand? (en butik i nærheden vi bruger, når vi har glemt at købe nok mælk til shabbatten fx) Jeps, kunne jeg så svare. (eller i en eller anden lignende butik..) Tror de på Gud, lød det så? Ok, det kræver et lidt længere svar... Det blev til noget med, at de ikke tror på Gud på samme måde som os, og at de ikke tror på Jesus. Det sidste blev hun noget overrasket over, men accepterede, at det gjorde de ikke, fordi der ikke var nogle, der havde fortalt dem om ham.

Jeg kunne ikke lade være med at blive slået over hendes tanker om emnet. Helt naturligt gik hun fra "hvor handler de" til "hvem tror de på". Ingen religionsforskrækkelse eller generthed her. Nej, det var lige så naturligt at spørge om det ene som om det andet.

Og det hele blev så yderligere understreget om eftermiddagen, hvor vi sad og spiste boller og drak kakao, mens de føromtalte håndværkere bad til Allah på gulvet i hjørnet af stuen. Jeg kunne ikke lade være med i tankerne at vende tilbage til dagens samtale med hende.... Gid nogle fortalte dem om Jesus! Og kunne denne 'nogen' så egentlig ikke være mig? Hvis jeg da ellers turde.

Forleden dag sad Hannah og jeg og tegnede. Pludselig sagde Hannah: "Mor, tegn Gud!" Åh, så sad jeg der helt blank. Hvordan tegner man ham? Som en rar gammel mand med langt hvidt skæg? Nej - det blev for stereotypt. Som en stor, sort favnende kvinde (jf. bogen "Hytten")? Nej - det krævede for mange forklaringer. Jeg endte med at tegne ham som et hjerte som symbol på kærligheden og fortalte hende, at det var Gud, fordi han elskede hende og boede i hendes hjerte.

Jeg ville ønske, at jeg havde en barnetro som mine to piger. Ligetil, enkel, naturlig og tillidsfuld. Det er trist, at vores barnetro ødelægges af alt for mange tanker, spekulationer, tvivl og spørgsmål. Sådan er det at være voksen, men jeg kan godt forstå, at Jesus sagde, at vi skulle blive som børn igen. Det er meget mere enkelt. Lige så naturligt som Rebekka spørger om mere morgenmad, lige så naturligt kan hun snakke om Jesus, der bor i hjertet og elsker alle børn. Det er da dejligt at blive mindet om :-)