To indput...

Nu er vi nået ind i september, og det er ved at være tid til blog-skrivning igen. Siden sidst har vi holdt en dejlig lang sommer i DK med mange gode oplevelser med familie og venner. Det nød vi meget!
Og vi er landet i Israel igen og så småt igang med hverdagen igen. Jeg skriver "så småt", fordi børnenes skole og børnehave først startede for nogle dage siden, og nu nærmer 3 jødiske fester sig i løbet af september, hvilket giver os ca. 8-10 skoledage i løbet af en hel måned. Lidt udfordrende med to jobs og 3 børn hjemme....

Rebekka er nu startet i kita bet og nyder at være større end de små i kita alef :-) Hannah er startet i gan chrova (preschool) og skal lige vænne sig til et nyt sted. Men hun klør på, så hun skal nok klare sig. Andreas startede i sin nye børnehave på universitetet i går, men indtil nu er far med hele tiden. Det er den samme børnehave, som Rebekka startede i, da vi flyttede herned for 4 år siden, og pigerne har i alt gået deroppe i 3 år, så det er helt nostalgi at være tilbage igen. Han skal lige lære spillereglerne, men han er allerede godt i gang med at charme de voksne, så mon ikke han også klarer sig.

Grunden til, at jeg skriver idag er, at jeg for nylig har fået to spændende og interessante indput på konflikten hernede. Det første indput kom fra bogen "Søn af Hamas", som er skrevet af Musab Hassan Yusef, som er søn af en højtstående leder i Hamas, og som ender med at bryde med Hamas, blive kristen og være spion for Israel. En interessant og spændende livsberetning fra en usædvanlig vinkel. Han fortæller om, hvordan han oplever hhv. 1. og 2. intifada, og hvordan han følelsesmæssigt bliver påvirket af selvmordsbomberne. Jeg har efterhånden både skrevet, læst og holdt oplæg om disse emner, men det er alligevel mærkeligt, når han skriver, at det var en barndomsven, der sprængte sig selv i luften i French Hill krydset for ca. 10 år siden. Det var ikke bare en kynisk terrorist, der valgte at tage andre mennesker med i døden. Det var et menneske, han kendte og havde været glad for. Og det skete nogle få hundrede meter fra min bopæl. Det er altså lidt mærkeligt.

Jeg blev grebet af bogen, fordi det er højst usædvanligt at høre historien fra Hamas' side. Og så endda fra en mand, som traf nogle markante og utraditionelle valg i sit liv. Jeg blev rørt af hans ærlighed og evne til at se fejl ved både israelernes og palæstinensernes side. Det er ikke så tit, at jeg møder ægte selverkendelse og selvindsigt hernede. Det er så nemt at se fejlene hos de andre, men så svært at se dem hos sig selv. Det er på nogle måder 'rarere' at være offeret end at erkende, at begge sider er ofre og dem, der begår overgreb. for Musab var ting ikke sort/hvidt, og han beskriver overgreb på begge side. Samtidigt er han drevet af et ønske om at skabe fred. Som han selv slutter bogen med: "Sandhed og tilgivelse er det eneste, der kan bringe fred til Mellemøsten. Udfordringen, især mellem israelere og palæstinensere, består ikke i at finde løsningen. Udfordringen består i at finde modet til at som den første at gribe løsningen."
Meget tankevækkende bog, som jeg kun varmt kan anbefale. Gid der var flere som ham hernede, der turde have selverkendelse, og som ønskede at kæmpe for fred og tilgivelse.

Det andet indput, som jeg har fået fornylig, kom fra en noget mere useriøs kant. Som udenlandsdansker rammes jeg indimellem af 'missionærsyndromet', hvor jeg ikke aner, hvad danskere snakker om. Jeg havde fx aldrig hørt om Monte Carlo, men jeg blev gjort opmærksom på, at de havde lavet en programserie, som hed "Monte Carlo elsker jøderne", hvor de to værter rejste til Israel for at prøve at finde ud af, hvorfor denne konflikt havde varet så længe og var så tilsyneladende uløselig. I modsætning til den omtalte bog er disse værter naturligvis noget mere useriøse og satiriske. Jeg har indtil videre set to programmer, og selvom de er ret overfladiske og til tider tager lidt for let på et emne, som er meget kompliceret og følsomt for mange mennesker (omtaler fx konflikten som en "årelang nabostrid." - det er måske en lidt forfladiget måde at beskrive det på). Men hvis man går med på deres præmis om, at det er satire og et forsøg på at vise Mellemøsten på en anden måde, er det egentlig både underholdende og ret interessant. De gør i hvert fald et forsøg på at se tingene fra begge sider og har efterfølgende deres egne refleksioner over det. De deltager fx i en demonstration i Bi'lin på Vestbredden - den ene fredag på palæstinenserne side og den næste fredag på jødernes side. Jeg synes, at de mangler lidt forståelse for konfliktens dybde og seriøsitet for mange mennesker i dette område, men på den anden side er det forfriskende at se på konflikten med nye, udefrakommende øjne, som vinkler det på helt andre, overraskende måder. Og samtidigt er det ganske underholdende at se dem prøve ultraortodokse hatte, oparbejde mod i en demonstration eller danse til musik ved Grædemuren. I hvert fald tankevækkende.

Dryp fra sidste uge...

Her fire dage før vi pakker kufferten og tager på sommerferie i DK (juhuu!), vil jeg gerne fortælle lidt om, hvad vi har lavet den sidste uges tid.

Skt. Hans på terassen på Bar Kochba Street

I søndags holdt vi Skt. Hans fest på terrassen for de tilbageværende volontører og andet godtfolk. Havde endda fået besøg af Mette og Martin fra Jaffo, så der var rigtig fest :-) Som det sig hør og bør, havde vi naturligvis lavet hekse (3 stk), sang Skt. Hans visen og lavede snobrød. En rigtig hyggelig aften i godt selskab.

I mandags var vi til sommerfest med Rebekkas klasse på en legeplads i området. Jakob og Avner (naboen) stod for en vandpost og havde i den anledning fyldt en masse vandballoner og indkøbt en stor vandpistol. Posten var - som forventet - et stort hit; især blandt drengene. Til festen blev vi også bedt om at medbringe mad fra vores land eller egn. Avner mente bestemt, at vi skulle servere bacon, men af hensyn til de øvrige deltagere nøjedes jeg med at lave kalkunfrikadeller og kartoffelsalat. Det er vist det tætteste, vi kommer på dansk mad hernede, når vi ikke importerer grisekød. Men der blev da spist op.

Onsdag blev det tid til at sige farvel til Anne-sofie, som rejste hjem efter ialt 9 måneder i Israel (on-off). Trist at sige farvel til sådan en dejlig kvinde, men et privilegium at have lært hende at kende. Alle tre børn elsker hende højt, og vi vil savne hende i hverdagen, men ønsker hende også held og lykke med det nye livskapitel i Norge.

Fredag aften var vi inviteret til Sabbat middag i synagogen sammen med forældre og søskende fra Hannahs børnehave. En hyggelig og festlig aften, selvom ventetiden indimellem blev lidt lang for både små og store. Måske mest for den store (mig), der ikke forstod så meget af det hebræiske, og synes, det var længe at vente på det lækre tag-selv-bord. Vi spiste til bords med et andet forældrepar, som undrede sig over, at vi havde valgt at sende Hannah i netop denne synagoge, når vi nu ikke er jøder. Jeg fortalte, at vi havde fået den anbefalet af nogle venner, og desuden syntes vi, at det havde været en rigtig god oplevelse for Hannah at være der. Hun er blevet fuldt ud accepteret som den, hun er (den eneste kristen), og samtidigt lært en masse om jødedom. Forhåbentlig har vi alle lært lidt mere om, hvor vigtigt det er at give plads til hver enkelt - uanset de forskelle der måtte være. Vi har sat utrolig stor pris på børnehaven og især på Avi, lederen. Dygtig pædagog og fuld af ideer; men også fuld af kærlighed og omsorg for det enkelte barn.  På onsdag har Hannah sidste dag i børnehaven - et stik i hjertet for os alle!

I går spiste vi frokost med nabopigen, Noga. Alt foregik hviskende, fordi Andreas sov. Pludselig faldt samtalen på tro, og pigerne begyndte at spørge hende om tro. Hvor kommer vi fra? Hvor kommer naturen fra osv.? Hun troede ikke på Gud, fortalte hun, men mere på, at alt kommer fra naturen. Hun kunne dog ikke svare på, hvor naturen kom fra, og endte med at blive helt rundtosset. Måske godt hjulpet af, at hun nærmest blev overfaldet af to meget ivrige og ihærdige missionærer, der blev ved med at hviske "Elohim, Elohim" (Gud). Og det var altså ikke Jakob og mig! Skæg lille episode. Jeg prøver at lære pigerne at respektere de af deres venner, som tror noget andet, end de gør. Men samtidigt er det også lidt rørende at se deres egen overbevisning skinne igennem. For dem er der ingen tvivl om, hvordan tingene hænger sammen. Barnetro er fantastisk!

Om fire dage rejser vi som sagt til DK på ferie og vender først tilbage igen den 14. august. Vi glæder os til et gensyn med familie og venner og tænker tilbage med taknemmelighed på et godt semester i J'lem. Vi har haft mange gode oplevelser og mødt mange dejlige mennesker. Tak til alle volontører, venner og andet godtfolk for et godt semester! Og god ferie :-)

Den sidste uges tid...

Det er egentlig ikke, fordi den sidste uges tid har været helt usædvanlig hernede. Jeg (Lise) kunne bare godt tænke mig at dele nogle af mine oplevelser og tanker med jer, så I får en fornemmelse af, hvad der også kan foregå hernede.

Tirsdag i sidste uge var jeg til Open Lecture på Caspari og hørte et foredrag om messianske jøder i den jødiske ghetto i Waszawa under 2. verdenkrig. For en historieinteresseret som mig var det vældig interessant; især fordi jeg egentlig aldrig har overvejet eller tænkt over, at en vis procendel af de jøder, der døde under 2. verdenskrig, faktisk var messianske jøder! Det gør det hverken værre eller bedre - det er bare en ny vinkel.
Foredragsholderen fortalte også om en tur til Polen, som han havde foretaget for nylig. Efter et restaurantbesøg opdagede han et billede af en rabbiner hængende på restaurantens væg lige ved døren - dog vendt på hovedet. Han undrede sig og spurgte værten, hvorfor der mon hang sådan et billede der. Svaret var, at mange restauranter og forretninger i Polen åbenbart har billeder hængende af jøder, for 'de bringer jo økonomisk held' (jf. tankegangen om, at jøder pr. definition altid er dygtige til forretning og økonomi). Han undrede sig over, hvorfor billedet så hang på hovedet, hvortil svaret var: "jamen, vi kan jo ikke lide jøder!" Ikke udtalt på vegne af værten, men som en udtalelse om den generelle holdning blandt mange i Polen.

Skræmmende at antisemitisme stadig kan florere, når man tænker på, hvad der er foregået i historien. Især i et land som Polen. Er der ingen, der har taget ved lære og tager afstand fra det?
Jeg fortalte historien til en ældre jødisk kvinde hernede, og hun endte med at sidde med tårer i øjnene. Det kan jeg egentlig godt forstå.

Torsdag til søndag havde jeg besøg af min danske kollega, Lise Søndergaard, og vi var ude og besøge en række steder for at se, om de kunne være potentielle nye volontør-steder. I forbindelse hermed mødte vi flere spændende og interessante mennesker med meget på hjerte. Et af stederne var en kristen organisation kaldet "Shevet Achim", som arbejder med hjertesyge børn fra arabiske lande i regionen, hvor lægerne ikke er i stand til at operere dem. Lande som fx Kurdistan, Iran, Irak, Syrien mm. Organisationen får sendt børnene og deres mødre til J'lem, hvor de bor, indtil de kan blive opereret i Tel Aviv. Når de er kommet sig helt, rejser de tilbage til hjemlandet. Jeg blev rørt over den - ja - hjertevarme, der var på stedet. Kærligheden til børnene, ønsket om at hjælpe dem. Tanken om, at vi alle i bund og grund er ens, og vi bør se ud over det, som typisk skaber skel: religion, etnicitet osv.(de fleste børn kommer fra muslimsk baggrund). Et sygt barn er et sygt barn - sådan er det! Og vi bør alle række ud og hjælpe til.
Læs evt. mere på deres hjemmeside, hvor du bla. kan læse om de enkelte børns historie. http://www.shevet.org/

Mit hjerte ville aldrig kunne holde til at arbejde sådan et sted, for jeg ville have lyst til at tage alle de små børn med mig hjem. Jeg ville ikke kunne bære, at de kunne dø, eller at jeg måtte sige farvel til dem og sandsynligvis aldrig se dem igen. Så jeg har den største respekt for dem, der kan arbejde sådan et sted. Dem, der gør en forskel i de børns liv. Og hvis du har den mindste smule penge til overs, så overvej, om dette ikke var et godt sted at placere dem!
Pigerne og jeg har i hvert fald besluttet at give noget af deres gamle tøj og legetøj til disse børn, så de har lidt at tage med hjem i kufferten, når de skal afsted. Det er da det mindste, vi kan gøre...

Lidt nyt herfra J'lem

To måneder er gået - det er vist for længst blevet tid til at skrive lidt nyt på bloggen igen. Derfor vil jeg her give en kort status over hvert enkelt medlem i familien:

Andreas: 14 måneder gammel, aktiv, glad og charmerende. Har fået sin 8. tand og øver sig meget i at spille fodbold. Udviser indtil nu tydelig evner inden for boldbeherskelse til glæde for farmand :-) Har en stor interesse i biler, busser, lastbiler mm, så lykken er gjort, når nogle vil gå en tur med ham på p-pladsen eller stå ved den store vej og se på de køretøjer, der kommer forbi. Stadig glad for kiks og bamba og nyder at lege med sin ven Joel eller sine søstre.

Hannah: 4 1/2 år, udtryksfuld, glad og fuld af gåpåmod. Trives i børnehaven og leger godt med sin ven Abigail, som bor i naboopgangen. Er begyndt selv at sætte sit hår, så vi kan snart undværes, da hun længe har udvalgt sit tøj selv. Selvstændig og stærk og har en mening om det meste. Elsker at male og tegne eller spille Friv på computeren. Blev forleden dag interviewet af en universitetsstuderende, der studerede børns udviklingspsykologi, og derfor gerne ville snakke med en 4-årig. Hun 'bestod' med glans :-)

Rebekka, 6 1/2 år: skolepige, tænksom og følsom. Glad for at gå i skole, men sætter også pris på weekender og fridage. Leger godt med nabopigen Noga, som hun udtalte flg. om forleden dag: "Jeg elsker Noga lige så højt, som jeg elsker mig selv!" Stiller mange spørgsmål og vil gerne forstå, hvad der foregår. Glæder sig meget til at flytte til DK til næste januar - især fordi der er sne i DK.

Jakob: har overstået påsken, 4 ugers kursus for norske MF-studenter på Caspari og Galiæaturen for vores egne volontører. Så kan nu se frem til en rolig arbejdsperiode for første gang siden jul. Nyder stadig computerspil, fodbold eller en kold øl. Er begyndt at overveje sin fremtid i DK, da vi nu ved, at vi rejser til DK til januar 2014.

Mig: alder ukendt - eller som pilot-Anders siger: "i sin bedste alder!" :-) Nyder at have manden mere hjemme, så jeg ikke er alenemor længere. Trives med volontører og andet godtfolk. Overvejer også sin fremtid i DK og har indimellem søvnløse nætter pga. bekymringer om fremtiden. Øver mig i at lægge alt i de hænder, som kender fremtiden, og som ønsker os alle det bedste.

Vi glæder os, at vores afløsere er fundet, og tror på, at de bedste er blevet valgt! Men nyder også tiden her i Israel og samværet med venner her. Der er stadig 8 måneder igen... 

Hvem er jeg?

Hvem er jeg?
Ja, det er et godt spørgsmål. Normalt ikke noget, jeg går rundt og reflekterer over hele tiden, men indimellem dukker det op. Fornylig dukkede det op i forbindelse med, at Charlie (far til Hannahs gode veninde fra børnehaven) spurgte mig, om jeg ville medvirke i en årlig photo-shoot. Han var medarrangør af et tiltag på French Hill, hvor der bliver taget billeder af kvinder i lokalområdet. Disse billeder kommer op og hænge på lygtepæle mm. med kvindens navn og 'titel' nedenunder. Jeg lagde godt mærke til dem sidste år, da de dukkede op. Dejlige billeder af smukke, naturlige kvinder, hvoraf jeg kendte flere. Jeg har nydt at se på billederne, fordi:
1. det var kvinder i alle aldre; ikke kun dem mellem 15-20 år, som ligner modeller (og vejer 10 kg for lidt).
2. de så naturlige ud - og var dermed smukke på hver deres måde. Jeg blev endnu engang bekræftet i min antagelse om, at jødiske kvinder bare er smukke!

Jeg tror, at ideen bag tiltaget var dels at engagere lokalsamfundet og vise lokale borgere, men måske også som et statement mod visse områder i Jerusalem, hvor det er ildeset af vise billeder af kvinder af religiøse årsager (også selvom det kun er et ansigtsbillede). Altså dermed et forsøg på at vise, at på French Hill tør vi godt vise vores kvinder, og de har hver noget at komme med.
Som bibemærkning: hvis de ultraortodokse mænd protesterer over ansigtsbilleder af kvinder, skulle de prøve at se de reklamebilleder, der findes i DK!! Da kan man da brokke sig over en bestemt afbildning af kvinder!!

Selvfølgelig ville jeg gerne støtte op om sådan et tiltag, selvom jeg undrede mig over, at jeg blev spurgt, når jeg nu ikke er jøde. Men lokal i området er jeg da :-) Så en fredag morgen stillede jeg mig op ved en blomstrende busk i solskinnet og smilede alt det, jeg har lært :-)

Det interessante - og i denne sammenhæng relevante (jf. spørgsmålet) - kom frem, da Charlie ringede til mig og spurgte, hvad der skulle stå under mit billede udover mit navn. Skulle der stå 'mor', 'hustru', min titel, noget andet? Ja, det var jo et godt spørgsmål, for hvem er jeg? Og hvordan præsenterer man kort sig selv? Jeg kunne ikke rigtig affinde mig med, at der skulle stå 'mor' eller 'hustru' (eller 'fru præst' for den sags skyld!). Ikke fordi jeg ikke elsker mine børn og moderskabet - eller Jakob. For det gør jeg bestemt. Men jeg synes også, at jeg er mere end det. Jeg har min egen identitet; er en person i mig selv uden nødvendigvis at skulle hænge sammen med nogle andre. Og dermed ikke et ondt ord om det at være mor/hustru/ven/søster osv.

Det oplagte svar var naturligvis min uddannelse. Men "cand. mag. i Nordisk litteratur og sprog og Musikvidenskab" er ikke så nemt at oversætte til hebræisk! Jeg fandt ud af, at det svarede til "Master of Arts" på engelsk, så det blev mit bedste bud.

Det medførte dog en interessant diskussion med Charlie og senere med mig selv om, hvordan man vil beskrive sig selv, hvis man kun har lidt plads at gøre det på. Charlie jokede med, at der kunne stå "missionær", men det modsatte jeg mig!

For sandheden om mig - og om jer - er jo, at vi har mange roller; mange identiteter. Det kan ikke siges kort, hvem vi er. Og dog: jeg kom nemlig til at tænke på en sang af det kristne band Casting Crown med titlen "Who am I", hvor ordene lyder:
"I am a flower quickly fading, here today and gone tomorrow. A wave tossed in the ocean. Vapor in the wind. Still You hear me when I'm calling, Lord you catch me when I'm falling. And You've told me who I am. I am Yours, I am Yours."
Og omkvædet forklarer hvorfor:
"Not because of who I am, but because of what You've done. Not because of what I've done, but because of who You are."

Så hvem er jeg? Jeg er Guds!

PS: det endte med, at der på plakaten står mit navn og titlen "partner fra DK" på hebræisk. Og tja - det kan jeg godt leve med :-)

Strøtanker om lidt af hvert...

Dette blogindlæg risikerer at blive en smulet rodet, men jeg havde bare lyst til at dele nogle tanker med jer. Da jeg ikke syntes, at jeg havde evnerne til at samle det hele til ét stor indlæg med indledning, rød tråd og en stor sammenfattende konklusion, bliver det blot en smule strøtanker fra min side...

Jeg havde en god oplevelse i Light Rail'en forleden dag. Jeg sad ved siden af en midaldrende arabisk kvinde, som var sød at gøre mig opmærksom på, at sædet ved siden af hende var ledigt, da jeg stod med en række tunge poser i hånden (havde lige været på det jødiske marked). I løbet af turen begyndte hun at snakke med mig på hebræisk.. spurgte mig fx om, hvor jeg boede. Jeg prøvede at forklare hende, hvor det var, men da dette spørgsmål blev efterfulgt af en lang smøre på hebræisk, begyndte det at knibe med forståelsen. Herefter tog to midaldrende jødiske kvinder over, som sad overfor os. De begyndte at snakke med den arabiske kvinde, og det udviklede sig til en lille hyggesnak for dem. Da den arabiske kvinde gik ud af turen, smilede de jødiske kvinder til hende og sagde "Ma Salaam" (ala farvel) til hende, mens hun svarede "Yom tov" (god dag) tilbage til dem. Jeg ved godt, at det bare var en lille ting, men jeg syntes, det var så positivt at se disse kvinder sludre sammen. Kun smil og venlighed fra begge parter. Ikke noget med mistro eller konflikt. Det bekræftede min tese om, at langt de fleste arabere og jøder hernede i virkeligheden bare ønsker at få lov at leve et alm. hverdagsliv i fred og ro. De ønsker ikke politiske, kulturelle eller religiøse stridigheder, men et alm. fredeligt liv som alle vi andre. Det er ikke dem, der skaber konflikten. Det er derimod de ekstreme på begge sider og politikerne, som ikke kan nå til enighed.

En  mindre god oplevelse de sidste par dage har været, at Jakobs morfar, Axel, døde i sidste uge. Han var godt nok 91 år gammel, syg og dårlig, og savnede sin kone Grete noget så forfærdeligt, så jeg ønskede ikke for ham, at han skulle leve længere. Men det er alligevel altid trist at miste. Vi vil komme til at savne hans varme charme og store personlighed. I skrivende stund er Jakob og Andreas i DK til begravelse. Jeg håber, de får en god dag trods alt med mulighed for at sige farvel. Oplevelsen har dog medført en lang række snakke med pigerne om død, himmel og Jesus. De har været noget optaget af det med døden, men som børn nu gør, så tager de det stille og roligt. Hannah erklærede her til morgenmaden, at hun gerne ville dø snart, så hun kunne komme til at lege gemmeleg med Jesus! Rebekka derimod, som den tænksomme og følsomme pige hun er, var mere glad for, at oldefar nu er et sted, hvor der ikke er nogle, der er kede af det, bliver syge eller dør. Der glædede hun sig til at komme hen.

Den sidste strøtanke i denne omgang handler om nyheder fra DK. Jeg prøver at følge med på nettet i, hvad der sker i DK.. om ikke andet så på et overordnet plan. Og to nyheder har især skilt sig ud i det seneste tid: 1) at folk er så voldsomt optaget af, om schæferhunden Thor skal aflives pga. voldsom opførsel, eller han ikke skal. Han er tilsyneladende blevet bortført/reddet af en politimand, som mente, han var i sin fulde ret til at tage loven i egen hånd, fordi det var synd for hunden. Bemærkelsesværdigt! Og endnu mere bemærkelsesværdigt er, hvor meget folk går op i denne sag. Hvor indædt diskussionen kan blive, og hvor hadske folk nærmest bliver i forsvar for denne hund i dyrevelfærdens navn. I selv samme navn er det åbenbart i orden at være voldsomt kritisk over for en hundepsykolog, som vovede at udtale sig negativt om Thor. Som om at hundens tarv sættes over respekt for andre mennesker og alm. takt og tone.
Det undrer mig meget. Siden hvornår er hunde/dyr blevet vigtigere end mennesker?
Og hvorfor fokuseres der ikke mere på 2) de jødiske børn i DK, som åbenbart ikke har frit skolevalg, fordi de risikerer mobning på visse københavnske skoler fra palæstinensiske børn?! Det, synes jeg da, er langt værre end en hunds ve og vel! Jeg ved godt, at de to sager ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg undrer mig bare over, at en hund kan fylde så meget i nyhederne, når jeg synes, at den anden sag er både langt vigtigere, men også noget mere oprørende.
Læs evt. følgende link med titlen "Jøder - dem er det ikke synd for":

http://www.metroxpress.dk/debat/jder-dem-er-det-ikke-synd-for/KObmaD!nYg8Fi7RiCNHk/?fb_action_ids=10200508556299650&fb_action_types=og.likes&fb_source=other_multiline&action_object_map=%7B%2210200508556299650%22%3A524165050951378%7D&action_type_map=%7B%2210200508556299650%22%3A%22og.likes%22%7D&action_ref_map=%5B%5D

Meget tankevækkende, synes jeg. 

Juletræsekskursion

Ca. Sådan her ser det ud når 20 israelske børn fra den lokale synagoges menighedsbørnehave danser rundt om et juletræ til Søren Banjamus...

Hanna vores yngste datter på 4 som selv går i børnehaven havde fået lov at invitere sine venner fra børnehaven hjem for at se vores juletræ. En god mulighed for at fortælle lidt om hvad julen går ud på skulle man syntes.

Problemet er bare at det er forbudt at evangelisere i Israel for mindreårige, hvilket gør en suspekt så snart man skal formidle noget som har bare en forbindelse til religion til børn.

Jeg spurgte lederen i børnehaven om jeg måtte læse juleevangeliet for dem på hebraisk hvortil kommentaren var: "Avital will die". Avital er den ortodokse pædagogmedhjælper i børnehaven. Og selvom det blev sagt af lederen som er noget mere liberal og sagt med et glimt i øjet så gemmer der sig en sandhed bag.

Ortodokse jøder har stadig den opfattelse at Jesus og Kristne er deres modstandere og at det er en vederstykkelighed at lytte til det kristne budskab. Desværre.

Så derfor også Søren Banjomus og ikke et barn er født i Betlehem.

De fik dog lidt af budskabet med da lederen fik børnene til at sidde omkring træet og spurgte dem hvad de kunne genkende på træet fra Hannuka (Den jødiske lysfest som i år faldt i starten af December). Og vi fandt frem til at begge fester handler om hvordan lyset skinner i mørket.

Det er mit håb at lyset fra evangeliet en dag kan få lov at oplyse det mørke som formørker især nogle ortodokses opfattelse af hvem julens hovedperson var og er.