onsdag den 24. februar 2010
Caspari Centeret
lørdag den 23. januar 2010
Sproglig forvirring, men en god oplevelse!
søndag den 10. januar 2010
Hellig festforvirring
I udgangspunktet kan det være svært at se forskel på følgende to billeder.
Hvis man ikke vidste bedre, kunne de været taget ved samme anledning. Men forskellen består netop af anledningen. Billede nr. 1 er taget til en børne- channukafest, mens billede nr. 2 er taget ved en tilsvarende børnejulefest. Midt i december var vi inviteret hjem til et søskendepar fra Rebekkas børnehave for at tænde et af lysene i Channukiaen; en lille lerlysestage, som alle jødiske børn laver til den jødiske fest Channuka. Channuka er den jødiske fejring af makkabæeroprøret 150 år før vores tidsregning. Da makkabæerne havde befriet templet fra hedensk herredømme, ønskede de at genantænde den jødiske lysestage, som stod i templet. De fandt dog kun olie nok til én dag, men via et mirakel formåede olien at brænde i otte dage, indtil det blev muligt at skaffe mere olie. Channuka fejres derfor ved at spise mad med masser af olie. F.eks. donoughts.
Ved den lejlighed blev vi spurgt, om Rebekkas venner ikke også måtte komme og se, hvordan vi fejrer jul, og vi inviterede dem derfor et par uger senere hjem for at se vores juletræ og spise resten af vores julekager. Begge begivenheder var meget festlige. Big Ballagang, børn overalt og forældre, der sad på gulvet i børneværelset og snakkede. Set udefra kan det være svært at se forskel på de to begivenheder. Og der er for så vidt også mange ligheder mellem de to fester. Begge er en fejring af lyset. Under Channuka fejres det, at der var nok olie til at holde lyset brændende i templet, og vi fejrer som bekendt, at lyset i den første jul kom til verden for at lyse i vores formørkede sind. For vores datter Rebekka på 3 år var det også svært at skelne. F.eks. begyndte hun helt af sig selv, at da vi tændte lys i adventskransen, at sige ”Baruch atah Adonai, Eloheinu”, som er begyndelsen på den hebraiske velsignelse, der fremsiges, når sabbatslysene tændes, men også når der tændtes lys i stagerne under Channuka. Da vi var kommet os over vores forbavselse, gik det op for os, at hun må have lært velsignelsen i børnehaven, hvor de hver dag under Channuka tændte et lys og sagde den samme velsignelse (beder den også hver torsdag for at markere, at shabbaten nærmer sig). Men selvom de to fester har mange ligheder, er der også forskelle. Vi kan være med til fejringen af Channuka og glæde os over makkabæernes generobring af templet 150 år før vores tidsregning, for, som jeg hørte en turguide sige, havde der ikke været et makkabæeroprør, havde der måske slet ikke været noget jødisk folk, som Jesus kunne blive født ind i. Men samtidigt ved vi også, at det lys, som jøderne fejrer, blev tændt igen i templet, kun skinnede et par hundrede år. Så blev templet igen ødelagt, og lyset endegyldigt slukket. Det lys, vi lige har fejret i julen, skinner stadigt. Og vi håber, at vi med vores julefejring kan være med til at pege på det lys for jøderne, så de kan få øjnene op for ham, som deres profet Esajas talte om: ”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans” (Es. 60).
lørdag den 26. december 2009
Julehilsen
Nu er det vist blevet på tide at ønske Glædelig Jul! Vi ville gerne have sendt et julekort ud til jer alle, men vi fik ikke tid til det midt i alle juleforberedelserne. Beklager. Så må det jo blive et nytårskort i stedet J
Vi har haft en rigtig god jul hernede. Vi har været så heldige at have besøg af Jakobs forældre og lillebror siden i søndags – det har været skønt at have tid sammen (og have en ekstra hånd eller to til juleforberedelserne..) Julemaden blev især reddet af Bodil, som formåede at lave en middag, der var så dansk, som den kunne blive. Tror endda, hun synes, det var lidt skægt med nye udfordringer som fx hjemmelavet rødkål, stegning af israelsk kalkun, jagten på kartofler, der i størrelse kunne minde om små, brunede kartofler… Hans derimod stod for juletræet (alias jule-cypressen), og det lykkedes faktisk ret godt. Han klippede nogle grene af og klistrede dem på et andet sted, stak den ned i en parasolfod og placerede den på en rund, sommerdug på gulvet… og jeg overhængte den med julepynt. Den blev ret flot!
Juleaftensdag havde vi gudstjeneste i kirken kl. 14. Vi var ca. 40 personer til en stemningsfuld gudstjeneste med julesalmer, solosang (fik volontør-Samuel til at synge ”Mary, did you know”.. det gjorde han rigtig godt!) og lystænding. Godt at mærke, at julefreden godt kan sænke sig over én, selvom det er en ganske almindelig torsdag for alle andre i byen. Det er netop én af de mere specielle ting i denne by: vekslingen mellem muslimske, jødiske og kristne helligdage. Det har lige været Channuka for jøderne, og nu er det så de kristnes tur.. De andre havde en ganske almindelig dag, mens det for os var én af årets helligste dage. Hvor tit skal man fx sige i en dansk vuggestue, at ens barn ikke kommer i morgen, fordi det er juleaften? Det er de færreste steder, at det er nødvendigt! Pædagogerne var dog meget søde til at ønske ’glædelig jul’. Selve juleaften tilbragte vi i præstelejligheden sammen med familien og vores tre søde volontører. Vi havde en rigtig hyggelig aften for både børn og voksne – og især Rebekkas store lykke over sin nye Askepot-kjole og hendes talrige ’Er jeg ikke bare fin?’-udbrud vakte stor glæde. J En dejlig aften.
I forbindelse med den netop overståede jødiske højtid Channuka var vi så heldige at blive inviteret hjem til en fest hos nogle af forældrenes fra Rebekkas børnehave. Vi havde fejret det både i vuggestuen og børnehaven, men det var noget særligt at få lov at se, hvordan de fejrede det i et jødisk hjem. Børnene tændte channukiaerne (de ni-armede lysestager), mens de bad bønner, og så sang de nogle jødiske sange. Forældrene spurgte derefter, om de måtte få lov at se, hvordan vi fejrede vores jul. Først ville de gerne i kirken, men da vi fortalte dem, at det ville være på dansk, og dermed ville de ikke forstå så meget, aftalte vi, at de måtte komme hjem til os og se vores pyntede juletræ. Så kunne vi synge danske julesange og spise pebernødder. Vi regner med at invitere dem en af de nærmeste dage. Flot at de var så gæstfrie, at de inviterede os, og så interesserede, at de også ville tage del i vores fejring. Det var rart at mærke.
For mig personligt har det smukkeste i denne tid været lysene. Det kan være ret svært at komme i julestemning hernede, når solen skinner fra en skyfri himmel, temperaturen er ca. 18-20 grader, og der ikke er pynt på gaderne eller jul hos de fleste, så al julefejring afhænger af en selv. Men lysene fra channukiaerne (også de elektriske på gaden!), lysene på juletræet (når vi kan få det til at blinke i et moderat tempo og ikke som diskolys) og de smukke, levende lys i kirken juleaften, som alle bar ud af kirken, er alle med til at minde mig om, at lyset er kommet til verden – det sande lys, Jesus Messias. Både ind i mit kolde og mørke hjerte, men også til verden for at lyse op, skabe fred og vise nåde. Må også vi få lov at være et lys i mørket, der skinner på det sande lys! Glædelig Jul!
torsdag den 10. december 2009
Reparationer
