Dette blogindlæg risikerer at blive en smulet rodet, men jeg havde bare lyst til at dele nogle tanker med jer. Da jeg ikke syntes, at jeg havde evnerne til at samle det hele til ét stor indlæg med indledning, rød tråd og en stor sammenfattende konklusion, bliver det blot en smule strøtanker fra min side...
Jeg havde en god oplevelse i Light Rail'en forleden dag. Jeg sad ved siden af en midaldrende arabisk kvinde, som var sød at gøre mig opmærksom på, at sædet ved siden af hende var ledigt, da jeg stod med en række tunge poser i hånden (havde lige været på det jødiske marked). I løbet af turen begyndte hun at snakke med mig på hebræisk.. spurgte mig fx om, hvor jeg boede. Jeg prøvede at forklare hende, hvor det var, men da dette spørgsmål blev efterfulgt af en lang smøre på hebræisk, begyndte det at knibe med forståelsen. Herefter tog to midaldrende jødiske kvinder over, som sad overfor os. De begyndte at snakke med den arabiske kvinde, og det udviklede sig til en lille hyggesnak for dem. Da den arabiske kvinde gik ud af turen, smilede de jødiske kvinder til hende og sagde "Ma Salaam" (ala farvel) til hende, mens hun svarede "Yom tov" (god dag) tilbage til dem. Jeg ved godt, at det bare var en lille ting, men jeg syntes, det var så positivt at se disse kvinder sludre sammen. Kun smil og venlighed fra begge parter. Ikke noget med mistro eller konflikt. Det bekræftede min tese om, at langt de fleste arabere og jøder hernede i virkeligheden bare ønsker at få lov at leve et alm. hverdagsliv i fred og ro. De ønsker ikke politiske, kulturelle eller religiøse stridigheder, men et alm. fredeligt liv som alle vi andre. Det er ikke dem, der skaber konflikten. Det er derimod de ekstreme på begge sider og politikerne, som ikke kan nå til enighed.
En mindre god oplevelse de sidste par dage har været, at Jakobs morfar, Axel, døde i sidste uge. Han var godt nok 91 år gammel, syg og dårlig, og savnede sin kone Grete noget så forfærdeligt, så jeg ønskede ikke for ham, at han skulle leve længere. Men det er alligevel altid trist at miste. Vi vil komme til at savne hans varme charme og store personlighed. I skrivende stund er Jakob og Andreas i DK til begravelse. Jeg håber, de får en god dag trods alt med mulighed for at sige farvel. Oplevelsen har dog medført en lang række snakke med pigerne om død, himmel og Jesus. De har været noget optaget af det med døden, men som børn nu gør, så tager de det stille og roligt. Hannah erklærede her til morgenmaden, at hun gerne ville dø snart, så hun kunne komme til at lege gemmeleg med Jesus! Rebekka derimod, som den tænksomme og følsomme pige hun er, var mere glad for, at oldefar nu er et sted, hvor der ikke er nogle, der er kede af det, bliver syge eller dør. Der glædede hun sig til at komme hen.
Den sidste strøtanke i denne omgang handler om nyheder fra DK. Jeg prøver at følge med på nettet i, hvad der sker i DK.. om ikke andet så på et overordnet plan. Og to nyheder har især skilt sig ud i det seneste tid: 1) at folk er så voldsomt optaget af, om schæferhunden Thor skal aflives pga. voldsom opførsel, eller han ikke skal. Han er tilsyneladende blevet bortført/reddet af en politimand, som mente, han var i sin fulde ret til at tage loven i egen hånd, fordi det var synd for hunden. Bemærkelsesværdigt! Og endnu mere bemærkelsesværdigt er, hvor meget folk går op i denne sag. Hvor indædt diskussionen kan blive, og hvor hadske folk nærmest bliver i forsvar for denne hund i dyrevelfærdens navn. I selv samme navn er det åbenbart i orden at være voldsomt kritisk over for en hundepsykolog, som vovede at udtale sig negativt om Thor. Som om at hundens tarv sættes over respekt for andre mennesker og alm. takt og tone.
Det undrer mig meget. Siden hvornår er hunde/dyr blevet vigtigere end mennesker?
Og hvorfor fokuseres der ikke mere på 2) de jødiske børn i DK, som åbenbart ikke har frit skolevalg, fordi de risikerer mobning på visse københavnske skoler fra palæstinensiske børn?! Det, synes jeg da, er langt værre end en hunds ve og vel! Jeg ved godt, at de to sager ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg undrer mig bare over, at en hund kan fylde så meget i nyhederne, når jeg synes, at den anden sag er både langt vigtigere, men også noget mere oprørende.
Læs evt. følgende link med titlen "Jøder - dem er det ikke synd for":
http://www.metroxpress.dk/debat/jder-dem-er-det-ikke-synd-for/KObmaD!nYg8Fi7RiCNHk/?fb_action_ids=10200508556299650&fb_action_types=og.likes&fb_source=other_multiline&action_object_map=%7B%2210200508556299650%22%3A524165050951378%7D&action_type_map=%7B%2210200508556299650%22%3A%22og.likes%22%7D&action_ref_map=%5B%5D
Meget tankevækkende, synes jeg.
Jeg havde en god oplevelse i Light Rail'en forleden dag. Jeg sad ved siden af en midaldrende arabisk kvinde, som var sød at gøre mig opmærksom på, at sædet ved siden af hende var ledigt, da jeg stod med en række tunge poser i hånden (havde lige været på det jødiske marked). I løbet af turen begyndte hun at snakke med mig på hebræisk.. spurgte mig fx om, hvor jeg boede. Jeg prøvede at forklare hende, hvor det var, men da dette spørgsmål blev efterfulgt af en lang smøre på hebræisk, begyndte det at knibe med forståelsen. Herefter tog to midaldrende jødiske kvinder over, som sad overfor os. De begyndte at snakke med den arabiske kvinde, og det udviklede sig til en lille hyggesnak for dem. Da den arabiske kvinde gik ud af turen, smilede de jødiske kvinder til hende og sagde "Ma Salaam" (ala farvel) til hende, mens hun svarede "Yom tov" (god dag) tilbage til dem. Jeg ved godt, at det bare var en lille ting, men jeg syntes, det var så positivt at se disse kvinder sludre sammen. Kun smil og venlighed fra begge parter. Ikke noget med mistro eller konflikt. Det bekræftede min tese om, at langt de fleste arabere og jøder hernede i virkeligheden bare ønsker at få lov at leve et alm. hverdagsliv i fred og ro. De ønsker ikke politiske, kulturelle eller religiøse stridigheder, men et alm. fredeligt liv som alle vi andre. Det er ikke dem, der skaber konflikten. Det er derimod de ekstreme på begge sider og politikerne, som ikke kan nå til enighed.
En mindre god oplevelse de sidste par dage har været, at Jakobs morfar, Axel, døde i sidste uge. Han var godt nok 91 år gammel, syg og dårlig, og savnede sin kone Grete noget så forfærdeligt, så jeg ønskede ikke for ham, at han skulle leve længere. Men det er alligevel altid trist at miste. Vi vil komme til at savne hans varme charme og store personlighed. I skrivende stund er Jakob og Andreas i DK til begravelse. Jeg håber, de får en god dag trods alt med mulighed for at sige farvel. Oplevelsen har dog medført en lang række snakke med pigerne om død, himmel og Jesus. De har været noget optaget af det med døden, men som børn nu gør, så tager de det stille og roligt. Hannah erklærede her til morgenmaden, at hun gerne ville dø snart, så hun kunne komme til at lege gemmeleg med Jesus! Rebekka derimod, som den tænksomme og følsomme pige hun er, var mere glad for, at oldefar nu er et sted, hvor der ikke er nogle, der er kede af det, bliver syge eller dør. Der glædede hun sig til at komme hen.
Den sidste strøtanke i denne omgang handler om nyheder fra DK. Jeg prøver at følge med på nettet i, hvad der sker i DK.. om ikke andet så på et overordnet plan. Og to nyheder har især skilt sig ud i det seneste tid: 1) at folk er så voldsomt optaget af, om schæferhunden Thor skal aflives pga. voldsom opførsel, eller han ikke skal. Han er tilsyneladende blevet bortført/reddet af en politimand, som mente, han var i sin fulde ret til at tage loven i egen hånd, fordi det var synd for hunden. Bemærkelsesværdigt! Og endnu mere bemærkelsesværdigt er, hvor meget folk går op i denne sag. Hvor indædt diskussionen kan blive, og hvor hadske folk nærmest bliver i forsvar for denne hund i dyrevelfærdens navn. I selv samme navn er det åbenbart i orden at være voldsomt kritisk over for en hundepsykolog, som vovede at udtale sig negativt om Thor. Som om at hundens tarv sættes over respekt for andre mennesker og alm. takt og tone.
Det undrer mig meget. Siden hvornår er hunde/dyr blevet vigtigere end mennesker?
Og hvorfor fokuseres der ikke mere på 2) de jødiske børn i DK, som åbenbart ikke har frit skolevalg, fordi de risikerer mobning på visse københavnske skoler fra palæstinensiske børn?! Det, synes jeg da, er langt værre end en hunds ve og vel! Jeg ved godt, at de to sager ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg undrer mig bare over, at en hund kan fylde så meget i nyhederne, når jeg synes, at den anden sag er både langt vigtigere, men også noget mere oprørende.
Læs evt. følgende link med titlen "Jøder - dem er det ikke synd for":
http://www.metroxpress.dk/debat/jder-dem-er-det-ikke-synd-for/KObmaD!nYg8Fi7RiCNHk/?fb_action_ids=10200508556299650&fb_action_types=og.likes&fb_source=other_multiline&action_object_map=%7B%2210200508556299650%22%3A524165050951378%7D&action_type_map=%7B%2210200508556299650%22%3A%22og.likes%22%7D&action_ref_map=%5B%5D
Meget tankevækkende, synes jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar