"While you were sleeping"

Kære alle.

Det er blevet tid for en lille hilsen her før jul. Jeg vil derfor gerne dele nogle tanker med jer, som jeg har haft vedr. en sang af det amr. lovsangsband Casting Crowns. I får lige teksten til de første to vers her:

"While you were sleeping"

Oh little town of Bethlehem
Looks like another silent night
Above your deep and dreamless sleep
A giant star lights up the sky
And while you're lying in the dark
There shines an everlasting light
For the King has left His throne
And is sleeping in a manger tonight

Oh Bethlehem, what you have missed while you were sleeping
For God became a man
And stepped into your world today
Oh Bethlehem, you will go down in history
As a city with no room for its King
While you were sleeping
While you were sleeping

Oh little town of Jerusalem
Looks like another silent night
The Father gave His only Son
The Way, the Truth, the Life had come
But there was no room for Him in the world He came to save

Jerusalem, what you have missed while you were sleeping
The Savior of the world is dying on your cross today
Jerusalem, you will go down in history
As a city with no room for its King
While you were sleeping
While you were sleeping

Grunden til, at jeg er blevet rørt af disse ord, er, at jeg kun lytter til denne sang, når jeg er ude at løbe en tur.. ofte ved skumringstid, når mørket er ved at falde på. Det har været lidt mærkeligt at løbe rundt i Jerusalems gader og så høre disse ord sunget netop til Jerusalem! Her løber jeg rundt i mit nabolag, hvor der bor mange jøder og har disse ord i mine ører, mens jeg kan se på jøderne på gaden, som ikke kan høre ordene (af gode grunde: fordi de ikke har min MP3-afspiller i ørene!). Men ville de rigtig kunne høre ordene, selvom de hørte dem blive sunget? Ville de kunne høre og tro ordene om Jesus, som kom netop til dem, eller ville de sove væk fra det hele? Det er meget tankevækkende og giver god grund til netop af bede for, at jødernes ører og hjerter må åbne sig for ham, som kom for at frelse dem!

Den næste tanke, der opstår i mit hoved, er: hører jeg ordene? Ja, jeg hører dem jo rent fysisk og synger endda tit med på sangen (selvom det kan være lidt svært at gøre, når jeg løber), men når de ind i mit hjerte? Er jeg blevet så vant til at høre ordene om, at Jesus blev menneske og kom til jorden for at frelse os, at jeg i virkeligheden ikke rigtig lader det trænge ind? Forstår mit hjerte, at disse ord gælder også mig? At der var en god grund til, at Jesus blev født som menneske for 2000 år siden? At det ikke bare var for at være en god historie, som kunne bruges i krybbespil og julesange, men at der faktisk var en langt vigtigere årsag til det: fordi det var den eneste måde, hvorpå Gud kunne nå ind til os mennesker på og frelse os! Og at dette budskab ikke kun gælder menneskeheden generelt, men faktisk i allerhøjeste grad også gælder mig - og dig!!

Hvad har Auswitch og Mission overfor jøder med hinanden at gøre?

Godt spørgsmål. Ikke så meget ville jeg nok have sagt for en uges tid siden. Men siden da har jeg været på en 3 dages konference om Mission til Jøder i den polske by Krakow med indlagt tur til Auschwitz. Temaet var kort fortalt hvordan man kan være engageret i mission til jøder med Holocaust i bagagen. For, som konferencen lærte mig, der er faktisk seriøse kristne som vil afholde sig fra at tale tro med jøder fordi de føler skyld overfor dem. Nok mest udpræget i, især Tyskland, men også f.eks. Polen. Tyskerne føler skyld fordi deres folk henrettede 6 mill jøder og Polakkerne og til dels også andre Europæere fordi de stod passivt på sidelinjen og så til. Man bliver i en sådan sammenhæng glad for og stolt over de af vores danske forfædre som hjalp den jødiske befolkning i Danmark i sikkerhed i Sverige.

At denne skyldfølelse på den kristne side spænder ben for at jøder kan høre evangeliet om Jesus kan måske være lidt svært at forstå. Men samtidigt så har holocaust også på den jødiske side skabt en række problemer for os som gerne vil være engageret i at række det gode budskab tilbage til dem vi fik det fra. Nogle af de religiøse jøder, især de ultraortodokse, beskylder os nemlig for at være med til at gentage Holocaust bare på et åndeligt plan. Hitlers mål var at udrydde den jødiske race, men hvis missionen til jøderne lykkes helt vil det set fra de ultraortodokses synsvinkel få samme resultat. For en jøde der kommer til tro på Jesus er for dem ikke længere jøde. Og det betyder at skulle hele det jødiske folk få øjnene åbnet for deres Messias, så vil der ikke længere være noget jødisk folk.

For mig at se er begge forhindringer. Både skyldfølelsen og beskyldningen om at vi er med til at begå et åndeligt holocaust imod det jødiske folk tåbelige. Skyldfølelsen kan jeg forstå, men at den skulle afholde os fra at give det bedste vi har til dem som vi føler skyld overfor kan jeg ikke helt få til at give mening. Og de ultraortodokses beskyldninger giver kun mening hvis man giver dem ret i den forudsætning, de tager for givet: At en jøde der tror på Jesus ikke længere kan være jøde. For har man bare lidt kendskab til den messianske bevægelse vil man vide, at er der noget, som de jesustroende jøder går op i, så er det deres jødiske identitet. De har for manges del mere travlt med at distancere sig overfor den kristne kirke og jeg har hørt flere give udtryk for at troen på Jesus tværtimod har gjort dem mere jødiske end de var før.

Så kan man stadig med god samvittighed være engageret i mission til jøderne efter Holocaust. Ja absolut, men samtidigt kan det være godt at være opmærksom på at Holocaust faktisk stadig spiller en rolle også i mødet mellem jøderne og evangeliet.

Billede fra konferencen. Det er mig på 1. række under fuglen

Børn og Gud

Ja, jeg ved det godt - for dem af jer, der ikke har børn, kan det sikkert undre (eller indimellem irritere), at forældre ofte, tit og længe fortæller om deres børns gøren og laden. Jeg beklager, men de kommer altså bare med så mange guldkorn, at det ville være synd ikke engang imellem at dele nogle af dem med jer.

Så her kommer to af Rebekka og Hannahs ytringer om Gud og Jesus.

I forbindelse med at vores terrasse blev lavet om, var vores lejlighed midlertidigt invaderet af tre flinke arabiske håndværkere. Rebekka lagde hurtigt mærke til, at de ikke snakkede dansk og heller ikke hebræisk. Jeg fortalte hende, at de snakkede arabisk til hinanden, fordi de var arabere. Hm... så sad hun og tyggede lidt på den. Handler de så også hos den arabiske købmand? (en butik i nærheden vi bruger, når vi har glemt at købe nok mælk til shabbatten fx) Jeps, kunne jeg så svare. (eller i en eller anden lignende butik..) Tror de på Gud, lød det så? Ok, det kræver et lidt længere svar... Det blev til noget med, at de ikke tror på Gud på samme måde som os, og at de ikke tror på Jesus. Det sidste blev hun noget overrasket over, men accepterede, at det gjorde de ikke, fordi der ikke var nogle, der havde fortalt dem om ham.

Jeg kunne ikke lade være med at blive slået over hendes tanker om emnet. Helt naturligt gik hun fra "hvor handler de" til "hvem tror de på". Ingen religionsforskrækkelse eller generthed her. Nej, det var lige så naturligt at spørge om det ene som om det andet.

Og det hele blev så yderligere understreget om eftermiddagen, hvor vi sad og spiste boller og drak kakao, mens de føromtalte håndværkere bad til Allah på gulvet i hjørnet af stuen. Jeg kunne ikke lade være med i tankerne at vende tilbage til dagens samtale med hende.... Gid nogle fortalte dem om Jesus! Og kunne denne 'nogen' så egentlig ikke være mig? Hvis jeg da ellers turde.

Forleden dag sad Hannah og jeg og tegnede. Pludselig sagde Hannah: "Mor, tegn Gud!" Åh, så sad jeg der helt blank. Hvordan tegner man ham? Som en rar gammel mand med langt hvidt skæg? Nej - det blev for stereotypt. Som en stor, sort favnende kvinde (jf. bogen "Hytten")? Nej - det krævede for mange forklaringer. Jeg endte med at tegne ham som et hjerte som symbol på kærligheden og fortalte hende, at det var Gud, fordi han elskede hende og boede i hendes hjerte.

Jeg ville ønske, at jeg havde en barnetro som mine to piger. Ligetil, enkel, naturlig og tillidsfuld. Det er trist, at vores barnetro ødelægges af alt for mange tanker, spekulationer, tvivl og spørgsmål. Sådan er det at være voksen, men jeg kan godt forstå, at Jesus sagde, at vi skulle blive som børn igen. Det er meget mere enkelt. Lige så naturligt som Rebekka spørger om mere morgenmad, lige så naturligt kan hun snakke om Jesus, der bor i hjertet og elsker alle børn. Det er da dejligt at blive mindet om :-)

Drama i Jerusalem

Natten til fredag blev jeg ringet op af en af vores volontører. "CMA er lige brændt". Øhh hva. Den måtte jeg lige ha' igen. CMA er en kristen organisation med et stort "ministry centre" lige midt i Jerusalem på grænsen til den ultraortodokse bydel. Faktisk samme center, som Caspari Centeret skal flytte ind på til januar. Nå, men nu var kælderen, hvor Christian boede, altså brændt. Christian var den sidste, som nåede ud af bygningen, og måtte kravle 20 meter på gulvet for at kunne trække vejret i den meget kraftige røg. Ingen kom til skade, og branden blev begrænset til kælderetagen. Resten af bygningen er intakt, men der lugter af røg overalt, så der bliver brug for en gennemgående rengøring og måske maling af hele centeret. Men glæden over, at ingen kom noget til, blev lidt ødelagt af politiets efterforskning. Branden var påsat :-( Og mistanken retter sig umiddelbart imod de ultraortodokses antimissionsorganisation "Jad LaAchim". De har før opført sig meget voldsomt overfor missionsaktiviteter og messianske jøder. Det skal dog nævnes, at der ikke er nogen antydninger af, hvem der står bag branden, så det kan i teorien lige så godt være en tilfældig pyroman, som det kan være de nævnte ultraortodokse. Men alligevel giver det en dårlig smag i munden. Alene det, at den første tanke efter at have været udsat for, hvad der kunne ha' udviklet sig til en mordbrand, er, at det kan have været religiøst betinget, er ubehagelig. Som flere har bemærket, så er den nævnte anti-missionsbevægelse, hvor voldsomme og radikale de end er, aldrig været kendt for at ville skade enkeltpersoner. Hvis de har haft noget med branden at gøre, må man forvente, at de har regnet med, at kirkecenteret var tomt, da de startede branden. Men stadigvæk. Hvordan kan man være så næsten militant aggressiv overfor, hvad der i vores øjne er verdens bedste budskab? At Gud i sin søn har skabt fred mellem os og ham. Og at han ønsker, at alle skal have del i den fred, og at den fred må forplante sig til os mennesker imellem. Hvordan kan man føle sig så truet af det budskab, at man kan finde på at brænde andre folks bygninger ned? Jeg forstår det ihvertfald ikke.

Are you a follower of Christ?

I går prøvede jeg noget, jeg aldrig har prøvet før. På vej ind i banken passerede jeg vagtmanden - iøvrigt altid venlig, vil aldrig se min taske og er meget sød til at holde døren og smile - og mens jeg rodede rundt i min taske for at finde mit pas (hvorfor er det altid svært at finde noget i en dametaske? Er der hemmelige rum eller Bermuda trekanter dernede?), spurgte han mig pludselig: "Are you a follower of Christ?" Jeg standsede op - helt paf. "Øh..." fik jeg vist bare mumlet. Han pegede på mit kors og sagde "Me too. I'm a messianic Jew." Stadig helt overrasket fik jeg sagt noget med, at det var da dejligt at høre og gik ind i banken.

Mens jeg sad og ventede på, at det blev min tur, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte snakke lidt med ham, når jeg gik ud igen... ellers ville det virke meget mærkeligt. Men da jeg så gik ud igen, stod han imellem flere ansatte fra banken, og for ikke at bringe ham i forlegenhed (hvis de nu fx ikke vidste det eller ville have det mærkeligt med det), smilede jeg bare til ham.

Men næste gang jeg skal i banken, vil jeg lige standse op og tage en snak med vagtmanden... om Jesus! Hvor tit er det, at man får mulighed for det??

Er det anderledes??

I sommers lagde jeg mærke til, at jeg mange gange blev spurgt, om det ikke var helt vildt eksotisk at bo i Jerusalem. Tænk at bo i et fremmed land, som er så anderledes end Danmark. De fleste gange svarede jeg tilbage, at det vænner man sig til. Det bliver også hverdag hernede... og vores hverdag skiller sig i bund og grund ikke så meget ud fra andre børnefamiliers hverdag i Danmark. Vi skal også tidligt op, aflevere børn, på arbejde, hente børn, rydde op, vaske tøj, lave mad, gøre rent osv... De elementer ændrer sig ikke, selvom vi skal gøre det i en israelsk kontekst. Og selvom jeg rigtig gerne ville lære nogle spændende, 'eksotiske' jøder at kende - fx nogle ortodokse - for at få et indblik i deres liv og tankegang, så er faktum, at de jøder, vi lærer at kende, er forældrene til børnene i børnehaven. Og det er faktisk slet ikke ment ringeagtende, for det er nogle utrolig søde mennesker, som er gode til at byde os velkomne og være åbne og imødekommende. Helt bestemt. Men de er lige så 'almindelige' som os andre.

Men på baggrund af at jeg fik stillet det spørgsmål så tit, begyndte jeg at tænke over, om der er områder i vores hverdag, som skiller sig ud fra et hverdagsliv i Danmark. Er der elementer i vores hverdag, som er kommet udelukkende af den grund, at vi bor her i Jerusalem, Israel, og som gør det lidt anderledes (ikke i betydningen bedre - bare anderledes), men som jeg blot har vænnet mig til og ikke tænker over?

- er det udsigten til Jeriko fra vores terrasse?

- er det frygten for kakerlakker, som får mig til at tjekke vores trappe hver gang, jeg går ud (selvom Jakob er gentleman nok til at prøve at slå dem ihjel, så jeg ikke opdager dem..)

- er det, når ens knap 2-årige datter øver sig i at sige 'Thank you' (med kraftig dansk accent :-))

- er det, når ens arbejdsdag fx består af at guide på Via Dolorosa og i Gravkirken og Gravhaven (som det er i morgen for mit vedkommende.. another hard day at the office...)

-er det, når man går og overvejer, hvor man kan købe en løvhytte til løvhyttefesten?

- er det, når man efterhånden har vænnet sig så meget til israelsk trafikkultur, at man synes, danskerne kører vildt langsomt og gerne vil dytte af dem hele tiden?

- er det, når man er til 1 års-fødselsdag ved ens venner sammen med danskere, nordmænd, finnere, jøder og amerikanere.. og man ikke er vildt overrasket over sprogblandingen?

- er det, når ens 3-årige datter er bedre til hebræisk end en selv (og forstår ord som 'ryd op' og 'skær min schnitzel over')?

- er det, når man automatisk tager en bog med i banken, fordi man ved, at det tager lang tid?

- er det, når man sagtens kan købe eksotisk frugt en alm. mandag og ikke kun til særlige lejligheder, fordi det ikke koster særlig meget nede ved den arabiske købmand?

Tja.. lidt er der da, som skiller sig ud fra en dansk hverdag...

I gang igen!

Nu er sommeren ovre, og det er tid at opdatere vores kære blog lidt. Vi har haft en rigtig dejlig sommer i DK, hvor vi nød samværet med venner og familie. Jakob tog allerede tilbage til Israel igen den 1. august for at starte på Ulpan, hvorimod pigerne og jeg blev i DK indtil den 26. august. Men nu er vi alle her igen, og det begynder at ligne en hverdag igen.

Her er et lille indblik i, hvordan de sidste par dage har set ud, og dermed en fornemmelse af, hvilke elementer der kan forekomme i vores hverdag:

- varme, varme, varme - puha! Vænne sig til solcreme, ingen dyner og fans igen

- to piger, der nyder at være sammen med deres far igen (og gense deres legetøj)

- børnefødselsdag med Jonathan (Knut og Heges 1 årige søn), hvor vi var sammen med danskere, nordmænd, finnere, jøder og amerikanere

- dansk gudstjeneste for 3 volontører

- åbent hus for volontørerne

- kunsten at finde tilbage til den rigtige vej, når man for 5. gang er kørt forkert i Tel Aviv

- besøg hos Lisbeth og deres fire dejlige krudtugler

- hebræiske lektier

- glæden over dejlig frisk - og billig! - frugt hos den arabiske købmand

- de første tilmeldinger til sæsonens første guidede tur (Via Dolorosa, Gravkirken og Gravhaven) ... I kan godt nå det endnu!

- opstart i børnehave: to glade piger, som klarede den første dag godt, men som også liiige skal vænne sig til, at de andre børn altså ikke forstår en, når man snakker dansk til dem. Heller ikke selvom man siger det 3 gange i træk...

Dette var blot et lille indblik i vores hverdag. Alt vel herfra :-)

En rigtig god dag!

Jeg vil gerne benytte anledningen til at fortælle om en rigtig god dag her i Jerusalem; nemlig i går. Dagen startede med brunch ude på Beit Tamar, hvor Sine og Astrid er volontører. Fordi vi snart skal hjem til DK på ferie (om 5 dage - juhuu), valgte de at holde deres afskedsfest lidt før, for at vi kunne være med - og tak for det. De serverede leverpostej, bacon, danske pølser, rugbrød, frugt, røræg, juice, hyldeblomstsaft og andet guf. Virkelig god mad, og selskabet fejlede heller ikke noget, da det var hele volontørflokken. Vi hyggede os sammen et par timer og tog endda en tur på legeplads for pigernes skyld :-)

Efter en god lang middagslur for pigerne tog vi ind til kirken til dette semesters sidste gudstjeneste. Vi lavede en anderledes, mere intim opstilling med stolene og sang gode lovsange sammen. Bl.a. havde vi for første gang "børnenes fem minutter", hvor vi alle sang børnesange - med fagter! - sammen. Hyggeligt. Gudstjenesten sluttede med, at vi alle sang velsignelsen sammen i en rundkreds. God afslutning på en god gudstjeneste og på et god menighedsfællesskab med vores kære volontører. Aftenen blev tilbragt hjemme i præstelejligheden, hvor vi efter at have spist pizza og hygget så Danmarks kamp mod Cameroun for storskærm ude på terrassen for fulde udblæsninger! Det er ikke sikkert, vores naboer nød det så meget, som vi gjorde, men jeg synes, det var meget festligt. Og heldigvis vandt DK! En god afslutning på en dejlig dag :-)

Om tre dage er det så vores tur til at holde afskedsfest (og Skt. Hans fest). Det bliver lidt trist at sige farvel til Sine, Astrid, Peder, Matilde, Simon, Jonathan, Eva og Annemarie + Lisbeth, Martin, Annette og Thomas fra Tel Aviv. Tak for et dejligt forår i Israel med jer. Vi har nydt at lære jer at kende og sat stor pris på vort samvær og al jeres hjælp. Må Gud velsigne jeres fremtid. Og så er der ikke andet at sige end: Næste år i Jerusalem! (eller hvornår I kan få det til - men I er i hvert fald altid velkomne igen!)

Puha!

Nu er det vist at være på tide, at vi får skrevet på denne blog igen. Det er jo ikke til at følge med de volontører, som skriver og skriver... og nu har Christian og Lisbeth også 'svigtet' os og er begyndt at skrive op til flere indlæg om ugen - hvad ligner det?!

Nå, grunden til, at vi ikke har fået skrevet, er vist, at der sker lige rigeligt for tiden... især Jakob har lidt presset i den sidste tid. Men det håber vi, at der snart bliver rettet op på.

Siden sidst: ferietur til Eilat (juhuu!), guidet tur til Masada og Qumran, Caspari Staff day hvor vi skulle lave mad på bål af de ingredienser, som fandtes i naturen på Jesu tid (smagte rigtig godt - selv for en kødelsker som mig), stjålet pung (rigtig træels - især for det faldt sammen med, at jeg lige havde mistet min pung, så der stod vi så uden visa, kørekort eller ID-kort - begge to!!), Independence Day med grill i parken sammen med Ordet & Israel, aflyst tur til Polen pga. askesky, tur til Ikea (alt er som det plejer - skønt! Og man kan købe både rødkål og syltede agurker), tur i Vestmurstunnellen, åbent hus aftener, Shalom Nights, gudstjenester... + alt det løse.

Så jeg siger bare: puha!

Men det har også været nogle gode ting :-)

Om to dage tager jeg sammen med 13 andre på en tre dages tur til Galilæa. Jeg er spændt på, hvad de siger til programmet: dåbssted, Tabgha, Peter's Primacy, Kapernaum, Saligprisningernes bjerg, sejltur på søen, Nazaret, Bebudelseskirken, Nazareth Village, Tel Hazor og Yehudia. Glæder mig over, at jeg denne gang (i modsætning til for et halvt år siden) ikke skal gøre det hele på engelsk, og at der er flere over 24 år, så vi kan deles om kørslen.

Ser frem til en rigtig god tur!

Forsinket Glædelig Påske!

Bedre sent end aldrig... Glædelig Påske til jer alle! Håber I har haft en dejlig påske med tid til at nyde forårsolen, friheden, god mad og tid sammen med venner og familie. Men også at der midt i det hele har været tid til at lade påskebudskabet trænge ind..

Her i Jerusalem har vi haft en dejlig påske - travl, men god. Vi var så heldige at få besøg af mine (Lises) forældre i en uges tid, og det nød vi alle fire i fulde drag. Pigernes institutioner havde lukket pga. Pessach, så jeg ved faktisk ikke, hvad vi skulle have gjort uden mormor og morfar. Pigerne nød at have tid til at være sammen med dem - om det så var at vække dem om morgenen, synge sange for og med dem, tage på tur i zoologisk have, læse en god bog eller lege med balloner ude på altanen - alt blev nydt! Så tak for en dejlig uge, mor og far - kom endelig igen :-)

Ellers har ugen selvfølgelig stået i påskens tegn: fredag før palmesøndag havde vi 20 unge mennesker på besøg til aftensmad og film (The Passion), palmesøndag var der vandring ned af Oliebjerget sammen med tusindvis af andre kristne med fuld musik, høj solskin og palmegrene - meget festligt!, mandag holdt vi Sedermåltid sammen med Ordet og Israel inde i kirken for ca. 50 personer efterfulgt af lovsangsaften, Skærtorsdag var der International Gudstjeneste i Redeemer og fakkeloptog til Getsemane bagefter, Langfredag var der Via Dolorosa vandring + gudstjeneste + socialt samvær om aftenen, og påskedag bestod af morgenandagt på Oliebjerget kl. seks, Skandinavisk Gudstjeneste i Gravhaven kl. 11 sammen med 400 mennesker og dansk Gudstjeneste kl. 16.

Puha - så kan man godt få lidt sved på panden! Men jeg synes, vi havde nogle gode arrangementer med god opbakning og deltagelse, og jeg håber, at folk har haft den samme opfattelse. Om ikke andet tror jeg, at det for mange har været en ny og anderledes måde at fejre påske på.

Det kan godt være lidt svært midt i alle disse arrangementer at få tid til selv at reflektere over årsagen til, at vi overhovedet fejrer påske.. men for mig personligt blev det største tidspunkt, da solen brød igennem disen påskemorgen på Oliebjerget, og lyset for alvor brød igennem. Gid Lyset også må bryde igennem min tåge og dis og nå ind i mit hjerte!

PS: Nu glæder vi os så til lidt ferie i Eilat de næste par dage sammen med Christian og Lisbeth og deres fire krudtugler - dejligt med sol, afslapning, varmt vand, glade børn og gode venner :-)

Tillykke med de 125 år

Vi ønsker den danske israelsmission tillykke med deres 125 års jubilæum

Føler mig presset...!

Puha, det er ikke nemt at følge med de volontører. De lægger nye indlæg ud på deres blogs jævnligt, og dermed bliver det tydeligt, at vi ikke får skrevet så tit.. Hm..

Nå, men her er da en kort statusrapport.

I morges har jeg sagt farvel til Jakob og 11 volontører, som er taget på ørkentur til Maktesh Ramon i 3 dage. De virkede til at være spændte og glade. De sidste forberedelse:

- vejning af tasker, så alle var klar over, hvis taske der var hhv. tungest eller lettest

- nedpakning af det sidste mad

- påsmøring af solcreme

- ruten blev tjekket

- cd'er fundet til turen derned

- og de sidste vandflasker taget i hånden

.... og så tog de afsted! Håber de får en rigtig god tur - men det tror jeg, de gør.

Og jeg? Ja, jeg holder skansen herhjemme med Rebekka og Hannah - godt hjulet af kolde is i fryseren til de varme eftermiddage og Barbiefilm på computeren :-)

Håber også alt er vel i DK.

Caspari Centeret

Dette indlæg kommer til at handle om nogle af de opgaver vi endelig har fået bedre tid til efter at vores sprogstudier nu er godt overstået. For mit vedkommende så er det, som er kommet til at fylde meget mere nu mit job på Casparicenteret i Jerusalem. Casparicenteret har et dobbelt formål om for det første at være et resursested for de Jesus-troende jøder. Der tilbydes undervisning, ledertræning og der udgives bøger og hæfter om forskellige emner. Den anden side af centerets formål er at være et videnscenter om messiansk jødedom, for kristne fra hele verden. Man vil gerne tiltrække studerende fra hele verden, som kan komme på centeret for at studere længere eller kortere tid og på den måde få et bedre indblik i hvem de messianske jøder nu er for nogen, men også for at få en bedre forståelse for vores fælles baggrund i jødedommen som den så ud på Jesu tid. Min opgave på centeret er at lede den side af centerets arbejde der handler om det sidstnævnte. Jeg har en fin titel af "Director of International studies" og rent praktisk består mit job af at sammensætte forskellige studieoplæg for udenlandske studerende. Lige nu arbejder jeg f.eks. på tre konkrete projekter. For det første er jeg ved at lægge sidste hånd på en folder om mulighederne for at være selvstuderende på Caspari Centeret for en længere eller kortere periode, og dernæst har jeg allerede nu i gang med at forberede to studieoplæg som skal afholdes næste forår. Det ene er et 4 ugers intensivt teologi-kusus for teologistuderene som Caspari Centeret tilbyder i samarbejde med Menighedsfakultetet i Oslo. Kurset skal indeholde først en uges undervisning i baggrunden for det Nye testamente, hvorefter der vil være en uges ekskursion rundt i landet for at se de forskellige historiske steder som der læses om. Dernæst vil der være en uges undervisning i baggrunden for det gamle testamente og til sidst en uges selvstudium. Et meget spændende projekt som jeg håber der er mange unge teologer der melder sig på. Det sidste projekt er et 10 dages kursus i mission, som tilbyder for Caspari-centerets partner organisationer. F.eks. Israelsmissionen, men hvor der også er plads til andre interesserede i Hvordan man tænker om Mission i dag. Kursets titel bliver noget med "Jøden Jesus, et lys til hedningerne" for at fokusere på både den jødiske baggrund for vores tro, men også at denne tro er for alle folkeslag, og at denne tro må få lov at forme sig efter den kontekst den optræder i.

Nå det var en lang smørre om hvad mine opgaver for fremtiden kommer til at bestå i. For nogen vil det sikkert virke lidt støvet, men jeg syntes det er meget, meget spændende. Og jo mere jeg får fornemmelse af hvem de Jesus troende er giver arbejdet mere og mere mening. De er en speciel gruppe som på en måde er lidt imellem to forskellige grupper. De har svært ved at blive accepteret af det jødiske samfund, og de er samtidigt lidt skeptiske over for de kristne og vil gerne fastholde at de er en speciel gruppe og altså ikke "kristne" men jøder er tror på Jesus. Der er derfor god brug for dialog og kontakt imellem os som brødre og søstre dog med hver vores egenart.

Nå nu blev det alligevel lidt støvet igen :-). Men for en teolog er det lige stedet at være.

Der er gode medarbejdere på centeret og vi har et rigtigt godt arbejdsmiljø. Og så er der for mig ikke noget mere spændende end at arbejde med hvordan budskabet om Jesus kommer til udtryk i forskellige sammenhænge. I den sammenhæng er det jo ekstra spændende at se og opleve hvordan budskabet igen er ved at brede sig ud i den jødiske sammenhæng som vi selv fik det fra i første omgang.

Sproglig forvirring, men en god oplevelse!

I skrivende stund er der ro i huset.. pigerne sover, og Jakob er til menighedsbesøg med volontørerne, så nu er der tid til at opdatere vores blog. Jeg har lyst til at fortælle om vores nyligt overståede Ulpan-forløb (hebræisk-undervisning). Af gode grunde kan jeg kun fortælle om mit eget hold, da jeg ikke ved, hvordan det har været på Jakobs hold.

Jeg mødte spændt op til Ulpan den sidste mandag i oktober.. gad vide, hvordan det ville være, hvem ville man møde, og ville jeg kunne følge med? Nu, hvor kurset er overstået, kan jeg bedre besvare disse spørgsmål.

Vi har været afsted 3 timer dagligt fra kl. 9-12 mandag til torsdag i 3 måneder. Vi har haft to rigtig dygtige undervisere, som tydeligvis var meget øvede i at undervise udlændinge. Og vi har været en noget blandet flok fra en række forskellige lande: Hongkong, Hawaii, Cuba, Korea, USA, Tyskland, England og Danmark for bare at nævne nogle....

For mig personligt har det mest spændende faktisk været at lære disse mennesker at kende. At høre Christy fortælle om, hvordan det er at være kristen i Hongkong, eller hvordan det er at være mor og opdrage børn i en kultur, som er meget anderledes end min egen. Eller Hannahs fortælling om livet som messiansk jøde på Hawaii. Eller Bassim, Firaz og Basils argumenter for kønsrolle-fordelingen i en arabisk og muslimsk kultur.

Trods de mange forskelligheder har vi alle været fælles om ønsket om lære mere hebræisk (for nogle lykkes det bedre end andre... jeg har fx et stykke vej endnu, før jeg vil betegne mig selv som hebræisk-talende.. :-)). Men vi har også været fælles om andre ting: det at være i Israel og lære at forstå og gebærde sig i en israelsk og mellemøstlig kultur, udfordringerne ved børneopdragelse, ønsket om at falde til i et nyt og anderledes land...

Der kan nævnes mange ting, og jeg har fået mig mange gode snakke - og nogle gode venner (og invitationer til at rejse til spændende steder!). Den største overraskelse - og glæde - har dog været, at nogle af mine nye venner deler min tro på Jesus som Messias.. om de så er kristne som mig eller messianske jøder. Det har været dejligt at kunne bede med dem og høre dem fortælle om deres tro på og forhold til Ham, som ikke gør forskel på mennesker, men ønsker at møde os alle med sin kærlighed og tilgivelse.

Hellig festforvirring

I udgangspunktet kan det være svært at se forskel på følgende to billeder.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne de været taget ved samme anledning. Men forskellen består netop af anledningen. Billede nr. 1 er taget til en børne- channukafest, mens billede nr. 2 er taget ved en tilsvarende børnejulefest. Midt i december var vi inviteret hjem til et søskendepar fra Rebekkas børnehave for at tænde et af lysene i Channukiaen; en lille lerlysestage, som alle jødiske børn laver til den jødiske fest Channuka. Channuka er den jødiske fejring af makkabæeroprøret 150 år før vores tidsregning. Da makkabæerne havde befriet templet fra hedensk herredømme, ønskede de at genantænde den jødiske lysestage, som stod i templet. De fandt dog kun olie nok til én dag, men via et mirakel formåede olien at brænde i otte dage, indtil det blev muligt at skaffe mere olie. Channuka fejres derfor ved at spise mad med masser af olie. F.eks. donoughts.

Ved den lejlighed blev vi spurgt, om Rebekkas venner ikke også måtte komme og se, hvordan vi fejrer jul, og vi inviterede dem derfor et par uger senere hjem for at se vores juletræ og spise resten af vores julekager. Begge begivenheder var meget festlige. Big Ballagang, børn overalt og forældre, der sad på gulvet i børneværelset og snakkede. Set udefra kan det være svært at se forskel på de to begivenheder. Og der er for så vidt også mange ligheder mellem de to fester. Begge er en fejring af lyset. Under Channuka fejres det, at der var nok olie til at holde lyset brændende i templet, og vi fejrer som bekendt, at lyset i den første jul kom til verden for at lyse i vores formørkede sind. For vores datter Rebekka på 3 år var det også svært at skelne. F.eks. begyndte hun helt af sig selv, at da vi tændte lys i adventskransen, at sige ”Baruch atah Adonai, Eloheinu”, som er begyndelsen på den hebraiske velsignelse, der fremsiges, når sabbatslysene tændes, men også når der tændtes lys i stagerne under Channuka. Da vi var kommet os over vores forbavselse, gik det op for os, at hun må have lært velsignelsen i børnehaven, hvor de hver dag under Channuka tændte et lys og sagde den samme velsignelse (beder den også hver torsdag for at markere, at shabbaten nærmer sig). Men selvom de to fester har mange ligheder, er der også forskelle. Vi kan være med til fejringen af Channuka og glæde os over makkabæernes generobring af templet 150 år før vores tidsregning, for, som jeg hørte en turguide sige, havde der ikke været et makkabæeroprør, havde der måske slet ikke været noget jødisk folk, som Jesus kunne blive født ind i. Men samtidigt ved vi også, at det lys, som jøderne fejrer, blev tændt igen i templet, kun skinnede et par hundrede år. Så blev templet igen ødelagt, og lyset endegyldigt slukket. Det lys, vi lige har fejret i julen, skinner stadigt. Og vi håber, at vi med vores julefejring kan være med til at pege på det lys for jøderne, så de kan få øjnene op for ham, som deres profet Esajas talte om: ”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans” (Es. 60).