Årets julehilsen

Jerusalem december 2011

Kære venner og familie!

Endnu et år er gået, og det er blevet tid til den årlige julehilsen. Egentlig en god måde at få tænkt lidt over året, der er gået, med alle de gode og mindre gode oplevelser, men også en anledning til at få sagt tak for samvær, snakke og tanker.

2011 har været et godt år for os her i Jerusalem. Vi bliver efterhånden mere og mere ’rutinerede’ i det at bo i et andet land, men jeg vil dog ikke afvise, at vi ikke stadig kan overraskes, forundres, irriteres og udfordres! Foråret bød på afsked med vores 3. volontørhold og velkomst til vores 4. hold. Dette hold bestod dog kun af to personer, som passede sig selv meget af tiden, så for første gang i vores tid hernede stod vi uden et ugentligt møde med volontører og en række aflyste arrangementer, hvilket betød en masse ekstra tid. Det passede meget godt, da Jakob havde meget travlt på Caspari med at arrangere et fire ugers kursus for 21 norske MF-studenter i marts-april. I marts fik vi besøg af Jakobs forældre og nød at have fri sammen med dem. Gode oplevelser og minder. Og så kom MF-studenterne, og Jakob forsvandt fra Bar Kochba str.! Ej, helt så slemt var det ikke, men han havde meget travlt i den periode både med guidede ture og undervisning. Heldigvis gik kurset rigtig godt, og Jakob og Knut (chef på Caspari, overbo og god ven) fik god respons tilbage. Kurset blev afløst af påsken, som traditionen tro også er en travl periode i Jerusalem, så det var et godt brugt præstepar, der kunne sætte sig i sofaen i ugen efter påsken. Travlhed eller ej – så synes jeg altid, at påsken er noget helt særligt her i Jerusalem. Det rører mig at stå på Oliebjerget kl. seks om morgenen påskedag og se solen stige op eller synge påskelovsange med 600 andre skandinavere i Gravhaven senere på dagen. Ikke fordi det skal være alt afgørende at være på præcis det rigtige sted (hvilket vi jo heller ikke var – det er i Gravkirken!), men vi er i den samme by – som også i dag har det samme behov for at høre budskabet om ham, som kom for at slutte fred; både i hjertet og blandt mennesker.

Den ekstra tid i foråret gav mig mulighed for at prøve noget nyt. Derfor valgte jeg i januar at starte som volontør i Giftshoppen på Betlehem Bible College én dag om ugen. Både for at lære lidt om livet på den anden side af muren, men også for at lære nogle kristne palæstinensere at kende.  Det har været meget lærerigt for mig - både det at vænne sig til checkpoints og arabiske taxachauffører, men også at møde folk fra en lang række andre lande og at blive gode venner med fx Samar. En lokal, kristen palæstinensisk kvinde på 28, som på mange måder minder om mig, og så alligevel slet ikke. Jeg har sat stor pris på det – også selvom visse dage har bestået af at prismærke keramik, opstille krybbespil, betjene kunder eller rydde op. En anden ting, som jeg valgte at gøre, var at følge et fag på Holyland University om Israel i det 20. århundrede. En dag om ugen sad jeg på skolebænken igen og blev undervist sammen med 6 andre kristne fra 5 forskellige lande. Kontrasten til arbejdet i Betlehem var stor – især fordi de andre deltagere og underviseren var kristne zionister, som ikke lagde skjul på deres holdning til konflikten i landet og på, hvordan den skulle løses. Den ene dag sad jeg og diskuterede med en palæstinenser, om Israel selv var skyld i den 2. intifada, idet alle terrorhandlinger stoppede den dag, de begyndte at bygge muren (jeg var uenig!). Den anden dag diskuterede jeg med en finsk zionist, om løsningen på konflikten nu virkelig ’bare’ var at sende alle palæstinenserne til Jordan (igen: uenig!). Fastlåste holdninger og ensidige opfattelser findes på begge sider af konflikten hernede, og der sad jeg så i midten!

2011 bød heldigvis også på en god lang sommerferie i Danmark sammen med familie og venner. I år var vi alle hjemme ca. 8 uger, og vi nød samværet med jer alle. Tak for gode oplevelser, snakke og ikke-kosher mad! J Sommeren blev også præget af, at vi fandt ud af, at vores tredje barn var på vej! En dejlig og glædelig nyhed, som hurtigt blev afløst af kvalme, opkast og migræneanfald. Puha. Heldigvis går det meget bedre nu, og vi har siden fundet ud af, at vi skal have en dreng. Til stor glæde for os alle – og især for faderen J I skrivende stund fylder maven godt, junior viser tendenser til at blive en fodboldspiller, og vi har fået købt lidt lyseblåt tøj, så mon ikke vi er klar, når han melder sin ankomst sandsynligvis engang sidst i februar? Vi glæder os i hvert fald meget alle fire til at hilse på ham og lære ham at kende. J

Og apropos børn – så trives vores to dejlige piger. Rebekka er blevet fem år og er startet i pre-school i en messiansk børnehave. Det lyder måske vildt at starte i skole som fem-årig og pludselig have ’lektier’ for, men i virkeligheden leger de meget af tiden, og så skal hun måske skrive 10 5-taller på et papir, når hun kommer hjem. Uanset hvad, trives hun godt med det. Det er lige noget for hende, og hendes viden om både det hebræiske og det danske alfabet øges. En dag om ugen lærer hun også engelsk, så hun bliver hurtig så klog! Vi er glade for, at hun er godt med boglig set, men det bedste er dog at høre, at hun er en god ven mod de andre. Det betyder alligevel mere. Hun er stadig mild og god og kærlig mod sin søster. Og Hannah? Ja, hun er nu 3 år og en af de store i børnehaven. Hun er fuld af krudt og ballade (på den gode måde) og har en udpræget sans for humor. Meget populær i børnehaven og har en distinkt israelsk personlighed, som slet ikke minder om os andres. Meget skægt at se. En dejlig glad og frisk pige.

Efteråret har budt på vores 5. volontørhold, og denne gang er vi oppe på god flok. Dejlige volontører, som er meget aktive i vores arrangementer, i godt humør og meget hjælpsomme. Vi glæder os til at fejre jul med dem på lørdag, hvor vi i alt bliver 11 personer. For første gang skal vi selv stege kalkunen – spændende, men mon ikke det går, når vi nu også har bacon? 1. juledag fejrer vi en privat familiejul med pigerne og lader roen sænke sig over det lille hjem.

Det har været et travlt efterår, men også fyldt med gode oplevelser. Jakob havde både Galilæaturen og ørkenturen, men begge ture gik godt. Jeg er startet på hebræisk undervisning to aftner om ugen, og i oktober havde vi fornøjelsen af at have besøg af Michael og Marianne samt tre børn i to uger! Utrolig dejligt besøg, masser af gode lege, snakke og oplevelser og en bombet lejlighed J Lige præcis sådan det skal være! Tak for besøget, M&M – vi gemmer det som et godt minde i hjertet. 

Så alt i alt er livet godt her i Jerusalem, som I måske fornemmer. Børnene trives, arbejdet er godt, manden elsker stadig sin BMW og sit nye computerspil, maven vokser, og konen prøver på ikke at være stresset, men derimod være sød og rar J Vi er spændte på, hvad det nye år vil bringe med barsel (min afløser, Martin, kommer midt i januar), baby og nye muligheder. Men lige nu øver vi os i at være i nuet, bare være sammen som familie og lade tankerne samles om julens budskab, som netop i år virker særligt aktuelt og nærværende:

”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” (Esajas 9,5)

Med ønsket om, at julens budskab og fred også må sænke sig over jer. Glædelig jul!

Mange kærlige hilsner fra Lise og Jakob, Rebekka og Hannah (samt junior)

Udpluk fra Ulpan

Så sidder jeg der igen - altså på skolebænken. Det plejer at være et sted, jeg godt kan lide at være, og det er det egentlig også denne gang, hvis man ser bort fra, at det foregår to aftner om ugen (søndag og onsdag) fra kl. 17.30-20.30. Puha - tidspunktet er ikke det allerbedste for en gravid småbørnsmor, men jeg prøver da at få banket noget sprog ind i hovedet. Så må vi se, om det lykkedes denne gang....
Tænkte, at jeg ville dele lidt af oplevelsen med jer ved at fortælle jer lidt om nogle af de andre på mit hold.

Den første aften sad jeg ved siden af Octavio, som er katolsk pater fra Columbia. Ca. 40 år. Vi skulle tale sammen to og to, og jeg skulle spørge ham, om han var far! Tja.. jeg kendte nok svaret på forhånd, men han grinede lidt og sagde, at han ikke var far i fysisk, men spirituel forstand. Godt reddet.

Spencer er en kraftig amerikansk jøde på ca. 60 år, som er i Israel i 1 år, fordi hans kone læser til rabbi. Hans største problem for tiden er vist kulden og det at vænne sig til, at alt er småt (i hans øjne). Folks lejligheder, senge, brusere, borde, stole - alt! Han er nok vant til en anden standard from over there..

Hver aften sidder jeg ved siden af Cynthia, som er en sød, argentisk jøde på ca. 28, som lige er ankommet til Israel, hvor hun skal være 1 år. Hun har en jødisk kæreste, som læser til rabbi, men kommer selv fra en sekulær familie. For hendes forældre var det en større forandring, at hun blev kæreste med en rabbi, end da hendes søster blev kæreste med en katolik! Ironisk nok er det ofte mig, der må forklare hende ting om jødedom, som fx hvad den dag hedder, som jøderne holder hellig: Øh, du mener Shabbat?? Men en meget sød og venlig pige.

På et tidspunkt blev jeg sat til at lave en øvelse sammen med Amal, som er en ung, spinkel, arabisk kvinde midt i tyverne. Vi skulle prøve at udtrykke på hebræisk, hvilke tre elementer, der - filosofisk set - kunne være med til at opretholde verden. Og her troede jeg, at det var alef-holdet, jeg var på!! Nå, men jeg fik da sagt noget med Ahava (kærlighed), Mispahot ve haverim (familie og venner) og Elohim (Gud). Hun var enig i de to første elementer, men ville ikke gå med til den sidste. "Jeg er ikke religiøs og tror ikke på Gud", sagde hun. Jeg burde måske også have forudsagt, at forslaget ikke ville falde i god jord. Jeg gik med til, at vi skrev "etik" i stedet for, og for mig selv tænkte jeg: "Gud er alligevel i kærlighed, så jeg fik ham med :-)"

I aftes tog jeg sporvognen hjem sammen med Vibeke-Marie, som er en tysk forsker, og Tazmin, som er en ung palæstinensisk kvinde med muslimsk baggrund. Tazmin fortalte lidt om sit liv: hendes mor er fra Vestbredden, og hendes far er fra Østjerusalem. Hun er selv født i USA og har også boet 5 år i Hebron, indtil hendes familie for nogle år siden flyttede til Østjerusalem. Har lige uddannet sig som ergoterapeut og virker som en intelligent og kvik pige. Men det var lidt mærkeligt at høre om hendes liv midt i sporvognen en sen onsdag aften omgivet af jøder, som skulede til hende, når hun fortalte om sin opvækst i Hebron under intifadaen, eller hvor frustrerende det var pt., hvor hun har opholdstilladelse i Israel, men ikke et israelsk ID-kort. Dvs. hun ikke må køre bil eller arbejde fx. Nyuddannet, men med ingen mulighed for et arbejde, medmindre hun vil arbejde på Vestbredden. Jeg forstår egentlig godt frustrationen, selvom jeg ikke personligt kan relatere til det, men hvad mon den unge jødiske kvinde ved siden af hende i toget tænkte? Hvorfor skulede hun sådan til hende?  

Dette var blot et lille udpluk for at give jer en fornemmelse af, hvad jeg kan opleve søndag og onsdag aften, udover at lære nye verber og grammatik.

Børn - børn - børn

Når jeg (Lise) læser mine indlæg på Facebook, kan jeg godt indimellem standse op og tænke: "utroligt, som jeg altid skriver om mine børn. Er der ikke andet i mit liv?" Og jo - selvfølgelig er der det, men når man er mor til to  charmetrolde og har en mere på vej, så fylder det meget i hverdagen, i tankerne og i følelserne. For skønne er de... det kan man ikke komme udenom (og det er naturligvis helt objektivt set :-))
Som når vi i sidste uge fik at vide af pædagogen i Rebekkas børnehave, at hun var meget dygtig til at forstå hebræisk og følge med i undervisningen, men samtidigt også var en god ven. Og få dage efter får nogenlunde det samme at vide om Hannah: hun er kvik og en god ven. Ja, så bliver jeg som mor stolt. Jeg er naturligvis glad for, at de kan følge med, men jeg synes faktisk, at det med at være en god ven slår det andet! Det er et godt ry at have. 


Nå, men for at dette indlæg ikke bare skal handle om ros til mine unger, så faldt jeg i dag over dette indlæg på facebook: http://www.etik.dk/artikel/439056:Screening--Israelske-boern-sagsoeger-for-at-vaere-blevet-foedt 
En ret skræmmende artikel, som omhandler, hvordan en stigende mængde handicappede i Israel lægger sag an mod de læger og myndigheder, som sørgede for, at de blev født. Hele 600 retssager menes der at have forekommet siden 1987. 600 personer har anklaget myndighederne for det liv, de har fået, som de åbenbart ikke mener, har nok værdi. 
Som Rabbi Avraham Steinberg fra Hadassah Hospital på Mount Scopus udtaler til et tidsskrift: "Jeg finder det meget svært at forstå, hvordan forældre kan stille sig op på vidneskranken og sige til deres børn: "Det ville være bedre for dig ikke at være blevet født." Hvad er de psykologiske virkninger på børnene?"
Et meget godt og skræmmende spørgsmål! 


Hvordan kan forældrene få sig selv til at gøre det? Hvordan påvirker det et barn at høre sådanne ord af sine forældre? Og hvordan kan et menneske nå dertil, at det ønsker ikke at være blevet født? 


Artiklen fortsætter med at påpege, at Israel er et af de lande i verden, der foretager flest screeninger af fostre. Og i min gravide tilstand er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Ikke fordi jeg er blevet skannet så vældig meget. En skanning for nogle uger siden, hvilket svarer til en uge 19 skanning i DK. Men jeg blev både overrasket og lidt chokeret over, hvor længe lægen skannede mig. 45 minutter, og så føltes det også, som om alt på babyen var blevet undersøgt. Helt ned til dens drøpel og øjenlinser! Var det også nødvendigt? Ikke fordi jeg blev forarget over det, men mere lidt forundret. Fik følelsen af, at jeg var med på en jagt efter fejl .Heldigvis blev der ikke fundet nogle - et sundt og velskabt barn er på vej, og vi får endda fornøjelsen af at prøve at få en dreng denne gang, så vi kan da ikke være andet end lykkelige og tilfredse med det. 


Men når jeg tænker tilbage på en snak, jeg havde med en af volontørerne, om at det var en god skik i Israel, at mange mongoler arbejder som afryddere på caféer og lign., fordi  de er ude mellem andre folk, og faktisk gør deres arbejde meget samvittighedsfuldt og dygtigt. Ikke som i DK, hvor det kan føles som om, at handicappede er nogle, som skal gemmes væk og helst ikke ses og høres. Det er naturligvis en grov generalisering, men tendensen mærkes indimellem. Men få dage efter denne snak fandt jeg ud af, at der foretages op til 60.000 aborter i Israel om året! Skræmmende tal. Der måtte jeg så lige revidere min opfattelse af den israelske holdning til sygdom og handicap. 


Dette er ikke skrevet for at fordømme andre. Det er ikke min opgave. Men jeg kan ikke andet end have ondt af de små babyer, som aldrig får lov til at blive født og mødt med kærlighed. Eller de stakkels kvinder, som må gennemgå en sådan oplevelse. Eller de børn, som vokser op, men fortryder, at de har fået livet, og som ønsker at have være blevet fjernet. 
Hvor må det gøre ondt på deres himmelske far, som elsker dem for det indvid, de er. 

Vlog om missionsamarbejdet TORVET

Kom med ud og leg på motorvejen!

Hvis man ikke vidste bedre skulle man tro at Israel havde indført bilfri lørdag, som man havde bilfri søndag i Danmark for mange år siden. Men nej, årsagen til at vejene lå øde og forladte hen, og at cyklerne derimod blev luftet som ingen anden dag på året, skal søges et andet sted. I går (lørdag) var det Yom Kippur (Den store forsoningsdag). Dagen hvor langt de fleste jøder faster, hvor politiafspærringer sørger for at ingen bruger bilen, og hvor det nationale tv-signal er slukket. Alt sammen for at markere, at folket som nation bruger en dag på at bekende deres synder for Gud. Det er af gode grunde ikke længere muligt at fejre dagen, som den er foreskrevet i det gamle testamente, hvor ypperstepræsten skulle gå ind i det allerhelligste og skaffe soning for folkets synd. Men istedet ofrer man i dag af sin overflod ved at give til de som ikke har så meget, og holder sig ellers til faste og afholdenhed.

Os danskere i Jerusalem fejrede forsoningsdagen med en aftensgudstjeneste i Redeemer Church. I en kristen sammenhæng er det naturligt at se dagen og alle ofrene som pegende frem imod Jesus på korset. Vi læste f.eks. teksterne om forsoningsdagen i GT (3.mos16), i sammenhæng med Jesu død på korset, som får forhænget i templet til at flænges i to dele. Det forhæng som det ellers kun var tilladt ypperstepræsten og netop kun den ene gang om året på den store forsoningsdag, at træde ind bag.

Det er vores bøn at det jødiske folk må få øjenene op for denne den største forsoningsdag. Dagen hvor Gud forsonede sig med verden og dermed også med dem, og at der derfor nu ikke er andet end menneskers vantro der kan skille os fra Gud og fra hans Søn, som denne dag vandt sejren for os.

Det store valg!

Nu må det vist være på tide at få skrevet lidt nyt på denne blog. Sommerferien er forlængst overstået, og vi er godt igang med arbejdet igen.

Jakob har haft travlt med at stå for Galilæaturen i sidste uge i stedet for mig, og i denne uge står han for lovsangsaften i kirken med Børkop Højskole, Dansk Jødisk Venskab og Ordet og Israel samt vores 2. dåb i kirken på lørdag. Så han har nok at lave.

Jeg har haft travlt med at prøve at lære vores nye volontører at kende og få dem til at falde til i alt det nye. Vi har pt. Helene og Marie, og om nogle få uger modtager vi Lone. Arild, som har været her siden marts måned, rejser hjem i morgen (god tur, Arild!) Og ja - ellers passer jeg godt på babyen i maven, som vokser og vokser.

Hannah er startet i sin gamle børnehave på universitetet igen, men nu er hun en af de store børn! Det forpligter, har jeg prøvet at overbevise hende om :-) Hun trives godt derop og er god til at tage sig af de nye, små børn.

Og Rebekka er startet i sin nye børnehave, Jacob's ladder, som er en messiansk børnehave. Hun er i afdelingen for 5-6 årige (selvom hun først bliver 5 til oktober), og er derfor allerede gået i gang med at lære hebræiske bogstaver og engelske ord. Jeg skal lige vænne mig til, at min lille pige ikke er så lille mere, men faktisk kommer hjem med lektier for! Hun klarer det nu meget godt og får ros for sit hebræisk. Godt gået! :-)

I disse valgtider, som naturligvis præger DK langt mere i disse dage, end det præger Israel, kunne jeg ikke lade være med at more mig lidt. Det er egentligt lidt trist, at vi denne gang ikke får stemt. Jeg er vokset op med, at man som borger skal gøre sin pligt, og derfor er det ærgeligt, at vi ikke kan være med til at stemme. Det skyldes ikke, at vi bor her, men derimod at vi var for langsomme til at finde ud af valglisten og først for sent fandt ud af fristen for brevstemning. Øv.

Nå - men held og lykke til jer andre i morgen, og må den bedste kandidat vinde!

Det, jeg morede mig over, var et besøg, vi havde fra DK. Min kusine Johanne Marie var hernede i halvanden uge sammen med sin mand Jan og hans familie. Rigtig hyggeligt besøg - og nej, jeg morede mig ikke over dem (selvom de nu har en ganske underholdende tilgang til livet), men derimod af et billede de havde taget af Jan, der stod ved siden af en lygtepæl, hvorpå der var hæftet en plakat. De troede, at det var en valgplakat. Som de sagde: "Han hænger da over hele byen." Ja, det har I ret i, men plakaten var faktisk med Rabbi Schneerson, som er en afdød rabbiner fra Tel Aviv, der af visse ultra ortodokse jøder blev anset for at være Messias. Desværre - i deres øjne - døde han, men de afventer hans næste komme. Så det er egentlig en valgplakat for Messias!

Det fik mig til at tænke over, hvordan det ville være, hvis ham, vi regner for at være Messias, stillede op til valg i DK. Hvis der hang valgplakater med Jesus alle vegne, og hvis han medvirkede i det ene valgprogram i tv efter det andet. Hvad ville folk sige til hans budskab? Hvor mange stemmer ville han få?

Det paradoksale er, at Jesus faktisk er til valg hele tiden, men det er der så mange, der ikke ved! Jesus har gang i en livslang valgkampagne, hvor han kæmper for at få folk til at tage stilling til ham og høre hans budskab. Men desværre er hans medhjælpere ikke så aktive i valgkampen, som de burde være, eller også tøver de med at gå frem med budskabet af frygt for, hvordan det vil blive modtaget.

Men sikke et budskab, det er! Det slår alt, hvad andre politikere kommer frem med! Det handler om fred med Gud. Om tilgivelse og kærlighed. Om nåde. Om en relation til en levende og virkende Gud.

Tænk, hvis valgdetagelsen til dette valg en dag blev lige så stor, som folk spår, at den bliver til valget imorgen!

Tid til status!

I morgen rejser vi hjem til Danmark til en god og lang sommerferie med venner og familie! Det glæder vi os rigtig meget til.

Måske ses vi på SommerOase i uge 29 eller Holmsborg Bibelcamping i uge 30? Vi er der i hvert fald og vil gerne mødes :-)

Det betyder også, at dette forår er ved at være ovre i kirken i Jerusalem. Derfor er det oplagt at gøre lidt status og runde af.

En af de største ting i dette forår har været besøget fra norske MF på Caspari. Jakob brugte enormt meget tid på at forberede deres ophold og være med til at afvikle det, og det blev en stor succes. Tror, de alle rejste hjem med en masse gode oplevelser og indtryk fra Israel og tanker at tænke videre over. Og Jakob blev en lang række erfaringer og oplevelser rigere. Og det er da ikke så ringe.

For mig har det været et lidt anderledes forår, da vi ikke har haft så mange volontører; nemlig kun Leah på Caspari og Arild på Sct. Louis. Og de har været meget selvkørende, så jeg fik pludselig en masse tid til overs. Heldigvis fik jeg investeret den tid i et fag på Holyland University om Israel i det 20. årh. (hør mig fortælle om det på Holmsborg, hvis du er interesseret!), og jeg begyndte også at arbejde i giftshoppen på Bible College i Betlehem. To meget forskellige og udfordrende oplevelser. Men jeg har lært meget og mødt mange spændende mennesker.

Det sværeste har nok været at være blandt amr. kristne zionister den ene dag, som kun kunne se tingene fra Israels side, og dagen efter være blandt palæstinensere, som kun kunne se tingene fra deres egen side. Og så stod jeg der midt imellem og prøvede at forsvare hhv. den ene og den anden part. Noget af det mest udfordrende hernede for mig er nemlig, når jeg møder mennesker, der har fuldstændig fastlåste holdninger. Især om konflikten. Som er overbeviste om, hvor skylden skal placeres, og hvordan konflikten skal løses. Som omtaler parterne som "os og dem", og som har svært ved at se nuanceret på konflikten. Det provokerer mig meget.

Jeg ved godt, at jeg som dansker ikke på samme måde vil kunne sætte mig ind i, hvordan det er at være hhv. israeler og leve med frygten for terror, eller for at din søn eller datter skal i militæret og sendes i krig. Eller hvordan det er at være palæstinenser og få sin frihed og muligheder begrænset i den grad, som de ofte gør. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sætte mig ind i deres følelser, og derfor er mange ting nemmere for mig, idet jeg kommer ude fra. Men når man nu kender folk på begge sider og møder nogle, som taler om israelere og palæstinensere som 'en udefinerbar masse' - så kan jeg ikke andet end håbe, at de en dag lærte en at kende på den anden side. Fik et ansigt og et navn på. Så det menneske, som minder om dem selv så mange måder. Især messianske jøder og kristne palæstinensere, som har endnu flere fællestræk end den øvrige befolkning. Jeg tror på, at det er sværere at hade, når du kender mennesket.

Øvrige ting at gøre status over:

- pigerne har haft det rigtig godt i børnehaven sammen og er blevet supergode til hebræisk. Jeg bruger dem nu som mine tolke og oversættere :-)

- vi havde en fantastisk påske hernede, hvor vi mødte mange dejlige mennesker og endnu engang fik mulighed for at takke ham, som det hele drejer sig om

- vi har haft dejlige besøg fra DK: fra svigermor og svigerfar og fra gode venner

- jeg fik aldrig taget mod til mig og henvendt mig til den messianske sikkerhedsvagt, som står ved banken (jf. tidligere indlæg), men forleden dag henvendte han sig til mig, da jeg tilfældigvis gik forbi ham i en lille park. Han præsenterede sig og fortalte, at han var glad for at vide, at der var kristne søstre og brødre, som også boede i nabolaget. Det er godt, at Gud ikke er afhængig af mit mod!

Alt i alt et godt forår, og nu vender vi næsen mod DK. Vi glæder os til at se familie og venner igen og vil gerne benytte anledningen til at sige tusind tak for forbøn og tanker i året, der er gået. Vi sætter stor pris på det, og det gør en kæmpestor forskel for os. Så tak.

Vi ses!

Naksa eller Musalaha?

I begyndelsen af Juni var der igen uroligheder ved den Israelsk-Syriske grænse i Golanhøjderne. Situationen var i nogen grad en gentagelse af urolighederne i forbindelse med Nakba-demostrationer (palæstinensernes markering af Staten Israels oprettelse for et par uger siden). Ifølge syriske tabstal blev 20 palæstinensiske demonstranter dræbt da de forsøgte at klippe hul i pigtrådshegnet og krydse grænsen mellem Syrien og Palæstina. Den Israelske hær påpeger at de inden brugen af skarp ammunition havde brugt tåregas, varselsskud i luften, og over højtalere på arabisk, advaret demonstranterne om at det var med livet som indsats de nærmede sig sikkerhedshegnet.

Man må selvfølgelig have sympati med de familier som har mistet familiemedlemmer. En af de dræbte var tilsyneladende en 12 årig dreng!!!. Men samtidigt så er det svært at forstå, at man på den måde helt bevidst om faren, vil sætte livet på spil, eller sin 12 årige søns!!!, for at krydse en grænse. På den anden side kan jeg også have en vis forståelse for at den israelske hær ikke kan tillade demonstranter at krydse grænsen illegalt, men på den anden side, var der virkelig ikke andre muligheder end at skyde og dræbe demonstranterne der nærmede sig hegnet?

Naksa, som Palæstinenserne kalder dagen for disse demonstrationer, er arabisk og betyder "tilbageslag". Dagen er en markering af tilbageslaget under 6-dageskrigen i 1967, hvor Israelerne erobrede bl.a. Golanhøjderne hvor demonstrationerne fandt sted. Og uanset hvilken side man har sympati for i konflikten bliver "Naksa" (tilbageslag), efter min mening en passende betegnelse for dagen. Tilbageslag for en varig løsning på konflikten. Tilbageslag for fredelige gensidige forhandlinger. Tilbageslag for gensidig forståelse og respekt. Og i sidste ende tilbageslag for fred og retfærdighed.

Det er virkelig svært at forestille sig en løsning på den tilsyneladende uløselige konflikt. De politiske krav fra begge sider syntes bare at blive mere og mere uforenlige, og begge sider synes mere og mere optagede af at løse konflikten ensidigt. Israel ved brug af deres militære overmagt, i et forsøg på at fastholde den nuværende (uholdbare?) situation, og Palæstinenserne med deres forsøg på at få en ensidig anerkendelse af en Palæstinensisk stat gennemført i FN til September. På det storpolitiske plan er det virkelig svært at få øje på hvad der nogensinde skal føre til fred og forsoning.

På det mellemmenneskelige plan er der dog stadig håb. Her er der stadig beretninger om, hvordan personer fra begge sider får øjnene op for, at det faktisk er medmennesker, som står på den anden side og at eneste håb for virkelig fred og forsoning går via gensidig respekt, anerkendelse og tilgivelse.

Musalaha er det arabiske ord for forsoning. Og organisationen Musalaha, som støttes af bl.a. den Danske Israelsmission, arbejder for forsoning netop gennem tilgivelse, anerkendelse og gensidig respekt. Gennem deres projekter får palæstinensiske kristne og Jesustroende jøder muligheden for at møde hinanden og få "rigtige" ansigter på den anden side i konflikten. Det kan virke som en dråbe i havet, at 20 unge fra begge sider i konflikten kommer på en tur ud i ørkenen, lærer hinanden at kende og får nedbrudt nogen af deres fordomme om hinanden, men det er, som jeg ser det lige nu det bedste håb for at der nogensinde vil komme en varig løsning på konflikten.

Ser man derfor på et storpolitiske spil, er det svært at få øje på andet end "Naksa" (tilbageslag). Det eneste sted hvor "Musalaha" (forsoning) er en reel mulighed er på det individuelle mellemmenneskelige plan. Og jeg er derfor stolt af at være medlem af en organisation der støtter "Musalaha".

Teologi på norsk

Sådan ser man ud hvis man lige har gennemført et 4 ugers teologisk kandidat kursus. Smilene på de 6 ved bordet er norske og skyldes at de netop har gennemført 4 uger med undervisning, besøg på alle de historiske steder, hikes og foredrag i Israel. Det sidste smil ved bordet er imidlertid dansk, og skyldes at han om lidt kan sige pænt farvel til de studernede og sende dem på flyveren hjem til Norge.

De fire uger der førte op til påske var der lidt ekstra liv på Caspari Centeret. 21 unge engagerede teologistuderende fra MF i Oslo havde gjort deres indtog. Programmet de var på var et fælles projekt mellem Caspari og MF. MF stillede med to undervisere og vi stod for al den praktiske koordinering, lidt undervisning og så delte vi guidingen ca. ligeligt imellem os.

Jeg havde brugt det meste af efteråret på at foreberede oplægget og det var derfor spændende endeligt at kunne tage hul på det.

Jeg var særligt spændt på de 2 dobbelttimer hvor jeg selv skulle undervise. En ting er at undervise på en bibelskole, men det kræver alt andet lige en lidt anden grad af forebredelse når det er bachelorer i teologi der sidder bag bordene. Det gik nu rigtigt godt. Jeg kunne trods alt lære dem lidt om Josefus, arkæologi og Galilæa på Jesu tid.

Et par af kursets højdepunkter var ellers. Foredraget med Jerome Murphy O'Conner, Turen til Gamla, Rundvisning på Herodion, og at se Herodes den stores Mausolæum og private romerske teater.

Det var en stor tilfredsstillelse at kunne være med til at 21 unge nordmænd på denne måde fik en øget forståelse af kristendommens historiske udgangspunkt, men også at kunne bringe dem i kontakt med de nutidige efterkommere efter de første jødekristne i kraft af den messianske bevægelse.

Os og dem...

Da jeg (Lise) sad og læste på den israelske netavis Haaretz forleden dag, faldt jeg over flg. artikel: "Jerusalem builds fence between secular, religious playgrounds

(se linket: http://www.haaretz.com/print-edition/news/jerusalem-builds-fence-between-secular-religious-playgrounds-1.347541 ), som omhandler en legeplads delt ml. en sekulær nursery school (vuggestue) og en ultra-ortodoks nursery.

De ultra-ortodokse forældre har klaget til kommunen over, at børnene delte legeplads, og derfor har kommunen bygget et hegn, som deler legepladsen i to, så børnene ikke bliver blandet. Hegnet vil blive yderligere udbygget, så børnene heller ikke kan se ind til hinanden.

De ultraortodokses argumenter var bl.a.: "to keep their children from seeing other little boys in T-shirts and without skullcaps" samt for at bevare deres egen uddannelse uden at blive påvirket af de sekulære. Vi omringer ikke den sekulære vuggestue, som en af de ultraortodokse siger.. "we're surrounding ourselves!"

De sekulære forældre har protesteret over hegnet og udtaler bl.a.: "[it] will create a cage feeling. The children got along and played games; it is regrettable that we adults separate them and show it's impossible to live together in the same city and the same state."

En anden fortsætter: "Raising children in such a setting is very sad. This was a normal neighborhood, and it's painful to think what this fence says about our neighborhood and city. Where will this ghettoization end?"

Min første reaktion, da jeg læste artiklen, var overraskelse og irritation på de ultraortodokse. Enhver, som har prøvet at være i Jerusalem for længere tid, har sandsynligvis opdaget, at netop den gruppe i samfundet, kan være lidt besværlig at have med at gøre. Ikke fordi de i og for sig generer mig, men alligevel... Det er dem, der kan finde på at spytte på mig, hvis de synes, jeg er for verdslig klædt. Det er dem, der kigger nedladende og fordømmende på mig. De optager sæderne i busserne og forhindrer mig i at kunne sidde ned. De får mig til at føle mig som en outsider og som mindreværdig. Eller rettere: det er der nogle af dem, der gør. For jeg tvivler ikke på, at mange af dem sikkert er flinke og rare mennesker, som det ville være interessant at lære at kende. Og de er da bestemt bemærkelsesværdige at se på i hverdagen. Men tendensen hos dem til at være meget fastlåste - og i mine øjne lidt fordømmende - i deres holdninger er klart til stede. Også i en sag som denne.

Selvom det drejer sig om toårige børn, så frygter de for de sekulære børns påvirkning. De kunne fx lære dem bandeord. Desuden frygter de også de sekulære kvinders påklædning om sommeren (hvilket jeg læste i en anden artikel om samme tema). Som den ultraortodokse far udtrykte det: det er ud fra et ønske om at indhegne sig selv. Beskytte deres børn mod det, de mener, er farligt og forkert.

Og så langt kan jeg som forældre godt følge dem. Hvem vil som mor eller far ikke gerne beskytte sine børn mod det farlige? Det som kan skade dem. Mit spørgsmål er bare, om hvad der er mest farligt her? Er det andre toårige drenge uden kippa på, som kan komme til at sige et lille bandeord, hvis de falder og slår sig? Er det en kvindelig pædagogs skulder? Eller er det snarere det menneskesyn og den livsindstilling, som de ultraortodokse forældre præger deres børn med? Frygten for dem, der er anderledes. Opdelingen af mennesker i 'os og dem', i 'de gode og i de forkerte'.

Men igen: det er vel ikke kun en tendens, som ultraortodokse i Jerusalem har? Den opdeling er de fleste af os vel egentlig i fare for selv at leve efter - hvis vi nu skal være helt ærlige. For det er så dejligt nemt at kunne dele verden op i sort og hvid - i det rigtige og forkerte. Så er det så nemt at forholde sig til, hvad man skal gøre. Der er dog noget forskel på, hvordan denne opdeling bliver foretaget. Nogle deler op i racer, i køn, i religion, i seksualitet eller i holdninger. For nogle vil det være de homoseksuelle, der er potentielt farlige, mens det for andre er de 'ikke-kristne' eller jøder/palæstinensere.

Desværre er der rigtig mange, der opdeler mennesker på denne måde. Og ved netop selv at lave en opdeling i 'de forfærdelige mennesker, der gør det' og 'mig, der heldigvis aldrig kunne finde på det', så er jeg selv skyldig. Jeg tror, de fleste mennesker vil være mere eller mindre ramt af det, hvis de tør være ærlige over for sig selv og andre.

Men selvom det er noget, vi alle gør, så finder jeg det stadig trist. Og jeg ville ønske, at det var anderledes. Jeg ville ønske, at vi kunne lære af ham, som ikke satte skel, men derimod nedbrød mure, og som gerne vil fjerne hegn mellem mennesker. Om det så er fysiske hegn i en vuggestuelegeplads (eller mure for den sags skyld!), eller det er usynlige hegn i samfundet.

Jesus kunne finde ud af ikke at opdele mennesker. Han ser på hver enkelt med lige stor kærlighed, så det enkelte individs potentiale og muligheder, men også de sår, der er. Han ønsker at lære alle mennesker at kende og give alle en ny chance - uanset hvem de er! Sikke en læremester!

En familietragedie...

Til dem af jer, der blev forskrækkede over min titel, vil jeg skynde mig at sige, at den tragedie, som jeg vil komme ind på, ikke på nogen måde har noget at gøre med vores familie!

Tragedien har ramt en jødisk, religiøs familie bosat i Itamar - en jødisk bosættelse sydøst for Nablus på Vestbredden. Fredag aften (for to dage siden) ved 22-tiden trængte et ukendt antal mænd ind i deres hus og myrdede begge forældre og 3 børn ved knivstik. Børnene var hhv. en dreng, Yoav, på 11 år, en anden dreng, Elad på 2 år og en lille pige, Hadas, på 3 måneder. Alle blev myrdet med knive, mens de lå og sov i deres senge. Familiens tre øvrige børn (på 2, 8 og 12 år) overlevede angrebet.

Den israelske regering kalder det et terroristangreb og har iværksat en eftersøgning for at finde de skyldige. Der er usikkerhed om, hvorvidt det er en organiseret terrorgruppe, der står bag, eller enkeltpersoner, som støtter en af de store palæstinensiske terroristgrupper.

Normalt kommenterer jeg ikke så tit politiske begivenheder her i regionen, da jeg synes, at det kan være svært som udenforstående både helt at komme til bunds i, hvad der reelt skete, da palæstinenserne og jøderne sjældent fremstiller sagen ens, men også fordi den igangværende konflikt i landet er så kompleks, at det ikke er muligt at give enkle, sort/hvide løsninger til den. Men denne begivenhed har jeg alligevel valgt at kommentere.

Først og fremmest fordi jeg blev ked af det, da jeg hørte om tragedien. Uanset race, religion eller overbevisning har INGEN fortjent at blive myrdet i deres senge. Det er virkelig forfærdeligt, at forældrene blev myrdet - klart - men jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, hvordan nogle kan få sig selv til at myrde børn og så en lille baby på tre måneder! Hvad er det for en ondskab??

Dernæst blev jeg ked af det, da jeg læste de efterfølgende kommentarer fra div. israelske politikere. Premierminister Benjamin Netanyahu udtalte bl.a.: “There is no justification, no excuse and no forgiveness for the murder of babies.”

Mens en anden minisiter, Yuli Edelstein (minister for diplomati og diaspora affærer) udtalte, at angrebet viste, at der ikke en partner på den anden side . Fortsættelsen lyder: "While our children are slaughtered in their beds and Gazans celebrate the criminal butchery by handing out candy and cheering shouts of joy, I ask the international community: With whom do you expect us to talk about peace?”

Jeg kan godt forstå disse udtalelser rent menneskeligt set, men samtidigt er det dobbelt tragisk, hvis sådan en tragedie som denne er med til at udvide kløften endnu mere mellem palæstinensere og israelere. Det er ikke for på nogen måde at retfærdiggøre eller forsvare angriberne - det er umuligt! Det er mere med tanke på de palæstinensere, jeg efterhånden har lært at kende hernede. Den ganske alm. palæstinenser, som fx min ven Samar fra Betlehem og hendes familie, som jeg var hjemme og spise ved i torsdags. De risikerer at blive sat i bås med disse voldsmænd og blive karakteriseret som 'disse forfærdelige palæstinensere'. Alle samlet under én kam. Og det er jo ikke retfærdigt imod dem, for de kunne aldrig finde på at gøre sådan noget. Det er jeg sikker på.

Så derfor er det med vemod, at jeg læser dagens netaviser. Stor medfølelse med de overlevende børn og familien til de dræbte og et ønske om retfærdighed og tilfangetagelse af forbryderne. Men også medfølelse med alm. palæstinensere, der også rammes af en tragedie som denne.

Hvordan skal der nogensinde kunne blive fred hernede? Åh, Jesus, gid du ville komme og skabe fred hernede. Fred i hjerterne og hele de sår, der er her....

Volontør igen igen!

Mærkelig titel, tænker du måske.. men jeg (Lise) er faktisk blevet volontør igen. En dag om ugen (tirsdag) kæmper jeg mig igennem morgentrafikken i Jerusalem og gennem checkpointet for at komme til Betlehem Bible College i Betlehem. Her arbejder jeg som volontør i deres giftshop.

Jeg må tilstå, at jeg havde lidt sommerfugle i maven, den første dag jeg var på vej derud, fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg skulle lave, og hvem jeg skulle arbejde med. Jeg havde bare fået et telefonnummer og ringet og lavet en aftale. Gulp.. ikke lige sagen for en kontrolfreak som mig!

Nå, men jeg mødte op, og første dag bestod af at tælle lageret op, da giftshoppen lige havde fået en ny manager, som gerne ville vide, hvor meget der var af hver enkelt ting. Der stod jeg så i syv stive timer og talte oliventræsfigurer, t-shirts, porcelænstallerkner, postkort, kors, bøger, cd'er osv., til jeg var helt ør i hovedet. Siden hen har mit arbejde bestået af lidt af hvert: oprydning, betjening af kunder, indpakning af gaver, sortering af varer, påsætning af stregkoder, påsætning af stregkoder igen (fordi de hele tiden falder af!) og andet forefaldende arbejde. Jeg vil ikke sige, at det er det mest krævende og sindsoprivende arbejde, jeg har haft i mit liv, men på den anden side har det været godt at komme ud og lave noget helt andet, end jeg er vant til. Desuden tror jeg, at det gør en forskel for stedet, og det er da også værd at tage med.

Nogle undrer sig måske over, hvorfor jeg overhovedet er der. Det er der forskellige årsager til: 1) vi får kun 1 ny volontør til foråret, så for at jeg ikke skal overfalde den stakkels fyr hele tiden, fandt jeg det nødvendigt at finde på noget andet at lave indimellem. 2) et arbejde på Vestbredden giver mulighed for at søge om støtte til betaling af Rebekkas børnehave (også værd at tage med) 3) det giver en mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende og hjælpe lidt til. Bonus er, at jeg arbejder blandt arabiske kristne, hvilket giver mulighed for at lære lidt om, hvordan det er at bo på den anden side af muren. Ydermere møder jeg mange andre mennesker fra forskellige sammenhænge: englændere, amerikanere, skotter, tyskere mm. Spændende sammenblanding.

Især har jeg sat pris på at lære Samar at kende (hun er manager i giftshoppen). En sprudlende, glad og sjov arabisk kvinde sidst i tyverne, som giver et indblik i, hvordan det er at være ung og bo i Betlehem. (ja, man er altså stadig ung, når man er sidst i tyverne.. eller i begyndelsen af trediverne for den sags skyld :-)) Mit indtryk er, at hun er ret atypisk for arabiske unge kvinder. Måske fordi hun har opholdt sig meget i England og USA og er blevet præget af kulturen der. Måske fordi hun har en jeg-vil-gerne-skille-mig-ud-personlighed og ikke nødvendigvis vil bøje sig for, hvad en arabisk mand siger, bare fordi han er mand. Uanset hvad, synes jeg, at det er rigtig spændende at lære hende at kende.

Til sidst vil jeg gerne fortælle om en oplevelse, som jeg havde på vej hjem fra Betlehem. Jeg skulle igennem det famøse checkpoint og havnede midt imellem en stor gruppe amerikanske og tyske turister. Puh, hvor tog det lang tid at komme igennem! Både fordi vi var mange mennesker på et lille og trangt sted, men måske også fordi visse midaldrende amerikanske kvinder har lidt svært ved at forstå simple beskeder som: gå igennem gaten (og nej, du behøver ikke tage dine sko af...)! Nå, men da vi stod der som sild i en tønde, kunne vi høre (ikke se), hvad der foregik længere fremme i flokken ved dem, der var på vej igennem metaldetektoren. En israelsk soldat blev ved med at sige i højtaleren: "move forward, man with the peacemaker!" Beskeden blev gentaget op til 10-15 gange. Alle kiggede lidt undrende på hinanden.. øh, peacemaker? Hvis der var noget, der manglede lidt præcis der, så var det vist en peacemaker! Til sidst fandt soldaten ud af sin fejl og rettede beskeden til "move forward, man with the pacemaker!" Ret stor forskel.

Jeg fandt situationen lidt absurd og lettere komisk, men samtidigt kunne jeg godt mærke, at jeg også var lidt irriteret over at være strandet der i menneskemylderet. Og da jeg så mig omkring, så jeg flere arabere, som så ud til at være endnu mere irriterede end jeg. Og hvor kan jeg bare godt forstå det. Tænk at skulle igennem sådan en mølle hver eneste dag. Og sikke en kæmpestor forskel, der var på den behandling, man fik, hvis man kom fra USA (eller DK), i forhold til, hvis man var araber. Amerikanerne blev budt velkomne til landet, og det så ud som om, at arabernes tilstedeværelse blev allernådigst tålt. Nu ved jeg godt, at der er mange sider i denne sag, og at det ikke er muligt at komme med et enkelt bud på, hvordan den komplicerede, uløselige konflikt, der har foregået i årevis, kan løses. Men da jeg stod der den eftermiddag i menneskemængden og ventede, fik jeg dog alligevel medfølelse med araberne, som skal igennem checkpointet dagligt og må finde sig i den behandling, de får. Jeg skal trods alt kun derud en gang i ugen....

De tre D'er

Sidste lørdag var vi til gudstjeneste i den messianske menighed Shemen Sasson. Vi kom der ret trofast sidste år, men besluttede egentlig at stoppe der efter sommerferien, fordi den præst, som vi ventede på, skulle komme tilbage fra orlov, valgte helt at stoppe. Nå, men lang historie... efter 7 måneder var vi der igen. Og denne gang var det min tur til at høre prædikenen.

Det var Caleb Meyers, der prædikede, og han talte om vores relation til Gud. Jeg vil særligt nævne to ting fra talen:

Han talte om de tre d'er: desire - discipline - delight. I den betydning, at vi kan have en desire (et ønske) at lære Gud bedre at kende. Fx et ønske om at komme tættere på Ham gennem bøn, men det kræver faktisk disciplin. For at vi skal komme til at bede mere, så må vi faktisk 'tage os lidt sammen'. Og dette skal ikke forstås i betydningen: at vi tager os sammen for, at Gud bedre kan lide os, men at bøn hver dag kræver en god rutine. Det kommer ikke af sig selv, men kræver lidt arbejde fra vores side, fordi vi så nemt bliver afledt af noget andet, eller ikke får taget os sammen. Jeg kunne i hvert fald godt sætte mig ind i det. Og det sidste d (delight) - ja, det kommer, når vi får oparbejdet denne gode vane og ofte får snakket med Gud - og lyttet til ham! Så kommer velsignelsen! Det kan måske komme til at lyde lidt strengt eller lidt firkantet, men for mig var det faktisk rart at få sat det op på denne måde: der er faktisk noget konkret, jeg godt kan gøre. Jeg skal gøre noget ved min desire om at lære Gud bedre at kende: jeg skal bede og være stille sammen med Gud. Og det følger der velsignelse med til. Åh, hvor vil jeg gerne lære det :-)

Det næste billede var om en særlig blomst, der vokser i NordIsrael. Jeg kan ikke huske, hvad den hed, men det særlige ved den var, at når den havde gode vækstforhold og nok vand, havde den blade og bar frugt, men når den var ved at tørre ud, krøllede bladene sig sammen og blev til torne. Ifølge traditionen var det af denne plante, at Jesu tornekrans blev lavet. Vi ved selvfølgelig ikke, om det er sandt, men for mig blev det et stærkt billede. Hvis jeg tørrer ud som menneske, hvis jeg ikke bliver fyldt på af Gud - så udvikler jeg torne. Så bliver jeg hård og afvisende og gør ondt at være sammen med. Det viser mig igen vigtigheden af at være sammen med Gud dagligt for at blive fyldt på.

Til sidst: måske lyder alt dette her meget fromt for nogle, men i virkeligheden er jeg faktisk ikke så "from." Grundet personlige årsager har jeg haft en lang tørkeperiode i mit forhold til Gud, som langsomt er ved at vende. Derfor er det så befriende for mig, at Gud lægger denne desire i mig efter at lære ham at kende og viser mig, at Han gerne vil 'vande' mig og lade mig vokse i kendskab til Ham. Det viser mig, at Han stadig elsker mig :-)

En god tradition

Først vil vi gerne ønske Godt Nytår til jer alle! Håber I kom godt ind i 2011. Det gjorde vi. Havde en hyggelig aften med gæster og god mad, men det var en lidt stille aften, da vi kun havde én bordbombe og stjernekastere... ikke hvad man er vant til i DK!

Det lader til, at vi har fået skabt en tradition hernede i dagene omkring nytår, idet nogle af forældrene fra pigernes børnehave, som vi besøgte før jul, spurgte os, om vi ikke igen i år inviterede folk over for at se vores juletræ (hvilket vi gjorde sidste jul). Øh, jo, det kunne vi da godt. Så den 30. december inviterede vi tre hold forældre fra børnehaven + børn til dansk julehygge og risengrød. Vi havde endda pakket små julegaver ind til børnene, som lå under juletræet. Det blev en hyggelig eftermiddag/aften, hvor børnene fik leget med pigernes julegaver, hoppet i sengene, spist en masse chokolade og set lidt film. Det eneste, som ikke vakte stor begejstring, var risengrøden. Måske er jeg uegnet til at bedømme det, da både Rebekka og Hannah elsker risengrød, men jeg troede faktisk, at de fleste børn i DK var vilde med det? Men det er israelske børn i hvert fald ikke. Halvdelen af børnene smagte på det, og så var det vist også det. Forældrene var dog så høflige, at de spiste mindst en portion hver og gav udtryk for, at det smagte godt. Selvom de studsede noget over, at vi puttede kanelsukker og smør ovenpå grøden og ikke rørte det hele sammen, som israelere generelt elsker at gøre. Men ned kom det da. Når vi så blev bedt om at forklare retten: hvorfor vi spiser den, hvor længe man har spist den i DK osv... ja, så måtte vi blive lidt svar skyldig. Tja... det gør vi vel bare, fordi det er en god og hyggelig tradition?

Uanset hvad, så havde vi en hyggelig aften sammen med dem - også selvom det pludseligt kan være lidt svært at forklare traditioner som risengrød og et pyntet træ i stuen, når man skal forklare det for nogle, som kommer fra en helt anden tradition :-)